The Apple | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 okt. 2013
  • Opdateret: 15 nov. 2013
  • Status: Færdig
Det både startede og sluttede med et æble, da nittenårige Riley Taylor en tilfældig lørdag eftermiddag så døden i øjnene for første gang i sit liv. Første gang hun stiftede bekendtskab med den ellers så ubetydelige genstand, var, da den verdenskendte Liam Payne ved et uheld slog det ud af hånden på hende i byens lokale supermarked. Anden gang reddede det ganske enkelt hendes liv. Tolv timer er, hvad Riley og Liam bliver nødt til at udholde sammen, da en mand mister forstanden og begynder at skyde på uskyldige mennesker i supermarkedet og derefter tager alle som gidsler. Tolv timer i konstant livsfare.

220Likes
186Kommentarer
7626Visninger
AA

3. 2/ P

Manden bevægede sig endnu tættere på os og råbte, at vi skulle rejse os op.

Da jeg med hænderne i vejret langsomt kom op og stå, rystede mine ben så meget, at jeg havde svært ved at blive stående. Og da han gik om bag os, stadig med pistolen vendt mod os, bed jeg mig hårdt i læben for at stoppe med at hulke. Det stoppede lydene, men tårerne strømmede stadig ned over mine kinder og videre ned til mine læber, hvor de salte dråber af og til fandt vej ind og ramte min tunge. Det var mange år siden, jeg sidst havde grædt så meget.

”Gå,” kommanderede han hårdt bag os, og i et kort sekund mærkede jeg pistolens munding i ryggen. Jeg gispede ufrivilligt og begyndte med det samme at gå. Selvom jeg ikke længere kunne mærke pistolen, vidste jeg, at den var der. Han havde den højest sandsynligt i ryggen på Liam, da han virkede som den største trussel.

Vi gik ned langs hylderne og drejede en enkelt gang, før manden gav mig et skub i ryggen, så jeg faldt ind mod en kold murstensvæg, som befandt sig nede i det ene hjørne af butikken. Det var hernede, kontrolrummet og kontoret var. Jeg spærrede øjnene op, da jeg så alle de andre skræmte kunder, der lå pressede op af muren på samme måde. Ingen af dem sagde et ord, de kiggede bare alle med frygt i øjnene på den sindssyge mand, der skiftevis pegede på alle med sin pistol.

Det smertede mig at se, hvor mange forskellige mennesker der var. Der var både mødre med deres børn, unge teenagere, gamle damer og middelaldrene mænd, der bare gerne ville nå uskadte hjem til deres familier derhjemme. Alle havde det samme paniske udtryk i øjnene.

Men selvom langt over størstedelen af butikkens kunder allerede befandt sig på gulvet, hvor vi kunne se dem, var der stadig nogen, der løb forvildede rundt oppe i den anden ende af butikken – og det var også gået op for manden.

Han gik med store skridt hen til en mor og tvang hendes fireårige pige ud af hænderne på hende, hvorefter han trak det grædende barn med hen til kontrolrummet, hvor han greb den mikrofon, de ansatte brugte til at bringe en meddelelse til hele butikken.

”Frys på stedet, eller jeg skyder!” råbte han, så hans stemme rungede ud i hele bygningen og fik alle til at stå stille. Ingen rørte sig i skræk for at stå i hans linje, så det kunne være dem, han ramte. ”Jeg står med lille Sophia her, og hvis nogen rør på sig og ringer til politiets, sværger jeg på, at jeg skyder hende!” Hans stemme var hæs efter mange års cigaretforbrug, men han talte højt og tydeligt, så ingen var i tvivl om, hvad han sagde. ”Alle holder hænderne op i vejret, hvor jeg kan se dem og kommer ned bagerst i butikken. Nu!”

Alle stoppede, hvad de havde gang i, og ganske forsigtigt nærmede folk sig med hænderne langt oppe over deres hoveder. Ingen sagde en lyd. Det eneste der hørtes, var gråd, fodtrin og hektiske åndedræt.

”Sæt jer op af muren!” skreg han så. ”Og husk de hænder!” Hurtigt rettede han sin pistol mod en ung mand, som havde tilladt sig at sænke hænderne lidt ned. Han fik dem hurtigt op igen.

