The dark side of Halloween

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 okt. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
Det handler om Carrie på 17 år,, som har sin kæreste, Liam, på besøg på halloween, den 31 oktober. De ser en gyserfilm, og den sætter sig fast i Carrie, hvilket er meget normalt, men denne gang sidder den måske lidt for godt fast i hende. Med sin døde far, kæreste og overbeskyttende mor, bliver det ikke en nem 'dagen efter halloween' dag. Ting begynder at blive mærkelige, og Carrie står nu med spørgsmålet om, om det bare er indbildning, eller om det nu er rigtigt.
Jeg har valgt at deltage i Halloween konkurrence, da jeg altid har elsket at skrive om nogle gyselige ting, ha! Så derfor har jeg valgt 1 & 3. mulighed som en blanding.
Jeg håber I vil give det en chance, da det er en anderledes genre jeg skriver I! :) x

131Likes
75Kommentarer
4656Visninger
AA

2. Første del

Det var den 31 oktober, ligesom i de fleste lande, betød halloween, og England var ikke en undtagelse. Alle butikker havde et eller andet halloween over sig. Enten var det et spindelvæv over ruderne, eller græskar ude foran, måske også noget masker i vinduerne, men sådan var det.

Lige siden jeg var lille, havde jeg nægtet at gå ud og banke på dørene og råbe; "slik eller ballade!" i stedet blev jeg indenfor, og så gyserfilm med min far, veninde, eller alene. Og denne halloween var ikke anderledes, udover det lå på en torsdag, og selvom det var almindelig hverdag i morgen, så tog min mor alligevel til fest hos min moster, hvilket betød jeg måtte inviter en over, og jeg tøvede ikke.

I starten ville hun slet ikke afsted, fordi hun var bange for der skulle ske mig noget, men med timers tiggen, sagde hun endelig ja.

Jeg var fyldt 17 for noget tid siden, og først nu havde jeg fået lov at sove med min kæreste, Liam. Dog skulle jeg først love, at han sov på sofaen og jeg sov i sengen, men min mor var så overbeskyttende, at jeg bare havde bildt hende ind, at det blev som hun sagde, og først derefter forlod hun huset.

"Er du nu sikker på det er en god ide vi ser den her film?" spurgte Liam om, inden han smed sig om i sofaen. Jeg kiggede hen på ham med et løftet øjenbryn, hvilket fik ham til at grine. "Hun må snart lære, at hun ikke kan bestemme alt," mumlede jeg og lagde mig tilbage i sofaen. Liam fortsatte med at grine, men trak mig ind til ham lidt efter.

"Jeg synes nu det er sødt hun er så overbeskyttende," mumlede han, hvilket fik mig til at grine ironisk. "Selvfølgelig gør du det. Du elsker at skulle forlade huset senest klokken ni på en hverdag, og du elsker da sikkert også at skulle sove på denne sofa," jeg prikkede drillende til ham. "Okay, ikke lige det. Men det er da sødt hun ikke vil have du skal se gyserfilm, eller ikke må være ude efter 22, eller..." "- Shh, den begynder nu!" udbrød jeg, da reklamerne var færdige. Han behøvede ikke minde mig om hvordan min mor var. Jeg havde trods alt levet med hende i 17 år.

^^^

"Hvad!" udbrød jeg og strammede mit greb om Liam's arm. "Hun kan da ikke bare træde ud af spejlet!" Jeg drejede ansigtet ind mod hans skulder og kneb øjnene sammen.

Liam grinte under mig, hvilket fik mig til at give ham en albue i siden.

"Du skal ikke grine!" Jeg kiggede forsigtig hen mod skærmen, og endte med at give et højt skrig fra mig, da pigen fra spejlet søgte direkte hen imod skærmen, og i det hun gjorde det, blev alt sort, hvilket fik mig til at hoppe i sædet.

Min krop stivnede fuldstændig, og mit hjerte satte hurtigt tempoet op.

"Hvad skete der?" udbrød jeg panisk og satte mig længere ind mod Liam. "Er det her en eller anden syg joke?"

"Rolig nu, jeg tror bare strømmen gik," han skulle til at rejse mig op, men hurtig rev jeg ham ned til mig igen. "Du kan ikke efterlade mig," gispede jeg panisk. Man var vel altid lidt paranoid efter filmen.

