En Uventet Forelskelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2013
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Kimmie, er en pige, der går i High School. Hendes far har forladt hende og hendes mor. Det har gjort at Kimmies mor, har fået nyt arbejde, og Kimmie selv er begyndt at arbejde, og at deres forhold har ændret sig.
I skolen har Kimmie ikke nogen venner, eller nogen der støtter op for hende, så hvad sker der når James, den populære fyr, en dag hjælper hende, ud af hendes skab, efter at hans venner låser hende inde?

2Likes
3Kommentarer
415Visninger
AA

2. Navnet

Jeg stod længselsfuldt ved pulten og ventede på, at den næste reservation skulle komme ind gennem dør. Jeg så på navnet. Storm det virkede på en mærkelig måde bekendt, men jeg kunne ikke huske hvorfor, eller hvorfra, det virkede bare bekendt. Jeg gned mig underende på tindingerne, med mine tre midterste fingre.                   

Jeg så på klokken, den var lidt over otte, de var allerede lidt sent på den. Jeg kunne ikke fordrage at vente på gæsterne. Det ville da forventes, at De var her til tiden, eftersom De selv havde valgt tidspunktet. Jeg så rundt på de andre gæster, som jeg betjente denne aften. De havde ikke brug for noget. De sad bare og hyggede sig. En mand og en dame havde en romantisk middag, mon det nogensinde kunne blive mig en dag? En familie sad et andet sted, hvor jeg misundte de børn. De var ude at spise med deres forældre, de smilede… Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst lavede noget sammen med mine forældre. Det var år siden, jeg sidst havde set min far. Og min mor, hun havde ikke været den samme siden han skred fra os. Mænd hvad kan man bruge dem til? Ikke en skid, hvis du spurgte mig.          
Jeg kunne ikke engang huske, hvornår jeg sidst havde lavet noget sammen med min mor. Vi så ikke særligt meget til hinanden, selvom vi boede i en lille lejlighed. Jeg misundte de børn, der kunne side sammen med deres forældre og… Åhh nej, jeg kunne mærke at tårende begyndte at presse sig på. Derfor hadede jeg, når folk kom for sent til deres bestilling, og bare i det hele taget, for så begyndte jeg altid at tænkt, tænke på det jeg undgik, og der var jo en grund til, at jeg undgik det.
Døren gik op. Jeg blinkede hurtigt de pressende tåre tilbage, vente mig om og smilede mit falske smil. Ind kom der en af de flotteste kvinder jeg nogensinde havde set. Hun var høj, tynd, alle hende proportioner passede, også havde hun varme nøddebrune øjne, og langt lyst hår. Lige efter hende, kom der en mand. Han havde venlige blå øjne, hans hår var lysebrunt, det gik til lige ned under ørene. Han lignede en af de mænd, der prøvede at undgå at blive ældre, ved at lade håret vokse. Efter min mening brude ældre mænd være kort håret, men heldigvis for ham, var han ikke blevet tynd på toppen, eller også kunne jeg bare ikke se det, eftersom han var meget højere end lille mig. Det smil han bar virkede på en eller anden måde bekendt… Jeg kunne ikke sætte fingeren på hvad det var, men der var et eller andet. I samme øjeblik, så jeg at det ikke kun var de to, men at der bag manden, havde stået en ekstra person, som jeg ikke havde lagt mærke til, ved første øjekast. Nu vidste jeg hvorfor manden havde virket bekendt. Den person der stod bag ham, var ingen andre end James. Uhhh hvorfor var han her, og det måtte så betyde, at manden var hans far, og damen hans mor. Hun så ellers meget ung ud, til at være mor, til en på James’ alder, men nok om det, hvad skulle jeg gøre?! Den måde jeg havde løbet væk fra ham tidligere, havde ikke lige været det bedste, og mest taknemlighedsfulde jeg havde gjort, efter han havde lukket mig ud af skabet, og tænkt hvis nu han havde sagt det videre til hans venner, hvad skulle der så ske med lille mig i morgen. Jeg kunne mærke nervøsiteten komme listende ind på mig bagfra. Jeg måtte ikke begynde at blive nervøs over noget, der ikke engang var sikkert endnu. Kom så Kimmie slå det ud af hovedet, der er intet der er sikkert endnu, du ved først noget i morgen, medmindre selvfølgelige han nævner noget i dag. Okay, okay Kimmie ro på, dyb indånding, og pust ud, og så smiler du. Jeg gjorde præcis som stemmen i mit hoved havde fortalt mig.         
”Undskyld vi kommer for sent frk.” sagde manden med en mild og halvflov stemme.               
”Vi havde en lille problematik der hjemme” sagde kvinden med at skringer stemme, og øjne der så på James. Mystik ville en mor gøre sådan noget i fremmedes tilstedeværelse? Men selvfølgelig hvad vidste jeg, jeg så jo næsten aldrig min egen mor… Væk med de tanker, væk med de tanker. Jeg tog mit professionelle ansigt på, og gav dem et af mine største falske smil jeg havde.
”Deres navn hr.?”              
”Åhh ja Selvfølgelig navn.  Det er Storm” Jeg så ned i reservationerne, ahhh det var dem der skulle have været her for 10 minutter siden. Det havde været deres skyld, at jeg var begyndt at tænkte på ting jeg undgik. Det så ikke ud som om James, havde lagt mærke til mig. Han havde for travlt med at ligne en, der var ligeglad med alt og alle, og en der var blevet tvunget til at komme mod sin egen frie vilje.  
”Ahhh, Storm her står I. Følg mig”.  Jeg fulgte dem hen til deres bord, rakte dem menukortene. James så mig lige ind i øjne, men der var ikke et eneste spor af genkendelse i dem, gudskelov, han havde fuldstændig glemt hvem jeg var. Måske kunne jeg overleve denne aften alligevel. Ja jeg ved godt at jeg kunne være lidt af en Drama Queen i mine tanker. Jeg vendte mig om på hælene, og gik lidt væk fra dem, så de kunne finde ud af hvad de ville have.                     
På disse stille aftener, var det altid som om at tiden gik endnu langsommere, for det eneste jeg ventede på, var at der var gået tilstrækkelig lang nok tid, så jeg kunne tage i mod deres bestilling. Tik tak, tiden går, men bare ikke hurtigt nok…

