The Apple | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 okt. 2013
  • Opdateret: 15 nov. 2013
  • Status: Færdig
Det både startede og sluttede med et æble, da nittenårige Riley Taylor en tilfældig lørdag eftermiddag så døden i øjnene for første gang i sit liv. Første gang hun stiftede bekendtskab med den ellers så ubetydelige genstand, var, da den verdenskendte Liam Payne ved et uheld slog det ud af hånden på hende i byens lokale supermarked. Anden gang reddede det ganske enkelt hendes liv. Tolv timer er, hvad Riley og Liam bliver nødt til at udholde sammen, da en mand mister forstanden og begynder at skyde på uskyldige mennesker i supermarkedet og derefter tager alle som gidsler. Tolv timer i konstant livsfare.

221Likes
186Kommentarer
7845Visninger
AA

5. 4/ L

Derefter var alting hektisk.

John sprang op fra gulvet, flere af gidslerne rejste sig op i glæde, og blinkene udenfor var så skarpe, at jeg måtte knibe øjnene sammen et kort øjeblik. Der lød hyl og sejrsråb, men nu havde John fået nok. Han holdt sin pistol op og trykkede aftrækkeren ind, så en kugle skød op i luften og ramte en lampe med en høj lyd.

Lyden af den affyrede kugle fik øjeblikkeligt enhver til at holde inde.

”Sæt jer!” skreg John og pegede skiftevis på os alle sammen. ”Og bliv siddende!”

Mit hjerte bankede hurtigt, da jeg så de slukørede og skræmte mennesker sætte sig ned igen med det samme. Men jeg forstod dem – politiet var her!

Mit blik flakkede over på Liam, der, ligesom mig, ikke var en af dem, der havde rejst sig op. Han havde i stedet sit blik fæstnet ved John, som for første gang så en smule panisk ud. Han lod sit blik løbe hen over os, og til min skræk stoppede han ved mig. Han styrede direkte over mod mig, men da jeg holdt vejret og gjorde mig klar til at rejse mig op, rakte han ud og greb fat i overarmen på den trediveårige dame, der sad ved siden af mig. Hun gispede og klynkede, da han trak hende med ud på gulvet og hele tiden holdt pistolen mellem hendes skulderblade.

Udenfor råbte en politimand i det samme i en højtaler.

”Det er politiet,” rungede hans stemme i hele bygningen. ”Læg pistolen fra dig og læg dig ned på gulvet, så sker der ingenting. Læg pistolen fra dig!”

John rystede på hovedet og ruskede kraftigt i damen, der kort mistede fodfæstet og var ved at blive kvalt i hans tag i hendes krave. Hun spruttede og hostede og kom hurtigt på benene igen. Hun var ikke særlig høj og hvid i hele hovedet.

”I kommer ikke herind!” brølede John tilbage. ”Kommer i herind, skyder jeg hende! Jeg har et gidsel! Jeg har mange, jeg skyder dem alle sammen!”

”Hør nu her; læg pistolen fra dig, så skal det hele nok gå!”

John rystede på hånden, men han gjorde ikke, som politiet sagde. Hans blik flakkede hele tiden rundt i lokalet, som om han var bange for, at der hvert sekund kunne bryde en politibetjent ind gennem væggen.

Så smed han damen fra sig, så hun drattede om på gulvet.

Jeg begyndte igen at ryste på hånden, da han gik over mod mig. Og denne gang kom han helt over til mig. Jeg kiggede med store, paniske øjne op på ham, da han stod ud for mig. Jeg kunne fornemme hans alkoholstinkende ånde, da han trak vejret tungt.

Men det var ikke mig, han havde fået øje på.

”Hvad har vi her,” mumlede han for sig selv med et vanvittigt blik i øjnene. ”Dig,” sagde han og rakte ud og tog fat om Liams hage. ”Dig kender jeg.”