"Jeg går bare ud i gangen og kigger på sikringerne," sagde han beroligende. Jeg gav langsomt slip på ham, og trak benene op under mig. Jeg kunne høre han forlod rummet, hvilket fik det mig til at kigge rundt overalt, selvom jeg ingenting kunne se.

"Av for f..." hørte jeg Liam råbe, hvilket fik mig til at fnise kort, inden der lød et klik, og lyset blev tændt. Det gav et spjæt i min krop, men da jeg så, at der ikke var andre i rummet, åndede jeg tungt ud og slappede langsomt af i kroppen.

"Hvaaa, er du klar på en ny film?" Jeg rystede hurtigt på hovedet og kiggede på klokken. "Den er over elleve! Hvis min mor kommer hjem og ser vi er oppe, så flipper hun skråt." "Så hva gør vi?" "Det er vel bedst at gå i seng." Jeg rejste mig op og satte puderne ordentligt.

"Så jeg skal altså også sove hernede?" spurgte Liam. Jeg kiggede hen på ham, "selvfølgelig ikke," og gjorde tegn til at han skulle gå ovenpå. Han sendte mig bare et drillende smil, inden han gik op på værelset. Jeg kiggede rundt i stuen en sidste gang, inden jeg gik efter ham.

"Jeg sætter uret til klokken halv syv," mumlede jeg, inden jeg smed mig i sengen. Jeg havde skiftet til nattøj og havde børstet tænder. Min krop var helt tung, og jeg var virkelig træt. Ikke bare sove-træt, men også træt efter at se den film.

Den måtte stå øverst på min all-time gyser liste.

"Godnat Carrie," mumlede Liam og kyssede mig på håret, inden han trak mig ind til sig. Jeg sendte ham et sødt smil, inden jeg lukkede øjnene. Jeg orkede ikke skole i morgen.

^^^

"Carrie," hviskede en stemme. Jeg åbnede forsigtigt øjnene, og kiggede rundt. Der var ingen. Måske havde Liam snakket i søvne? Jeg skulle lige til at lukke øjnene igen, da stemmen lød igen. "Carrie!" denne gang lød stemmen desperat. Jeg rejste mig langsomt fra sengen. Stemmen kom nede fra stuen.

"Carrie, du må hjælpe mig," stemmen lød bekendt. Jeg tog ved gelænderet og gik ned af trappen. "Carrie!" blev stemmen ved med at kalde. Jeg satte derfor farten op og endte i stuen. Alt var som da jeg forlod det, så hvor kom stemmen fra?

"Er der nogen?" kaldte jeg og kiggede rundt igen, men der forblev stille. Jeg sukkede tungt, måske var jeg ikke ordentlig vågen.

Jeg tog et skridt hen mod trapperne, og hørte så en knirken bag mig. Jeg vendte mig langsomt rundt, men så kun den tomme stue.

Jeg skulle til at vende blikket hen mod trapperne igen, da tv'et pludselig begyndte at flimre. Jeg kiggede underligt på det. Det var da slukket.

"Carrie!" lyden kom fra fjernsynet. Jeg trådte et skridt tættere på. Det faldt mig slet ikke ind, at jeg skulle stoppe. Jeg havde set så mange gyserfilm og vidste det var præcis sådan her de ville gøre, så hvorfor stoppede jeg ikke?

"Carrie, du bliver nødt til at kigge på migg-g-g-g-gggg!" stemmen blev højere og højere og pludselig kom et ansigt frem fra skærmen. Jeg gav et højt skrig fra mig og faldt bagud.

"Carrie," stemmen ændrede sig, og pludselig begyndte personen at grine. "Hvad vil du!" skreg jeg og kravlede tilbage, da pigen i fjernsynet begyndte at klatre ud gennem det.

"Carr.." "- stop med at sig mit navn!" skreg jeg og rejste mig op med besvær. Noget hår faldt ned foran mit ansigt. Jeg fjernede det hurtigt, og skulle til at vende mig om for at løbe hen mod trappen, men da jeg vendte mig om, stod pigen lige foran mig.

Hendes ansigt var helt dødt. Hendes øjne var grå, og alt huden under, det hang. Der var intet på hendes læber, det var bare skelet det hele, udover hendes krop og øjne.

"Carriiiiiiieeeeee," begyndte hun og tog ved mig, et stød gik igennem min krop, da hun rørte mig, og før jeg vidste af det, skreg jeg af mine lungers fulde kraft.

