The dark side of Halloween

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 okt. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
Det handler om Carrie på 17 år,, som har sin kæreste, Liam, på besøg på halloween, den 31 oktober. De ser en gyserfilm, og den sætter sig fast i Carrie, hvilket er meget normalt, men denne gang sidder den måske lidt for godt fast i hende. Med sin døde far, kæreste og overbeskyttende mor, bliver det ikke en nem 'dagen efter halloween' dag. Ting begynder at blive mærkelige, og Carrie står nu med spørgsmålet om, om det bare er indbildning, eller om det nu er rigtigt.
Jeg har valgt at deltage i Halloween konkurrence, da jeg altid har elsket at skrive om nogle gyselige ting, ha! Så derfor har jeg valgt 1 & 3. mulighed som en blanding.
Jeg håber I vil give det en chance, da det er en anderledes genre jeg skriver I! :) x

131Likes
75Kommentarer
4657Visninger
AA

3. Anden del

"Har du husket en varm jakke? Det ser gråt ud," sagde min mor, mens hun kiggede på mig, med trætte øjne. "Ja," svarede jeg kort da jeg selv havde travlt. "Hvornår har du fri? Du skal hvert fald ikke gå hjem i det vejr. Du kan blive syg." Jeg ignorerede hende og tog et æble i tasken.

"Carrie, hører du mig? Jeg holder ude foran skolen halv to, okay?" Jeg nikkede og åbnede køleskabet. "Du er så stille, er du okay?" blev hun ved, hvilket fik mig til at smække køleskabet.

Sandheden var, at jeg havde sovet elendigt. Liam var taget i skole, da han skulle møde tidligt, hvilket var heldigt, da min mor lige var kommet hjem. Men efter han var taget hjem, så havde jeg haft det så underligt, som om der var nogen ved mig.

"Du er ikke ved at blive syg vel?" Hun lagde en hånd på min pande, selvom jeg prøvede at undgå det.

"Du er helt varm, er du sikker på du skal i skole?" Jeg rystede hendes hånd af mig, og gik hen mod døren. "Jeg har det fint mor. Jeg kommer ud halv to. Hav en god dag!" sagde jeg og gik ud, før hun kunne nå at snakke videre.

Jeg kiggede mig omkring. Gaden var tom, og skyerne var helt grå. Det trak op til uvejr. Klokken var kun lidt i ti om morgenen, men alligevel var det som om alt var taget ud af en gyserfilm, som foregik om aftenen. Jeg hadede november.

Jeg sukkede dramatisk, og gik langsomt ned af gaden. Et vindpust fik mit hår til at flyde til alle sider. Jeg tog irriteret ved det og satte det op i en knold. Jeg havde virkelig ikke lyst til at tage i skole i dag. Jeg var så træt.

Mit blik gled hen på nogle græskar. Jeg havde aldrig forstået hvorfor folk gjorde så meget ud af de skide ting. Der var da intet sjovt ved at skære i dem, og det lugtede. Men ja, de så da sjove ud, og det var jo halloween.

Dog kunne jeg ikke lade være med at mærke et stik af glæde indeni, ved tanken om, at de snart var væk. Faktisk var jeg glad for at halloween snart var over. Så kunne folk i de mindste ikke skræmme en og bruge undskyldningen at det var halloween, og dagen i går, lå langt væk nu, selvom jeg manglede søvn.

Jeg nærmede mig skolen, som også så helt øde ud. Var det overhovedet en skoledag? Alt virkede så tomt.

Jeg gik med blikket rettet mod jorden, og da jeg nåede skolens gård, kiggede jeg langsomt, og nåede lige at se en sort skikkelse, forsvinde bag træerne. Jeg kneb øjnene sammen og stod helt i min egen verden, at jeg fik sådan et stort chok da klokken ringede, at jeg hoppede et par skrid tilbage.

"Fuck," mumlede jeg irriterede, og skyndte mig igennem døren. Først nu så jeg mennesker strømme ud på gangen. Det lettede en smule i mig, at de var her. Det var bare som om jeg var mere tryg. Jeg ved ikke.. det var bare som om der hele tiden var en lige bag mig, og selvom personen pustede mig i nakken, ville jeg alligevel ikke engang kunne mærke det.

