Forbudt Venskab

To piger, to baggrunde. Den ene en rigmandsdatter, den anden en slave. Et venskab mellem to så forskellige mennesker burde ikke kunne eksisterer.

11Likes
8Kommentarer
1548Visninger
AA

18. Lord William Roseweld (Rosaline)

Det føles syrealistisk at være tilbage i London. Her har jeg ikke været siden jeg var hvad fem eller sådan noget? Det er elleve år siden. Elleve år siden min far fandt ud af, at der var mange penge i sukkerbrancen og flyttede os til de vestindiske øer. Faktisk havde jeg næsten glemt, hvor kold og rengnfuld London er på de elleve år, jeg har været væk.. Alligevel føles det godt at være tilbage eller næsten godt...jeg er her jo for at indgå et ufrivilligt ægteskab, så helt glad kan jeg ikke være. Alligevel kan jeg ikke lade være med at smile til Fai. Selvfølgelig et smil, min mor ikke kan se et diskret smil. 

Ellers sidder jeg bare og kigger ud af hestevognens vindue. Ud på Themsens grå vvande, der løber gennem byen. Der er noget smukt, men alligevel ulækkert over byen. DDet er så slet at se forskel på de fattige og de rige her. De fattige, der bor i utætte skuer ved Themsens bred eller i uhumske kvarterer som White Chapel eller lignende. Og så de rige, der bor i deres kæmpe palæer  i de fine dele af byen.

Der går noget tid, vi har nu lagt de fattige dele af byen bag os og er havnet i de pompøse rigmands dele. Vi køre ind af en udsmykket jernport og hestevognen gør holdt på en gårdsplads.. Så er der ingen vej tilbage. Fai træder ud i regnen som den første og finder en slags trappe frem, så jjeg ikke skal hoppe ned. Egentlig har jeg ret meget lyst til at hoppe lige ned i vandpyten for minbe fødder og derved søle miig selv til, men min mor vil slå mig ihjel, hvis jeg gør det, så jeg lader være og træder ud. En parraply bliver rakt frem mod både mig og min mor, vi tager mod dem og går så op til den gigantiske udsmykkede mahognihovedfør. Min mor griber fat i dørhammeren og slår den mod træet. Der går ikke særlig lang tid, før døren bliver åbnet af en mandlig slave. Og så træder han ud. Han ser ud, præcis som  jeg husker ham bare ældre. Sort en smule pjusket hår, bleg hud, fint tøj og grå øjne...William Roseweld.

Mange vil ok sige, at han er smuk, men de mennesker kan ikke se kulden og følelsesløsheden i hans øjne.

Han lader blikket glide henover vores lille forsamling. Ser kort og koldt på Fai, nikker høfligt til min mor og lader så blikket standse ved mig. "Lady Rosaline Smith," siger han, som om han præsentere mig til et eller andet bal eller sådan noget. "William," siger jeg med alt den høflighed, jeg kan mønste, det er svært ikke at lyde kold, men det lykkes forbavendse godt. Faktisk lyder jeg ovenud lykkelig over at se ham igen, hvilket er det totalt modsatte af, hvad jeg faktisk føler. 

"Du er endnu smukkere, end jeg husker dig," siger han. Ja sidst vi sås var jeg også fem år gammel William, det er klart du ikke kan huske mig, har jeg lyst til at sige. Jeg ser væk. For andre ser jeg bare genert ud, men i virkeligheden prøver jeg bare at skjule, hvor stærkt hadet brander i mine øjne. "Nå, men kom indenfor, I skal ikke stå her i regnen," siger han, hvorefter han tager min hånd i sin og nærmest trækker mig med indenfor.        

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...