”John,” græd en kvinde pludselig. Det var moren til pigen, han havde taget som gidsel. Kort undrede jeg mig over, at hun kendte hans navn, men på den anden side var det en lille by. Det var meget logisk, at mindst én herinde kendte manden. Det var også grunden til, at manden, John, kendte den lille piges navn.

”S-sophia … ” stammede hun og rakte hænderne frem, som om hun kunne række ud efter sin datter. ”Vil du ikke nok?”

John kiggede ned på sin hånd, som holdt stramt omkring pigens lille håndled. Han stod overvejende et øjeblik, men så slap han og skubbede hende over mod sin mor. Moren greb hende og knugede hende ind til sig, som om hun aldrig ville slippe hende igen. Hun tyssede og forsøgte at få sin datter til at lade være med at græde, men hun var utrøstelig. Det hjalp heller ikke, at tårerne også strømmede ned over kinderne på moren selv.

John vendte sig igen mod den lange række af mennesker, han havde tvunget ned på jorden foran sig. ”Vi har et par regler her,” sagde han højt, mens han drejede sin pistol frem og tilbage som for at beundre den. ”Ingen siger noget, før jeg har bedt dem om det. Ingen rejser sig op, eller flytter sig fra sin nuværende plads. Og ingen bare så meget som tænker på at røre telefonen!” Han kiggede igen op og pegede endnu en gang sin pistol hen mod en ældre mand med briller. Han sad alleryderst i rækken og var bleg som et lagen.
”Du der,” råbte han, ”kom herhen.”

Manden rejste sig op på sine vaklende ben og gik langsomt hen til John, som hele tiden sigtede på ham i tilfældet af, at han kunne finde på at stikke af eller lange ud efter ham. ”Behold hænderne deroppe og vend dig om.” Manden gjorde, som der blev sagt og lukkede samtidigt øjnene i frygt, men John havde ikke tænkt sig at skyde ham. I stedet stak han fingrene ned i lommerne på ham, indtil han til sidst fiskede en gammel, solid mobiltelefon op af hans ene forlomme. Han drejede den lidt mellem fingrene, men pillede så bagsmækken af og hev både batteri og simkort ud. Batteriet puttede han i lommen, men resten kastede han fra sig.

”Næste!” råbte han og lod manden gå tilbage på plads. Han gentog det samme nummer ved alle i rækken, og da det blev min tur, var det ikke anderledes.

Han kaldte utålmodigt på mig og betragtede mig, da jeg væltede over til ham på rystende ben. Jeg vidste, hvad han ville og vendte mig derfor, så han kunne tage mobilen, som lå i min taske. Da han så, at det ikke var muligt at hive batteriet ud, måtte han ty til andre metoder. Han løftede armen og kylede min dyre Iphone ned i gulvet med sådan en styrke, at skærmen gik helt itu. Den var ubrugelig.

Jeg lukkede øjnene og vendte tilbage til muren. Liam betragtede mig, da jeg lod mig glide ned ved siden af ham igen, men rejste sig derefter, da det var hans tur. Da han kom tilbage, havde jeg lyst til at tage hans hånd og klemme den hårdt for at vide, at jeg ikke var alene om det her, men jeg kendte ikke Liam, og et eller andet sted var jeg jo faktisk alene. Jeg kendte ingen herinde, og ingen andre end min lillebror ventede på mig derhjemme. Han var ikke mere end otte, og selvom han ville undre sig over, at jeg ikke kom hjem, var han slet ikke stor nok til at overveje og ringe til mor. Han ville højst sandsynligt tro, at jeg havde glemt ham til fordel for nogle af mine venner, som jeg havde mødt nede i byen. Det ville heller ikke være første gang.

Min mor var ikke hjemme. I forgårs var jeg kommet hjem og havde smidt mine sko og taske i gangen. Jeg havde råbt, at jeg var hjemme, men intet svar fået. Så var det, at min lillebror kom løbende og sagde, at mor og hendes nye kæreste var taget til Spanien i to uger, og at der lå penge i skabet.

