En Uventet Forelskelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2013
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Kimmie, er en pige, der går i High School. Hendes far har forladt hende og hendes mor. Det har gjort at Kimmies mor, har fået nyt arbejde, og Kimmie selv er begyndt at arbejde, og at deres forhold har ændret sig.
I skolen har Kimmie ikke nogen venner, eller nogen der støtter op for hende, så hvad sker der når James, den populære fyr, en dag hjælper hende, ud af hendes skab, efter at hans venner låser hende inde?

2Likes
3Kommentarer
421Visninger
AA

3. Gælden Indgives

Det var tidlig næste morgen. Jeg var på vej til skole. Jeg kunne stadig ikke komme mig over, at James havde væltet glasset med vilje, bare for at få mit navn. Det var bare ikke i orden, for da jeg lå på alle fire, for at tørre op, efter hans svineri, havde jeg det af helvede til. Hvordan kan nogen finde på, at gøre sådan noget? Jeg vidste godt at det bare var en lille ting. Problemet var, at nu når han kendte mit navn, vil jeg helt sikkert komme til at betale, for løbe væk den dag, hvor han hjalp mig. Selvom jeg ikke ville indrømme det, så burde jeg nok havde takket ham den dag, men nu var det for sent, til at fortryde sådan noget som det. Der er ingen grund til at lade fortiden plage en. Kimmie, nu skal du ikke bekymre dig mere om det! sagde jeg bestemt til mig selv. Men der var alligevel noget inden bagerst i hoved på mig, der var nervøs, og rystede i bukserne af skræk, for hvad der kunne komme til at ske i dag.

Jeg nærmede mig med tunge skridt skoleporten, den stod hvid åbne. Det var som om den bare ville have mig til at træde ind, hvor den så derefter, kunne lukke sig i med et brag, og aldrig lade mig slippe væk, fra dette helvede af et skole liv, som jeg havde. Lige da jeg passerede porten, kunne jeg se en velkendt skikkelse, der lænede sig op af muren, tro det eller lad vær, men det var James. Med hastige skridt, gik jeg fremad. Jeg håbede inderligt, at han ikke havde set mig. Det var noget af det sidste, jeg havde brug for denne morgen, at blive mindet om, det der var mig i vente i dag.              
Mens jeg gik målrettet frem ad med hastige skridt, lagde jeg mærke til, at James var lige bag mig, eller var det bare noget jeg bildte mig ind, efter hele den episode i går? Jeg havde lyst til at vende mig om, for at se efter, men jeg kunne ikke få mig selv til det. For hvad nu hvis han stod der, eller hvad nu hvis, det bare var noget jeg bildte mig ind? Jeg valgte det sikreste at forsætte frem ad.
Lige inden min hånd rørte dørhåndtaget, kom der en stor hånd bagfra, som tog fat om håndtaget, og åbnede døren. Jeg havde på fornemmelsen af hvem det var, men jeg kunne ikke få mig selv, til at se op for at se efter. Jeg forsatte bare ind gennem døren, som om der ikke havde været en anden, der åbnede den. Bag mig hørte jeg en velkendte stemme, der tilhørte James, som sagde: ”Normalt plejer man at sige tak”. Jeg stivnede, ville han nu til at begynde på det igen, også lige midt i forhallen, hvor alle kunne høre og se det. Det var bare ikke fair af ham! Jeg så mig lettere panisk rundt, uden at bevæge hovedet. Jeg kunne se at folk ikke havde lagt mærke til det endnu, men jeg vidste, at hvis en af os ikke snart gik, uden at sige eller gøre mere, så ville folk begynde at lægge mærke til det, og hviske i krogene. Jeg tog hastige skrid mod det lokale jeg skulle være i. Bag mig kunne jeg høre James råbte ”Hey, Hey, HEY!”. Fuck! Folk begyndte straks at se på James, og den retning han råbte i. Hvis jeg var heldig, kunne jeg nå at komme om på den anden side af hjørnet, inden deres forvirrede blikke nåede mig.

