As Long As You Love Me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2013
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Madison bor i Stratford, Canada. Hun går på St. Michael Catholic Secondary School. Justin, Ryan og Chaz går bl.a. på samme skole og bor i samme by. Madison har en rigtig god ven Olivia. Madison kan ikke finde ud af om det er hendes bedsteven. Justin og Madison begynder at snakke mere sammen. Hverken Madison eller Justin ved ikke om det bliver til mere end venner.

14Likes
5Kommentarer
1044Visninger
AA

5. Goodbye :,(

*1,5 år senere. Ved det er meget, men de andre år går ikke lige så hurtigt :)*

INFO: Sommeren 2008. De er nu 14 år :)

Mit venskab med Justin blev bedere og bedere. Justin havde haft ringet. Der var noget han skulle fortælle os. Ryan kom også, men det ville nok først være 1 time efter jeg var kommet, og så skulle Chaz vidst nok komme en halv time efter Ryan. Sommeren var her allerede. Det var skønt at have weekend. Solen skinnede på vej over til Justin. Man kunne høre lyden af fugle og græsslåmaskiner. Jeg gik op mod døren og bankede på.

*BANK BANK*

"Hej!"- Justin. "Hej!"- mig. Jeg gik ind og satte mine sko. "Er Pattie ikke hjemme?"- mig. "Nej. Hun er næsten lige taget ind for at handle"- Justin. "Hvad skal vi lave?"- Justin. "Playstation?"- mig. "Lave playstation?"- Justin. "Hana nej. Skal vi spiller på dit playstation?"- mig. "Haha nåår. Det kan vi godt"- Justin. Vi gik ind på hans værelse. "Det er vildt længe siden, jeg spillede Mario Kart. Skal vi ikke prøve det for sjovt?"- Justin. "Jo!"- mig. "Vi spiller vel battle, ikk?"- Justin. "Bare kom an"- mig.

*DYD, DYD, DYD, DYYYD*

Bilerne i Mario Kart kørte op og ramte min bil. Jeg skyndte mig at køre. Mine øjne skimtede hen over skærmen. Jeg lagde på 6. pladsen. Jeg kiggede hurtigt over mod Justin's skærm. Han lagde på 1. pladsen med Mario bag sig. Jeg gjorde mit bedste for at komme op til Justin's bil. Og efter 1 min. var jeg kommet helt op på 2. pladsen! "NEJ! Du må ikke tage 1. pladsen!"- Justin. "Haha det bliver jeg desværre nødt til"- mig. Vi blev ved med at tage 1. pladsen fra hinanden. Han var mega sød når vi kæmpede. Han tog min konsoller, og kastede den over på en stol. "NEJ JUSTIN!"- mig. "Haha"- Justin. Nu skulle han have gengæld. Jeg skyndte mig over til stolen og tog min konsoller. Jeg smid den i hans seng, og tog Justin's konsoller. Jeg løb ud af værelset, og rundt i huset. "Hey!?"- Justin. Han løb efter mig. Vi grinte imens. "Kom tilbage"- Justin. "Du skal bare vide, at jeg er en hurtig lille en"- Justin. "Jaja du kommer bare"- mig. Han var ved at nærme mig. Han tog sine arme rundt om min mave, for at få konsolleren. Han tog fat i mine hænder og hev i konsolleren. Vi grinte stadig. "Hvis du ikke vil give mig den på den måde, må vi jo gøre det på en anden måde"- Justin. Han begyndte at kilde mig. "HAHA JUSTIN STOP! DET KIL... DER..."- mig. "Det hvad?"- Justin. "DET... KIL..."- mig. "Det forstår jeg altså ikke, haha"- Justin. "HAHAHA"- mig. Jeg er altså vildt kilden, men det har i sikkert fundet ud af. Jeg vendte mig om mod ham, og gik langsomt bagud. Jeg havde ikke set sofaen bag mig, så jeg faldt ned i den. "Nåå, nu bliver det da vidst lidt for frækt, haha"- Justin. Haha jeg kunne godt se hvad han mente. Han kildede mig jo, så jeg skrald grinte. Og nu faldt jeg ned på sofaen, imens han bare stod der og kiggede. "Haha Justin"- mig. Han kom tættere på mig. Bare så i ved det er han 13 år nu og jeg bliver snart. Mine bag hang stadig ned fra sofaen. Justin endte med at snuble pga. mine ben. Nu blev det meget akavet. Han satte sig op, så han sad på starten af min mave. Jeg tog konsolleren om bag min ryg. Det vil sige det var mellem min ryg og sofaen. han tog sine arme ned under min ryg. Han tog fat i mine arme, og tod dem ud til vær sin side. Vi grinte stadig. Lige pludselig var det nogle der kom fra en af væggene. Gæt hvem. Ryan. Han stod bare og linde et spørgsmålstegn. Vi havde slet ikke hørt ham komme under vores slåskamp. "Hvad laver i?"- Ryan. Justin havde stadig fat om mine håndled, så mine arme var ud til siderne. Justin kiggede ned på mig. Vi trak bege to vejret ret dybt efter, at have løbet rundt. "Øhh... vi..."- Justin. Det virkede meget akavet det her. "Var igang med at slåsse om konsolleren"- Justin. "Ja"- mig. "Okay"- Ryan. Der var helt stillet. Ryan begyndte at grine. "Hvad?"- Justin. "Det virker bare en smule forkert. Du ved"- Ryan. Justin kiggede ned på mig. Han gik ud på gulvet, og jeg gjorde det samme. Der var meget tavshed. Jeg var vildt glad lige nu. Det var nærmest romantisk. Min krop blev helt lettet.

