The Apple | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 okt. 2013
  • Opdateret: 15 nov. 2013
  • Status: Færdig
Det både startede og sluttede med et æble, da nittenårige Riley Taylor en tilfældig lørdag eftermiddag så døden i øjnene for første gang i sit liv. Første gang hun stiftede bekendtskab med den ellers så ubetydelige genstand, var, da den verdenskendte Liam Payne ved et uheld slog det ud af hånden på hende i byens lokale supermarked. Anden gang reddede det ganske enkelt hendes liv. Tolv timer er, hvad Riley og Liam bliver nødt til at udholde sammen, da en mand mister forstanden og begynder at skyde på uskyldige mennesker i supermarkedet og derefter tager alle som gidsler. Tolv timer i konstant livsfare.

220Likes
186Kommentarer
7712Visninger
AA

6. 5/ E

Jeg så mig omkring. Dørene var langt væk, og John kunne ikke undgå at se mig. En enkelt bevægelse i fingeren, og jeg ville være død.

Men nu stod jeg der, og John havde fæstnet sine øjne på mig. Jeg så op og mødte hans blik. Jeg stirrede ham ind i øjnene, og i et øjeblik kunne jeg se den fangede mand derinde. John var ikke en morder og havde aldrig været det. Noget havde bare forstyrret hans hjerne, så han troede, han var i stand til det her.

Og så ændrede hans øjne sig. Det var som om, en forsvundet puslespilsbrik pludselig dukkede op og færdige gjorde det hele puslespil. Han så mig, så mig rigtigt. Han så mine sorte støvler, fnulrede striktrøje og sorte hat. Men det var kun hatten, der betød noget.

Jeg gispede, og bag mig udstødte Liam en uforklarlig lyd. Jeg fornemmede, at han rejste sig bag mig, men jeg kunne ikke flytte mine øjne fra John. Han fangede mig med sit blik, og jeg kunne se smilerynkerne tage form ved hans øjne. Smilet var klamt og langt fra venligt. Han havde fuldstændigt glemt både politiet og den grædende kvinde ved sin side.

Han trådte et skridt tættere på mig, så det nu var endnu lettere for mig at se det blodtørstige skær i hans øjne. ”Tag hatten af,” beordrede han.

Jeg rystede på hovedet og sank voldsomt. ”N-nej,” pressede jeg ud. Jeg vidste, at jeg havde afsløret mig selv nu. At jeg ikke ville tage min hat af, var et tydeligt tegn på, at jeg ikke ville lade John se min hårfarve. Enhver anden ville have flået den af med det samme i skrækken for, at han ellers ville skyde.

Jeg var afsløret.

Skrækken pumpede rundt i kroppen sammen med mit blod, og jeg vidste, at det var nu. Han havde allerede tilbagelagt halvdelen af vejen over til mig, og han fortsatte koldblodet.

Jeg mærkede mine ben begynde at svigte mig. Jeg så sceneriet for mig; jeg ville ligge på knæ og bede for mit liv, men Johns øjne ville ikke ændre sig, og han ville ikke tøve på samme måde, som han havde gjort de andre gange. Jeg havde snydt ham, og det ville han ikke tilgive mig for. Jeg var hans sidste offer.

”Tag den hat af!” råbte han igen.

Ordene sad fast i halsen på mig, og jeg gjorde mig klar på nederlaget. Jeg gjorde mig klar til, at mine knæ ville ramme gulvet og sende en smerte op igennem min ben, samtidigt med at John ladede sin pistol over mig.

Men sådan skete det ikke.

Jeg nåede kun at se hans øjne en sidste gang, før jeg mærkede en smerte i overarmen.

Det var Liam.

Hans greb om min arm var hårdt og fast, men selvom det gjorde ondt, så protesterede jeg ikke. Først vidste jeg ikke, hvad der skete. Jeg havde lige accepteret min død, og nu fløj alle omgivelserne forbi mig i et virvar af farver. Vi løb, det kunne jeg fornemme.

Min krop var slatten og medgørlig, så Liam havde ingen problemer med at trække af sted med mig.

Så lød der et skud. Jeg gispede, men følte ingen smerte. Liam fortsatte også uforstyrret sit løb, så han havde altså ikke ramt. Men det kunne han have gjort. Han var lige bag os.

Hjertet sank helt ned i livet på mig, da det gik op for mig, hvilken fare Liam satte sig selv i ved at stikke af med mig på slæb. Han havde lige reddet mig fra at blive skudt for øjnene af mennesker, der allerede havde været udsat for nok drab.

”Liam!” råbte jeg og vred mig fra af hans greb. Det skulle jeg aldrig have gjort.

Jeg mistede balancen og hamrede direkte ind i Liam, der mistede fodfæstet og sammen styrtede vi ned på gulvet. Et øjeblik kunne jeg intet se. Kun en voldsom smerte borede sig ind i mit håndled, da jeg forsøgte at sætte mig op.

Jeg strøg hurtigt håret væk fra øjnene og kom endelig op og sidde. Håret.

