Forbudt Venskab

To piger, to baggrunde. Den ene en rigmandsdatter, den anden en slave. Et venskab mellem to så forskellige mennesker burde ikke kunne eksisterer.

11Likes
8Kommentarer
1506Visninger
AA

21. Marked

Marked. Det er længe siden jeg sidst var på marked. Sommeren jeg fyldt 10. Min far havde valgt at tage til Oxford det år, og han mente det var en oplevelse værd for hans store pige. Jeg kan ikke huske meget og derfor er det overvældende at træde ud på markedspladsen.

Set i bakspejlet var det måske ikke den smarteste ide Rosaline nogensinde havde fået da hun gjorde mig til kammerpige, for jeg er ikke specielt nyttig. Jeg bliver totalt skør midt i alle farverne, lyderne og duftende. Heldigvis er vi alene, fru Smith og fru Rosevelt havde kun sendt deres egne kammerpiger afsted på marked så der var ingen der tog sig af at jeg løb rundt og kiggede på det hele. 

"Se, dem!" siger jeg det ene øjeblik og og kigger på et par fine handsker, hvorefter jeg det næste er helt fortabt i nogle gøglere og gademusikanter. Rosaline ryster på hoved og følger med, mere glad end jeg nogensinde har oplevet. Duften af friskbagt brød når mine næsebor. Jeg snuser ind og mine øjne lyser. Brød er verdens ottende vidunder. "Kom!" hviner jeg ivrigt og hiver Rosaline hen mod duften. Jeg har så meget fart på, og dermed også Rosaline, at vi tumler hovedkuls ind i en ung mand. Han samler sig hurtigt og hjælper straks Rosaline på benene. Og der er kemi. 

"Er de okay," siger han uden at fjerne øjenkontrakten. Hun er mindst lige så tryllebundet. "Ja siger hun fraværende. 

"Knægt! Hvor bliver du af?" Han vågner brat. 

"Det min far, jeg må vel hellere se at komme tilbage til boden." Men han flytter sig ikke. 

"Hvad sælger I?" Hun lyder lidt for interreseret. 

"Brød." Og med et genkender jeg stemmen. David, en dreng jeg kendte engang. Hjemme i Liverpool. Min legekammerat og ven. Bagerens yngste søn.

"Jeg er også ved at være sulten. Kom Fai!" Hun tager stadig ikke øjnene fra ham, men jeg har ikke tænkt mig at se på ham. Han må ikke vide det. Især fordi det samtidig ville ødelægge den lykke jeg kan se i Rosalines øjne. Hun elsker ham. Hvis han vidste hvem det var der var hendes slavepige, ville det måske ændre hans syn på hende. Og Rosaline må under ingen omstændigheder finde ud af hvem jeg engang var. Det er en lukket dør. 

"Javel frue," siger jeg og kigger ned i brostenene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...