Forbudt Venskab

To piger, to baggrunde. Den ene en rigmandsdatter, den anden en slave. Et venskab mellem to så forskellige mennesker burde ikke kunne eksisterer.

11Likes
8Kommentarer
1505Visninger
AA

14. Silent screams and a plan (Rosaline)

Nej nej nej, han kan ikke bare sådan trække mig væk uden at give mig en chance for at forklare eller i det mindste sige farvel. Tårerne løber ned af mine kinder, og jeg kæmper imod. Men han bliver ved med at trække mig op fra jorden og gå videre. Jeg vil ikke tilbage til England, jeg vil ikke, jeg vil ikke, jeg vil ikke den enkle, men desperate sætning er hurtigt blevet til et mantra for mig, men jeg siger intet af det højt, gør mig bare så tung og umedgørlig som overhovedet muligt.

Dog være det ikke særlig længe, før jeg igen står i hallen. Aalif giver slip på mig og går, så jeg står fuldstændig alene...forladt, og jeg har ikke engang Fai at tale til længere. Med tunge skridt går jeg op af marmortrappen og op på mit værelse, hvor jeg smider mig på den absurd store himmelseng. Fai har ikke engang en seng at sove i, og jeg sover alene i en seng, hvor der er plads til mindst...fire mennesker måske. Mine fingre borer jeg ned i madrassen, jeg har lyst til at skrige, men gør det kun indvendigt. Mine forældre skal intet vide om det her.

Da jeg er kølet en lille smule ned sætter jeg mig over ved mit sminkebord og reder mit hår ud, så det sidder som det gjorde før mit flip. Der må være et eller andet jeg kan gøre noget, der kan give Fai en bare lidt bedre tilværelse. Måske kan jeg på en eller anden måde få hende med mig tilbage til London. Vent lige et øjeblik...måske kan det faktisk lade sig gøre. Forsigtigt med ikke at virke ivrig går jeg ned  til min fars kontor og banker let og fint på den tunge mahogni-dør. "Kom ind," lyder det fra rummet bag døren. Stille åbner jeg døren og træder ind i midten af lokalet, hvor jeg venter på at få lov til at sætte mig ned i stole foran skrivebordet. Hvis det her skal virke, så er jeg nødt til at opføre mig, som mine forældre mener, jeg skal.

"Tag plads," siger min far kort og gør som forventet et kast med hovedet i retning af stolen, der står foran hans skrivebord. Uden at sige en lyd sætter jeg mig lydigt ned i stolen. "Hvad vil du tale med mig om Rosaline?" spøger han og ser op fra en bunke papirer.

"Jo altså, hvis jeg skal tilbage til London, vil gerne have en kammerpige med, der kan tage sig af mig...helst en på min egen alder," siger jeg og passer på ikke at lyde krævende.. Min far nikker og ser heldigvis ikke ud til at ane uråd. "Vi tager ud i marken og ser på det i morgen," siger han og gør så tegn til, at jeg godt kan gå. 

 

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...