"Tro det eller lad være, men jeg skal til Atlanta"- Justin. "Af hvad!?"- Ryan og jeg. Vi kiggede over på hinanden, og grinte en smule. "Det er rigtig nok. Jeg skal faktisk synge for Usher"- Justin. "OMG!"- mig. "Seriøst!?"- Ryan. "JA!"- Justin. "Hvorfor!?"- mig. "Fordi vi er blevet ringet op utallige mange gange af Scooter Braun"- Justin. "Hvem er Scooter?"- Ryan. "Det er en mand som gerne vil have mig til Atlanta"- Justin. "Hvor er det sejt!"- Ryan. "Hvordan ved han hvem du er?"- mig. "Han har set mig på Youtube"- Justin. "Sejt!"- mig. Jeg forstod stadig ikke hvad der var ved at ske. Det lød totalt sejt. "Skal du så flytte?"- Ryan. "Måske. Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske"- Justin. "ØV!"- Ryan og jeg. "HEJ!"- Chaz. Vi kiggede alle sammen over mod døren. "HEJ"- os alle. Ryan og jeg kiggede over på Justin. Justin kiggede over på os, og så på Chaz. Jeg var utrolig ked af det. Jeg forsøgte at skjule det, men jeg var en smule dårlig til at skjule det. "Jeg skal til Atlanta. Scooter Braun har set mig på Youtube, og kontaktet mig et par gange. Usher kommer også"- Justin. Chaz stof bare med store øjne. Det måtte være en smule underligt for ham, når han lige var kommet. Jeg fik tårer i øjnene. Det andre kiggede over på mig. Og så begyndte jeg, at græde. Ryan og Chaz blev også helt triste. Vi var lige blevet så gode venner. Justin krammede mig. "Jeg håber i stadig vil være der for mig. Jeg vil ihvertfald være der for jer"- Justin. Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg græd mere, men Justin's kram tog en del af mine tårer væk. "Hvornår skal du så afsted?"- Chaz. "Om en uge"- Justin. "Om en uge!?"- Ryan og Chaz. Justin fik også en smule tårer i øjnene, og så endte det med vi alle havde det. "Jeg vil altid være her for jer"- Justin. Sagde han mens han græd. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Vores venskab vil sikkert holde, sådan er Justin, men det var da totalt sørgeligt.

*Hovedøren går op*

"HEJ. HVAD ER DER SKET?"- Pattie. Hun kom ind til os. Vi lingnede alle sammen et par søde hundevalpe, med store våde øjne. Jeg ville gerne sige vi altid vil være her for ham, men jeg var for ked af det. Pattie kom over til os, og krammede os. Hun havde vidst regnet det ud. Vi begyndte stille og roligt, at falde ned. Jeg forsøgte at sige noget mens jeg stadig snøftede. "Vi er rigtig stolte af dig Justin! Vi vil altid være her for dig!"- mig. Jeg begyndte at få tårer i øjnene igen. "Ja!"- Ryan og Chaz. Pattie smilte lidt.

