The Apple | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 okt. 2013
  • Opdateret: 15 nov. 2013
  • Status: Færdig
Det både startede og sluttede med et æble, da nittenårige Riley Taylor en tilfældig lørdag eftermiddag så døden i øjnene for første gang i sit liv. Første gang hun stiftede bekendtskab med den ellers så ubetydelige genstand, var, da den verdenskendte Liam Payne ved et uheld slog det ud af hånden på hende i byens lokale supermarked. Anden gang reddede det ganske enkelt hendes liv. Tolv timer er, hvad Riley og Liam bliver nødt til at udholde sammen, da en mand mister forstanden og begynder at skyde på uskyldige mennesker i supermarkedet og derefter tager alle som gidsler. Tolv timer i konstant livsfare.

220Likes
186Kommentarer
7572Visninger
AA

2. 1/ A

Den dag var jeg hårdt ramt og træt af alting. Jeg havde let til irritation, og bare den mindste flue fik mig til at flippe ud. Jeg husker, at jeg parkerede min lille, blå boble på handicap p-pladsen til supermarkedet, da der ingen ledige pladser var at finde. Jeg slukkede lettet bilen og hev nøglerne ud af tændingen – der var alligevel aldrig nogen handicappede, der skulle bruge dem. Og desuden skulle jeg kun foretage nogle få indkøb, så det ville ikke tage mere end ti minutter. Derudover havde jeg også lovet at skynde mig, så jeg åbnede hurtigt døren, men i farten gav jeg den et hak for meget, så der lød en væmmelig skrabende lyd, da den ramte bilen ved siden af. Jeg lukkede øjnene sammen i ærgrelse og åbnede dem først, da jeg havde overbevist mig selv om, at der ingen skade var sket. Men skaden var altså sket – også selvom jeg netop havde fortalt min hjerne noget andet.

”Pis, pis, pis,” mumlede jeg, da jeg så den alt for lange ridse, jeg havde lavet i den anden bil. Den blå farve var helt tydelig på den hvide lak.

Jeg kiggede hurtigt op for at sikre mig, at ingen kiggede. Havde ingen set mig, kunne jeg liste herfra helt ubemærket. Normalt ville jeg ikke have gjort den slags, men jeg havde altså travlt, og det her havde jeg på ingen måde tid til. Min lillebror ventede alene på mig derhjemme, og jeg havde lovet at være hjemme indenfor tyve minutter.

Da jeg forsigtigt lukkede min egen dør i og låste bilen, mærkede jeg et par øjne i nakken. Jeg vendte mig hurtigt om og så en lille, benløs mand sidde i sin kørestol og betragte mig med sammenknebne øjne. Jeg forsøgte at ignorere hans stirrende blik og fortsatte lige forbi ham, som om intet var sket, da han stoppede mig.

”Hov, hov,” udbrød han hurtigt og drejede sin kørestol hen imod mig. ”Det der så jeg godt, unge dame.”

Jeg stoppede op og vendte mig mod manden, som ikke så videre venlig ud. ”Hør nu,” sagde jeg og begyndte at rode rundt efter min pung i min taske, som pludselig virkede alt for stor. ”Her.” Jeg havde endelig fundet min pung og trukket en pengeseddel frem, som jeg rakte frem mod manden. ”Tag den, og så har vi glemt alt det her.”

Manden rullede tættere på mig og kiggede overvejende på sedlen i min hånd. Så rystede han på hovedet. ”Nej,” sagde han, ”jeg er ikke interesseret i dine penge.”

”Jamen hvad vil du så have?” stønnede jeg og kastede irriteret pungen tilbage i tasken.

Han nikkede hen mod min bil. ”Du holder på handicappladsen.”

”Jeg får ikke dårlig samvittighed, bare fordi du mangler begge ben,” sagde jeg hurtigt og vidste udmærket godt, at jeg ikke var særlig høflig.

Manden lod dog ikke til at tage det særligt tungt. ”Det er jeg udmærket klar over.” Han lod en enkelt gang sine øjne vandre op og ned af min krop. ”Men flytter du din bil, glemmer jeg alt om det, jeg lige så.”

