The Apple | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 okt. 2013
  • Opdateret: 15 nov. 2013
  • Status: Færdig
Det både startede og sluttede med et æble, da nittenårige Riley Taylor en tilfældig lørdag eftermiddag så døden i øjnene for første gang i sit liv. Første gang hun stiftede bekendtskab med den ellers så ubetydelige genstand, var, da den verdenskendte Liam Payne ved et uheld slog det ud af hånden på hende i byens lokale supermarked. Anden gang reddede det ganske enkelt hendes liv. Tolv timer er, hvad Riley og Liam bliver nødt til at udholde sammen, da en mand mister forstanden og begynder at skyde på uskyldige mennesker i supermarkedet og derefter tager alle som gidsler. Tolv timer i konstant livsfare.

220Likes
186Kommentarer
7576Visninger
AA

4. 3/ P

 ”Dit navn,” mumlede Liam, ”jeg kender ikke dit navn.”

Jeg løftede hovedet op fra mine hænder, som jeg havde brugt til at skjule mit ansigt med. Jeg havde siddet sådan de sidste fem minutter, så min nakke gav sig, da den endelig blev rettet ud igen.

”Riley,” svarede jeg, men måtte rømme mig, da min stemme var rusten. ”Jeg hedder Riley Taylor.”

”Du kender jo mit navn,” sagde han og kiggede fortsat lige ud i luften, så jeg ikke kunne fange hans øjne.

Jeg mærkede med det samme skyldfølelsen gnave i mig. Måden jeg havde reageret på, havde ikke været acceptabel, og jeg havde på ingen måde været retfærdig overfor Liam. Jeg vendte mig helt over mod ham og sank en klump i halsen.

”Jeg er ked af det, jeg sagde,” startede jeg usikkert ud. ”Jeg … har bare ikke været i det bedste humør i dag, og det lod jeg så gå ud over dig - og den handicappede mand ude på parkeringspladen, men det glemmer vi bare.” Det sidste kom ud lidt hurtigt og spontant, og lige så snart ordene havde forladt mine læber, fortrød jeg dem. Jeg bed mig i læben og kiggede væk.

”Det er i orden,” sagde Liam så til min overraskelse. ”Jeg har prøvet det før, og jeg bebrejder dig ikke. Og måske har du ret – måske lader jeg rent faktisk mig selv tro, at jeg har særregler på grund af bandets popularitet.”

”Jeg har ikke ret,” sagde jeg hurtigt. ”Det må du ikke tro. Jeg siger mange ting, som ikke passer, og nu skal du ikke begynde at tro på dem. Det var dumt af mig at flippe sådan ud over det æble.” Jeg sukkede og lænede hovedet tilbage mod muren. ”Et skide æble,” gentog jeg. ”Det er jo helt latterligt.”

Et meget lille smil bredte sig fra Liams mundvig, og på trods af omstændighederne smilede jeg også. Det virkede helt forkert, men det fik - som den eneste rare følelse - en varm fornemmelse til at brede sig i min mave.

”Ja, det var latterligt.”

I det samme forstummede den smule snak, der var opstået, da John rejste sig op og lagde pistolen over i den anden hånd. ”Nu må det være nok – lad os så komme videre.” Han lod igen sit blik glide hen over rækken af mennesker og fæstnede sine øjne ved en lille rødhåret dreng med fregner. ”Dig,” sagde han og udpegede flere, ”og dig og dig – kom herop!”

Drengen, som var omkring de ti år, rejste sig op, og det samme gjorde en middelaldrene dame og en ung mand med en masse urenheder i ansigtet. Ingen så særlig trykke ud, men selvfølgelig var de drevet af frygten.

”Jeg har truffet en beslutning,” sagde John højt, så alle kunne høre ham. ”Og jeg har besluttet, at disse jordbærhjelme ikke længere gør nogen gavn for samfundet. De har ingen ret til at være her, så derfor skaffer jeg mig af med dem.”