James’ synsvinkel

”Hey, Hey, HEY!” råbte jeg efter hende, hvorfor ville hun ikke stoppe? Helt seriøst, hvad var så lige hendes problem?! Var hun stadig sur over det i går? Nej det kunne hun ikke være, for hun vidste ikke engang, at jeg havde gjort det med vilje. Hvorfor prøvede hun at undgå mig? Jeg ved at hun så mig ved porten, jeg ved også at hun lagde mærke til mig, da jeg åbnede døren, (for helt seriøst, hvordan kunne man undgå at ligge mærke til, at nogen åbnede døren for en, og talt til personen!). Jeg havde nemlig lagt mærke til den måde, hun stivnede på et kort øjeblik. Jeg fatter helt seriøst ikke, hvorfor hun bare skyndte sig væk. Jeg så mig lidt rundt, opdagede at alle så på mig. Fuck, nu fik hun mig også til at ligne en komplet idiot, nårh ja det kan jo også være lige meget. Jeg gik mod min første time. Jeg begyndte at lægge en lille plan i mit hoved, for at vi kunne snakke sammen, for helt ærligt, er det for meget at bed om, at få et lille bitte tak af hende. Hun burde overveje at komme ned fra den høje hest. Men der var alligevel noget ved hende, jeg ikke helt kunne sætte fingeren på…

Kimmies synsvinkel

Jeg trådte ud af klassen, så mig til begge sider, inden jeg begyndte at gå videre. Både for at tjekke at James ikke havde været, så tåbelig også ventet foran min klasse, men også for at tjekke, om Victoria og Leo, skulle være taget på ”udflugt”. Jeg skyndte mig videre til min næste klasse, (som sædvanlig undgik jeg, at komme i nærheden af mit skab). Lige da jeg drejede om hjørnet, stødte jeg ind i en, der fik væltet mig omkuld. Jeg kunne ikke nå at se hvem det var. Jeg skyndte mig bare at sige: ”Undskyld, det er jeg virkelig ked af, er du okay? ”, en stemme, der efterhånden var blevet alt for bekendt for mig svarer: ”Ja, Ja, der skal mere end det, til for at få mig ned med nakken”, hvorfor mig, hvorfor lige mig? Spurgte jeg mig selv, det var James’ stemme. Jeg skyndte mig at dække mit hoved, men det var for sent, han havde opdaget mig… Pis.       
”Nårh så du kan godt finde ud af at sige undskyld, det er da dejligt at vide, at du bare har lidt opdragelse” sagde James med en kæk stemme, og et smil på læben. Jeg hadede når folk lavede hentydninger til min familie, og den måde jeg var blevet opdraget på. Undskyld mig for ikke at have begge mine forældre. Undskyld mig for at min far valgte at skride. Undskyld mig for at min mor tog det eneste job hun kunne, efter at have været på randen, af at gå ned. Undskyld mig for, at siden, jeg var rimelig ung, var nød til at finde ud af, hvordan verden fungerede. Og ikke mindst undskyld mig for at jeg ikke har haft, den fantastiske opvækst som dig! Det var det, jeg havde mest lyst til at sige, nej skrige til ham, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg vidste godt, hvad der ville ske med mig, hvis jeg gjorde noget som det. Jeg vendte mig rundt, kunne mærke vreden var ved at få tårerne til at dukke frem, men jeg havde lovet mig selv, ikke at græde foran dem. Jeg kunne høre, at han skulle til at sige noget, men i samme øjeblik jeg var gået forbi. Hørte jeg Leos stemme bag ham, der sagde: ”Hey dude, hvor har du været? Jeg har ledt efter dig over alt!”

