En Uventet Forelskelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2013
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Kimmie, er en pige, der går i High School. Hendes far har forladt hende og hendes mor. Det har gjort at Kimmies mor, har fået nyt arbejde, og Kimmie selv er begyndt at arbejde, og at deres forhold har ændret sig.
I skolen har Kimmie ikke nogen venner, eller nogen der støtter op for hende, så hvad sker der når James, den populære fyr, en dag hjælper hende, ud af hendes skab, efter at hans venner låser hende inde?

2Likes
3Kommentarer
414Visninger
AA

5. Hvorfor Mig?!

Det var tirsdag i dag. Der var gået 6 dage siden episoden i skolen, hvor jeg havde fået en svømme tur med fiskene. Det havde lykkes mig rimelig godt, at undslippe Victoria, Leo og Josefine, ved at jeg havde haft de store øre ude, og smugkigget hver gang inden jeg rundede et hjørne. Det var ikke en måde, jeg ville kunne forsætte at leve mit High School liv på, men lige nu var det den eneste måde, jeg kunne tænkte på. Jeg var kommet mig over episoden, det eneste jeg kunne, var at håbe at de ikke ville gøre det igen, eller for den sags skyld, finde på noget, der var værre, når de begyndte at kede sig. I de efterfølgende dage var jeg faktisk blevet en smule forkølet, men det havde ikke været så slemt, at jeg kunne blive hjemme fra skole, øv!                  

Jeg hoppede hurtigt i noget tøj og ordnede mig selv. Jeg prøvede gerne at ankomme til skolen 30 minutter før klokken slog 8, bare for en sikkerheds skyld. Det havde resulteret i at jeg de seneste par dage, ikke havde nået at spise morgenmad hjemme, så jeg tog ofte lige en bolle med, som jeg spise, når jeg kom frem. Bare lige for at have lidt i maven, når jeg skulle bruge mine bedste undvigelses evner, jeg havde fået efter, jeg startede på denne her forbandede skole.

Jeg ankom til skolen de 30 minutter før, som jeg havde planlagt, men i stedet for at gå hen mod min klasse, gik jeg direkte mod idrætssalen, hvor pedellen stadig var i gang med at stille stole op. Da jeg kom ind kiggede han mærkeligt på mig og sagde: ”Du er da tidligt på den i dag”. Jeg nikkede bare til ham, satte mig på en stol bagerst, og spise hurtigt min bolle. Mens jeg spiste kunne jeg høre pedellen mumle: ”Ungdommen nu til dags, tilbyder ikke engang, at hjælpe en gammel mand, med at stille de sidste stole op”. Det var da ikke mit job at hjælpe ham! Lige da jeg havde tænkt den tanke, huskede jeg på alle de gange han havde hjulpet mig ud af skabet, og fik det dårligt med mig selv. Taget i betragtning alle de gang, han havde hjulpet mig, og opfyldt mit ønske om ikke at fortælle noget til nogen. Selvom hver gang han havde hjulpet mig ud af skabet, kunne jeg se, at det eneste han ville, var at sige det, så skolen kunne stoppe det, en gang for alle. Men jeg var for stædig til at lade ham sige det, for jeg ønskede ikke andre folks hjælp. Jeg kunne sagtens klare mig selv! Så jeg bestemte mig for at hjælpe ham. Jeg gik hen til stolestablen, og tog 2 af gangen, for mere kunne jeg ikke bære af gangen. Ja jeg ved det godt, jeg er svag, og det irritere mig! Jeg kunne mærke hans venlige øjne på mig, og jeg vidste at det havde været hans mening, at give mig dårlig samvittighed, for han havde lagt mærke til, at jeg var begyndt at komme tidligere, her på det sidste. Vi hilste altid på hinanden med et lille nik, når vi så hinanden om morgen. Han havde taget sig af de flest inden jeg kom, vi var færdige 15 minutter før klokken ringede, og det betød, at om ikke så lang tid, ville folk begynde, at komme vrimlende ind. Jeg skyndte mig tilbage på stolen, og huggede hurtigt min bolle i mig, inden der kom nogen. Da jeg var færdig var pedellen væk.             
Vi talte aldrig sammen, de eneste gange vi have en hel samtale, var når han ønskede at fortælle skolen omkring de begivenheder, hvor jeg ender inden i et skab, men det lykkedes mig altid at tale ham fra det. Hvilket endte ud i, at han vendte ryggen til mig, og gik surmulende væk, lettere fornærmet over, at jeg hver eneste gang, afslog hans oprigtig hjælpende hånd.