Jeg satte mig op med et spjæt. Mit hjerte hamrede mod mit bryst, og jeg var badet i sved. Jeg kiggede til siden, hvor Liam lå og sov, og først der gik det op for mig, at det hele havde været en drøm. Åh gud. Det havde heldigvis bare været en drøm.

Jeg sad lidt i sengen, for at lytte om stemmen var væk. Da der ikke blev sagt noget i noget tid, tog jeg mig endelig sammen, og rejste mig forsigtigt op, for at gå ud på badeværelset.

Jeg blev nødt til at have et glas vand, og jeg skulle vidst også lige skifte tøj. Det her var forfærdeligt.

Jeg listede hen til badeværelset, for ikke at vække Liam. Jeg tændte lyset og måtte knibe øjnene en smule sammen, for at vænne mig til lyset. Mit blik faldt ned på mit armbånds ur, som viste at klokken var halv tre. Jeg greb træt ud efter et glas, og tændte vandet.

Mine øjne gled i, og da jeg kort åbnede dem, lignede det, at vandet var rødt. Det gav et spjæt i min krop, og da jeg kiggede igen, var det normalt.

Jeg tog en dyb indånding. Det var bare indbildning. Jeg skulle have noget vand. Derfor løftede jeg det forsigtigt op til munden og lod det kolde vand brede sig i min mund. Jeg lagde hovedet bagover og sørgede for at sluge det langsomt, så jeg kunne nyde det.

Det var lige hvad jeg havde brug for.

Jeg fik hurtigt drukket glasset, og tændte vandhanen for at fylde det op igen. Mit blik gled igen ned på mit armbåndsur, men denne gang vise det at klokken var tre. Var tiden gået så stærkt, eller var jeg bare virkelig træt?

Jeg slukkede vandhanen da glasset var fyldt. Jeg løftede langsomt mit ansigt hen mod spejlet. Min mascara sad under øjnene. Hvorfor havde jeg ikke taget det af før jeg sov? Nu blev min hud sikkert hel uren.

Jeg fik øje på noget der bevægede sig i baggrunden. Jeg lænede mig lidt hen imod spejlet, men da jeg ikke kunne se det, drejede jeg ansigtet og kiggede hen på væggen bag mig. Der var ingenting.

Jeg rystede på hovedet af mig selv, og drejede hovedet,  for kun at få øje på et bekendt ansigt.

"Carriiiie," sagde pigen, og før jeg kunne stoppe mig selv, skreg jeg og trådte tilbage med sådan en fart, at glasset røg ud af min hånd.

"Carrie! Carrie, hvad sker der? Hvor er du? CARRIE;"  Mit skrig døde ud med den bekendte stemme, som tilhørte Liam. Han havde lagde sine hænder om mine overarme, og stod nu og kiggede bekymret ind i mine øjne.

"Hvad sker der?" Hele min krop rystede. "Åh gud," hviskede jeg og kiggede hen mod spejlet, hvor pigen ikke længere var. "Fuck," udbrød jeg og rystede på hovedet.  "Jeg så hen...Jeg ved det ikke," endte jeg med at sige " jeg må have gået i søvne." Der kunne ikke være en anden forklaring. Selvfølgelig havde jeg ikke set den pige. Hun var med i en gyserfilm, så hun levede jo sikkert nu, så hvad skulle hun lave i mit hus?

Det var indbildning alt sammen.

"Måske din mor har ret. Du kan ikke klare at se gyserfilm," sagde Liam, da vi senere lå inde i sengen igen. Jeg var faldet til ro, men følte stadig hele tiden, at der var nogen der overvågede mig. Derfor lå jeg helt klemt op af Liam, og prøvede at sove igen.

"Nej, min mor vil bare ikke lade mig se sådan noget," forsvarede jeg mig selv med, selvom jeg udmærket godt vidste, at hun hentød til min døde far, når hun sagde det. Det var altid ham der gav mig lov til at se dem.

Jeg skulle ikke tænke på ham nu. Det ville ikke lede til noget godt. Jeg tog derfor en dyb indånding og lukkede øjnene. Noget sagde mig, at det blev en dårlig søvn. Hver gang jeg lukkede øjnene, så så jeg pigens ansigt for mig.

Men det var jo bare indbildning. Det ville snart stoppe. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...