James’ synsvinkel

”Øhhh, hvad?” spurgte jeg lettere forvirret.               
”Dude, seriously, what’s wrong? Du virker lidt langt væk, er du okay?” Det var Leo, der talte til mig. Jeg skyndte mig at smile og sagde: ”Alt er fint, jeg tror bare, jeg er lidt nervøs over kampen på fredag, ikke andet”.     
”Bare rolig, vi skal nok tæve dem, og vi gør det så hårdt, at de kommer til at fortryde at de kom”. Det var sådan Leo var, altid glad, og vidste hvad der skulle siges, i tilfælde af, at jeg var nervøs over noget. Problemet var, at jeg ikke havde fortalt ham sandheden, og det havde jeg ikke havde gjort i meget lang tid. På et sidste var jeg bevidst begyndt at undgå ham, og Victoria, for det var bare ikke det samme, som det havde været. Jeg kunne heller ikke lide, hvordan det var mellem os nu.
Mens Leo trak mig afsted til vores næste time, ævlede han løs omkring fodbold, diverse ting og sager. Jeg hørte ikke rigtigt efter, for det eneste der fyldte i mit hoved, var Kimmie. Jeg kunne stadig ikke glemme, den følelse jeg havde haft i går, da hun var nede på at alle fire, for at tørre op, og hvordan kunne jeg blive så irriteret, over noget så simplet som et Tak. Hvad var der galt med mig?

Jeg sad midt i min engelske time, og spekulerede over, hvad jeg skulle stille op. For af en eller anden grund, kunne jeg ikke lade det simplet usagte tak være. Der var noget i mig, der ikke ville have mig til at stoppe, før jeg havde fået det. Efter denne time, ville jeg straks tage over til hendes klasse, og forlange det tak som hun skyldte mig, om det så skulle tage mig hele dagen, eller hele ugen, så skulle jeg nok sørge for, at jeg fik det.

Kimmies synsvinkel

Jeg havde holdt øje med uret. Jeg ville begynde at pakke sammen, inden klokken ringede, så jeg kunne skynde mig videre til min næste time, uden at støde på Victoria, Leo, eller James for den sags skyld. Jeg havde en eller anden fornemmelse af, at det i morgens, ikke ville være det sidste jeg så til ham. Jeg ville gøre mit bedste for at undgå ham, ligesom jeg plejede at undgå de andre. Nemlig ved ikke at vise mig offentlig, når det kunne undgås. Folk plejede nemlig ikke at finde mine små hemmelige steder, jeg efter hånden var begyndt at gemme mig ved. Lige da klokken ringede, gik der et par sekunder, også begyndte folk så småt at pakke sammen, og det var der jeg styrtede lydløst ud af døren, og videre til min næste klasse. Lige inden jeg rundede hjørnet, så jeg mig selv over skulderen, der kom James små luntende, som om der var noget han skulle nå, med Leo gående efter sig, som en lille hundehvalp. Pyha, der var jeg heldig. Og videre til næste time for mig.