"Carrie!" hørte jeg en velkendte stemme råbe. Jeg snurrede rundt, og så Liam kom hen imod mig. Han havde et stort smil på læberne, og gav mig et kort kys på munden, da han nåede hen til mig.

"Har du det bedre?" spurgte han om og fjernede kærligt noget hår fra mit ansigt. Jeg ville ikke bekymre ham, så jeg tvang et smil op og nikkede. Han begyndte at snakke om hvad der var sket i første time, men min opmærksomhed var rettet mod noget andet.

Nede for enden af gangen, stod en pige, med langt sort hår og næsten intet tøj. Hun stod med ryggen til mig, men som kunne hun føle mit blik, drejede hun hovedet hen imod mig.

Jeg gispede højt, da hendes hoved drejede fuldstændig rundt, så hendes ryg nu var hendes 'foran-krop'. Hendes døde øjne fangede mine, og langsomt åbnede hun munden og sagde en gggggg lyd, mens hendes ben begyndte at gå hen imod mig.

"Liam," peb jeg og tog ved hans arm. Mit hjerte satte farten op. Åh gud, hvad lavede hun her?

"Hvad er det der?" udbrød jeg og skulle til at tage armene op foran mig, så hun ikke kunne række ud efter mig.

"Liam!" sagde jeg højt, hvilket fik ham til at skubbe til personen. "Det er ikke halloween længere, drop kostumet," sagde han hårdt til personen, som løb grinende forbi. Mit blik nåede lige at skanne personens ansigt, og alt fra før var væk, og personen havde bare en maske på - helt modsat af hvad jeg havde set.

"Er du sikker på du er okay?" spurgte Liam om, men jeg nikkede hurtigt og afvisende. "Jeg sov ikke så godt i nat, husker du nok?" Jeg sendte ham et stort smil, og gav ham et kys på kinden, inden jeg smuttede ind i min klasse, hvor der var en masse larm.

Jeg fandt min plads over ved vinduet, og tog mine bøger frem. Jeg sukkede tungt, og prøvede at glemme hvad der lige var sket.

Hvorfor så jeg hendes ansigt over det hele? Hun var en fiktiv person, og hun levede slet ikke! Jeg måtte bare overleve dagen, og komme hjem og sove.

^^^

11:31 sagde uret, hvilket jeg hele tiden sad og stirrede over på. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig. Jeg var så træt, og den eneste energi jeg havde, måtte jeg bruge på at holde mine øjne åbne.

Jeg slog foden mod bordet og lod min blyant slå ned mod bordet. Jeg sukkede tungt og kiggede ud af vinduet, og jeg endnu engang kun lige nåede at se en sort skikkelse forsvinde bag nogle træer. Jeg lukkede kort øjnene, og kiggede hen mod tavlen. Jeg blev nødt til at få den film ud af hovedet og tænke på noget andet.

"Så hvorfor blev FN dannet?" hørte jeg min lære spørge om. Jeg orkede ikke at række hånden op, og jeg kendte sikkert ikke det rigtige svar.

"Pss, Carrie, stop med det der," grinede min sidemakker til mig, og hentød til min blyant. Jeg hviskede et undskyld, og kiggede endnu engang hen mod uret. Jeg lagde hovedet lidt på skrå, da uret stadig stod på 11:31.

Forvirret kløede jeg mig i panden, og lænede mig hen mod min sidemakker, som valgte at række hånden op i det jeg skulle til at spørge hende om noget.

Mit blik gled hen mod vinduet igen. Jeg gispede højt, da et ansigt var presset op af vinduet, og ikke bare hvilket som helst ansigt, men hendes ansigt igen.

"Carriee-e-e-e!" hviskede hun.

Jeg kiggede rundt for at se om der var andre der hørte det, og så hende, men de lavede alle sammen noget der ikke tydede på det.

Mit hjerte slog hårdt mod mit hjerte, og en kold fornemmelse gik igennem min krop. Jeg vendte langsomt hovedet rundt, og håbede virkelig jeg bare så syner. Til sidst drejede jeg hovedet hurtigt, hvilket jeg aldrig skulle have gjort. Hun stod lige ved siden af mig, og hendes ansigt var ikke langt fra mit.