Liam stirrede ham trodsigt tilbage i øjnene, og selvom Johns måde at holde ham fast på, var nedladende, så Liam overhovedet ikke nedgjort ud. Han så nærmere hård og uberørt ud.

”One Direction,” fortsatte John. ”Du er med i One Direction.”

Liam svarede ikke, men John behøvede heller ikke noget svar. Han var så sikker i sin sag, at han slap Liam og vendte sig mod svingdøren, hvor politiet stod passive og ventede på den anden side.

”Jeg forlanger,” råbte han, ”to millioner kroner og en flybillet. Når jeg har pengene i hånden, lader jeg gidslerne gå og rejser ud af landet. To millioner kroner.”

Ved min side stønnede Liam. Jeg kiggede på ham og så ham sidde med hånden for panden.

”Hvad sker der?” spurgte jeg og vendte mig helt over mod ham. ”Er du okay?”

Liam rystede på hovedet. ”Havde jeg ikke været her, var han aldrig kommet på den idé om at kræve så mange penge. Han ved, jeg har pengene derhjemme.”

”Stop nu,” skyndte jeg mig at sige. ”Det er ikke din skyld.”

Liam svarede ikke. Han sad bare med hånden foran øjnene og kiggede ned. Jeg betragtede ham tavst og lagde mærke til de halvlange skægstubbe på hans kinder og hage. Det var ikke gået op for mig før nu, at han så træt og sjusket ud. Godt nok havde han voks i håret, men det sad ikke særligt godt. Det var som én stor fuglerede.

”Er du okay?” spurgte jeg igen. ”Jeg mener før alt det her – var du da okay?”

Han fjernede hånden, kiggede langsomt op og fangede mine øjne. Jeg vidste, at mine var blanke, men hans så mere tørre og udmattede ud. Der var helt sikkert et eller andet, der nagede ham.

Til sidst spyttede han ud. ”Der sker bare så meget,” indrømmede han. ”Bandet sælger bedre end nogensinde, og jeg har ingen at støtte mig til. Selvfølgelig har jeg drengene, men de fungerer ikke rigtigt i det her tilfælde. Jeg er alene om det her, og det vil jeg ikke være. Jeg er bange,” ikke én gang brød han øjenkontakten, ”jeg er bange for at lette. At lade mig rive med. Det du sagde før, da jeg fik dig til at tabe æblet – du ramte plet.” Han kiggede ned.

”Liam …” startede jeg, men kunne ikke fuldføre min sætning. Jeg var ikke filosof eller psykiater, jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle takle det her. I stedet rakte jeg ud og tog hans hånd. Han klemte den let og smilede svagt, men taknemmeligt.

”Jeg kom her udelukkende på grund af min lillebror,” betroede jeg ham. ”Han ville gerne have frugtsalat, og vi havde intet frugt. Min mor køber aldrig frugt.” Jeg lyttede til efterklangen af mine egne ord. ”Hvorfor var du her?”

Liam var stille lidt, og jeg troede ikke, han ville svare, men det gjorde han. ”Jeg skulle hente en graviditetstest.”

Jeg mærkede mine øjenbryn finde vej op i panden, og pludselig fik jeg en trang til at slippe Liams hånd. Jeg lod forsigtigt mine fingre glide væk fra hans og lagde i stedet min hånd på mit lår. ”En graviditetstest?”

Han nikkede og kiggede ned, mens han pillede ved sine neglerødder. ”Hun bad mig købe den for hende.”

Jeg kiggede undrende på ham, selvom han ikke så op. ”Men sagde du ikke, at du ikke har nogen at støtte dig op af? Kan du ikke støtte dig op af din kæreste?”

Liam skar en grimasse. ”Det er indviklet.”

”Men du skal være far. Tillykke!”