Et par sedler var, hvad hun havde efterladt til os, og dem besluttede min lillebror så, at vi skulle bruge på at lave frugtsalat. Efter min mening var det spild af penge, og se nu, hvor jeg var endt! På en måde var det hans skyld. Det var ham, der ville have frugtsalat.

Frygten var ikke længere ved at tage livet af mig. Jeg var stadigvæk hunderæd for, hvad der nu skulle ske, men manden, John, skød ikke længere efter nogen, og det fik mig til at slappe af. Måske var han slet ikke en morder, men bare en ulykkelig mand, der troede, at det eneste rigtige var at tage folk til fange som gidsler og true med at skyde.

I det samme skete der noget ude på gulvet. Den mand, som var oppe for at aflevere sin mobiltelefon, havde sagt noget, og det gjorde åbenbart John sur. I hvert fald var pistolen nu rettet mod mandens hoved.

”Hold din kæft, eller jeg blæser knoppen af dig!”

Der var helt stille i supermarkedet, og vi sad alle stivnet i spænding og frygt.

Da manden trodsede Johns ord og begyndte at tale, gispede flere, og moren længere nede dækkede desperat sin lille piges øjne i frygt for, at John ville skyde.

”John, vi ved jo alle, hvorfor du gør det her,” startede manden sikkert. ”Men det er ikke noget, du er nødt til. Vi har alle prøvet at miste nogen, og vi har alle overlevet uden den mindste form for vold. Den søde, udskyldige dame du slog ned for få minutter siden, var jo ikke hvem som helst. Med sit røde hår og fregner lignede hun Joan ufatteligt meget, og det kunne du ikke holde ud. Men du kan ikke gå rundt og slå alle rødhårede kvinder ihjel, John. Du er ikke en dræ-”

”Hold kæft!” afbrød John rasende, så spyttet stod ud til at alle sider. ”Hold så din kæft!” Han pressede voldsomt pistolens munding ind mod mandens baghoved, og det fik ham til at lukke munden.

”Jeg sværger,” råbte han, ”jeg sværger at jeg skyder!”

”Det gør du jo ikke, John. Men hvis du siger det, så gør det! Skyd mig, hvis du vil.” Manden, som tydeligvis og kendte John, vendte sig om, så pistolen pegede direkte mod hans pande i stedet. Han havde et selvsikkert udtryk i øjnene og slog ud med armene. ”Gør det.”

Johns hånd rystede voldsomt, da han holdt øjenkontakten med manden. Hans finger hvilede på aftrækkeren, men han trykkede ikke.

Jeg bemærkede, at mit åndedræt sad fast i halsen på mig, mens jeg kunne høre min egen puls dunke i mine ører. Stilheden var rungende, og mens sekunderne passerede, faldt Johns skudarm længere og længere ned mod jorden. Jeg lukkede øjnene sammen i lettelse og pustede hårdt ud, da det pludselig skete.

”Der kan du bare-” udbrød manden, men resten druknede i braget fra kuglen, der skød ud gennem løbet og ramte ham midt i panden. Selv på afstand kunne jeg se forbavselsen og chokket brede sig i mandens øjne, da han faldt død om på jorden.

Så skreg jeg. Skriget fløj bare ud af munden på mig, og der var intet, jeg kunne gøre for at stoppe det.

Og jeg var ikke den eneste.

I de næste sekunder lød der skrig og gisp overalt, indtil John skreg, at vi skulle holde kæft, eller han ville skyde igen.

Jeg sad med opspilede øjne og stirrede på den røde blodplet, der nu bredte sig i en stærk kontrast ud over det hvide gulv. Jeg vidste udmærket, at mennesket indeholdt flere liter blod, men alligevel chokerede det mig at se så meget blod på en gang. Jeg følte kvalmen røre på sig et sted inden i mig.

Mit hjerte pumpede af sted, og jeg blev nødt til at putte mine knoer i munden og bide i dem for ikke at komme til at græde igen. Det her var så forfærdeligt og overvældende.

John kiggede i flere minutter bare på sine egne hænder, som om han ikke kunne tro på, hvad han selv lige havde gjort. Derefter vendte han sig igen om mod os og holdt pistolen op.