Jeg var næsten henne ved min næste klasse. Det eneste jeg lige skulle, var at runde det næste hjørne, også ville jeg være der, fuldkommen i sikkerhed. Med hastige skrid gik jeg rundt om hjørnet, jeg nåede ikke at se, hvor jeg gik, og jeg kunne ikke nå at stoppen. Jeg stødte lige ind i en person. Det endte med at vi begge ramte gulvet, med numsen først. Inden jeg kunne nå at se hvem det var, og inden jeg kunne nå at undskylde, hørte jeg en forfærdeligt velkendt stemme, der sagde: ”Se dig lige for, altså!”. Der var ingen tvivl, den stemme kunne kun tilhøre en person, og den person var Victoria. Fuck mit liv! Hvad skulle jeg nu gøre? Det eneste der faldt mig ind, var at løbe min vej, men jeg skulle ind til min time, så det kunne jeg ikke. Jeg holdte mit blik fast rette mod gulvet, mens jeg rejste mig op, og sagde med en dyb stemme, i håb om at hun ikke ville se på mig. ”Det må du virkelig undskylde”   
”Ja det må du da lige a lov at sig. Jeg kunne jo risikere at knække en negl eller være komme slemt til skade!”. Utroligt hun kun tænkte på sig selv, tænkt hvis nu jeg var kommet til skade, efter at have stødt ind i hende, men næ nej, det skal hun da slet ikke tænkte på. For hende er der kun hende selv, der er det mig, mig, mig og atter mig. Jeg kunne høre nogen trin komme nærmere, det løb mig koldt ned ad ryggen, jeg begyndte at gå videre, men det skulle jeg ikke have gjort, for i samme øjeblik, kunne jeg i øjenkrogen se Victoria, vende hendes yndige lille hoved mod mig.                
”Hvor tror du lige du skal hen…” hendes stemme døde langsomt ud, da hun opdagede at det var mig. PIS!  
”Nå da da, ser man det, er det ikke den lille gnom vi har her. Tænkt engang, at du bare prøver, at vælte mig omkuld, også bagefter prøver at slippe godt af sted med det”. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg turde ikke se hende i øjne, men jeg ville bare gerne væk. Jeg kunne høre skridtene komme nærmere. Jeg syntes at kunne fornemme James og Leos stemme. Hvorfor skulle jeg altid havne i sådan nogen situationer? Hvorfor skulle jeg altid være så uheldig? Hvorfor mig?      
Og med et, blev jeg bogstavlig talt reddet af klokken, da den ringede til time. Og for enden af gangen kom min lære til syne. Victoria turde ikke sige eller gøre noget, når der var lærer til stede. Selvom jeg vidste det, havde jeg aldrig holdt mig tæt på lærerne, for når de havde en på tomandshånd, ville de altid virke så ”bekymret” over, hvordan det stod til der hjemme, og om alt kunne hænge sammen, efter det man nu havde været udsat for, i så tidlig en alder, det var bare noget være bullshit, de lukkede ud, for at de kunne få det bedre med dem selv. For helt seriøst havde det nogensinde, faldet dem ind at jeg ikke gad snakke med dem om det, for jeg kendte dem ikke særlig godt, de var jo bare mine lærer, de skulle lære mig ting, ikke interesser sig for mit privatliv.             
Men denne gang var jeg glad for at støde på en lære. I sådan en situation, for det var tid til time, så han havde ikke tid, til at begynde at spørge en hel masse, og så havde jeg en god undskyldning at gå fra Victoria, uden at jeg behøvede at sige mere. Da min historie lære kom, skyndte jeg mig ind til timen, og satte mig bagerst i hjørnet, hvor jeg kunne vække mindst opsyn.