Min hat var faldet af, og det røde hår vældede ned over mine spinkle skuldre. Jeg fik lyst til at græde. Det her var forfærdeligt, og kaotisk, og forkert og generelt bare ikke noget, nogen nogensinde skulle opleve. Det knækkede en mentalt,og jeg vidste allerede, at jeg var blevet et andet menneske. Om det var positivt eller negativ, vidste jeg ikke, og det ville jeg nok heller aldrig komme til at finde ud af.

Ved siden af mig kom Liam op på knæene. Jeg mødte hans blik, der ikke udtrykte andet end nederlag og skuffelse. Jeg havde lige spoleret vores eneste chance for flugt.

”Liam, jeg-”

Jeg blev afbrudt af John, der ladede pistolen over os og sigtede. Han hev efter vejret, på samme måde som Liam og mig, men det stoppede ham ikke.

”Der kan man jo bare se.” Han havde fået et triumferende udtryk i øjnene, og selvom tårer piblede frem og gjorde mit syn sløret, var det stadig let at se. Han trådte tættere på og rakte ud efter mig. I skræk lukkede jeg øjnene og pressede min krop tilbage mod muren bag mig. Jeg mærkede ham fingere let ved mit hår. Så tog han fat om en tot og snoede den kort mellem sine fingre, mens han betragtede den. Afstanden mellem os var ikke stor, og jeg kunne alt for godt lugte alkoholen i hans ånde. Han åndede mig i lang tid ind i hovedet, mens han lod sine fingre glide hen over alle flader på mit ansigt. Det var ubehageligt, og mens det stod på, famlede min hånd vej frem til Liams. Jeg fik fat om hans spændte finger og borede neglene ind i den. Jeg forsøgte at finde resten af hans hånd, da det gik op for mig, at han holdt noget i den.

Jeg mærkede den glatte overflade, og pludselig vidste jeg, hvad det var, og jeg vidste hvor vi var. Vi var endt i frugtafdelingen.

Jeg slap med det samme hans hånd, og på det tidspunkt fjernede John sig endelig fra mig og trådte et par skridt tilbage. Jeg stirrede skrækslagent på pistolen i hans hånd, men han hævede den ikke endnu.

”Har du noget at sige til din lille kæreste, før jeg gør det af med dig?”

Min mund var tør som sandpapir, da jeg forsigtigt åbnede munden og pressede et enkelt ord ud. ”Tak,” hviskede jeg. Mere magtede jeg ikke, men jeg håbede, Liam forstod det.

Jeg kiggede til siden for at fange hans blik, men han kiggede ikke i min retning. I stedet havde han fæstnet sit blik ved John og så meget koncentreret ud. Jeg ville have sagt mere til ham, men John krævede nu min opmærksomhed.

Han hævede sin arm og smilede til mig. ”Ikke mere?” grinede han, så smilerynkerne igen trådte frem omkring øjnene. ”Det er i orden. Jeg anbefaler dig at lukke øjnene. Det kan godt gå hen og blive en smule blodigt.” Han gnæggede endnu engang af sig selv, men tog sig så sammen. Han kneb det ene øje en smule sammen for at sigte, mens musklerne i hans højre pegefinger spændtes.

I samme sekund begyndte jeg at hyperventilere. Jeg trak vejret fem gange så hurtigt, som jeg ellers ville have gjort, og skrækken bølgede igennem mig som et lammende stof. Jeg kunne ikke gøre noget, det var slut. Jeg lukkede øjnene stramt sammen, som John havde fortalt mig, jeg skulle gøre, og ventede.

Det var pinefulde sekunder, hvor jeg følte, at jeg skulle besvime, hvis jeg ikke snart fik det overstået. Men jeg flyttede mig ikke. Jeg ville ikke risikere, at jeg bevægede mig i det øjeblik, han skød. Gjorde jeg det, kunne han ramme mig et andet sted i kroppen, så jeg måtte udholde smerten, indtil han fik ramt mig rigtigt anden gang.

”Riley!” råbte Liam med ét og lavede en voldsom bevægelse. I det samme lød et bump. Mine øjenlåg fløj op, så jeg kunne se, hvad der skete, for braget fra pistolen havde ikke lydt, og jeg forstod intet.

Jeg spærrede øjnene op i en blanding af overraskelse og frygt. Jeg kunne ikke tro det.

Men det langsomt blomstrende røde mærke, der spredte sig i panden på John, fortalte mig, at det var sket. Ved hans fødder lå det selv samme æble, som Liam havde slået ud af hånden på mig for fireogtyve timer siden. Det æble, der havde været grimt og fyldt med stødmærker, havde nu fået endnu et mærke, og denne gang havde det tilmed også reddet mit liv.

Jeg sad og stirrede måbende på John, der vaklede et par skridt efter slaget i hovedet. Han var helt slået ud af den, og pistolen var nær gledet ud af hans hånd. Liam måtte virkelig have ramt ham hårdt.

Jeg vendte mig hurtigt mod Liam, og åbnede munden for at råbe noget til ham, da det hele pludselig gik meget stærkt. Jeg kunne næsten ikke følge med, da Liam i en smidig bevægelse rejste sig fra gulvet og styrede direkte mod John.