James’ synsvinkel

Jeg sad lidt og studerede menukortet. For nu når jeg alligevel var blevet drevet hen på restauranten af min far, for han syntes at jeg skulle være åbenhjertet, også møde hans nye kæreste Eva, der ikke mindst var 15 år yngre end ham. Der var ingen tvivl om, at han kun havde inviteret os begge ud at spise, for det var hvad hun ønskede. Hun gik rundt der hjemme og legede den gode stepmor, der var interesseret i hendes nye ”søn”. Men jeg havde gennemskuet hende. Det eneste hun var ude efter var min fars penge. De mente selv at det var kærlighed, men det tror jeg ikke. For mig lignede det to personer, der hver især fik noget ud af at være sammen. Hun fik en rig mand, hvis penge hun kunne bruge på, hvad hun ønskede. Og hvis de valgte at gifte sig kunne hun få vores efternavn, Storm. Han fik sig selv til at se godt og ung ud i andres øjne. Det kunne godt være at vi lignede hinanden med det korte lysebrune hår, markerede kæber og stærke næser, men jeg håbede inderligt at jeg ikke, ville komme til at blive ligesom ham, når jeg blev den alder.
Jeg så lige over kanten på menukortet for at ”udspionere” dem. De sad og sendte hinanden blikke og kysse munde, det var til at få kvalme af. Man skulle tro at de var to teenager, der var ude for første gang, men jeg vidste godt at det hele bare var spil fra galleriet. Godt nok var jeg en teenager, men selv jeg syntes at det var ubehageligt, når det var min far, der gjorde det. Jeg fik kuldegysninger af at se på det. Jeg lod hurtigt mit blik vandre rundt i restauranten. Der var et par børnefamilier, et par teenager, der var på date, forretningsfolk, det var begrænset hvilke muligheder, man havde for fine steder, i vores lille by til at spise. Mit blik landede på pige, der stod oppe ved skrænten. Hun var ikke særlig høj, men hun så godt ud, glat ren hud, røde læber, langt mørkt hår der skinnede i lampeskæret, det hele virkede fortryllende. Det var som om jeg havde set hende før, men jeg kunne ikke lige huske hvor, for en lille pæn pige som hende, brude man da kunne huske…          
”Er du klar til at bestille James” spurgte Eva, hvilket fik mit fokus på vores servitrice til at forsvinde. Pokkers jeg troede lige jeg var ved at huske det.      
”Øhhh Ja” sagde jeg kort for hovedet. Eva signalerede til vores servitrice. Nu når jeg tænkte mig om, havde hun ikke engang sagt hvad hun hed, og hun bar heller ikke navneskilt.

