En Uventet Forelskelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2013
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Kimmie, er en pige, der går i High School. Hendes far har forladt hende og hendes mor. Det har gjort at Kimmies mor, har fået nyt arbejde, og Kimmie selv er begyndt at arbejde, og at deres forhold har ændret sig.
I skolen har Kimmie ikke nogen venner, eller nogen der støtter op for hende, så hvad sker der når James, den populære fyr, en dag hjælper hende, ud af hendes skab, efter at hans venner låser hende inde?

2Likes
3Kommentarer
440Visninger
AA

4. En Ny Omgang

James’ synsvinkel

Hvad gik det lige ud på? Kunne jeg ikke lade vær med at spørge mig selv. Hvad var det for noget med en undskyldning, som hun blev ved med at tale om? Pyt. Det er også lige meget jeg fik endeligt mit tak, og det var det vigtigste. Hun var da meget sjov, på en eller anden mærkelig måde. Den måde hun altid virkede så bange, og prøvede at stikke af på, men så når hun kom i et hjørne som en lille mus, kunne hun godt bide fra sig. Jeg må indrømme, at jeg blev noget overrasket da hun gik helt tæt på mig, for at ligge hendes hånd på min mund. Thump thump hvad var det? Jeg så mig lettere forvirret omkring, kunne ikke rigtigt gennemskue, hvor den hjertebanken kom fra… Nok om det, jeg så efter Kimmie, så hende løbe mod skolen. Jeg satte hurtigt i sprint, og fulgte efter hende. Inden længe var jeg allerede nået op på siden af hende, der var jo en grund til at jeg var på skolen football hold. Thump, thump. Der var den hjertebanken igen, vent er det mig den kommer fra? Det er nok bare fordi jeg er begyndt at løbe, så går pulsen jo helt automatisk op, så blodet i kroppen, kan komme hurtigere rundt, andet er det vel ikke…? Men hvad så med før, hvis den også kom fra mig? Hvad skal det så betyde?                   
Jeg var nået helt oppe på side af hende. Jeg kunne se hvordan hendes hår fløj tilbage, når hun løb. Hendes forpustede ansigt så nu også meget sødt ud, med hendes blik målrettet mod døren.
”Hej igen Kimmie” sagde jeg med en drillende tone. Jeg ved ikke hvorfor den drillende tone, men jeg havde bare lyst til at ”lege” lidt med hende, og se hvilke reaktioner hun ville have, hvis man gjorde noget, hun måske ikke syntes så meget om.  
Kimmie havde stift hendes nøddebrune øjne rettet mod døren, hendes ansigtsudtryk sagde at hun ville fuldstændig ignorere mig, så jeg valgte at tage det som en udfordring, at hun skal vende hovedet og se på mig, inden hun nåede gennem døren til hendes næste klasse.
”Åhhh, vil du nu ikke se på mig?”. Stadig ingen reaktion fra hende, og vi var ved at nærme os døren, ind til skolen.          
”Åhhh, Kimmie, Kimmie, Kimmie, se nu på mig, vel du ikke nok, så er du bare den bedste” sagde jeg i et drillende og måske noget, der godt kunne opfattes lidt nedladende, ups… Det var ikke helt meningen. Jeg så forventningsfuldt på hende, men igen ingen reaktion, hun var bare kold som is. Hmm måske det kan få hende til at reagere.                    
”Før havde du da travlt, med at have dit kønne lille ansigt helt oppe i mit, og røre ved mig” sagde jeg kækt. Det virker! Det gav et lille spjæt i hende. Jeg kunne lige ane i hendes øjn krog, at hun kiggede kort på mig, da jeg sagde kønne, og røre. Jeg kunne virkelig se, at hun kæmpede en indre kamp, med ikke at se yderligere på mig. Jeg må sige at hun virkelig gjorde det godt, med at ignorere mig, men det skal jeg nok få lavet om på. Hehe.           
Vi stoppede ved døren ind til skolen, vi greb begge efter dørhåndtaget på samme tid, og vores hænder mødtes. I et sekund virkede det som om alt stod stille, jeg kunne høre mit hjerte: Thump, Thump. Igen med det, hvad var det helt seriøst?!         
Kimmie tog hurtigt sin hånd til sig igen, og ventede på at jeg skulle åbne døren, men jeg stod bare og undrede mig over mit hjerte banke.                     
Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, men det der fik mig ud af min tankestrøm omkring mit irriterende hjerte, der var begyndt at opføre sig anderledes, helt uden videre, var Kimmie der sagde: ”Har du ikke tænkt dig at åbne, nu når du holder på håndtaget?”. Jeg rystede kort på hovedet, og åbnede døren. Hun skyndte sig ind og videre til hendes næste time, gad vide hvad den hjertebanken skulle betyde?

