En Uventet Forelskelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2013
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Kimmie, er en pige, der går i High School. Hendes far har forladt hende og hendes mor. Det har gjort at Kimmies mor, har fået nyt arbejde, og Kimmie selv er begyndt at arbejde, og at deres forhold har ændret sig.
I skolen har Kimmie ikke nogen venner, eller nogen der støtter op for hende, så hvad sker der når James, den populære fyr, en dag hjælper hende, ud af hendes skab, efter at hans venner låser hende inde?

2Likes
3Kommentarer
416Visninger
AA

1. Et Nyt Møde

BIIB BIIB BIIB. Søvndrukket langede jeg ud efter det forhadte vækkeur. Mandag morgen var den værste dag i hele uge, og ikke kun, fordi det var starten på en uge med skolen, men også fordi søndag aften, var en arbejdsdag for mig, der startede klokken 3, og varede til lidt over midnat. Jeg arbejder på en af de lidt finere restauranter som tjener. Jeg arbejder hver tirsdag og torsdag, fra jeg har fået fri i skolen til 22, og om søndagen er det fra 17-22, og hver anden lørdag, er ligesom søndagen.

Jeg trykkede på snooze-knappen. Jeg er et af de mennesker, der ikke kan lade vær med at bruge den, og det er gerne mere end en gang. Den er der jo for at blive brugt, hvis du spørg mig.
Jeg trak søvnigt mine ben ud over sengekanten, så mig rundt i mit lille værelse efter noget tøj. Værelset kunne kun lige rumme en enmandsseng, skab og et bord med en tilhørende blå stol. Mit blik landede på stolen, hvor en henslængt hvid top lå, med tilhørende bordeaux sorte shorts. Jeg trak søvnigt tøjet på. Var ligeglad med, hvis jeg kom for sent i skole om mandagen, for jeg hadede mandag. Jeg gik ud i køkkenet for at tage en skål yoghurt med mysli. Min mor mente at det var ved at blive en for dyr vane, men jeg var ligeglad. For hvis hun ikke købte det, ville jeg selv gøre det. Min mor arbejde om aften og natten, så når jeg kom hjem fra arbejde, ville hun allerede være på arbejde, hun arbejdede på en bar, og var kendt som byens ”skøge”. Det er en af de mange ulemper, der er ved at bo i en lille forstads by i USA, for alle kender alle, og der er altid nogen, der ikke kan holder deres tanker for sig selv. Det irriterede mig så vanvigtigt, at de ikke kunne holde næsen for dem selv.
Det var kun de dage, hvor jeg ikke arbejdede, jeg nåede at se hende lidt. Nogen gange når hun ikke var hjemme, kunne jeg godt savne hende, og føle mig ensom. For selvom det var en lille lejlighed vi boede i, kunne den føles så utrolig stor og forladt, når man var helt alene om natten. Jeg havde heller ikke nogen venner, der kunne hjælpe mig med ikke at føle sådan her. Jeg var nok det man ville kalde for en ”loner”. Jeg gik alene, talte ikke med nogen, prøvede bare at passe mig selv, så godt jeg kunne.
Jeg spiste ikke inde i stue, for der sov min mor, og jeg ville ikke vække hende, når hun sov så fredfyldt. Jeg spise altid inde på mit værelse, mens jeg ordnede mit lange mørkebrune hår, der gik til min talje. Det passede godt sammen med mine nøddebrune øjne. Jeg var heller ikke særlig høj, jeg lå på lige omkring de 157 cm, med en vægt på 45 kg.