Kimmies synsvinkel

Jeg kunne se i det spejlbillede dørruden lavede, at James så på mig. Bare han snart ville holde op med det, det fik mig til at føle mig dårlig tilpas. Han kiggede væk, og lidt efter signalede damen ved James’ bord, at de var klar til at bestille, men jeg var ikke klar til at gå derover. Jeg gik langsommere end normalt, med tunge skridt, håbede at hvert skrid jeg tog, ville give mig mere mod, men uheldigvis skete det modsatte. For hvert skridt jeg tog, blev min trang til at løbe skrigende bort større. Jeg kunne ikke løbe min vej, for uanset hvor meget jeg ville, så havde jeg brug for jobbet, jeg havde brug for pengene. Jeg tog mit falske smil på, og spurgte: ”Hvad skulle det være?”                     
”Jeg vil gerne have laksen, med vaniljeisen til dessert” sagde hr. Storm.             
”Det vil jeg også gerne, bare med brownien i stedet ” tilføjede fru Storm eller frk., et eller andet. Jeg havde ikke helt gjort op med mig selv endnu, hvad hun var. Jeg så ned på deres bestillinger og ventede på at James sagde, hvad han ville have. Jeg ventede og ventede. Så lidt op fra min liste, han sad stadig og stirrede på mig, det gav mig kuldegysninger.                 
”James, skat hvad vil du have?” spurgte kvinden. James blik udsendte nærmest lyn da hun brugte ordet skat til ham. Med en stille knurrende stemme sagde han: ”Du skal ikke kalde mig for skat. Jeg er ikke din søn”. Tja nu vidste jeg da, at hun ikke bare var en, der bare havde set meget ungdommelig ud, men der var ingen tvivl, om at manden var hans far. Det kunne tydeligt ses i hendes øjne, at James’ ord sårede hende.         
”James du lovede at opføre dig ordenligt” sagde hr. Storm. James bidte tændere sammen, og vendte sig mod mig og sagde: ”Jeg vil gerne have koteletten, også vaniljeisen til dessert”
”Kunne i tænke jer noget at drikke mens i venter?”    
”En flaske rødvin, hvad kunne du tænkte dig James?” sagde hr. Storm.                
”Bare noget vand tak”      
”Okay, så gerne. Jeg kommer med det lige om et øjeblik. Jeg vente mig og gik i en fart, der ikke ville virke for mistænkeligt.

James’ synsvinkel

Lige da tjenerinden vendte sig om og gik, vidste jeg hvorfor hun havde virket så bekendt. Det var hende jeg havde været så sød og hjulpet ud af skabet tidligere i dag! Utroligt jeg ikke havde, kunne genkende hende noget før, i sær taget i betragtning af hendes størrelse. Jeg kan godt huske det. Hun havde været noget så uforskammet, hun havde bare skyndt sig væk, efter hun var kommet ud af skabet, hun havde ikke engang sagt tak eller noget. Nu forstod jeg bedre, hvorfor hun havde virket nervøs, hun måtte vide hvem jeg var. Jeg tror det er på tide at jeg for lidt sjovt ud af den her aften, ved at drille hende lidt. Hehe.            
Hun kom tilbage til vores bord lidt senere, med rødvinen og vandet til mig. Hun startede med at sætte vandet foran mig, hvor hun så derefter fremvidste rødvinen for min far, der så kunne se om det var en der faldt i hans smag. Han prøvede smagte den også. Selvfølgelig kunne han lide den, så længe det var rødvin ville han drikke det, uanset hvordan den var, ny som gammel. Han elskede rødvin.
Lige da hun skulle til at vende sig om og gå, sagde jeg med en let fornærmet stemme, ingen andre end hende ville ligge mærke til                  
Mange tak for vandet” jeg kunne se at hun stivede en lille smule. Hvor på hun så smilede og sagde: ”Det var da ikke noget, det er jo mit job”, hun skyndte sig at drejede om på hælene, og gik med hastige skridt ud i køkkenet. Det her ville måske ikke blive en så dårlig aften alligevel.