Kimmies synsvinkel

Pyha, godt jeg endelig kom væk fra ham. Jeg håber bare ikke der var nogen, der så os, for det kunne virkelig betyde døden for mig på denne skole. Krydser fingre for at ingen så os. Når jeg må hellere se at komme af sted til timen, håber bare ikke at alle pladserne helt nede bagerst, er blevet taget.
Jeg stod uden foran dør, lyttede til den for at høre om læren allerede var kommet. Der var den sædvanlige larm og støj. Jeg åbnede forsigtigt døren og prøvede at snige mig ind og helt ned bagerst, så ingen lage mærke til mig. Det gik ikke så godt, for jeg var ikke nået mere end blot 2 skridt ind, inden en pige ved navn Josefine, højt sagde: ”Når hvem har vi her”. Jeg blev så overrasket over at hun overhovedet havde lagt mærke til mig. Det gav et lille hop i mig, og jeg vente mig forvirret om mod den lille, lettere chubby pige, med page hår, der var brunt, med en enkelt lyserød stribe i, der gik i goth tøj. Jeg har faktisk aldrig talt med hende før, og hun har aldrig talt til mig, men på det seneste, havde jeg godt lagt mærke til, at hun var begyndt at prøve at komme ind i den seje gruppe, der selvfølgelig bestod af Victoria, Leo, James og deres slæng.
”Det er jo den lille dværg” sagde en af drengede som Josefine talte med. Jeg så ned i gulvet og prøvede at ignorere dem, for jeg havde flere end nok, til at chikanere mig med min højde. Jeg gik hurtigt hen til en plads bagerst i klassen, og satte mig. Jeg så ikke op, holdt blikket stift rettet mod bordet, der var lige foran mig. Jeg kunne høre Josefines hæle mod gulvet da hun gik over mod mig.
Bang! Hun havde hamret sin hånd ned i bordet, det gav et chok i mig, jeg så forskrækket op på hende. Jeg så hendes selvtilfredse smil, og i hendes øjne så jeg et blik, der sagde at hun ikke ville lade mig være i fred, for hun ville ind blandt de ”seje”.                
Josefine skulle lige til at sige nået, men så åbnede døren sig, min matematik lære sagde højlydt: ”Okay folkens, så er det på tiden at finde jeres pladser”. Pyha, det var tæt på.

