Forbudt Venskab

To piger, to baggrunde. Den ene en rigmandsdatter, den anden en slave. Et venskab mellem to så forskellige mennesker burde ikke kunne eksisterer.

11Likes
8Kommentarer
1535Visninger
AA

17. London, England, 1716

Jeg smiler til hende, men vover ikke sige noget. Ikke endnu. Da hun så kommenterer tøjet, og ting og sager kan jeg ikke lade være med at fable om kulde, regnvejr og alt hvad hun kunne tænke sig og vide med hensyn til det praktiske. Hun viser mig sit skab og hurtigt har vi pakket en kuffert. Jeg kan se lyset skinne i hendes øjne og den smitter. Samtidig jo tættere på 'hjem' jeg kommer jo mere savner jeg min familie. På den anden side, Rosaline behandler mig som en søster trods jeg bare er en simpel slave. Det er nok.

Vi sejler tre dage senere. Sebastian vælger ikke at tage afsted med det samme, men vente nogle uger til selve bryllupet. Så det bliver kun Rosaline, Fru. Smith og mig selv, en skibskok og nogle sømænd der tager afsted. Rejsen er lang. Meget lang. Men jeg elsker fornemmelsen af vinden i mit ansigt, den friske havduft og de vuggende bølger. Jeg føler mig fri. Det giver mig samme følelse nå jeg rider, højt fart og den kolde luft.

Rosaline bliver søsyg. Hun er god til at skjule det men der er tidspunkter hvor hun bliver halvgrøn i ansigtet. Sømændene fasinerer mig også, i min tid i Liverpool brugte jeg megen tid på at studere skibe, og dette er et pragt eksemplar. Mændenes rutinerede bevægelser og deres dygtighed for mig til at tænke på rejsen hertil. Den var langt fra så smertefri. Mændene var brutale og ingen viste skibet den respekt hun fortjente.

 

Vi ankom til London en sen aften. Men selv ved nattetide er byen aldrig stille. Vi bliver hentet i hestevogn og bliver kørt ned gennem de brostensbelagte gader. Det er koldt men det er en temparatur jeg er van til. Og som for rigtige at byde os velkommen begynder det at regne. Men min glæde over ankomsten varer ikke ved. For da inser jeg, at jeg er den eneste der nogensinde kom hjem. Min familie kommer ikke til at se den skønne engelske natur igen. Aldrig nogensinde.I det mindste dækker regnen mine tårer.

År 1716. September måned. Jeg er fyldt seksten. Utroligt. Seksten år gammel. Seksten år og tilbage til mit hjemland. Har den bedste frue nogen kunne tænke sig. For første gang kan jeg faktisk lide at være slave. Hvis jeg ikke havde været det, ville jeg ikke have mødt Rosaline. 

Min tilværelse kunne være bedre, men hva pokker? Det er London, byen hvor intet er umuligt! 

"Så er vi her, frue." Jeg smiler til Rosaline da vi kører ind på gårdspladsen foran et palæ.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...