I det øjeblik gik det op for mig, hvorfor han havde valgt lige præcis de personer. Der var intet andet end deres røde hårfarve der bandt dem sammen.

Der lød en spredt mumlen, da hans ord nåede ud til alle og sank ind. Så var der en, der gispede. ”Det kan du da ikke!” udbrød en dame. ”De er jo ikke anderledes end dig og mig! De har ikke gjort noget forkert!”

”Åh jo.” John smilede et grufuldt smil og rettede pistolen mod den unge mand. ”De fortjener ikke at leve sammen med os mere, de bastarder!”

”Stop!” skreg damen og rejste sig op. ”Jeg kender dig ikke, men efter hvad manden, du dræbte, nåede at sige før, så tror jeg, jeg ved, hvad det her går ud på. Din kone var rødhåret, og nu har hun forladt dig og du hader hende for det, men derfor kan du ikke bare skyde alle rødhårede i byen. Det er jo for dumt, kan du ikke se det?”

”Hold din kæft og sæt dig ned, kælling. Jeg vil ikke høre et ord mere fra dig, for så kan du blive den næste. Forstået?”

Damen satte sig ikke ned. ”Du ved, det er forkert. Og hvad havde du tænkt dig, der skulle ske bagefter? Politiet vil komme, og du har over tyve vidner imod dig, og selvom du skyder nogle af os, vil du ikke have ammunition nok til os alle sammen. Du får intet godt ud af det her! Du er-”

”Et ord mere, og jeg skyder!”

”-du er syg. Du er sindssyg, du har mistet for-”

Så lå hun der. På samme måde som manden.

Overraskelsen havde ikke engang nået at tage plads i hendes øjne, før hun lå stille og ikke spjættede mere. Han havde ramt hende perfekt. Blodet sivede langsomt ud af hullet i hendes krop og efterlod hende liggende i en blodpøl, der hurtigt bredte sig ud over gulvet. Ved siden af hende sad en ældre dame, som forskrækket forsøgte at kravle længere tilbage, da blodet bredte sig over mod hende. Men hendes krop var gammel, og det endte med at hendes fødder gled i det røde blod.

Jeg pressede øjnene sammen og kiggede væk. Det var to.

Han havde nu taget livet af to udskyldige mennesker, og havde tænkt sig at gøre det samme ved de tre, der stod ude midt på gulvet sammen med ham.

En kold og isnende følelse havde bredt sig i mig, da kendsgerningen gik op for mig. Det var de rødhårede han gik efter.

Med stadigt lukkede øjne rakte jeg op og rørte ved min hat. Jeg havde redet mit eget liv ved at tage den hat på. At han ikke havde tænkt så langt som til at bede mig om at tage hatten af, kunne jeg kun prise mig lykkelig for.

Den mand var sindssyg.

”Et sidste ord?”

Uden jeg ville det, kiggede jeg op og så den unge mand stå med pistolen for panden. John stod med strakt arm og stirrede på ham med et hårdt drag om munden.

Mandens hænder rystede voldsomt, men han sagde intet. Sekunderne gik, og frygten borede sig mere og mere ind i mig. Det var først, da jeg mærkede noget varmt om min hånd, at det gik op for mig, at jeg rystede mindst lige så meget på hænderne. Jeg kiggede til siden og så, at det var Liam, der forsøgte at holde sammen på mig. Jeg mødte hans øjne, og han bad mig kigge væk, så det gjorde jeg.

Da skuddet lød, klemte jeg Liams fingre så hårdt, at hans fingerspidser blev helt hvide. Da jeg kiggede op, trillede en enkelt tåre ned af min kind. Der lød en enkelt bump, da den unge mands ranglede krop faldt sammen på gulvet. Han lå der i lang tid og stirrede op i loftet, mens han tog sig til brystet og hev efter vejret.

En pige skreg, og hun blev ved, lige indtil det sidste liv sivede ud af kroppen på den stakkels mand, som knapt nok var kommet i gang med sit liv. Det var ikke sådan her, hans liv skulle være endt. Han skulle have passet sit job, tjent en masse penge og havde fundet sig en kone, hvorefter han ville få nogle fantastiske rødhårede børn, som aldrig ville blive skudt, med begrundelsen at de rødhårede simpelthen bare ikke fortjente at være her.