Jeg boede ikke særligt langt fra skolen. Selvom jeg havde prøvet at bilde mig selv ind i morges, at det ville være lige meget, hvis jeg kom for sent, vidste jeg med mig selv, hvor meget jeg hadede at komme for sent. Det havde så resulteret i at jeg havde løbet hele veje, for at kunne nå det. Gudskelov havde jeg ikke mødt nogen jeg kendte på vej til skole.
Det var ikke en særlig stor High School, den havde lidt over 300 elever, der var ca. 3 klasser på en årgang.
Jeg gik ned ad gangene, i frygt for hvem jeg ville støde på, inden min første klasse. Jeg var næsten hele vejen henne ved lokalet da jeg så hende komme gående om hjørnet. Det var Victoria, hun havde blondt hår, der gik til midt på brystet og blå øjne, som var kolde når de så på mig, hvor jeg hadede og frygtede hende.
Jeg prøvede at gemme mig bag en søjle, men det var for sent, hun havde set mig. Hende smil blev ændret til et, der udstrålede at hun var den overlegende af os to, og alle andre. Jeg krympede mig ved tanken om det, for det passede. For Victoria og en af hendes bedste venner Leo, og resten af deres venner fra cheerleading og Football, var jeg bare et stykke legetøj, de kunne lege med. Jeg hadede det, og jeg hadede mig selv for ikke at have modet, til at kunne stoppe det. Jeg hadede det.
Victoria kom gående mod mig, med sin højeranke ryg, og øjne der fortalte mig, at jeg skulle blive hvor jeg var. Det gjorde jeg, for andet turde jeg ikke, selvom hun var helt alene. Hun lænede sig ned til mit øre og hviskede ubehageligt til mig:
”Vi ses senere, nørd”, hvorpå hun gik videre. Jeg gøs over det hele. Løb det sidste lille stykke til klasselokalet, satte mig på en plads bagerst. Jeg vidste enlig ikke hvorfor hun kaldte mig for nørd, for jeg var kun lige på det gennemsnitlige, men det vidste hun og de andre af slænget selvfølgelig ikke. Jeg havde historie og læren kom ind og begyndte at fortælle om 2. verdenskrig.
Tiden gik… uheldigvis. Jeg frygtede altid for det der kunne vente mig, når en time var omme. Jeg frygtede for hvem jeg ville møde. Jeg var en af dem, der bedst kunne lide når vi havde time, forså, var der ingen der kunne gøre mig noget. Det var de tidspunkter jeg var mest tryg, og følte mig bedst tilpas, det var i timerne. Der kunne jeg virkelig gøre mig selv usynlig for alle, selv engang lærerne, det havde sine fordele, at være så lille som jeg.
Klokken ringede alt for tidligt. Langsomt begyndte jeg at pakke mine ting sammen, brugte al den tid, på det som jeg kunne mønster, uden at det ville virke unaturligt. For noget af det sidste jeg ville havde, der skulle ske, var at lærerne eller nogen andre, der ikke vidste det i forvejen, skulle få noget af vide, om det jeg blev udsat for i skolen. Jeg så mig forsigtigt rundt, der var sikker passage. Jeg skyndte mig af sted til min næste time, med min tunge taske på ryggen. Jeg prøvede så vidt muligt ikke at bruge mit skab, hvilket betød at jeg måtte slæbe rundt på alle mine bøger, som jeg skulle bruge, både dem til timerne, men også dem jeg havde lektier for i til dagen efter. Dem lavede så mange af, jeg nu kunne nå, i min pause på arbejdet.
Min næste time var matematik, det var et fag jeg ikke havde så meget i mod som mange andre. For en gangs skyld nåede jeg ind i en klasse, uden at støde på dem jeg frygtede. Jeg sank tungt ned på sædet, igen bagerst i lokalet, det var her jeg hørte hjemme.