_____________________________________________________________________________________

Ved det kan være ret forvirende. Undskyld fordi jeg kludre sådan rundt i det hele, men det er allerede et 1,5 år siden de var på skøjte banen o.s.v. Justin skal som sagt til Atlanta imorgen. Jeg skal nok prøve at slappe lidt af med at springe sådan i det. 

_____________________________________________________________________________________

 

*En uge senere*

Jeg vågnede allerede klokken 5 en søndag morgen. Jeg kunne ikke forstå det. At skulle sige "Vi ses i Atlanta engang" ville være underligt. Det var rigtig flot af ham. Jeg kunne godt forstå hvis han rigtig gerne vil det her. Det lyder fantastisk spændende! Jeg kunne ikke sove. Jeg tog min mobil frem, og så jeg havde fået en besked fra Chaz og Ryan. Ryan's besked: Allerede vågen :( Chaz's besked: Kan ikke sove længere :( Jeg skrev til dem: Det er helt vildt underligt ikke at skulle se ham mere! :,( Jeg gik ind i køkkenet. Jeg tog noget havre gryn. Jeg hældte det hele ved siden af + mælken. Jeg var ligeglad. Det hele var ikke det samme. Jeg havde mest af alt lyst til at tudbrøle. Vi skulle over til Justin kl. 11 idag. Jeg spiste halvdelen. Meget langsomt. Jeg lod det stå, og traskede langsomt ind på mit værelse. Jeg gik ind på Youtube, og lyttede til sørgelige sange. Ved det ikke hjælper, men er ikke i humøret til andet. Jeg sad i nattøj, og med morgenhår. Mine tårer begyndte at komme frem. Efter en time fant jeg noget tøj. Jeg tog det på jeg havde på for 1,5 år siden da vi spiste spagetti sammen. Jeg kunne lige passe det. Jeg satte mit hår på samme måde. Jeg tog ikke noget mascara på. Jeg vil jo ende med at ligne en trold når jeg græder. Jeg gik udenfor døren. Jeg sad bare og ventede til, at vi skulle se ham igen. Jeg savnede ham. Der kom nogen ud til mig. Det var min lillesøster. "Hvad laver du?"- lillesøster. Jeg kunne ikke sige noget. Det der ville ud var græd. "Var? hvad laver du?"- lillesøster. "Noget"- mig. "Nå, men der er morgenmad. På mit fransbrød har jeg tegnet en blomst af syltetøj"- lillesøster. "Okay"- mig. Min lillesøter gik ind igen. Jeg var en smule ked af jeg ikke sagde så meget. "Vent!"- mig. Min lillesøster vendte sig om. "Sig jeg bliver siddende her"- mig. "Ja"- lillesøster.

*Klokken 11*

Nu begyndte de at komme ud. Vi gik over til Justin's hus. De stod allerede ude foran huset. Ryan og Chaz kom på samme tid med mig. Vi løb hen til Justin. Alle vores forældre sankkede sammen. Vi gav hinanden den største krammer. Jeg fik tårer i øjnene, men kæmpede om at holde dem inde. Bruce og Diane var der også. "Nu skal vi afsted"- Pattie. "Årh"- Justin. Vi kiggede på alle sammen på hinanden og gav den største krammer. "Hav det godt"- os alle. "HAHAHA"- os alle. Det var altid godt at grine lidt inden. De gik over til bilen. De vinkede og lørte ud mod luft havnen. Vi vinkede "HEJ HEJ VI SES"- Råbte vi alle. Jeg begyndte at græde. De kørte længere og længere væk. Til sidst kunne vi ikke se dem længere. Vi var alle sammen triste. Jeg gav Ryan og Chaz et kram og, så tog vi hjem.

*Igennem tid*

Det hele var ikke det samme mere. Bag Olivia og jeg sad Ryan og Chaz. Ikke Justin. Jeg skulle hele tiden til at sige noget til Justin, men så kom jeg i tanke om han var i Atlanta. Alle dagene var slet ikke det samme. Man manglede ham bare. Jeg snakkede stadig med ham over sms, og tlf. Jeg holdte også øje med hans Youtube kanal. Han postede somme tider nogle videoer.

______________________________________________________________________________________

Som sagt bliver der noget spring. Håber i stadig vil følge med! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...