Det var forfærdeligt.

John vendte sig mod den middelaldrende dame, der stirrede trodsigt tilbage. ”Bare gør det,” sagde hun. ”Jeg har alligevel ikke lyst til at blive her og se, når du dræber et barn!” Hun svang med sin flotte, røde hestehale og rankede ryggen. ”Gør det – jeg er klar. Jeg vil se dig i øjnene, når du gør det.”

Denne gang tøvede John mere end før. Det så ud ikke ud som om, han brød sig om damens indstilling til det, der skulle til at ske, og det fik ham til at tøve.

Da musklerne i hans finger begyndte at spændes, og han var ved at trykke aftrækkeren ind, vendte han sig pludselig om.

”Du der,” skreg han højt, ”slip den telefon!”

Jeg vendte med det samme hovedet og fik øje på en dreng på alder med mig selv, der på en eller anden måde var kommet uset hen til kontoret. Han stod med en fastnetstelefon i hånden og trykkede desperat på tallene, men telefonen blev ved med at glide ud af hans svedige fingre.

”Kom nu!” råbte en pige på omtrent samme alder. ”Skynd dig forhelvede, Adam!”

”Stop det!” skreg John og skød efter ham. Men kuglen ramte ved siden af og prellede af på en metalstolpe et stykke fra ham. Drengen, Adam, stirrede panisk på stedet, hvor kuglen havde ramt. Et øjeblik troede jeg, han havde mistet modet, men så trykkede han en sidste gang og lagde hurtigt røret op til øret.

Jeg kunne ikke høre, hvad han sagde, men jeg så hans mund bevæge sig. Han stod bag en rude, som skilte kontoret og supermarkedet ad.

John skød igen, og denne gang ramte han bedre. Kuglen ramte glasset, så det splintredes i tusinde stykker ud over gulvet. Umiddelbart så det ud til at være det eneste, der skete, men så gav drengen et brøl fra sig og slap telefonen. Han bøjede sig forover og tog sig til et sted på maven, hvor en rød plet bredte sig på hans trøje.

”Adam!” skreg pigen forfærdet og kom op på knæ, som om hun ville kravle hen til ham, men ikke turde.

”Du!” brølede John og pegede på pigen med sin pistol. ”Du hjalp ham!”

”Du må ikke skyde mig!” bønfaldt hun og fik tårer i øjnene. ”Mit navn er Amelia Rose, og jeg er atten år gammel. Da jeg var fem år, faldt jeg over mine egen fødder og slog det halve af min ene fortand, vi griner stadig af det derhjemme. Da jeg var tretten vandt jeg en skrivekonkurrence, og min mor blev så stolt af mig, at hun fik lavet en artikel i avisen. Jeg har en søster. Da vi var små, plejede vi at bade vores barbiedukker i håndvasken, og vi kom altid op og skændes om, hvem der havde dryppet på gulvet, når vi fik skæld ud for det. Min far døde i en bilulykke, men min mor sidder hver dag og venter på mig, når jeg kommer hjem. Hun var med i ulykken og blev lam i benene. Jeg har familie! Folk vil savne mig!”

Johns hånd rystede, og han tøvede nu mere end nogensinde før.

Jeg kiggede overrasket på pigen. Hun havde lige fortalt sin livshistorie, og det fik John til at tøve. Hvem havde troet det?

Jeg betragtede John igen. I hans nålestribede jakkesæt og blanke sko, lignede han ikke en morder. Hans let rynkede ansigt var stramt, men indenunder al vreden, var jeg sikker på, der gemte sig en venlig og normal mand. Havde en kvinde fået ham til at reagere sådan her?

Hans fingre strammedes om pistolens skæfte, men så lod han sin arm falde og vendte sig mod den rødhårede dame bag sig.

