Forbudt Venskab

To piger, to baggrunde. Den ene en rigmandsdatter, den anden en slave. Et venskab mellem to så forskellige mennesker burde ikke kunne eksisterer.

11Likes
8Kommentarer
1523Visninger
AA

4. I'm sorry I really am (Rosaline)

"Brændemærkning først," kundgør han dog som om, det er en festlig begivenhed

En jernstang med min families mærke bliver rakt frem mod min far, og han tager imod den. Den er hvidglødende varm.

Hun skriger skingert, da det varme metal kommer i kontakt med den sarte hud på hendes hals. Da metallet atter fjernes, kan min families mærke tydeligt ses...det gløder mod hendes hud. En slange, der snor sig om en rose nedenunder et kunstfærdigt s. Behandlet som om hun er et dyr. Det er sygeligt.

Det, vender sig i mig ved tanken om pisken. Det kan jeg da ikke, det er grusomt, hun er kun en pige, alle disse tanker flyver hurtigt gennem hovedet på mig. Fastfrosset stor jeg bare der ved siden af min væltede stol og stirre chokeret på min far, inden jeg med nærmest mekaniske skridt går over og tager imod pisken fra in far. Mest af alt har jeg lyst til at kyle den fra mig, kvalmen vælder op i mig, der sidder stadig indtørret blod på håndtaget. Med forsigtige skridt går jeg over mod slavepigen, vis navn jeg ikke engang kender. Der er dødstille på pladsen. "Undskyld, jeg er så ked af...virkelig," hvisker jeg meget udtydligt, så det kun er hende, der kan høre det. Jeg har tårer i øjnene, som jeg hurtigt blinker væk, inden nogen når at se det. 

Pisken svirper, og blodet løber ned af hendes ryg. Jeg har lyst til at tude. Undskyld, undskyld, undskyld, bliver jeg i tankerne ved med at gentage, imens pisken bliver ved med at svirpe. Den lyd kommer til at hjemsøge mig forevigt. Hun skriger ikke, hun må enten være virkelig stærk psykisk eller sanseløs af smerte. Nu jeg tænker over det, så er det nok begge dele. Men alligevel kan jeg ikke lade være med at beundre hendes styrke. Jeg er begyndt at tro, at vi er fastfrosset i dette forfærdelige øjeblik for tid og evighed, men pludselig falder hun sammen på jorden og besvimer forhåbentlig skåner det hende for noget af smerten. Der er stille, men pludselig  runger min fars stemme ud over pladsen, der ellers er stille som graven. "Godt klaret Rosaline, gå tilbage til din plads," siger han. Atter vender det sig i mig, han lyder som om, han lige har rost mig for mit pæne klaverspil. Hvordan kan nogen være så kold og grusom?  Med øjnene rettet mod jorden i en trodsig stirren går jeg hen, rejser min stol op og sætter mig ned med blikket rettet mod mine knyttede hænder. 

 

Kapital skrevet af: The Sunprincess

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...