Jeg havde lige slugt den sidste bid, da døren gik op, og der kom en flok elever ind, der satte sig, og talte nysgerrigt om hvad morgensamlingen skulle omfatte. På det punkt havde skolen været meget hemmelighedsfuld, hver gang nogen havde spurgt lærerne, havde de fleste lære bare sagt at det skulle være en overraskelse, hvorefter de smilede smørret til en. For at være ærlig forstod jeg ikke hvorfor, de ville være så hemmelighedsfuld omkring det, og jeg kunne ikke lide at side her, for stedet var så åbent, det fik mig til at føle, at jeg var meget blottet for de andre, der var ikke noget sted, hvor jeg kunne gemme mig. Jeg kunne kun håbe på at Victoria, Leo og Josefine først kom som nogen af de sidste, og derved ikke kunne lægge mærke til mig. Krydser fingre for at det sker.
Klokken var nu nogen få minutter i 8, og jeg havde holdt øje med døren, for at se om De kom, og nu kom de. Jeg skyndte mig at vende hovedet, inden De ville se mig, heldigvis var jeg for længst blevet omringet af de andre elever fra skolen, det var nogen af de elever der ikke gad spilde deres tid, på at chikanere mig.        
De gik lige forbi den række jeg sad på, uden så meget at se mig i deres øjnekrog, pyha. Jeg tror rent faktisk at det bliver en af de morgensamlinger, hvor jeg kommer til at slippe godt der fra. Men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, for jeg skal også først fået sneget mig selv ud her fra.

Riiiiing! Der lød klokken, hvilket fortalte at klokken var slået 8, og det var tid til at begynde. Rektoren gik op på den opstillede scene, og hen til mikrofonen. Vores Rektor var en lille mand, der var lettere overvægtig, og var begyndte for nogen få år siden, at miste håret på toppen af hovedet, som han prøvede at skjule med en toupé, hvilket ikke gik særligt godt for ham. Hvis jeg nu skulle være ærlig.          
”God morgen kære elever, hvor er det godt at se jer friske og veludhvilet. Jeg kan se at I alle er fyldte af spænding, og nu er det på tiden at jeg tilfredsstiller jeres tørst, efter at få af vide hvad det er jeg og mine lærere, har holdt hemmeligt for jer i denne tid”. Jeg så rundt for at se om folk passede til hans beskrivelse af os, ingen så særligt veludhvilet ud og de fleste lignede bare nogen, der gerne ville have det overstået, så de kunne komme ud her fra, og slippe for alt det her, der var ingen, der virkede til at interessere sig for, hvad det var de havde hemmeligholdt fra os.
”Ser I mine kære studenter, skolen har indvilliget i et projekt, der går ud på at I skal lære at samarbejde på tværs af klasserne. Jeg ved godt at nogen af jer har mange fag med mange forskellige elever, men vi har gjort det så godt vi kunne. I er alle blevet opdelt i grupper af 3. Grupperne består enten af 2 drenge og 1 pige, eller af 2 piger og 1 dreng, og I kan kun være sammen med nogen fra jeres egen årgang”              
Whaaat?! Det kunne bare ikke passe, at skolen nu ville tvinge mig til at arbejde sammen med nogen. Hvad gør jeg hvis jeg er havnet i en gruppe, med nogen af dem, der for mig låst inden i skabet!
”Men bare rolig Elever der er mere i projektet end bare at I skal arbejde på tværs. I jeres grupper skal I sammen finde en måde, at indsamle penge på der vil blive doneret til et godt formål, nemlig skoler i Afrika. I sidder nok og tænker: Jeg doner bare lige lidt håndøre, fra min egen lomme også kan jeg bare holde fri. Men nej sådan kommer det ikke til at forgå, for I skal skriv en kort synopsis, om hvordan I har samlet penge ind, den skal afleveres om 7 dage, og det er der I skal være færdige med jeres indsamling. Og den gruppe der samler flest penge ind, får selvfølgelig en præmie. Men det er en hemmelighed hvad præmien bliver, for så har vi nemlig stadig lidt spænding, der kan holde jer i gang, og få jer til at arbejde hårdt.       
På væggene som I kan se, er der blevet hængt plakater op, hvor I kan se hvem i skal arbejde sammen med.”