I næste sekund havde han affyret kuglen, som borede sig dybt ind i hendes bryst.

Hun faldt om med et smil på læben.

Liams fingre strammede sig omkring mine, da Johns blik faldt på den tiårige dreng med fregnerne. Tårerne løb ned af hans kinder, og hans ben havde givet efter under ham, så han igen sad på gulvet.

”Det kan han ikke,” hviskede jeg lavt. ”Det kan han ikke gøre!”

Liam sagde intet. Det eneste han gjorde, var at lægge en hånd bag mit hoved og tvinge mit ansigt ind ved hans skulder, da John nærmede sig drengen. Og jeg var taknemmelig for det.

Da skuddet lød, og det dumpe bump kom efterfølgende, pressede jeg øjnene sammen og knugede så hårdt om Liams hånd, at han bad mig give slip, fordi det gjorde ondt.

”Han gjorde det,” græd jeg. ”Han har skudt tre mennesker, et barn og så ligger der en døende inde på kontoret. Og hvem ved, hvem han ellers slog ned, inden han fandt os!?”

Liam forsøgte at tysse på mig, men John tog sig ikke af os længere. Han havde opnået, hvad han ville og havde ikke længere noget at bruge os til.

Pigen, som hed Amelia Rose, var kravlet over til drengen, som var blevet skudt i maven. Hun græd ind over hans krop, mens han kæmpede for ikke at forsvinde fra hende.

Og der lå lig og blod over det hele.

Den gamle dame, som havde siddet ved siden af damen, der havde brokket og ytret sig, var helt indsmurt i hendes blod, og hun så frygtelig ud.

Nede i den anden ende af rækken, var der en eller flere der havde brækket sig.

”Hvad så nu?” var der en, der råbte. ”Lader du os gå nu?”

John rystede på hovedet. ”Det kan jeg ikke,” svarede han. ”I bliver her, til jeg har fundet ud af, hvad jeg gør med jer. Ingen forlader bygningen – jeg har stadig flere kugler tilbage!”

Mit hjerte, som ellers var faldet lidt ned efter det sidste skud, satte farten op igen. Hvor lang tid, ville vi blive holdt fanget herinde?

Jeg rettede mig op og havde ikke længere nogen fysisk kontakt med Liam. Han vendte hovedet over mod mig og smilede meget svagt. ”Går det?” spurgte han. ”Hvordan har du det?”

Jeg rystede på hovedet og stirrede ud i luften. ”Jeg har det forfærdeligt,” svarede jeg med en hæs stemme. ”Det her er forfærdeligt.” Stilhed. ”Tænk,” sagde jeg så, ”hvis du var blevet ramt. Medierne ville være eksploderet!”

”Riley, det her er ikke ovre endnu.” Jeg mødte Liams alvorlige blik og sank en klump. Han havde ret.

”Jeg troede ellers ikke, sådan noget her skete i Storbritannien,” mumlede Liam tankefuldt og skiftede emne. ”Det er sådan noget, der kun skal ske i U.S.A., ikke?”

Jeg holdt et par tårer inde i øjenkrogen og sikrede mig, at min hat stadig dækkede alt mit hår. ”Jo,” snøftede jeg. ”Jo, det er det.”

I det samme lyste et klart blåt blink den ellers dunkle butik op nede ved den store glassvingdør. Først da jeg hørte den velkendte lyd af politibiler, vidste jeg, hvad der var ved at ske.

Det var lykkedes Adam at ringe til alarmcentralen. Politiet var ankommet.

 

___________________________________________________________________

Jeg bliver simpelthen nødt til at takke jer så meget! I har virkelig givet mig så meget positivt respons på den her movella, og det varmer altså dybt inde i mit skrøbelige, lille hjerte! Jeg har nu to kapitler tilbage, og jeg håber, i vil tage lige så godt imod dem og blive ved med at skrive, hvad i synes, for det reder virkelig mig dag, når jeg kommer hjem til alle jeres fantastiske kommentarer! Tusind tak!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...