Han var tavs, og da han ikke lod til at ville sige mere, lod jeg samtalen dø ud. Jeg vendte hovedet og rettede min opmærksomhed mod John. Han havde ladt damen ligge på gulvet, og mens han blev ved med at nægte at smide sin pistol, hvis han ikke fik sine penge, truede han med et skyde hende. Hun var tavs og lå med lukkede øjne, men jeg kunne se tårerne glide lydløst ned af hendes kinder.

Det her kunne fortsætte længe.

 

Mørket var faldet på udenfor. Der var gået mange timer, og der var ingen forandringer, udover at drengen, der havde formået at tilkalde politiet og som straf var blevet skudt i maven, havde givet op. I hvert fald sad pigen, Amelia Rose, og græd mere højlydt, mens hun råbte hans navn, så vi alle kunne høre det. Efter et par timer holdt hun endelig op med at græde.

Jeg havde ikke udvekslet flere ord med Liam. Jeg lod ham sidde i sin tavse elendighed uden at forstyrre, selvom jeg flere gange havde været lige på kanten til at spørge ham, om han vidste, hvad klokken var, eller hvor lang tid vi havde siddet der.

Min krop var begyndt at klage over at have siddet stille så længe, og der var ikke andet, jeg ønskede end at få lov til at rejse mig op uden at få en ladt pistol rettet mod mig.

Frygten havde ikke længere så stort et tag i mig, men den lå hele tiden og lurede under overfladen. Jeg vidste, at én lille fejl var nok til at få John til at skyde, og jeg ville ikke være den, der udløste hans vrede. Min røde hårfarve havde i forvejen fået mig ud i nok problemer – det var et mirakel, at jeg havde undgået at få en kugle for panden.

Hele tiden tænkte jeg på, hvad der ville ske, hvis jeg ikke kom levende ud herfra. Hvor lang tid ville der går, før mor fandt ud af det? Hun ville ikke komme hjem fra Spanien lige foreløbig, og jeg var sikker på, at selv ikke myndighederne ville kunne få fat på hende. Jeg kunne i hvert fald ikke.

Min lillebror ville nok heller ikke bemærke noget før efter et par dage, når jeg ikke kom hjem efter en ny forsyning af penge. Det var sådan, han vidste, at jeg stadig var i live.

På trods af sin alder kunne han godt klare sig selv. Det var noget, vi havde lært i en tidlig alder han og jeg. Når mor ikke kom hjem, som hun lovede, fandt vi som regel ud af at passe os selv, selvom det stod sparsomt til med mad, når hun ikke efterlod sin pung.

Ville de overhovedet savne mig?

Jeg lukkede øjnene og klemte dem sammen, da svaret kom til mig.

Der var ingen, der oprigtigt ville savne mig. Mor ville nok dukke op til min begravelse, men iført joggingbukser og hættetrøje og med en smøg hængende i mundvigen. Jeg kunne se det for mig.

Da en tåre rev sig løs og trillede ned over min kind, tørrede jeg den hurtigt væk med ærmet af min trøje. Jeg havde grædt nok i dag. Men, tænkte jeg, hvis klokken var over midnat, var vi jo faktisk startet på en ny dag, og så kunne jeg godt tillade mig at lukke op for sluserne igen.

”Kan de ikke bare give ham pengene,” udbrød jeg pludselig og snøftede. ”Jeg vil ikke være herinde mere. De skal give ham pengene, så vi kan komme ud!”

Jeg følte Liams blik hvile på mig.

”Jeg vil ikke dø herinde!” Gråden var tydelig at høre i min stemme. ”Jeg vil ud!”

I det samme begyndte billederne af formere sig i hovedet på mig. Skuddet der lød, da aftrækkeren blev trykket ned, kuglen der borede sig ind i min krop, politiet der inderst inde skuttede sig, da de fandt min livløse krop, mit blege ansigt da jeg lå i mit fineste tøj i kisten, min mors frydende ansigt, da det gik op for hende, at hun ikke længere havde mig at bekymre sig om.
Det blev for meget for mig. Jeg rejste mig op.

Jeg måtte ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...