Jeg overvejede tanken et øjeblik, hev så nøglerne op af tasken igen i en hidsig bevægelse og styrtede hen mod min bil. Jeg åbnede voldsomt døren og havde nær slået den op i den hvide bil igen. Da jeg med et kogende temperament bakkede bilen ud igen og så mandens frydende ansigt i bakspejlet, kunne jeg ikke lade være med at bande frustreret af ham. Jeg havde allerede spildt adskillige minutter på det her, og nu skulle jeg bruge endnu flere på at finde en ledig parkeringsplads. Det endte med, at jeg trådte speederen i bund og fik bilen styret ind på fortovet, så jeg holdt i siden af vejen ved siden af parkeringspladsen. Så låste jeg den endnu engang, skyndte mig hen over parkeringspladsen og fortsatte ind gennem supermarkedets svingdøre. Nu behøvede jeg bare mine varer, og så kunne jeg komme tilbage. Jeg håbede bare på, at der ikke var kø ved kassen.

Jeg greb en kurv ved indgangen og gik i et rask tempo ned imellem de mange, høje hylder. I min lomme havde jeg den indkøbsliste, jeg sammen med min lillebror havde skrevet. Stædig, som han var, havde han forlangt frugtsalat, og eftersom han havde truet med at hoppe ud af vinduet, hvis han ikke fik frugtsalat, og jeg havde ansvaret for ham, var jeg endt med at køre ind til byen for at handle ind til ham. Som sagt forventede han mig hjemme inden tyve minutter.

Jeg gik i det samme forbi en rude, hvor jeg så et glimt af mit eget blege ansigt. Jeg stoppede op og vendte mig mod ruden, hvor jeg hev en smule ud i mit lange hår. Det havde en stærk rød farve, som fik folk til at tro, at jeg var en hidsigprop – hvilket nok ikke helt var løgn. Somme tider kunne mit temperament godt løbe af med mig, og så endte jeg som regel ude i nogle ret skidte situationer.

Jeg kørte hurtigt fingrene igennem håret for at glatte det ud, men det blev bare ved med at stritte. Jeg drejede halvfems grader for at se det lidt fra siden af og blev enig med mig selv om, at jeg på ingen måde kunne vise mig med det hår offentligt.

Mine hænder fandt endnu en gang vej ned i min taske, som jeg havde hængende over skulderen, og trak en hat op. Det var en ganske enkelt sort hat, som en eller anden havde strikket til mig engang. Jeg snoede mit hår op i en tilfældig knold, hvorefter jeg manøvrede hatten ned over mit hoved, så håret ikke var til at se. Jeg havde altid hatten liggende i min taske i tilfælde som dette her.

Med et enkelt blik på min liste fortsatte jeg helt ned i den anden ende af butikken, hvor jeg vidste, at al frugten befandt sig. Jeg tog ti bananer, da det var et tilbud og gik videre til den mere eksotiske afdeling med mangoer og ananasser. Jeg rynkede let på næsen, da jeg lod mine fingre glide hen over ananassens grove skrald. Ananas havde altid fået min tunge til at klø og mit tandkød til at bløde, men min lillebror elskede det, så jeg rakte også ud efter sådan en. Nu manglede jeg kun pærer, æbler og lidt mørk chokolade.

Jeg vendte rundt og stod og kiggede overvejende på de forskellige æblesorter. Til højre lå nogle flotte og røde nogle, som skinnede pænt i det kunstige lys, men jeg havde dårlig erfaring med sådan nogle. Jeg havde lært ikke kun at dømme på skralden, og derfor rettede jeg i stedet min opmærksomhed mod de mindre pæne æbler, som lå til den anden side. De fleste havde stødmærker, så jeg gav mig til at lede efter de bedste.

Langt om længe fandt jeg et. Det var helt perfekt. Jeg rakte hurtigt ud for at tage det, da jeg fornemmede nogen nærme sig bag mig. Jeg lukkede sikkert fingrene om det.

I det jeg drejede hoved for at kigge bag mig, ramlede nogen ind i mig, så det perfekte æble blev slynget ud af min hånd og landede med en knasende lyd på gulvet.

”Undskyld,” blev der hurtigt sagt, men jeg ænsede det ikke. Jeg havde med det samme bøjet mig ned for at kigge på æblet, som nu havde fået et gigantisk stødmærke på den ene side. Jeg sukkede dybt og rettede mig op igen.