Klokken ringede, det var frokost. Hvor jeg hadede frokost, det var der det plejede at gå galt, for jeg skulle igennem kantinen og mit skab, for at komme til min næste time. Jeg gjorde mig så lille som muligt, hvilket ikke var meget mere end hvad jeg allerede var. Jeg gjorde mit bedste for at gemme mig bag diverse folk, der gik den vej jeg også skulle, i håb om at jeg ikke ville blive set af Victoria, Leo, og deres tilhørende slæng. Det gik meget godt, jeg havde passeret kantinen, og var nu på vej forbi mit skab, men så kom det jeg frygtede. En højrøvet stemme bag mig som sagde: ”Jamen se hvem vi har her”, der var ingen tvivl, det var Leo, han havde brune øjne, med kort stort hår, der passede til øjne. Han var omkring de 180 og selvfølgelig var han en del af skolens Football hold. Man kunne godt sige at det var Victoria og Leo, der styrede skole. Jeg frøs på stedet, vidste hvad der ville komme. Først ville de snakke hånligt til mig. Derefter ville de langsomt rykke tættere og tættere på, så de var sikre på jeg ikke løb min vej, hvilket ikke ville gøre nogen forskel, for han kunne let fange mig. Leo var nemlig runner på skolen Football hold. Og jeg vidste, at hvis jeg løb, ville det hele bare blive meget værre, end hvad det allerede var, hvilket det nogen gange kunne være svært at forestille sig, det kunne blive.
”Der har vi jo vores lille kammerat”, jeg brød mig ikke om den måde Victoria sagde lille kammerat på, hun gjorde tit grin med min højde. Undskyld mig, men jeg har ikke selv valgt den, jeg ville da gerne have været 10 cm højere.
”Hey ved du hvad Victoria, jeg tror der kunne få vores lille ven her til at vokse?” sagde Leo
”Nej hvad?” svarer hun med et smørret grin.
”En tur i hendes skab” sagde han nedladende
Åhhh nej, Åhhh nej, nu kom det! Jeg hadede det. Leo greb om min arm, og af ren refleks begyndte jeg at gøre modstand, med arme og ben, og alt hvad jeg havde, men det hjalp mig ikke. Han var for stor og stærk. Victoria havde åbnet mit skab, jeg vidste ikke hvordan hun gjorde det, hver eneste gang kendte hun min kode, uanset hvor meget jeg ændrede den, og uanset hvad jeg ændrede den til. Rundt omkring os, havde deres slæng samlet sig, og de forbipasserende var stoppet, for at se på. Ja alle vidste hvad der skulle ske, og ingen ville blande sig, af frygt for det så ville være dem næste gang. Jeg kom tættere og tættere på skabet, der nu stod hvid åbent. Før jeg vidste af det, var jeg havnet inde i mit skab, der blev lukket med et kæmpe smæld. Der kom kun 3 små lysstråler ind for oven. Jeg kunne høre dem gå grinende væk. Der var ingen elever, eller lærer på gangene, de var alle til time, efter smældet fra skabet. Ingen i min klasse ville undre sig over hvor jeg var, for de vidste alle sammen godt, hvad der var sket, når jeg ikke dukkede op til timen. Jeg hadede det her, nu var der ikke andet for end at vente. Det er da altid noget at jeg ikke har klaustrofobi, tænkte jeg til mig selv.

