Forbudt Venskab

To piger, to baggrunde. Den ene en rigmandsdatter, den anden en slave. Et venskab mellem to så forskellige mennesker burde ikke kunne eksisterer.

11Likes
8Kommentarer
1523Visninger
AA

6. Hun lever (Rosaline)

Den ting med salven var måske lidt overildet, men jeg havde bare brug for at hjælpe, jeg kunne da ikke bare have ladet hende leve med smerterne. Desuden er det ikke blevet opdaget, at dåsen med salve er væk. Hvilket er godt, for jeg tror godt, min far vil kunne regne ud, hvor den så er havnet henne, og jeg vil ikke have slaven ud i flere problemer. Jeg ved ikke, om hun har overlevet feberen, som en af de kvindelige slaver fortalte mig, at hun havde fået, men jeg håber det. Hvad hedder hun egentlig? Jeg kender ikke engang hendes navn, tanken ryger igennem hovedet på mig, inden jeg kan nå at stoppe den. Det bør jeg ikke tænke over, det vil være sikrest for os begge, hvis vi aldrig ser hinanden igen. Tanken er sørgelig, men sandt.

"Rosaline, koncentrer dig," lyder min mors kommanderende stemme, og jeg bliver revet tilbage til virkeligheden ved klaveret, hvor jeg spiller Für Elise, for gud ved hvilken gang.. Med øjnene fast rettet mod tangenterne, så min mor ikke kan se irritetionen i mit blik, spiller jeg videre.

Da jeg er færdig med mit klaverspil, bliver jeg tvunget udenfor med min lillebror. Selvfølgelig vil han ud i plantagen, det vil han altid, han nyder at plage slaverne. På den positive side kan jeg finde ud af, om pigen er i live.

 

Så jeg går med min lillebror ud i plantagen skærmet mod den brandende sol af en parasol. Jeg har ondt af de mange hårdt arbejdende mennesker, der nærmest bliver kogt under solen. Med vagtsomme øjne så ingen lægger mærke til, at jeg leder efter en bestemt person, scanner jeg området. Der er hun, hun går foroverbøjet og hugger sukkerrør over. Man kan stadig se de røde striber efter pisken gennem hendes pjaltede tøj. 

Skyldfølelsen overvælder mig, jeg er den, der påførte hende den smerte. Forhåbenlig er hun klar over, at det ikke var med min gode vilje. Mest af alt har jeg lyst til at løbe over og give hende et kram og sige undskyld, men det ved jeg godt, jeg ikke kan, så jeg står bare og ser på min lillebror. Hans blå øjne lyser af ondskabsfuld fryd, imens han er i gang med at gøre slavernes liv endnu værre, end det i forevejen er. "Edwin, vi går nu," kommanderer jeg, inden han når at gøre noget rigtig slemt. Min lyse stemme skærer igennem den stille tunge luft som en kniv, og vagtsomme  øjne bliver vendt mod mig, men jeg ignorrer det, griber min brors hånd i et fast greb  og forlader plantagen med hans protesthyl som baggrundsmusik  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...