Hendes hud var spejlblank, og hendes hår fløj rundt til alle sider.

"Carrie-e-e--e," hviskede hun igen, hvilket fik mig til at ryste på hovedet.

"Det er ikke ægte," mumlede jeg til mig selv, hvilket fik pigen til at grine højt.

"Forsvind," hviskede jeg, men hun åbnede blot munden, og lod hendes ggggg lyd komme ud igennem igen. Hun rakte ud efter mig, hvilket fik mig til at skrige højt og lukke øjnene i, samt rykke stolen tilbage.

"Carrie dog!" udbrød min lærer. Jeg åbnede hurtigt mine øjne, og så alle kiggede forvirret hen på mig.

"Er du okay?" fortsatte min lærer, hvilket fik mig til at nikke utallige gange, mens jeg tog ved min taske. "Jeg har bare... brug for luft," udbrød jeg og skyndte mig hen til døren. Alles øjne fulgte mig, og selv da jeg lukkede døren efter mig, føltes det som om de stadig var overalt på mig.

"Carrie?" udbrød en stemme, hvilket fik mig til at ryste på hovedet og løbe ned af gangen. Jeg kunne ikke blive ved. Hvad skete der med mig?

Jeg blev nødt til at komme hjem.

Et tordenbrag lød, hvilket fik mig til at løbe hurtigere. Mit hjerte der allerede galoperede af sted, satte farten endnu mere op, så en smerte formede sig i mit bryst.

Der var fuldstændig sort forude. Himlen bragede over mig, og regnen ramte mig alt for hårdt.

Var jeg virkelig ved at blive sindssyg?

Pludselig var det som om noget skubbede til mig. Jeg faldt hårdt ned på jorden, og gispede højt. Jeg vendte mig rundt for at kigge ned på mine knæ, men i stedet for at få øje på dem, fik jeg øje på pigen. Hun sad lige foran mig. Hendes hoved hang ned på hendes skulder, og der hang noget savl ud af hendes mund. Hendes øjne var rettet mod mine, og hendes hår dryppede.

"Carrie," hviskede hun igen, men vinden fik det til at lyde højere. Jeg rystede på hovedet; "LAD MIG VÆRE I FRED," skreg jeg højt og kravlede en smule tilbage, men hun fulgte bare efter mig.

"Hvad vil du!" spurgte jeg igen, og prøvede at komme på benene, men hun greb pludselig ud efter mig. Hendes hænder var ikke andet end knogler, og de greb alt for hårdt om min ankel.

"Carrieeee," "-STOP MED AT SIG MIT NAVN;" udbrød jeg højt igen, men mit råb gik over i et skrig, da hun strammede grebet om min ankel.

"Slip mig!" skreg jeg højt og slog ud efter hende. Hendes hænder gav slip, og hurtigt rejste jeg mig op, for at sætte i løb.

Hun havde rørt mig! Hun var levende, og hun var åbenbart ude efter mig! Hun kunne mit navn, og hun var ikke bare en fiktiv person. Det kunne hun umuligt være! Jeg havde set hende så mange gange nu, at det umuligt kunne være min hjerne der gjorde det.

Jeg kiggede tilbage for at se om hun fulgte efter mig, men da jeg ikke kunne se hende, vendte jeg hovedet rundt igen, men kun for at finde hende lige foran mig.

Jeg skreg højt og trådte et skridt tilbage, men denne gang var hun hurtigere, og lidt efter holdt hun ved mig igen.

"Carrieeeee," råbte hun pludselig højt, åbnede munden og trak mig hen til sig.

"Hvad vil du!" skreg jeg og prøvede at skubbe hende væk, men hun rykkede sig ikke ud af stedet. "SLIP MIG:" Tårerne trillede ned af mine kinder af frygt og angst.

Et grin lød i mine øre, og før jeg kunne gøre mere, lød et højt tordenbrag, og lidt efter kunne jeg mærke hendes tænder i min hals. Hun trak mig hårdt ind til sig, og selvom jeg ikke kunne komme tættere på hende, blev hun ved.

Jeg skreg så højt at mine lunger gjorde ondt. Hele min krop rystede, og det gjorde forfærdelig ondt. Det måtte stoppe!