Hele timen igennem kunne jeg se at hver gang Josefine havde muligheden, sendte hun mig det ubehagelige blik fyldt med selvtilfredshed, som om at jeg på en eller anden måde, var blevet et led i hendes plan for at komme ind, sammen med de ”seje”. Det gav mig kuldegysninger bare at tænke på det. Ugh. Hvis jeg selv skulle sige det, så havde jeg allerede nok mennesker på denne skole, til at gøre mit teenager liv surt.         
Den nye interesse som Josefine havde fået for mig, gjorde at jeg ikke kunne koncentrere mig hele timen igennem, og hver gang hun gav mig et af de blikke gik der en iskold gysen igennem mig, og for mit indre blik, kunne jeg se hvordan hun i fremtiden, ville være en del af dem, der fik mig smidt ind i mit skab, og stå uden for og le højlydt af det, for at fremprovokere sig selv på en god måde over for de såkaldte seje og populære. Jeg måtte bare krydse fingre for at jeg kunne undgå hende, når det endelig lykkedes mig at undgår Victoria, Leo og deres slæng.          
Klokken ringede, jeg kunne mærke hvordan en ubehagelig fornemmelse kom snigende ind på mig. Jeg pakkede hurtigt mine ting sammen, og skyndte mig ud af døren, inden nogen kunne nå at stoppe mig.
Jeg havde mit blik fast rettet mod døren, der gik ud til Det grønne areal, det bestod af høje træer, blomster bede, og en lille sø med en bænk. Det gode ved dette sted, var at der var mange små kroge man kunne gemme sig i. Mit personlige sted var ved egetræet, det befandt sig i det vestlige hjørne, om givet af et blomster med, hvor nogen høje buske, var placeret lige inden blomsterne, hvorved de kunne gemme en. Det var et sted hvor jeg bare kunne side helt stille, og være mig selv, det var min helt egen lille oase. Men der var selvfølgelig andre end mig der kendte stedet, det var som real par, der ville have en romantisk frokost, de satte sig typisk i en pavillon, eller ved søen, der endda havde levende fisk, og åkander.              
Jeg mærkede en lettelse da min hånd nåede dørhåndtaget, bare tanken om allerede at være så tæt på det dejlige fredelig sted, hvor jeg bare kunne være mig, kunne få mig til at slappe af. Jeg åbnede døren, hurtigt og lydløst, og sneg mig ud, med kursen direkte mod min helt egen lille oase.  Jeg smed min taske fra mig, det gav et lille bump. Jeg lænede mig op af træet, og gled langsomt ned af det. Hmmm.               
Jeg sad lidt med lukkede øjne, og nød den ro det gav mig at føle, at jeg havde et trygt sted på skolen, inden jeg fandt min mad frem, og begyndte at spise. Jeg var færdig efter blot 10 minutter, det eneste jeg havde med var 3 stykker brød med spegepølse. Jeg lænede mig tilbage mod egetræet, satte min telefon til at bippe om 20 minutter, for det kunne godt ske at jeg faldt i søvn, sådan er det når man arbejder så hårdt som jeg gør.              
Det var helt fantastisk, bare at ligge under egetræet, nyde solens stråler på ens hud, mens fulgene kvidrede. Jeg var lige ved at falde helt ind i en lille lur mens jeg sad lænet om at egetræet. I det fjerne hørte jeg en kvist knække, det gav et hurtigt sus i maven på mig, men jeg skyndte at få mig selv til at slappe af, ved at fortælle mig selv at det nok bare var et kærestepar, der ledte efter et roligt sted, hvor de kunne være for sig selv. Jeg slappede atter af i kroppen, og var så tæt på at falde helt ind i drømmeland, da noget blokerede solen. Langsomt åbnede jeg mine øjne, vidste ikke hvilket syn jeg ville se, men jeg havde en dårlig fornemmelse af, hvad mine øjne ville møde.
Det var bare løgn, det var Josefine. FUCK!. Alle mine instinkter fortalte mig at jeg bare skulle skynde mig væk, før hun kunne nå at få fat på mig, men jeg kunne slet ikke bevæge mig, jeg var som fanget i min egen krop, der var intet jeg kunne gøre, end at se op på hende, se hendes selvtilfredse smil, og hvordan hende øjne strålede af glæde over det, hun havde i tankerne som hun kunne gøre ved mig. FUCK, hvor ville jeg bare gerne væk, og det var lige nu. Men der var intet jeg kunne gøre, jeg måtte bare se hvad hun havde i tankerne til mig, også kæmpe imod hende, selv oddsene var til hendes fordel, for hun havde taget to drenge med fra football holdet.
”Ser man det, om det ikke er Kimmie der sidder her”, jeg kunne tydeligt høre hvor meget hun nød at side det. Hun forsatte: ”Hej drenge synes i ikke også hun ser ud til at have det utroligt varmt? ” De fik et smørret smil, der fik det til at løbe mig koldt ned af rygge. Med et var jeg trukket op af dem. De to drenge hvad hver især taget hver sin arm, og gik bestemt hen mod søen. Åhhh nej please lad dem ikke smide mig i, please, please, please. Bad jeg for mit indre.                 
”Hey drenge jeg tror jeg har fundet en måde at køle Kimmie af på”, sagde Josefine med en frygtindgydende stemme. Hvis det ikke var fordi de havde så godt et tag i mig, ville jeg have krøllet mig helt sammen i frygt, og håbe at jeg kunne forsvinde i den blå luft.              
”Og hvad er så det?” spurgte den  ene af drengene   
”Vi kunne jo give hende en lille svømmetur sammen med fiskene”
”Det var da en utrolig god idé” svarede den anden dreng. Og med et kunne jeg mærke hvordan de svang mig frem og tilbage, for at give mig ekstra kraft på når jeg ville lande i vandet.        
”Vent lige drenge” sagde Josefine, og de stoppede bragt med at svinge mig. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle føle lige nu eller tænke, ikke andet end, hvad ville der ske nu?       
”Synes I ikke lige at vi skulle spørge Kimmie hvad hun helts vil?”. Inden de kunne nå at svare gik Josefine helt hen til mig, og spurgte: ”Nårh Kimmie kunne du tænke dig en tur i vandet, for lige at blive frisket lidt op til næste time” Det fremgik helt tydeligt af hendes toneleje at det ikke var et spørgsmål, men jeg rystede alligevel på hovedet, i håb om at det kunne få dem til at stoppen. Hun hviskede til mig, så lavt at det kun var mig der kunne høre det: ”Du er min billet ind i den seje gruppe, og det er en billet jeg har tænkt mig at bruge”, hvorefter hun højt og tydeligt henvendte sig til drengene og iskoldt sagde: ”Smid hende i”, så den gruppe, der var havde samlet sig om os kunne høre det, jeg havde ikke lagt mærke til dem før nu. Og med et blev jeg hurtigt svunget tilbage så jeg fik ekstra kraft på, inden jeg ramte vandoverflade, og røg lige ned i vandet. Det gav et stort plask, og jeg kunne se fiskene skyndte sig væk, da jeg nærmede mig dem. Søen var ikke særlig dyb, jeg skyndte mig at få fodfæste, vandet gik mig til skuldrene. Jeg stod der lidt, var helt chokeret over hvad der lige var sket. Jeg havde mest lyst til bare at græde højlydt, men jeg ville under ingen omstændigheder have, at de skulle få den tilfredsstillelse at se mig græde, at se at det de gjorde ved mig, røret mig. Jeg bed mig hårdt i kindrene og stak neglene i min håndfalde, for at fjerne mit fokus et andet sted hen, uden de ville opdage det. I munden kunne jeg smage blod, men jeg var ligeglad, hvis det kunne forhindre mig i at græde foran dem, så var det det hele værd.
Josefine og de 2 drenge grinede højlydt, men resten af forsamlingen så lettere chokeret ud, men turde ikke rigtigt gøre noget, så de grinede falsk med sammen med Josefine og drengene.
Langsomt bevægede jeg mig ind mod bredden. Lige da jeg nåede den og var i gang med at skubbe mig selv op, fik de to drenge igen fat i mig, og flåede mig hårdt og brutalt op, det gjorde voldsomt ondt i armene.   
”Kom så drenge lad os få hende hen til skabet” de så bare grinene på hinanden og gik, mens de slæbte mig af sted bag dem. Jeg ville ikke gå, jeg var for chokeret til at kunne gå, meget havde jeg været udsat for, men aldrig at blive smidt i en sø, og min helt egen lille oase var nu blevet ødelagt, jeg havde intet sted jeg kunne føle ro på skolen mere.