James’ synsvinkel

Hmmm, det lyder som om at skolen for engang skyld bliver sjov. Gad vide hvem jeg ender i gruppe med. Jeg sad næsten lige ved siden af plakaten, der have min årgang, så inden for mange af de andre opdagede det, rejste jeg mig og skyndte at finde mig navn. Ahh der stod jeg, jeg var i gruppe med en pige ved navn Lilly. Hende har jeg aldrig mødt, det skal nok blive interessant, også er jeg i gruppe med… Kimmie. Uhhh ha da da, det skal nok blive sjovt. Jeg kunne mærke at et smil begyndte at sprede sig over mine læber, og en trang til at finde hende så hun kunne få det af vide. Jeg havde helt lyst til at fortælle hende det. Den reaktion hun ville have, når hun fandt ud af det, kunne kun være godt.  
Jeg fandt hurtig en tom stol, som jeg kunne stå på, for at få et bedre overblik, over hele situationen. Det var det sure ved at hun var så lille, det er svært at få øje på hende i så store folkesamlinger, men jeg skal nok finde hende. 
”Åhhh der er du James” lød en velkendt pige stemme fra siden. Jeg kiggede ned, og der fik jeg øje på hende, min gode veninden Victoria, der stod sammen med Leo. Jeg må sige at hvis de en dag vælger at blive et par, så ville det ikke overraske mig, for de ser så godt ud sammen. Leo har jo været min buddy siden vi var helt små. Victoria mødte vi først her i High School, men hun er sku en sød tøs, men ikke lige min smag.            
”Hey guys, hva så, hvem er I i gruppe med?” spurgte jeg dem interesseret.        
”En dreng jeg slet ikke kender, men han er sikkert en nørd eller noget, også Josefine”. Der var en ting, jeg faktisk ikke brød mig særlig meget om, med hensyn til Victoria, den måde hun kunne finde på, at omtale andre mennesker.             
”Og hvad med dig Leo?”   
”Jeg skal være sammen med 2 personer jeg ikke aner hvem er, så det skal nok blive sjovt, at finde dem” han lød ikke just begejstret for det.              
”Hvad med dig James?” spurgt Victoria i en glad tone, med et stort smil på læben,  og et mystisk blik, jeg ikke lige vidste, hvordan jeg skulle tolke.      
”Jeg skal være sammen med to damer, den ene hedder Lilly, og den anden hedder Kimmie” Jeg kunne mærke, da jeg sagde Kimmies navn, kunne jeg ikke lade vær med at smile, mærkeligt. Men da jeg sagde navnet ”Kimmie”, var det som om Victoria mystiske blik, for et øjeblik ændrede sig til lyn. Nej det kunne ikke være rigtigt, det må være noget jeg har blidt mig ind, for de kender jo ikke hinanden, ikk?               
”Nårh Victoria vi må vel også hellere se at finde vores egne grupper. Ses James” sagde Leo mens han high fivede mig, og trak Victoria væk.

