Forbudt Venskab

To piger, to baggrunde. Den ene en rigmandsdatter, den anden en slave. Et venskab mellem to så forskellige mennesker burde ikke kunne eksisterer.

11Likes
8Kommentarer
1547Visninger
AA

23. Middag

"Ingenting, jeg er bare lidt træt. Han er sød...Ham David." Det sidste kommer tøvende, men jeg er sikker på at det virker som det skal. Ved lyden af hans navn forsvinder hun i drømme. Bare William ikke opdager det. Hvis man bare kunne slippe af med ham. Inden han slipper af med os. Eller mig. ajeg kommer til at betale for optrinnet i morges. I det mindste er Rosaline da glad. Og inderst inde er jeg det også. Inderst inde, lige inden mørket kvæler den sidste rest af lys. 

Middagen er vidunderlig. Kokken er virkelig god. Jeg smager ikke selv, men jeg bliver sat til at severe. Jeg har lige sat deserten på bordet, Rosaline har foragteligt stukket til den fine porcelæn uden at andre end jeg så det, og jeg har taget en stak beskidte tallerkner for at gå ud med dem, da jeg ser en fod blive stukket ud foran mig. Jeg når lige at dreje mig i faldet, men haldelen af tallerkerne knækker stadig. Jeg siger ikke en lyd. Jeg rækker bare de tilbageværende hele til slaven fra i morges, der er kommet for at hjælpe, og begynder med sammenbidte tænder af samle skår op. Men så nemt slipper jeg ikke. Alle omkring bordet, der har overværet mit fald, er stille som før en storm. William flyver op og griber fat i min krave.

"Disse tallerkener er uvurdelige, slave. Hvordan har du tænkt dig at betale for skaderne?" Jeg ved det var hans fod jeg faldt over, men jeg håber inderligt ingen opdagde det. Jeg får vejrtræknings problemer, men lader mig ikke mærke med noget. Han giver slip og slår mig så hårdt at jeg falder til gulvet. "Så svar mig dog, dit utøj!" Han løfter hånden igen, og da ser jeg min helt uføre endnu en vanvittig mission. Rosaline er kommet på benene og er gået hen til ham og har lagt armene om ham, smiler og siger:

"Lad dog pigebarnet være, hun gjorde os faktisk en tjeneste. Det er nogle frygtelig grimme tallerkner." Hun lyder oprigtig glad, men hendes blik strefer han støvlesnude da hun sætter sig tilbage på sin plads. Hvor hun får styrken til at spille hans søde forlovede ved jeg ikke. Især ikke nu når hun selv er forelsket. Hurtigt samler jeg de sidste skår op.

"Forsvind!" jeg nikker og bukker og styrter så ud. Egentlig er det rart, nu har jeg fri i mindst en time. Men hvilke konsekvenser det vil få? Det er knap så rart. 

Jeg når Rosaline gemakker kort efter. Men efter at redt hendes seng endnu en gang, keder jeg mig bravt. Så jeg går ud i stalden. Jeg burde egentlig ikke være her. Men jeg har en forkærlighed for heste. og så slylder jeg Rosaline mere end jeg er stolt af at indrømme. Måske er det på tide jeg gengælder den tjeneste. 

 

 

Senere da Rosaline kommer ind i værelset og ser alt andet end glad ud har jeg en overraskelse parat. 

"Kom med," hvisker jeg og hiver hende ud gennem køkkendøren. Efter at have gået et stykke tid kommer vi til arbejderkvarteret. Der står en og venter. "Du har til midnat, jeg skal nok dække over dig." Og så er jeg væk. Det her er farligt. Men det er alting nu til dags. Og så længe vi ikke bliver opdaget, er de fint nok.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...