Jeg rystede på hovedet og slog ud omkring mig. Jeg kunne mærke hvordan hendes krop langsomt flød ind i min, hvilket var som at få sin krop sprættet op. Jeg skreg højt igen og igen, men pludselig blev alt sort. Om det var fordi jeg ikke havde mere luft og besvimede, eller om hun gjorde noget, det vidste jeg ikke. Jeg vidste kun, at mit skrig var det sidste jeg hørte, og mørke var det sidste jeg så.

^^^

"Liam, stop!" hørte jeg en stemme sige. "Jeg bliver nødt til at komme i bad," sagde stemmen igen. Jeg genkendte den. Jeg havde hørt den før!

Langsomt åbnede jeg øjnene. Jeg kiggede forvirret rundt. Jeg havde regnet med at vågne i en seng, men der var helt mørkt omkring mig.

"Min mor flipper hvis hun ser dig her," sagde stemmen igen. Mit blik søgte automatisk hen mod lyden, og for enden af mørket, var der noget lys.

"Hun er alt for overbeskyttende," grinede stemmen, som tilhørte Liam, men det var ikke den stemme jeg kunne genkende.

Jeg kom tættere og tættere på lyset.

"Det er efter min far døde. Hun er bange for der sker mig noget Liam," mumlede stemmen. Jeg skar en grimasse. Det var præcis hvad der var sket med min mor? Hvad var det her?

Jeg kom helt hen til lyset, og skulle til at gå igennem, men noget afholdt mig fra det. Jeg lagde mine hænder mod det. Det var som om der var en glasrude oppe. Jeg søgte forvirret efter en åbning.

"Det ved jeg," hørte jeg Liam sige, og lidt efter gik han forbi lyset. Hvem snakkede han med? Kunne han ikke se mig?

"Liam?" råbte jeg og slog på glasset. Han stoppede op foran glasset, og i håbet om han hørte mig, slog jeg igen til glasset.

"Liam jeg er her!" min stemme døde ud, da en blond pige kom hen foran spejlet. Hende kendte jeg!

"Vi må give hende plads," stemmen... hende.. den stemme tilhørte mig, hende.. Hvor var jeg? Hvorfor kunne jeg se mig selv udefra?

Jeg slog på glasset igen og fulgte hende... eller mig selv med øjnene, da hun slog armene om Liam. Hvorfor kunne han ikke se mig? Hvorfor krammede han en anden som lignede mig på en prik?

"LIAM!" råbte jeg højt. Hendes øjne fandt mine over Liam's skulder. Det var som om hun kiggede direkte ind i min sjæl.

"Luk mig ud!" skreg jeg panisk, men hun gjorde ikke noget. Hun stod bare der, med et smil på læben, og strammede grebet om Liam.

"Hjælp mig," græd jeg og kunne se hvordan hendes øjne pludselig ændrede sig fra blå, til døde og grå. Et højt gisp forlod min mund, og forvirret trådte jeg et skridt tilbage.

"Jeg ønsker mig et nyt spejl," mumlede hun pludselig ned i Liam's skulder, hvilket fik ham til at grine på den måde, som kun jeg kunne få ham til at grine på.

"Nej, nej nej!" jeg rystede på hovedet og kunne mærke tårnene trille hurtigere og hurtigere. Det gik langsomt op for mig hvad der var sket, selvom det ikke burde være muligt.

"Jamen så køber vi et," grinede Liam, inden han kiggede direkte hen på mig... eller spejlet, spejlet der var foran ham.

"Liam," hulkede jeg og faldt ned på jorden. Jeg måtte drømme. Hvad var det her? Det kunne ikke passe. Hun skulle jo slet ikke leve.

"NEJ!" skreg jeg højt og hulkede højere og højere. Ingen kunne høre mig, og ingen kunne se mig. Jeg var fanget, fanget i et spejl, hvor hun også var fanget førhen. Hun havde taget mit liv, hun havde overtaget alt, og hun ville gøre det af med mig.

Det var som taget ud af en gyserfilm, udover det her var virkelighed.  Det var alt sammen på grund af den skide gyser i går! Hvorfor kunne jeg ikke bare have gjort som alle andre børn, og banke på døre og råbe "slik eller ballade?"

Jeg slog hårdt hånden ned i jorden. Jeg var fortabt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...