”Der kan i se,” sagde han, ”hold jer til min regler og gør, som jeg siger! Jeg er ikke bange for at skyde igen!”

Ingen rørte sig.

”Nu,” sagde han, ”er det vist lukketid. Hvem arbejder her? Træd frem, eller denne unge dame mister livet på præcis samme måde som stakkels Gilbert her!” Han trådte hen til en pige, som så ud til at være i midten af teenageårerne. Hendes kinder var våde at tårer, og da han sigtede på hende med pistolen, begyndte hendes læbe at bævre og hele hendes krop at ryste.

Hun var rædselsslagen.

Et sted midt i rækken rakte en pige en rystende hånd i vejret. ”Jeg arbejder her.” Hendes stemme var svag og knækkede over flere gange. Hun rejste sig op, og John rettede sin opmærksomhed mod hende.
”Jeg stoler på dig, unge dame,” sagde han uden nogen form for varme i stemmen. ”Gå op og hiv skiltene ind, og luk butikken. Jeg vil ikke have flere herind. Og prøver du på at stikke af,” advarede han, ”så skyder jeg resten af flokken her.” Han gestikulerede over mod resten af den lille forsamling af rædselsslagne mennesker.

Pigen, som så ud til at være på alder med mig, skyndte sig at gå ned mellem hylderne, og vi så hende alle forsvinde ud gennem svingdøren.

I samme sekund bredte nervøsiteten sig i kroppen på mig. Hun så ud til at være skræmt fra vid og sans og lignede en, der var så bange, at hun kunne finde på alligevel at stikke af og rede sig selv, selvom det betød, at flere mennesker døde på grund af hende. Det var slet ikke gået op for mig, at John umuligt kunne have nok ammunition til at skyde os alle sammen, hvis hun gjorde det. Frygten for selv at miste livet dominerede mine tanker fuldstændigt.

Efterhånden som tiden gik, begyndte flere at hviske til hinanden. Det var så lavt, at John på hans afstand ikke kunne høre det, mens vi, som sad helt tæt klemt sammen, kunne høre hvert et ord.

Jeg kunne ikke holde det ud mere og besluttede at give luft for mine bekymringer.

”Kommer hun tilbage?” hviskede jeg så lavt, at kun Liam ved min side kunne høre det. Han drejede hovedet over mod mig, idet ordene forlod mine læber.

”Det har hun bare at gøre,” svarede han tilbage og lod sit hoved falde tilbage mod væggen, så han kiggede op i loftet.

I samme øjeblik standsede svingdørene, lyset blev dæmpet, og en tynd skikkelse kom gående i halvmørket mellem de høje hylder.

”Jeg har l-lukket butikken,” stammede pigen og tørrede de tårer væk, der truede med at forlade hendes øjenkroge.

”Sæt dig ned igen.” Pigen gjorde, som der blev sagt, og snart forstummede al hvisken.

John lod sit blik løbe hen over hele rækken af personer, der alle kiggede på ham med frygt malet i øjnene. ”Vi har helt sikkert nogle ting, vi skal have ordnet her,” meddelte han, og pludselig dukkede et smil op på hans læber. Det virkede helt malplaceret på hans ellers stivnede maske. ”Men først tager vi lige en lille pause. I kan tale nu, hvis i føler det tiltrængt. Men tag jer i agt – ser jeg nogen, der bare så meget som prøver på at rejse sig, er min pistol ladt!” 

 

______________________________________________________________________

Som jeg lovede, får i her andet kapitel. I må endelig skrive, hvad i synes!

Så skal i også vide, at Rebekka i går gjorde mig opmærksom på, at denne historie minder rigtig meget om Elvira Vejes movella Bulletproof, og det er på ingen måde meningen. Jeg har ikke læst hendes historie, så derfor er det helt tilfældigt, at de bygger på det samme. Dog var jeg ved at kigge lidt på Bulletproof, og da jeg læste slutningen, kunne jeg ånde lettet op - for de ender altså ikke helt på samme måde. Og gudskelov for det! På trods af det, håber jeg selvfølgelig, at i stadig vil læse med.

- Johanne

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...