Der var 5 mintutter tilbage af timen, og når denne time var gået, var det frokost tid, hvilket betød, at det var den tid, jeg var mest sårbar. Det var den tid, der havde den længste pause, den eneste tid, hvor folk ikke havde travlt med at komme til deres næste klasse. Og i dag behøvede jeg ikke at gå forbi mit skab, hvilket betød at jeg kunne tage direkte hen til mit gennem sted.    
Jeg sad anspændt og holdt øje med klokken, ventede på at de sidste minutter ville gå, så jeg kunne styrte ud af døren, tik tak, klokken nærmede sig, tik tak, nu var den der næsten, tik tak, nu ringede den endelig. Jeg rejste mig op, havde kurs direkte mod døren. Lige i det øjeblik jeg rakte ud efter døren, sagde min historielære: ”Kimmie, inden du går, har jeg lige nogen ting jeg gerne vil drøfte med dig”. Jeg frøs på stedet, og inden i mig selv tænkte jeg: Nej, nej, nej, hvorfor lige i dag, hvorfor kunne det ikke have været for en uge side, hvorfor kunne det ikke vente til at jeg var blevet glemt lidt igen, hvorfor lige i dag?!         
Jeg vente mig om mod ham og sagde nervøst: ”Har jeg gjort noget?”                 
”Nej, nej, Kimmie, det er slet ikke sådan noget, det er bare din sidste opgave, jeg gerne lige vil drøfte med dig”. Hvorfor skal han holde mig hen, for en opgave, også lige i dag af alle dage, men der er intet at gøre, hvis jeg virke for febrilsk, så vil han ikke bare lade mig gå, ved kun at snakke om opgave. Så vil han også begynde at spørge ind til alle min private ting. F.eks. hvordan står det til der hjemme? Hvordan går det med at finde venner? Jeg vente mig om og smilede til ham, som om jeg havde alverdens tid i verden (selvom jeg ikke havde det mindste minut, at spilde på noget så åndsvagt, som dette. Jeg måtte bare krydse finger, og håbe at James havde for travlt med sin frokost, og sine venner).   
”Hvad er det du vil tale med mig om hr.?”                  
”Det er din sidste opgave du afleverede”                    
”Ja, hvad er der med den?”                    
”Du formår ikke at ramme det niveau, du plejer, så, jeg tænkte på om, øh…” Det var nu det kom. Det var nu ham ville spørge mig, om alt der hjemme var i orden, om der var sket noget som jeg ikke havde fortalt. Men helt seriøst, hvad kommer det dem ved, de er jo bare mine lærer, jeg hader den måde de altid tror, at de har retten til at blande sig i mit privatliv, og spørge ind om alt er som det skal være, Ugh!      
”Hvordan går det der hjemme, med dig og din mor?”                     
”Det går helt fint, intet at bekymre sig om” sagde jeg hurtigt, måske lidt for hurtigt. Ups, okay Kimmie slap af, du kan sagtens komme ud her fra, inden der går al for lang tid, bare slap af”.
”Åhh, det var da dejligt at høre”, men det kunne tydeligt ses, på hans skeptiske blik, der ikke brød den øjnekontakt han havde fået med mig, at han ikke troede på det jeg sagde. Men seriøst, havde han så troet, at jeg ville fortælle ham noget, som han ikke allerede vidste. Efterhånden brude lærerne da vide, at jeg ikke sagde noget, og det blev bare mere og mere irriterende, hver gang de syntes, de ville høre, hvordan det stod til efter en time. Det var som om de havde fattet, at jeg ikke gad snakke om det. De gjorde det ikke rigtigt mere, men den kom stadig en gang i mellem, også valgte den lige at komme i dag. Jeg har det værste held til dato lige nu.            
”Men Kimmie, hvis der sker noget, eller hvis du føler et behøv for at snakke om det, så er min dør altid åben”. Ja ja den er god med dig, jeg ved godt, hvad du er ude efter. Du er bare ude efter en god omgang sladder, for det kan folk i sådan en lille by som denne, aldrig få nok af. Det var selvfølgelig ikke hvad jeg valgte at svare, i stedet sagde jeg med en rolig og kontrolleret stemme: ”Mange tak hr. det vil jeg huske på. Må jeg godt gå nu? Det er ligesom frokost, og jeg er blevet lidt sulten”               
”Nårh ja, selvfølgelig, smut du bare afsted med dig, og for resten Kimmie, næste gang forventer jeg en opgave, der er det niveau den plejer okay?”       
”Selvfølgelig” svarede jeg og skylde mig ud af døren, inden han kunne finde på mere at spørge om.

James’ synsvinkel

Jeg stod og ventede foran hendes klasse. Døren gik langsom op, og ud kom hun. Hun så lettere irriteret ud, gad vide hvad de havde talt om. Jeg havde ikke kunne høre noget gennem døren, selvom jeg havde prøvet. Hun gik ud med et stift blik ned i gulvet.                  
”Hej Kimmie” sagde jeg så højt, at jeg var sikker på, hun ville kunne høre det, og ikke kunne ignorere det, som hun havde gjort før. Hun vendte sig om, så mig direkte ind i øjne. Hendes øjne blev store, hun havde et blik i dem, der mindede om en lille skræmt mus, der bare gerne ville væk, og hen i sikkerhed. Men hey, jeg havde da ikke gjort noget, i hvert fald ikke endnu. Det eneste jeg gerne ville have, var et enkelt lille tak. Hun stod bare, og så på mig med de store øjne, uden så meget som at rynke på næsen. I et kort øjeblik, var det som om mit hjerte hoppede et slag eller 2 over, da hun så på mig, med de øjne. Tag dig sammen James, husk nu hvorfor du ventede, så du kunne få dit tak.     
”Hej du skylder mig stadig et tak”. Hun skulle til at sige noget, men så kom en tøven over hende, og hun vente sig om og løb væk. Jeg skyndte mig at løbe efter hende. Troede hun helt seriøst, hun kunne løbe fra mig. Jeg var jo på skolens football team, og jeg var en af de bedste. Men det kunne være sjovt at se, hvor hun ville løbe hen. Jeg satte tempoet ned, så jeg kunne følge efter hende, og så hun havde fornemmelsen af, at hun var ved at ryste mig af. Men i virkeligheden på dette punkt, snoede jeg hende om min lillefinger. Hehe.

