As Long As You Love Me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2013
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Madison bor i Stratford, Canada. Hun går på St. Michael Catholic Secondary School. Justin, Ryan og Chaz går bl.a. på samme skole og bor i samme by. Madison har en rigtig god ven Olivia. Madison kan ikke finde ud af om det er hendes bedsteven. Justin og Madison begynder at snakke mere sammen. Hverken Madison eller Justin ved ikke om det bliver til mere end venner.

14Likes
5Kommentarer
1041Visninger
AA

9. Oh No!

"Skal vi køre videre?"- Justin. "Ja lad os det"- mig. Han vente sig om og trådte på speederen. "Hold godt fast"- Justin. Han drejede sit hoved om mod mig og smilte. Jeg smilte tilbage. "Det skal jeg nok"- mig. Det begyndte stille og roligt at blive mørkt. Ikke sådan totalt meget, men en smule. Justin stoppede scooteren igen. "Kan du ikke lige rejse dig op?"- Justin. "Jo"- mig. Jeg rejste mig op. Jeg havde selfølgelig stadig et ben på hver side af sædet. Han åbnede sædet. Altså der var et rum der nede. Sædet er sådan aflangt og man kan ikke på den måde åbne det. Man sider jo på sådan noget sort blødt noget. Det er det man åbner og så er der så neden under et rum. Hvis i ved hvad jeg mener. Det er svært at forklare. "Jeg skal lige have min mobil. Bare så jeg kan ringe til Ryan. Jeg tror vi skal køre tilbage nu, og vores tid er også ved at være gået"- Justin. Han tog sin mobil op og ringede til Ryan. Eller det troede jeg. Han tog mobilen forskellige steder rundt i luften. Altså imens han selvfølgelig holdte den. "Der er intet signal"- Justin. Åhh nej... "Hvad!?"- mig. "Det er rigtigt"- Justin. Han vente sin mobil om mod mig. Det var rigtig nok. Han plejer tit at lave sjov med os, men denne her gang var det virkeligt ikke for sjovt. "Kan du se dem?"- Justin. "Nej dsv"- mig. Vi kiggede rundt till alle sider. Det var også blevet mere mørkt. Vi kiggede og kiggede, men vi kunne ikke se nogle. Vi kunne se ind til land. Det var et godt stykke ude, men Atlanta er jo en stor by med høje huse, så vi kunne godt se alle lysende. Det så rigtig flot ud, men det var en skam der ikke var noget signal. "Lad os køre igen"- Justin. "Ja"- mig. Justin trådte på speederen. Han blev ved med det. "Justin, køre vi ikke snart. Der er begyndt at blive en smule koldere. Og det skulle jo blive en lidt kold nat"- mig. Det blev ikke under 20 grader. Det var ikke mega koldt. Slet ikke. Det var bare en smule køligt.

"DER KOMMER EN HAJ!"- Justin. Oh No! "HVAD!? HVOR!?"- mig. Jeg skreg rigtigt højt. Hallo det er jo en haj!? "Fjern den Justin!"- mig. "Hvordan vil du lige have mig til det?"- Justin. "Bare gør noget"- mig. Jeg hoppede hurtigt op på sædet. Mit hovede drejede fra højre til venstre. Justin begyndte at grine. "Hvorfor griner du? Der er jo en haj!"- mig. Hvorfor griner han? Justin er jo også bange for hajer. "Haha. Undskyld, men det var bare for sjov"- Justin. Jeg lavede et surt ansigt. "Hvad?"- mig. "Der er ingen haj. Jeg mener det"- Justin. Jeg blev en smule sur, fordi jeg jo selvfølgelig var bange, men på en måde kunne jeg ikke lade være med at sende et lille smil. Jeg forsøgte at se sur, men det lykkedes ikke rigtigt. Jeg kiggede i den modsatte retning end der hvor han stod, fordi jeg ikke kunne lade være med at smile. I kender det sikkert hvor man gerne vil se sur ud, men på en måde kan man ikke lade være med at smile. "Aww du kan ikke lade være med at smile"- Justin. Haha han havde et eller andet sted ret. Jeg vendte mig om. "Du må heller ikke lade være med at smile"- Justin. "Haha tak, men det må du nu heller ikke"- mig. "Tak"- Justin.

