Forbudt Venskab

To piger, to baggrunde. Den ene en rigmandsdatter, den anden en slave. Et venskab mellem to så forskellige mennesker burde ikke kunne eksisterer.

11Likes
8Kommentarer
1508Visninger
AA

13. Someday

Det er først da Rosaline kommer styrtende ind at det går op for mig, at fløjten kun eksisterede i mit hoved. Et bevis på at jeg virkelig er ved at blive skør. Kanariefuglen i minerne, der pludselig stoppe med at synge. En advarsel om en snarlig ulykke. En bombe. Det hele, alting er til nogen nytte. Hun er her alligevel. Jeg kunne ikke redde hende. En eneste mulighed tilbage.

"Aalif, jeg beder, dig. Lad være at sladre." han ser fra Rosaline til mig. Tilbage på hendes tårevædede kinder, og til min hånd der er forbundet i stof, der er alt for rent. Han hoved virrer da jeg bruger hans rigtige navn. Han er blevet kaldt John, eller noget andet i den stil, men jeg ved han hedder Aalif.

"Jeg lover jeg vil ikke tale med nogen af jer igen! Jeg skal nok holde min mund og leve i sukkermarkerne, til jeg dør, men please, lad Rosaline slippe! Jeg tager gerne imod pisk, alting. Død, halshugning, skud for panden!" Jeg er faldet på knæ nu. "Men lad hende gå, Please....."

I et øjeblik der føles som en evighed siger han ikke noget. Så nikker han.

"Meget vel. Rosaline skal alligevel til England." Han ord rammer mig hårdt og de gør mere ondt en pisken.

"England?" Jeg ser over på hende, ligger først rigtig mærke til tårerne, de hvide pletter hvor hendes hænder havde boret sig ind i håndfladen få sekunder tidligere. Mine øjne møder hendes. De afspejler en sorg, en taknemmelighed og en skyld jeg kun kender alt for godt. England....

 

Solen skinner over de grønne enge. Luften er kold, men frisk fordi det kort tid forinden havde regnet. I det fjerne kan jeg høre flodens blide brus, og et sted ude i horisonten lyser havet som et dybblåt penselstrøg mod den lyse himmel.

'Sofia?' min lillebror begynder at løbe ude over markerne til mit lille træ, oppe på en bakke. 'Sofia?' Han kravler op ved siden af mig i træet.

'Ja?' min stemme giver genlyd i mit hoved.

'Mor... Jeg hørte hende sige at, at min hest skal sælges.'' Han får tåre i øjnene. Jeg ved hvor meget den hest betyder for ham.

'Sælge?' Jeg ligger armen om ham. 'Det kan hun ikke mene.' Jeg kysser ham på panden og knuger ham ind til mig. Sådan sidder vi lidt.

Senere selv samme dag, snakker jeg med min mor. Overbeviser hende om ikke at sælge min lillebror hest. Hun må gerne sælge min. Jeg rider alligevel aldrig. Eller næsten ikke.

 

"Fai, jeg..." Jeg vender blikket mod jorden da hun begynder at snakke. jeg har lovet ikke at sige  en lyd. Jeg har fortsat blikket rettet mod jorden da hun bliver slæbt ud af stalden af Aalif. Men jeg vil aldrig glemme hendes tåre. Ligesom jeg ikke vil glemme min hest. Den hest der fik smilet tilbage på min brors ansigt, og den hest han aldrig fandt ud af var min.

"Rosaline...." hvisker jeg. "I'll never forget. Someday I'll find you. We will meet again. In England." Jeg sidder og kigger ned i det grå staldgulv og tårer løber ned af mine kinder. "Someday."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...