Kimmies synsvinkel

Det virkede mærkeligt, for hver gang jeg rundede et hjørne, var jeg sikker på, jeg havde rystet ham af. Jeg begyndt hver gang, ligeså stille at sænke tempoet, hvorefter han bare dukkede op igen. Jeg var snart ved at være henne, ved en af de kroge på skolen, som ingen andre brugte. Det var lige under sæderne til football banerne, det var sjælendt, at der var nogen her. Pis, jeg ville ikke have, at han fulgte efter mig hele vejen der ned. Jeg vidste ikke, hvor jeg ellers skulle løbe hen, så jeg forsatte fremad, og blev ved med at dreje om hjørner, denne gang uden at sænk tempoet, i håb om at jeg kunne miste ham, og få lidt fred.

Jeg rundede det sidste hjørne, og var inden bag sæderne til football banerne. Jeg så mig forpustet over skulderne, med svenden let løbende ned over min pande, der løb videre ned i øjne på mig. Svenden gjorde det svært for mig, at se helt klart. Gennem de lette sved dråber, kunne jeg fornemme en stor skikkelse, og på hovedet kunne jeg se det lyse brune hår, der var blevet pjusket efter en løbe tur. Jeg vidste godt hvem det var. Det var James, det var der ingen tvivl om, selvom jeg kun lige kunne ane, at det var ham gennem sveddråberne. Der var ikke mere, jeg kunne gøre nu, han havde fuldt efter mig hele vejen her til.           
”Hey Kimmie!”. Hvad har han gang i! Kan han slet ikke se mellem rillerne på sæderne, og se at der sidder folk, de kan jo høre ham! Fuck, hvordan jeg lukket munden på ham?          
”Har du tid til at snakke nu?” spurgte James, med en lige så høj stemme som før. Det kunne ses mellem rillerne, at de få folk, der sad der, undrede sig over, hvor stemme kom fra. Det kunne tydeligt ses på den måde, de begyndte at rykke sig forvirret rundt på.                     
Jeg skyndte mig hen til James, stående på mine tåspidser, så jeg kunne nå hans mund. Jeg lage min hånd om munden på ham, for at han skulle holde sin kæft lukket. Jeg viskede i øret på ham: ”Hør her James, vi kan godt snakke, men så skal du holde din stemme nede,de ikke høre dig” sagde jeg, med hovedet nikkende mod folkene på sæderne. Han så noget overrasket ud, over den måde jeg håndterede det på, men jeg var så træt, min lunte havde nået bomben.
”Okay, okay Kimmie, jeg skal nok hviske” sagde han med en selvsikker stemme, og jeg måtte overgive mig, og tage de konsekvenser, han havde til mig. Jeg så på han, ventede på at han skulle begynde at sige noget, men det gjorde han ikke. Hvorfor talte han ikke, det var ham, der gerne ville tale. Så sig da noget kammerat!          
”…” stilhed, kunne jeg godt være bekendt at vende rygge til nu og gå?                
”Du skylder mig et tak Kimmie”. Hvad? Jeg stod længe og så på ham, vidste ikke helt hvad han mente. Hvorfor skulle jeg give ham et tak? For at han havde fulgt efter mig hele dagen? For at folk der normalt ikke lage mærke til mig, havde lagt mærke til mig? Det kan godt være, at han lukkede mig ud af skabet, men det havde været hans venner, der havde anbragt mig der, og det havde været ham, der havde spildt vand på gulvet i går aftens. Han troede nok ikke, at jeg havde set det, men det havde jeg. Jeg havde godt lagt mærke til, hvordan han lige så stille og roligt havde væltet glasset, for jeg havde holdt øje med ham. Tekniske set så skyldte han faktisk mig en undskyldning, nu når jeg tænkte videre over det.        