Kimmies synsvinkel

Jeg tog dybe indåndinger, han havde husket mig. Jeg havde lyst til at slå på noget, lige meget hvad det var, bare et eller andet. Hvor var det bare irriterende! Hvorfor skulle han absolut genkende mig! Hvad skulle jeg gøre, der var ingen tvivl om, at den kommentar han var kommet med, havde været henvendt til tidligere, hvor jeg ikke havde takket ham for hans hjælp. Kimmie for satan da, hvorfor ender du altid i sådan nogen dårlige situationer. Kimmie nu tager du dig sammen, også går du der ind, som om du er ligeglad med, at han ved hvem du er. Og ved du hvorfor du gør det? Det skal jeg fortælle dig. For du er en ung uafhængig pige, der kan klare sig selv! Jeg tog en dyb indånding, opdagede at deres bestillinger var klar, mens jeg havde stået op ad væggen i mine egen tanker. Jeg tog tallerknerne, hvorpå jeg derefter gik der ud med raske skridt.  
Som den prof, jeg nu var til dette job, satte jeg det hele fint ned foran dem, mens jeg undgik øjenkontakt med ham. Jeg satte hans bestilling ned foran ham. Han smilede og sagde: ”Mange tak” på den samme måde som før, og det gav mig kuldegysninger. Jeg ville ikke lade ham se mine kuldegysninger. Jeg valgte at smile et af mine falske smil til ham, og nikkede. Jeg vendte næsen mod køkkenet igen for at gemme mig, mens de spiste deres mad. Det eneste der nu var tilbage var desserten og regningen. Jeg kan klare det!

James’ synsvinkel

Det var sjovt at se, hvordan to små ord kunne give hende kuldegysninger på den måde. Jeg havde stadig ikke fundet ud af hvad hun hed. Det ville jeg gøre inden jeg tog hjem i aften. Jeg vidste godt at hun først ville komme igen, når vi var færdige med maden, så i mellemtiden prøvede jeg at finde på en plan. Jeg kunne jo spørge hende lige ud, men det ville være for åbenlyst, og noget af det sidste jeg ønskede var, at den gamle og især Eva skulle få mistanke til, at jeg kendte hende. For så vidste jeg, at de aldrig ville lade mig være, og det ville jeg simple hen ikke kunne holde ud. Eva prøvede hele tiden, at være en den gode stepmor for mig, men det ville jeg ikke have. Jeg ville bare have lov til at være alene, uden at hun hele tiden prøvede, at blande sig i mit liv. Hmm hvad skulle jeg så gøre… Jeg havde lagt mærke til, at der ikke var nogen, der havde navneskilt på… Jeg kunne jo spørge ind til det, men det ville også virke lidt for åbenlyst, på en eller anden måde. Hvad skulle jeg gøre… Ah ha, jeg skulle selvfølgelige have min far til at spørge om hendes navn, for på den måde ville det ikke være mig selv, også ville hun også være nød til at svarer, men det næste problem var, hvordan skulle jeg få min far til at spørge hende om det, uden at det så ville virke for oplagt. Det skulle helts være sådan at han troede, at det var hans egen idé og ikke min… Jeg kunne jo få ham til at kalde på hende, men hvordan var så det nye spørgsmål, og hvorfor skal han kalde på hende. Jeg så mig lidt rundt i restauranten, for at få en god idé. Mit blik faldt på vores eget bord, og der lige ved siden af mig stod svaret, mit vandglas!          
”Hey far, må jeg smage en bid af din laks?” han så helt overrasket ud, hvilket jeg godt forstod, for jeg havde dårligt talt med ham her hen. Jeg var kommet her af tvang, og vi havde været oppe at skændes en hel del inden, jeg endte med at sætte mig ud i bilen.  
”Ja da, selvfølgelig”. Jeg førte min hånd overbordet, jeg strejfede let glasset med vand i, for at være sikker på dets position i forhold til min arm. Og på tilbage vejen, da jeg trak min arm til mig, gav det et lille bump til glasset, der væltede ned på gulvet med et klask. Det kunne tydeligt høres alle de små glas stykker, der spredte sig rundt om bordet. Jeg kunne også mærke hvordan vandet havde sprøjtet op ad mit ben. I det hele hørte jeg folk komme med gisp, der i blandt Eva. Min far så sig hurtigt omkring, fik øje på servitricen og sagde: ”Frk. kan vi få lidt hjælp her henne”. Hun kom farende ud med en kost, fejebakke og en klud i hænderne.      
”Det må de virkelig undskylde frk. øhhh, jeg tror ikke jeg fik fat I deres navn” sagde min far undskyldende.
”Det gjorde De ikke hr. for jeg sagde det aldrig”. Hvorfor sagde hun ikke hendes navn!           
”Må man spørge hvad navnet er så?”. Jeg kunne se hvordan hun krympede sig over, at skulle blive nød til at sige det. Kom nu med det!       
”…”
”Frøken?”
”… Kimmie” nærmest hviskede hun. Hvorfor havde hun så meget i mod at fortælle hendes navn, jeg forstod det ikke. Det var jo bare et navn.

