Forbudt Venskab

To piger, to baggrunde. Den ene en rigmandsdatter, den anden en slave. Et venskab mellem to så forskellige mennesker burde ikke kunne eksisterer.

11Likes
8Kommentarer
1543Visninger
AA

26. Trusler (Rosaline)

Mit smil forsvinder, og jeg nikker et alvorligt. Et øjeblik står jeg bare og ser bekymret på mærkerne  på hendes hals, men så drejer jeg om på hælen og går ud af døren. Lydløst knytter jeg hænderne og rynker bekymret panden. Hvad er det, han vil? Noget siger mig, at det ikke er noget godt.

Med stive og nærmest mekaniske skridt går jeg ned af gangen, indtil jeg når den udsmykkede mahogni-dør, der fører til biblioteket. Der er skåret roser ind i træet, og nogle fugle jeg er ret sikker på er påfugle. Forsigtigt banker jeg på døren og bliver kort efter beordret ind af Williams kolde følelsesforladte stemme.

Døren åbner med en ubehagelig ildevarslende knirken, som om den forkynder dommedag for mig eller noget i den retning. I hvert fald så følelses det ret meget som dommedag, da jeg træder ind i det kolde højloftede rum. Stemningen er trykket, som om nogen har lagt et tæppe over rummet og forsøger at kvæle mig herinde. 

Han stor i midten af rummet foran den utændte pejs og nidstirre mig nærmest med de kolde grå øjne. Allerede nu kan jeg se, at han er vred...bare han ikke har fundet ud af det med David, hvis han har, så dør jeg.

Med hurtige skridt er han henne ved mig og griber hårdt fat i mit håndled. Jeg bider mig i læben for ikke at sige noget og forsøger så at smile undrende og uskyldigt til ham.

Hans ansigts udtryk ændre sig ikke, han ser stadig lige vred ud og strammer bare grebet om min hånd.

"Hvad er der galt?" forsøger jeg uskyldigt at spørger og ser på ham med store blå øjne. 

"Du kan godt holde op med at spille uskyldig Rosaline," hvæser han. "Jeg ved du har gang i noget, jeg ved ikke, hvad det er, men jeg skal nok finde ud af det," fortsætter han sydende af raseri.

Igen bider jeg mig i læben og skriger indvendigt. Nej nej nej nej, han må ikke finde ud af det, han får David hængt. "Du er min, det må du ikke glemme," hvisler han, hvorefter han giver slip på mig og skubber mig fra sig, så jeg uelegant falder på det hårde stengulv.

Uden at se på ham forsøger jeg desperat at samle min sidste rest af værdighed. Forsigtigt kommer jeg op fra gulvet, går  ud af biblioteket og tilbage til mit værelse     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...