Troens vinger

En lille novelle om en lille pige som tror på feer. Hendes forældre er overbeviste om, at de ikke findes, men hvem har ret? De voksne eller barnet?

0Likes
0Kommentarer
217Visninger

1. Troens vinger

"Jamen mor, jeg så dem altså. Det er rigtigt."

Olivia hev i sin mors bluse, men moren fjernede irriteret hendes hånd og fortsatte med at arbejde. Olivia gav op og gik ud i entreen for at vente på sin far. Han kom snart hjem, og så ville hun fortælle ham om de feer, hun havde set ude i haven. Lige da hun havde tænkt tanken til ende, blev døren åbnet og hendes far trådte ind.

"Far" råbte hun og kastede sig i hans arme. Han lo og purrede op i hendes lange hår, snurrede hende rundt og satte hende på gulvet igen. Hun fulgte efter ham ind i stuen.

"Jeg så nogle rigtige feer ude i haven," sagde hun til ham, da han satte sig i sofaen, og hun kravlede op på hans skød.

"Nå, gjorde du det?" lo han og kyssede hendes pande.

"Ja, deres vinger var så flotte og..." Hun kiggede op på faren og opdagede, at han ikke lyttede. "Tror du ikke på mig?"

Han sukkede og kløede sig i skægget.

"Det er kun børn, der tror på feer. Det gør voksne ikke."

Olivia vendte hovedet væk for at skjule sine tårer, men han drejede det tilbage og så hende i øjnene.

"Så så, min ven, du må stadig tro. Bare fordi ikke alle tror på det, du tror på, betyder det ikke, at du tager fejl. Hvem ved, måske findes feer, og så er det alle os voksne som tager fejl."

Han tørrede tårerne væk fra hendes kinder og løftede hende op.

"Apropos feer så skal du vist til fest dem i drømmeland nu, skal du ikke?"

Olivia nikkede og lo, da kastede hende over skulderen og bar hende ind på hendes værelse.

 

Om natten vågnede Olivia, da hun hørte nogen le. Hun gned sig søvnigt i øjnene og kiggede ud i det mørke værelse. Fuldmånen skinnede og oplyste det nok til, at hun kunne skelne tingene fra hinanden. Hun så en bevægelse ud af øjenkrogen og så over mod vinduet. Hun kneb øjnene sammen. Der var det igen. Hun stod ud af sengen og satte sine bare fødder på gulvet, som knirkede under hendes vægt. Olivia listede over til vinduet og så et par farvestrålende vinger forsvinde imellem nogle buske. Feer. Hun vidste det. Så lydløst som muligt skyndte hun sig ud af værelset og holdt vejret, da hun gik forbi sine forældres soveværelse. Hun smuttede udenfor og satte straks i løb over mod buskene i den fjerne ende af haven. Det bløde græs kildede hendes tæer og hun følte sig fri, men da hun nåede buskene, tøvede hun. Hvad nu hvis det hele var noget, hun bildte sig ind? Nej, feer fandtes, og hun havde set dem. Beslutsomt gik hun ind i buskene og standsede brat op. Der fløj to feer, ægte feer, med de smukkeste vinger, man kan forestille sig. De var ikke større end Olivias hoved, og hun stirrede betaget på dem. De havde ikke lagt mærke til hende, så hun bakkede en smule. Hun kunne høre, at de talte, men ikke hvad de sagde. Da de fløj videre, fulgte Olivia efter dem. Hun gik igennem buske og krat og mistede hurtigt orienteringen, men fortsatte med at følge efter feerne. Snart var hun tæt nok på til at høre, hvad de sagde.

”Jeg glæder mig sådan til festen,” sagde den ene fe med en stemme, der lød som ringlende klokker.

”Jeg håber, det bliver bedre end sidste fuldmåne,” mumlede den anden.

”Nu ikke så vrissen,” smilede den første og duftede til blomsterne i sin favn.

Et højt knald lød, og Olivia kiggede ned. Hun havde trådt på en kvist. Feerne vendte sig om og opdagede hende med det samme.

”Jeg ville bare…,” begyndte Olivia, men feerne fløj hurtigt ind mellem træerne, og hun satte i løb for at indhente dem. Grenene rev i hendes ben og natkjole, men hun var ligeglad. Hun kom til en lysning og standsede brat op. Lige der i lysningen var det vidunderligste, hun nogensinde havde set. Næsten hundrede feer med farvestrålende vinger var ved at gemme sig.