”Ved du hvad James, jeg skylder ikke dig noget tak, det er faktisk dig, der skylder mig en undskyldning”. Han så noget overrasket ud. Jeg vidste ikke hvor jeg fik al denne kampenergi fra, for normalt ville jeg bare have sagt tak, i håb om, at han så ville lade det ligge, for han var jo en af deres venner, men det føltes bare anderlede med James. Med ham føltes det som om, at man kunne tillade sig at gå lidt i mod, det føltes lidt som om, han ikke var som dem. Vent! Hvad? Kimmie, hvad er det du tænker, stop dig selv, hurtigt! Husk nu han er jo deres ven, ikke din, og husk nu, hvad hans venner har gjort ved dig, lige siden din far stak af!            
James stod længe og så tænksom ud, efter nogen sekunders stilhed, smilede han og sagde ”Okay, jeg kan give dig en undskyldning, men så må du først takke mig”. Jeg havde ikke lyst til at takke ham, men hvis det betød at jeg kunne få en undskyldning, så var jeg meget fristet til det. Også mindst fordi, det var for sent, for mig nu til at bakke ud, i håb om at han så ville glemme det hele, og glemme mig, så jeg ikke blev chikaneret endnu mere af hans venner. Men alt det kunne være lige meget, jeg ville nemlig have den undskyldning, og det var for sent nu til at bakke ud, og jeg havde heller ikke lyst til at bakke ud. Så jeg sagde halvhjertet: ”Tak”. Han så meget skepsis ud. Han lignede en, der ikke var til freds med det ”tak” jeg nu engang havde givet ham. Jeg kunne godt forstå det. Hvis han gav mig sådan en undskyldningen, ville jeg heller ikke være tilfreds, men jeg kunne bare ikke få mig selv til, at give han et oprigtigt tak, det virkede bare forkert for mig. Der var meget jeg kunne tvinge mig selv til, som at arbejde, og smile så folk troede det var ægte, virke ikke al for afvisende overfor lærerne, og sød og åben over for kunderne. Men dette var bare ikke noget, jeg kunne få mig selv til, for et tak var noget, der ikke var bekendt for mig. Jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst, havde kunnet give et oprigtigt tak til nogen, eller sidst hvor jeg havde prøvet at give et falsk et, der skulle virke oprigtigt.    
”Jeg synes ikke at dit tak, virkede særligt ægte. Prøv igen, også skal du nok få din undskyldning, hvis jeg altså er tilfreds” sagde han, med et drilsk blik i øjne. Jeg bed tænderne hårdt sammen, knyttede nævnerne, talte til ti inden i hovedet, for at kunne slappe helt af. Derefter sagde jeg så oprigtigt jeg kunne: ”Tak”, mens  jeg så ham direkte ind i øjne, som om jeg mente det.         
”Det var bedre, men jeg er nød til at vide, hvad du takker mig for, det har været såååå længe under vejs, at jeg ligesom har glemt det lidt”. Jeg stirre stift på James i nogen minutter, før jeg tog mig sammen, og sagde med sammenbidte tænder: ”For at du hjalp mig ud af skabet”                
”Åhhh, det er der ingen grund til at sige tak for”, sagde han med et glimt i øjet. Hvor flabet kunne man lige være, seriøst!         
”Nu er det din tur!” sagde jeg bestemt. 
”Nårh ja, det er jo også rigtigt. Undskyld, for noget jeg ikke ved, hvad er. Hvad er det for resten jeg undskylder for?” spurgte han kækt.           
”Det behøver du ikke vide”. Jeg havde ikke lyst til at fortælle ham det. Jeg var bange for, at hvis jeg sagde, det var pga. tallerken og den måde som hans venner behandlede mig på, så ville det bare blive endnu værre for mig, og det ønskede jeg ikke.        
Ding dong, lød klokken, vi havde brugt hele pausen på denne samtale. Øv. Jeg begyndte at løbe mod skolen, for banen lå et godt stykke derfra, og jeg hadede at komme for sent, for det betød bare at alle så på en, når man kom gående ind. Og oveni det var der næsten også altid kun plads på forreste række. Så jeg løb og løb et godt stykke, uden at opdage, hvem der fulgte efter mig, og at der stadig var mennesker fra pause, der ligesom mig selv, var sent på den, der så mig komme løbende med James i hælene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...