Henne ved skabet ventede Victoria, Leo og slænget utålmodigt.     
”Det tog sin tid” sagde Victoria i en skinger stemme da hun så Josefine. Jeg kunne se at Josefine krympede sig lidt med den kommentar fra Victoria, men da Josefine gik til siden så De alle sammen rigtigt kunne se mig, hørte jeg dem gispe af overraskelse.     
”Tja det var da vær at vente på, ik Victoria?” sagde Leo                  
”Jo helt bestemt. Jeg kan godt lide dit lille påfund Josefine, men fortæl mig lige, hvad er der helt præcis sket?”                   
”Ser du, vi tænkte det kunne være sjovt at smide hende i søen”      
”Hmmm… Søen? Ja hvorfor har vi aldrig tænkt på det Leo?”           
”For skabet har ligesom været vores lille tradition. Så skal vi?” sagde Leo mens han gjorde en gestus mod skabet.         
”Jo det synes jeg” sagde Victoria meget glad. Jeg forstår virkelig ikke, hvordan de kan tale om det på den måde, som om det virkelig var sjovt at gøre det her, mod et andet mennesket, og tale om det på den måde, som om det ikke var noget særligt.        
Med et tog Leo et fast tag i mig i stedet for de to drenge, og kylede mig ind i skabet og låset det, jeg var for træt til at gøre modstand, jeg var for træt til at prøve at flygte, jeg kunne ikke få mig selv til noget som helts, andet ind bare at lade dem lege med mig som de ville.                   
Jeg kunne høre Victoria hviskende stemme gennem rillerne i skabet der sagde: ”Det er hvad du får, for at snakke med James, og bare lige hvis du skulle være i tvivl, så hold dig væk, selvom du ikke har en chance hos ham. Tuttelu”. James? Uhhh havde han sladret til dem, jeg vidste jeg ikke brude have gjort det jeg gjorde, og bare gjort som han havde sagt, uden at bide fra mig, for så kunne det være jeg ikke var endt i denne situation. Jeg ved jo godt det ikke er rigtigt, for de elskede at smide mig ind i skabet, og det med søen var jo noget Josefine selv havde fundet på, så det havde intet at gøre James, så uanset hvor meget jeg end ville, så kunne jeg ikke overføre skylden til ham.
Der sad jeg så inden i mit skab, alt som det plejede, eller næsten som det plejede, der var bare den lille forskel at jeg var driv våd, og hvis jeg var heldig endte jeg med at være så syg i morgen, at jeg ikke ville kunne komme i skolen, men det dårlige ville så være at jeg ikke kunne komme på arbejde, og pengene havde jeg brug for, for at komme væk fra dette helvede sted.