Tiden gik, jeg ventede på at pedellen ville komme. Han plejede gerne at gå en tur op og ned ad gangene efter spisepausen. Han plejede altid at lukke mig ud, mere ville han ikke blande sig i det, og det var jeg taknemlig for, for jeg ville ikke gøre min mor ked af det, hvis nu skolen kunne finde på at indkalde til en samtale, eller noget lignende.
Jeg kunne heller ikke bare lige flytte til en anden skole, for vi boede jo ude i en provins, hvor det var den eneste der lå. Victorias far var borgmesteren, så ingen turde blande sig i hvad hun lavede, og Leo var en af hendes barndomsvenner.
Jeg ventede og ventede, men uanset hvor lang tid jeg ventede, virkede det ikke som om at pedellen kom. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Lidt efter lidt begyndte jeg at gå mere og mere i panik, for jeg vidste at ingen af de andre elever, ville kunne finde på at hjælpe mig, ikke engang i deres vildeste fantasier, af frygt for hvad Victoria og Leo kunne finde på, hvis de fik mistanke til, at jeg havde fået en ven. Og lad os bare indse det, ingen ville sætte deres afslappede High School liv på spil, for at hjælpe en, de aldrig havde talt med før, også endda hende ”loneren”. Jeg forstod dem udmærket, for jeg tror heller ikke, det ville være noget jeg selv ville have gjort, hvis jeg havde været i deres situation. Og hvis en lære gik forbi, blev jeg mussestille, de måtte ikke opdage det.
En blanding af frustration og panik gjorde, at jeg slog så hårdt mod indersiden af skabet, som jeg kunne, vel vidende at ingen ville kunne høre det… Eller det var hvad jeg troede. En drengestemme afbrød mig i mine slag mod skabet, der sagde med en forskrækket stemme: ”Er der nogen inde i skabet?”. Utroligt, der var rent faktisk nogen derude, jeg skyndte mig desperat at sige: ”JA! Jeg er her inde!”
”Hva laver du inden i skabet?”. Vidste han ikke hvem jeg var, dette kunne være min chance for at komme ud. Jeg kunne ikke fortælle sandheden, så jeg løg: ”Jeg faldt ind i skabet, hvorefter det gik i af sig selv”
”Utroligt du kan være der inde” sagde han fascineret.
”Vil du ikke være sød at lukke mig ud?” spurgte jeg lettere utålmodigt, eftersom han ikke allerede havde bragt det på bane, gjorde jeg det selv, for jeg var ved at få en anelse af klaustrofobi, troede jeg.
”Hmmm, det skal jeg nok, men hvad for jeg ud af det?” spurgte han udspekuleret. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svarer, hvad kunne jeg svare?
”Du er utrolig stille derinde” han afventede et svar, men jeg havde ikke noget til ham.
”Jeg joker med dig, det er meningen at du skal grine” GRINE! Tror han det her er sjovt.
”Lad os se hvad du synes om at blive joke’et med, mens du sidder inde i et skab, og ikke kan bevæge dig, eller komme ud!” sagde jeg hårdt.
”Du glemmer noget” sagde han roligt.
”HVAD?!” nærmet skreg jeg, hvor ville jeg bare gerne ud, og det skulle være NU!
”At du ikke har givet mig koden”. Hvor var jeg dum. Jeg mumlede stille undskyld og sagde så: ”4,7,5,7”. Jeg kunne høre klikkende fra låsen, der blev låst op, og op til skabsdør. Jeg skyndte mig ud, så hen på drengen. Han havde smaragd grønne øjne, kort lysebrunt hår, og var omkring 185 cm høj, og yderest veltrænet. Ved første øjekast vidste jeg ikke hvem det var, men så slog noget ned i mig. Åhhh nej, Åhhh nej, det var derfor han havde modet til at lukke mig ud, han var deres ven. Det var James, han var anføre på skolen Football hold. Jeg brude havde vidst, at det ikke bare havde været en tilfældig person, for han var ikke bare deres ven, men en af deres bedste venner. FUCK!
”Normalt plejer man at sige tak, efter man har fået hjælp” sagde han med et smil. Jeg svarede ikke, vidste ikke hvad jeg skulle gøre, han forsatte i en drillende tone: ”Hvaaa er du blændet af min utrolige veltrænede krop, og fantastiske udseende”. Jeg prøvede at åbne munden, men jeg var bange for, hvad der skulle ske med mig, hvis jeg fornærmede ham, for at var jo en af deres venner. Jeg tvang mig selv til at smile anstrengt, og grinede falsk ”Hæhæ” af hans joke, for det havde været en joke det sidste han havde sagt. Ikke?! Inden jeg ville få mig selv rodet ind i for mange problemer med ham, valgte jeg at dreje om på hælene, og skynde mig langt væk fra denne akavede situation, uanset hvor dumt det ville være af mig, men det var det eneste jeg kunne komme på. Efter mig kunne jeg høre han råbet: ”Hey hvorfor løber du? Jeg drillede dig bare. Hey kom tilbage og sig tak!”. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...