Reconnect

En mand ser en kvinde der er flyttet ind i lejligheden overfor....

Dette er en meget kort historie :-)

1Likes
0Kommentarer
234Visninger

1. Reconnect

Det var lørdag, da jeg så hende første gang. Hun var flyttet ind i blokken overfor. Jeg husker tydeligt måden hun bevægede sig på… Bløde bevægelser… Måden hun svingede med håret…

Hun lignede en engel, som hun stod der i sollyset på sin altan.

Jeg fik lyst til at gå over for at sige velkommen. Ja, det var det jeg ville gøre… Gå ud af opgangen, og så videre over den lille vej, der adskilte de to blokke fra hinanden… Jeg ville gå hen og ringe på dørklokken, og hun ville åbne døren med en let bevægelse… Hun ville smile og byde på kaffe og spørge om, hvem jeg var… Vi ville hygge os.

Men sådan var det ikke…

***

Jeg tog trappen i flyvende fart. Jeg skulle lige til at løbe over asfalten, da det gik op for mig, at hun måske kiggede og ville synes, at jeg var en underlig en. Så jeg gik stille og roligt over vejen og hen til den store grå bygning med altan til hver lejlighed og store flotte vinduer.

Jeg gik hen til døren og gik ind. Hvilken etage var det nu hun boede på? Nåh ja. 2. etage. Lejligheden lige overfor min. Jeg gik op af trappen. Trappetrinene var hvide med sorte sten og væggene var lysegrønne. Sikke en farve… Hvorfor grøn? Måske fordi at der ikke er andet grønt i miles omkreds…

Jeg kom hurtigt op. For hurtigt. Jeg havde slet ikke nået at overveje, hvad jeg skulle sige. Jeg kiggede på døren. På brevsprækken stod et navn. Vent et øjeblik. Navnet. Jeg kendte det jo. Der stod Diana Jakobsen. Det kunne ikke passe. Eller hva’? Det passede jo egentlig meget godt… Hun havde også blond hår dengang og de smukkeste bevægelser. Jo det måtte være hende.

***

Pludselig gik det op for mig at min finger sad på ringeklokken. Jeg kunne høre skridt. Min hals snørede sig sammen. Hvad sagde man? Det nåede jeg ikke at tænke mere over, før døren gik op. Hun smilede, men i det øjeblik hun så mig stivnede det.

       ”Hvad laver du her?” Spurgte hun helt forvirret.

       ”Jeg så dig ovre fra min lejlighed, og jeg ville bare sige velkommen til, tror jeg nok” svarede jeg. Hun rystede på hovedet.

       ”Du genkendte mig ikke, vel?” Hun smilede. Det var ikke noget stort smil, som da hun lukkede op. Bare et lille hurtigt, overbærende smil.

       ”Nej. Nej, det gjorde jeg ikke,” fik jeg fremstammet.

Så blev der stille. Meget stille. For stille. Vi kiggede bare på hinanden.

        ”Jeg må vist også hellere gå…” Sagde jeg, bare for at slippe for stilheden.

        ”Ja, det må du vel,” svarede hun. Jeg gik slukøret ned af trappen.

        ”Vent,” kaldte hun fra døren. ”Vil du ikke have mit nummer?” Hun smilte. Det smil havde jeg aldrig nogensinde kunnet modstå.

       ”Jo, selvfølgelig,” svarede jeg. Hun rakte mig en seddel. Jeg gik ud på asfalten. Jeg kiggede op på vinduet på anden etage. Der stod hun. Jeg smilte. Hun smilte tilbage. Jeg vendte mig rundt, hvorefter jeg kiggede på nummeret. Jeg smilte indeni. Jeg begyndte at gå.

Jeg ved stadig ikke, hvor det førte mig hen. Men jeg ved, at det førte mig fremad, efter at have stået stille i lang tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...