”Nej! Vent! Flyv ikke!” Hun prøvede at fange dem med sine barnehænder, men de var for hurtige, og hun var for langt væk. Lige før hun gav op, så hun et glimt af noget selvlysende grønt og fulgte efter det. Imens hun løb, strømmede tårerne ned ad hendes kinder. Hun ville så gerne møde en rigtig fe. Hun kom længere og længere ind i skoven, men var fuldstændig ligeglad. En ugle tudede, og Olivia stoppede op. Fuldmånen var skjult bag skyerne og hun kunne intet se i den mørke skov. Tårerne slørede hendes syn, hun snublede over en gren og skrabede sit knæ mod en sten. Hun satte sig ned og begyndte at hulke. Kulden krøb op ad hendes bare ben og arme, mens hun sad der og holdte om sig selv. Da hun ikke havde flere tårer, rejste hun sig op på vaklende ben. Hun var kold og ville bare gerne hjem, men vidste ikke hvilken vej, hun skulle. Hun var lige ved at skrige, da hun så noget ligge i græsset. Hun tørrede sine øjne og gik hen til det. Det var en lille fugleunge med en dyb flænge i den ene vinge. Hun satte sig ned ved siden af den og tog den op i sine hænder. Den rystede og Olivia begyndte at nynne for den. Som minutterne gik, blev hendes nynnen til sang, og hun sang, om høje bjerge, dybe floder og regnbuens farver. Fuglen holdt op med at ryste, og hun kyssede blidt dens hoved. Hun sang igen for den, denne gang om den blå himmel, havet og skovene. Næste gang hun kiggede ned på den lille fugl, opdagede hun, at den ikke trak vejret mere, og hun lagde den forsigtigt ned i græsset igen. En tåre fandt vej ned ad hendes kind og landede på fuglens næb. Olivia samlede nogle små sten og lavede en lille høj rundt om fugleungen. Da hun var færdig, gik hun ud for at lede efter nogle blomster. Hun kom tilbage med nogle få, lukkede blomster, men på graven lå der allerede en dybrød rose. En fe sad ved siden af den. Hans vinger var gyldne, og uden at sige noget, rakte han hånden frem mod Olivia, som tøvende tog den. Han førte hende igennem skoven, og hun fulgte villigt med, ude af stand til at tænke. Hun stirrede bare på feen, og ingen af dem sagde noget. Efter al for kort tid stoppede de op, og Olivia kiggede på sit hus. Hun åbnede munden for at sige noget, men feen var allerede væk. Skuffet gik Olivia ind ad døren og ind på sit værelse. Hun havde lige lagt sig i sin seng, da et bank lød på ruden. Og så endnu et. Olivia rejste sig tungt fra sengen og gik over til vinduet. I vindueskarmen lå et par vinger, som var mindre end feernes. Nysgerrigt tog Olivia de små vinger op i hænderne og blev straks fyldt af følelser som glæde, frihed og fred. Lykkelig lagde hun sig i sin seng og med vingerne tæt knuget ind til brystet, faldt hun i søvn.

 

Den næste morgen vågnede Olivia tidligt, og det første hun gjorde, var at se på vingerne i sine hænder. De var virkelige. Hun nærmest fløj ud af sit værelse og løb ind til sine forældre.

”Mor! Far! Se, feen har givet mig et par vinger.” Hun hoppede i deres seng af ren glæde.

”Hvad siger du, skat?” mumlede faren og glippede med øjnene mod hende.

”Jeg så feerne i nat, og en af dem gav mig et par vinger.”

”Hvordan er det, du ser ud?” udbrød hendes mor. ”Du er jo møgbeskidt.”

Olivia kiggede kort ned ad sig selv. Hendes ben og kjole var forrevne og beskidte, men hun var ligeglad. Hun havde set feerne.

”Skat, feer findes ikke,” sagde hendes far, som om han havde læst hendes tanker.

Olivia svarede ham ikke. Han tog fejl. Hun vidste, at feer fandtes og hendes tro på magiske vindundere var stærkere end nogensinde før. Hvis hun havde prøvet, ville hun i det øjeblik have kunnet flyve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...