"Skal vi køre ind til land? Vi må ringe der inde fra"- Justin. "Ja lad os gøre det"- mig. Vi satte os begge to ned. Justin satte sin fod på speederen, og satte nøglen i. Han blev ved med at træde på speederen. "Er der noget galt?"- mig. "Ja!"- Justin. Han vendte hurtigt sig om mod mig. "Den vil ikke starte!"- Justin. "Seriøst!?"- mig. "Ja!"- Justin. "Vendt lige et øjeblik. Haha okay Justin. Du er god til at lave sjov, men denne her gang hopper jeg ikke på den"- mig. "Men det er rigtigt!?"- Justin. Jeg lavede store øjne "Seriøst!?"- mig. "Ja! Kig selv"- Justin. Jeg rejste mig op og kiggede hen over Justin's hovede. Han trådte speederen i bund. Og gæt hvad. Han havde ret denne her gang. Han kiggede op på mig. Jeg satte mig ned og sukkede. "Hvad i alt verden skal vi gøre?"- mig. "Det har jeg ingen ide om, men det opdager det jo sikkert snart"- Justin. "Ja, lad os da håbe det"- mig. Justin havde vendt sig om, så han ikke sad med ryggen til mig. "Er jeg den eneste der er bange?"- mig. Vi snakkede roligt til hinanden. "Nej, men det er ikke noget at være bange for. Jeg er hos dig"- Justin. Jeg smilte en smule. "Tak Justin"- mig. Jeg lænede mig over mod ham og gav ham et kram. "Jeg er så glad for at du siger det"- mig. Han smilte også. "Selvfølgelig"- Justin. Klokken var ved at være ret mange. "Har du mad med?"- mig. "Nej? Er du sulten?"- Justin. "Ja"- mig. "Det eneste vi har med der kan spises er tyggegummi"- Justin. "Okay"- mig. "Vil du gerne have det?"- justin. "Ja"- mig. Justin fandt pakken frem. Vi fik begge to et stykke. "Det ser flot ud med alle lysene inde ved kanten"- mig. Justin kiggede også. "Ja"- Justin. Der var lys i alle de høje huse og selvfølgelig og de små. Vi var et okay stykke ude. Ikke såden MEGA langt ude, men en smule. Månen spejlede sig i vandet og båden hoppede en  lille smule pga. de meget små bølger. Der var ikke rigtigt så mange der var ude og køre. Kun nogle få stykker. Jeg gabte. "Er du træt?"- Justin. "Ja"- mig. "Det er jeg også"- Justin. "Hvad hvis vi ikke kommer til at sove?"- mig. "Selvfølgeligt gør vi det. Der kan jo ikke gå ret lang tid før de opdager, at vi ikke er kommet"- Justin. "Nej det kan der vel ikke"- mig. Der blev lidt stille. Luften var dejlig lun. "Hvis det er må du gerne ligge mellem mig. Forstå mig nu rigtigt, at jeg sidder her med benene på vær side af sædet, og så kan du have dit hovede op ad min mave"- Justin. Aww hvor var han sød. "Tak. Det vil jeg gerne"- mig. Jeg vendte mig om og lagde mig ned. Han sad stadig op, men det var jo også meningen. "Hvad så med dig?"- mig. "Jeg sider bare og holder øje med de andre"- Justin. Vi smilte til hinanden og så kiggede vi begge over på alle husene. Der var igen stilhed. Pludselig kunne jeg mærke han "nussede" mit hår. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Igen. Jeg lukkede mine øjne og slappede helt af. Ikke for at sove, men bare for at slappe af.

____________________________________________________________________________

       Det er kort. I know, men synes bare der skulle en ud. Prøver mit bedste på at få lagt dem ud :) Tak fordi i læser 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...