”Hvad skulle det til for?” vrissede jeg irriteret og slog voldsomt ud med armene.

Den der var stødt ind i mig, viste sig at være en dreng på min egen alder, og jeg genkendte ham med det samme. Det var ingen ringere end Liam Payne – en femtedel af bandet One Direction. Jeg kendte ham udmærket, men jeg havde ikke tænkt mig at lade det faktum påvirke min reaktion.

Liam holdt undskyldende hænderne op. ”Det må du undskylde,” sagde han hurtigt og trådte et skridt tilbage.

”Så se dig dog for! Se, hvad du har gjort!” Jeg pegede ned mod æblet, som var landet op af en halvmur ved siden af hylden med de andre æbler. Det så overhovedet ikke særlig appetitligt ud længere.

”Jeg har jo sagt undskyld!”

”Det er jeg udmærket klar over, men det får ikke stødmærkerne på mit perfekte æble til at forsvinde, vel?”

Liams ansigt ændrede sig. ”Er det det, det her handler om?” spurgte han. ”Et æble?”

”Ja!” nærmest råbte jeg i svar.

”Okay,” begyndte han og kløede sig kort i håret, ”jeg er meget ked af, at jeg har ødelagt dit æble. Jeg var uopmærksom og ramte dig ved et uheld – og det var overhovedet ikke min mening at ramme dig.”

Selvom jeg måske burde have været tilfreds, fnøs jeg og krydsede armene. ”Du tror, du kan charmere dig ud af alting, bare fordi du er kendt,” bed jeg og løftede hånligt øjenbrynene af ham.

Det fik ham til at reagere. ”Hør nu her,” sagde han og trådte truende tættere på mig. ”Jeg tror ikke, at jeg kan noget som helst, bare fordi jeg er kendt.” Han sagde ordet kendt på den samme drævende måde, som jeg havde gjort.

Jeg pustede mig op for at råbe tilbage til ham, at det gjorde han altså, da jeg kom i tanke om min lillebror. Han ventede på mig, og det her var spild af tid. Men det var bare ikke hver dag, man kunne få lov til at lade sine frustrationer gå ud over et verdenskendt boybandmedlem. Jeg trak vejret dybt og ville vende mig om mod æblerne igen, da et højt råb lød igennem bygningen. Råbet blev efterfulgt af et skingert skrig, og jeg var sikker på, at det var et rædselsskrig.

Jeg mærkede mit hjerte sætte farten op, og jeg kunne høre min puls i ørerne. Hvad var der sket? Mit blik flakkede tilbage på Liam, som var stivnet midt i en bevægelse. Hans øjne var låst fast for enden af hylderne, som om han ventede på at se noget eller nogen.

”Hvad sker der?” spurgte jeg, og uden det var meningen, var min stemme blevet til en hvisken. Liams øjne flyttede sig over på mig ved lyden af min stemme. I det sekund vi fik øjenkontakt, lød den høje og gennemtrængende lyd af en pistol, der bliver affyret.

Der gik to sekunder, hvor alt var helt stille, og så brød helvede løs.

Skrig lød overalt i supermarkedet, og hvis jeg ikke tog fejl, var en hylde blevet væltet et sted.

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Min krop var stivnet, og jeg turde ikke bevæge mig. Heldigvis vidste Liam, hvad det rigtige var at gøre, og inden jeg havde stået mere end fem sekunder, havde han sat af og væltet mig med ned på gulvet. Han pressede mig voldsomt ind mod væggen og halvvejs dækkede mig med sin egen krop. I det øjeblik var jeg komplet ligeglad med, at jeg for få sekunder siden havde stået og skældt ham ud.

Han lod til at vide, hvad han gjorde. Det eneste der afslørede ham, var hans hurtige vejrtrækning. Jeg bemærkede, at min egen vejrtrækning også var helt ude af kontrol. Jeg trak vejret så hurtigt, at min krop knap nok nåede at optage ilten i den luft, jeg indåndede. Et enkelt klynk slap ud mellem mine læber, og det lagde Liam hurtigt mærke til.