Jeg forsatte min søgen efter Kimmie. Jeg så over hovederne på diverse mennesker jeg kendte og ikke kendte. I min søgen efter Kimmie. Jeg så efter hendes lange mørke hår, og ikke særlig stor i højden. Jeg ved godt hun er nem at over se, men jeg havde en hvis selvtillid om, at jeg nok skulle få øje på hende.        
Sekunderne gik og blive til minutter, og der midt i mængde så jeg hende. Hun ventede på at kunne komme til at se på plakaten. Hun kunne jo ikke bare lige se over alle de andre, med den højde hun havde. Det var nu meget nuttet at se på, for hun prøvede at se, ved at stå på tæerne og strække hals, men uden nogen nytte. Jeg besluttede mig for at hjælpe hende, ved at informere hende om, at hun er i gruppe med undertegnede og en eller anden Lilly.           
For hver skridt jeg tog tætter på hende, kunne jeg mærke mit hjerte banke. Hvad skal det betyde dumme hjerte?! Nu var jeg så tæt på, at jeg kunne røre hende. Forsigtigt lagde jeg min hånd på hendes skulder. Det gav et øjeblikkeligt spjæt i hende, og hun skyndte at vende sig om. Da hun fik øje på mig, blive hendes øjne store af overraskelse det var helt tydeligt at se i dem. Åhhh de øjne, hvor er de dejlige.          
”Hej Kimmie, har du brug for lidt hjælp?” Spurgte jeg hende. Hun kiggede hurtigt væk, for at ignorere mig. Som om jeg ville finde mig i det. Jeg lænede mig frem og hviskede i hendes øre: ”Jeg ved hvem du er i gruppe med”. Hun vendte sig hurtigt om og sagde: ”Gider du ikke godt lade hver med det der!”. Jeg ignorerede hende bare og forsatte: ”Du er i gruppe med mig, og en der hedder Lilly”
Hvad?! Er jeg i gruppe med dig?!”       
”Ja det er du, og der er intet du kan gøre ved det” sagde jeg kækt.
”Nej, det kan ikke passe!” 
Vi stod og så hinanden ind i øjne. Hun så efter et tegn om at jeg løg, men det var bare lige det, at det gjorde jeg ikke. Og ja, jeg kunne bare ikke lade vær med at se ind i de dejlige nøddebrune øjne. Med et vendte hun sig om, og begyndte at mase sig i gennem de andre elever, og hen til plakaten.

Kimmies synsvinkel

Nej, nej, NEJ! Det kan bare ikke passe, at jeg skal være i gruppe med ham, hvad har jeg gjort for at fortjene dette?! Ligeglad med alle andre, og om de nu skulle lægge mærke til mig, jeg bliver nød til at se, om det han sagde var sandt eller ej.    
Da jeg endelig, efter noget der virkede som en evighed, havde fået maset mig frem, kunne jeg se det. Det var rigtigt! jeg var i gruppe med James, og en eller anden, der hed Lilly. Jeg stod bare der, i flere sekunder måske minutter, og stirrede på vores navne, det kunne og måtte bare ikke være rigtigt. Det var helt urimeligt, især efter det, der var sket i sidste uge. Det her ville slet ikke pynte på det, det ville faktisk bare sætte mig i en endnu dårligere lys, hos Victoria, Leo og deres slæng. Pis, pis, PIS! Hvorfor lige mig! Jeg er sikker på der er, så mange på skolen, der godt kunne tænke sig at være i gruppe med ham, også skulle de lige vælge mig af alle mennesker.  
Når der var intet at gøre ved det, jeg måtte bare bide det i mig, for hvis jeg spurgte om der var mulighed for at bytte gruppe, ville skolen bare spørge, om der var noget galt med den gruppe jeg var i, og det betød at jeg måtte indrømme, det jeg har været udsat for, hvilket er noget jeg slet ikke har lyst til. Jeg må vel bare bide det i mig, og passe ekstra meget på i den næste tid.  
Siden der ikke var noget at gøre ved situationen, besluttede jeg mig for at gå tilbage til James, så vi kunne lede efter vores 3. medlem i gruppen. Da jeg kom tilbage stod han bare med et smil, så stort at det nærmest fyldte hele hans ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...