Resten af aften gik stille og roligt. Vi spiste vores dessert og min far betalte regningen. Af en eller anden grund, havde jeg det halv dårligt, med den måde jeg fandt ud af hvad hun hed på. For da hun sad på alle fire for at rydde op, og var nød til at fortælle hendes navn, for ikke at give et dårligt indtryk på gæsterne, havde jeg det dårligt. Hun så så lille ud, lignede bare en der gerne ville løbe langt væk og gemme sig i et hul, hvor ingen kunne finde hende. Hun havde set så mat ud, så bange, som om det var noget der kunne blive brugt i mod hende. Men jeg forstod det ikke, for det var jo bare et navn. Og hvorfor kunne jeg ikke lade være med at tænke på hende?

Kimmies synsvinkel

Endelig fri efter en lang arbejdsdag. Den kommer på min top 3 over de værste jeg har haft. Nu skulle jeg bare hjem og sove i min dejlige bløde seng.  
Jeg boede ikke så langt fra restauranten. Jeg var hjemme efter ca. 20 minutter på gå ben. Jeg kunne godt lide at gå hjem efter en arbejdsdag. Det var dejligt med lidt frisk luft, efter man havde været der inden, i jeg ved ikke hvor mange timer efterhånden.             
Jeg satte nøglen i drejede forsigtigt, åbnede døren lydløst, vidste enlig ikke hvorfor, der var jo alligevel ikke nogen hjemme. Det var vidst bare en gammel vane jeg havde fået. Der havde nemlig været en gang, hvor min mor altid lå og sov, men det var inden hun var blevet fyret, og havde været nød til at starte med det job, hun havde nu. Gamle vaner dør vel aldrig.                   
Selvom det havde været sådan her i lang tid nu, kunne jeg alligevel ikke undgå at få et lille stik i hjerte af ensomhed, hver gang jeg trådte indenfor i vores lille lejlighed, hvor vi kun lige knapt kunne være, men det var sådan det var for os.         
Jeg smed min skoletaske henne i hjørnet af mit værelse, lagde mig på sengen med et bump. Ville ikke rejse mig for at tage nattøj på, og børste tænder, men jeg vidste godt, at hvis jeg først begyndte at skabe sådan en vane, ville jeg aldrig komme af med den. Jeg satte på op, så jeg lå på albuerne. Skulle lige til at falde ned på ryggen igen, men jeg tog mig sammen, og satte mig op, hvor jeg så klædte om og børstede tænder, og diverse ting og sager.           
Da jeg lå i min senge, kunne jeg ikke holde op med at tænke på James, men jeg havde godt set, at han havde væltet glasset med vilje, for hvad han ikke havde vidst var, at jeg havde holdt øje med ham. Det var nok derfor, jeg ikke kunne lade være med at tænkte på ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...