Efter et langt forfriskende bad, så jeg min seng, jeg kunne høre at den kaldte på mig, selvom klokken kun var omkring 5 p.m. Siden jeg kom hjem havde jeg ikke spist, bare siddet under bruseren og ladet det varme vand strømme ned af mig, ladet vandet fjerne den forbandede lugt af sø. Men synet af min seng efter badet, fik mig til at vælte helt om på den, jeg lå med hoved ned i hovedpuden og skreg. Skriget blev hurtigt til tåre, der varede ved, i jeg ved ikke hvor lang tid. Jeg ved bare, at alle de tanker, der fløj rundt i hoved på mig hjalp mig ikke til at få det bedre, men for engangsskyld var jeg glad for at min mor ikke var hjemme, for jeg ville ikke have at hun skulle opleve mig på denne måde, desto mindre hun vidste desto bedre. Og det værste var at jeg ikke engang var blevet syg nok til at undvære skolen i morgen. Efter flere timers gråd, havde jeg bare lyst til at smadre noget, det første jeg fik i hånden var lampen på natbordet, men der da jeg stod med den i hånden og så på den, kunne jeg ikke få mig selv til at kaste den ind i væggen. Jeg kunne ikke lade mig selv efterlade et spor, der ville minde mig om denne dag, jeg kunne ikke få mig selv til at lade mine følelser gå ud over lampen, for den havde jo ikke gjort mig noget, præcis ligesom jeg ikke havde gjort dem noget. Men det at de alligevel gjorde alt muligt ved mig, jeg ville ikke blive som dem. Jeg ved godt det bare var en lampe, men hvis jeg smadrede den, så ville jeg efterlade et spor, der ikke blot ville huske mig på denne dag, men også det at jeg ikke kunne styre mine følelser, at jeg ville lade dem gå ud over noget andet, ligesom deres morskab skulle gå ud over mig. Stille satte jeg lampen fra mig på natbordet, satte mig på min seng, tog mig til hovedet og atter igen begyndte tårerne at strømme ud som et vandfald. Jeg sagde til mig selv at jeg ikke ville blive som dem, at jeg nok skulle klare alt hvad de smed efter mig, at de ikke skulle få lov til at se mine tåre, de skulle ikke engang vide at mine tåre fandtes, jeg ville bevise over for dem og mig selv, at de ikke vil kunne knække mig, at jeg kan klare det. Selvom de ikke må se mine tåre, så er det stadig noget der bliver nød til at komme ud. Det endte med at da jeg fik lagt mig på sengen under dyne, græd jeg mig selv i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...