”Liam!” skreg jeg og greb ud efter ham. ”Stop!

Men Liam stoppede ikke. Hans ansigt var sammenbidt og målrettet, og det var, som om intet andet end John betød noget for ham.

Og så skete det. Han hamrede med al sin kropsvægt – og mere til – ind i den allerede ramte mand, der mistede balancen og tog turen bagover.

Men så kom det – skuddet. Det var højt, gennemtrængende og umuligt at overhøre. Lyden slog mod væggene og spredte sig ud i hele rummet. Jeg skreg – højt og længe, for John havde ikke ramt sig selv. Og han havde heller ikke ramt mig. Men der var blod på gulvet.

”Liam!” skreg jeg og kastede mig frem mod de to mænd, der begge var faldet om på gulvet. John lå stille, men Liam rørte en smule på sig.

Jeg smed mig ned på gulvet og hev ham rundt, så han lå på ryggen. ”Liam!” Jeg ruskede i ham. ”Kan du høre mig?”

Han skar voldsomt ansigt, men hans øjenlåg sitrede, og det var det eneste, der betød noget. Han åbnede med en kræftanstrengelse øjnene og fandt mine. Han blinkede et par gange og pressede dem så sammen i smerte. Hans hænder fandt ned til hans bryst. ”Ramt …” mumlede han. ”Jeg er ramt … ”

”Jeg ved det, Liam! Du reddede mit liv!” Min stemme var tyk af gråd, og tårerne blev ved med at oversvømme mine øjne, så jeg intet kunne se. De røde lokker gled også ned og hang ind over mit ansigt. Til min skræk så jeg, at de var blevet helt tilsølede af Liams blod, der strømmede ud fra skudhullet i brystet.

I det samme lukkede han kort sine øjne. ”Liam!” skreg jeg og ruskede i hans skulder. Hurtigt slog han øjnene op igen. ”Du bliver nødt til at holde dig vågen. Du må ikke lukke øjnene! Vi kan klare det her, politiet er udenfor, jeg henter dem!”

Liam rystede på hovedet og trak vejret rallende og besværligt. ”Det er for sent.” Hans stemme var hæs og udtydelig. ”Bare … bliv hos mig.”

Nu strømmede tårerne uhæmmet ned af mine kinder, og jeg kunne intet gøre for at stoppe dem. Det her var uretfærdigt, Liam skulle ikke dø!

Min hænder famlede sig vej ned til såret, som bare blev ved med at spytte mere blod ud. Hans trøje var allerede helt gennemblødt. Forsigtigt pressede jeg ned på det, for at stoppe blødningen. Liam gav sig under mig og udstødte en smertefuld lyd, så jeg slap ham med det samme. Det udløste et voldsomt hulk fra min side af, og pludselig græd jeg højlydt. Jeg kiggede ned på mine hænder, der nu var tildækkede af Liams kobberrøde blod.

Han lukkede øjnene.

Nej.

Ude af mig selv, slog jeg ham på brystkassen, men han reagerede ikke. Jeg ruskede voldsomt i hans ene arm, men han åbnede ikke øjnene.

Liam,” hviskede jeg og opgav volden. Jeg lagde mig ind over ham og knugede ham ind til mig. ”Du skulle være far,” græd jeg og plettede hans trøje til med tårer. ”Du skulle lave musik. Du skulle inspirere dine fans. Du skulle være far … ”

Noget, der i flere år havde været gået i stykker inde i mig, var omsider blevet samlet, men nu smadredes det i tusinde af stykker igen. Skårene spredte sig ud i kroppen på mig og skar i mit blottede kød.

Jeg var stille, og det samme var Liam. Hans hjerte slog ikke længere, der var ingen puls og ingen vejrtrækning. Han var væk.

Jeg førte mine rystende fingre op til hans ansigt og strøg ham blidt over kinden. Jeg havde kendt ham i fireogtyve timer, og alligevel vidste jeg, at han var det bedste menneske, jeg nogensinde havde kendt i mit nu forlængede liv.

Med mine sidste kræfter trak jeg mit ansigt op til hans og placerede mine sprukne og blodige læber på hans pande i et sidste afskedskys. Så strøg jeg ham endnu en gang over kinden og kom vaklende op og stå. Med en ubeskrivelig vrede i øjnene vendte jeg mig mod Johns lig.

Liam havde slået ham direkte ind i hylden bag ham, så han havde hamret hovedet ind i en skarp kant. Slaget havde slået ham ihjel på stedet. Blodet bredte sig i en fin cirkel omkring hullet i hans hoved, og han lignede langt om længe en, der havde fået fred.

Jeg spyttede svinet i hovedet, greb en hobbykniv, der var blevet efterladt på gulvet, skar en tot af mit lange, røde hår af og lod det dale ned over ham, så det landede på hans bryst. Så kiggede jeg væk og tørrede tårerne væk fra mine kinder, velvidende om at jeg i stedet efterlod en stribe af Liams blod i mit ansigt.

Jeg kastede et sidst blik på æblet, der lå ensomt på det kolde gulv.

Det havde reddet mit liv – Liam havde reddet mit liv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...