”Shh,” hviskede han hurtigt, men det var ikke til at stoppe. I det samme bragede endnu et skud igennem luften et sted bag os, og snart væltede hulkene ud af munden på mig. Liam tyssede forgæves på mig, og til sidst måtte han lægge sin hånd hen over min mund. Jeg forsøgte at stoppe, men situationen overvældede mig så meget, at jeg ikke kunne holde det inde. Inden længe begyndte tårerne også at trille ukontrolleret ned af mine kinder. Jeg rakte op for at tørre dem væk, da Liam greb mig om håndleddet i en hurtigt bevægelse. Styrken i hans greb fik mig til at holde vejret, og indenfor få sekunder vidste jeg, hvorfor jeg ikke måtte røre mig.

Jeg kunne høre fodtrin. Og de var tæt på.

Skrækken lammede mig fuldstændigt, så jeg sad mussestille med Liams hånd lagt hen over munden. Der var også blevet mere stille; ikke så mange skrig. Tilgengæld kunne jeg høre gråd, som lignede min. Jeg var ikke den eneste, der var brudt sammen i tårer.

Mine øjne var klistret fast til enden af hylderne, hvor fodtrinene kom fra. Jeg turde hverken flytte øjnene eller blinke i skræk for at misse noget. Liams greb var stramt omkring mig, men jeg ænsede det ikke.

Jeg vidste bare, at nogen her i bygningen havde affyret en pistol to gange, og det var helt sikkert ikke politiet.

Og så var han der. Det første jeg så, var hans sorte lædersko med spidse snuder. Derefter hans nålestribede jakkesæt, pistolen i hans hånd og så hans ansigt. Ansigtet skræmte mig mere end noget andet. Det var ikke så meget overskægget eller den store næse, nej; det var det sammenbidte og vanvittige udtryk i hans øjne, der skræmte livet af mig.

Jeg pressede øjnene sammen og bad til, at han ikke ville kigge i vores retning, men jeg kunne lige så godt have bedt om, at jorden ville begynde at dreje den anden vej rundt.

Han drejede hovedet og lod sine små, stikkende øjne lande på os.

Det måtte have set en smule komisk ud, da vi sad helt sammenkrøllede under en hylde med frugt, men den tanke strejfede overhovedet ikke mit hoved. Alt komisk befandt sig langt, langt væk.

Da han tog det første skridt hen imod os, begyndte jeg at hulke igen, og da han hævede den sorte pistol og sigtede på os, hulkede jeg så voldsomt, at hulkene slap ud igennem Liams fingre.

Manden rynkede på næsen, men tog ingen chancer. ”Få de hænder op!” råbte han og pegede mere insisterende på os med pistolen.

Liam slap min mund og førte ganske langsomt hænderne op over hovedet.

Gør det,” hvislede han hårdt og insisterende til mig, så jeg ikke kunne gøre andet end at adlyde.

Stadig hulkende holdt jeg mine rystende hænder op i luften, hvor jeg var sikker på, han kunne se dem.

”Du må ikke,” bad jeg med gråd i stemmen. ”Du må ikke skyde mig.”  

 

____________________________________________________________________

Her har i så første kapitel af en virkelig, virkelig spontan historie. Faktisk fik jeg den her idé på vej hjem i bussen efter skole i dag, og så skyndte jeg mig selvfølgelig at skrive den ned. Efter et anerkendende nik fra min veninde, styrtede jeg hjem og begyndte at skrive, og det her er, hvad det endte med at blive til. 

Det er måske en lille smule anderledes for mig, at skulle skrive en historie, der kun foregår over fireogtyve timer, da der er en masse små detaljer og ting man skal have med, for at historien giver mening. Og selvfølgelig bliver den ikke på mere end fire-fem kapitler. Men jeg regner med at tage en pause fra mine andre movellaer og skrive den her færdig, for jeg har en masse idéer, som bare skal skrives inden ret lang tid, så det håber jeg, er noget, i kan se frem til.

Og i må endelig skrive, hvad i synes, hvad jeg kan gøre bedre, hvad i godt kan lide eller stille spørgsmål, hvis der er noget, i undrer jer over. Faktisk går jeg så langt som til at bede jer om at gøre det, for det giver bare så meget mere motivation til at skrive, når nogen giver sig tid til at give bare to linjers feedback! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...