Forbudt Venskab

To piger, to baggrunde. Den ene en rigmandsdatter, den anden en slave. Et venskab mellem to så forskellige mennesker burde ikke kunne eksisterer.

11Likes
8Kommentarer
1528Visninger
AA

16. Glæde (Rosaline)

Yes min plan virker...tror jeg nok. Fai følger i hvert fald med os nu. Mest af alt har jeg lyst til at gå over og give hende et kram, men det ved jeg godt, jeg ikke kan...ikke endnu. Vi går op tiil huset, hvor det skal tjekkes, om hun er sund og rask nok til at klare turen til England uden, som min far siger at krase af, for han gider ikke udskifte mine kammerpiger i tide og utide. Det er ikke pænt sagt, men hverken Fai eller jeg selv siger så meget som den mindste lyd, det vil kunne ødelægge det hele, hvis vi siger noget forkert. 

Så hun bliver undersøgt via at se på tænderne og sådan, og hun bliver heldigvis erklæret rask, så hun kan tage med mig til London. Måske bliver det alligevel ikke så slemt, når nu jeg kan få en ven med. 

"Vid slave, at dette ikke er din billet til frihed, men blot en ændring i, hvem der ejer dig, min datters ord er nu din lov," siger min far og ser på Fai som om, hun er noget, katten har slæbt ind. Fai siger ikke en lyd, men nikker blot som tegn på, at hun forstår. 

Da den del er overstået, får hun en stuepigekjole stukket i hånden. Den er vidst en lille smule for stor,, men nu behøver hun ikke længere at gå i de pjalter, man knap nok kan kalde for tøj, så jeg er glad på både hendes og mine egne vegne.

"Rosaline, vi sender dig og...det der af sted så hurtigt så muligt, så jeg vil foreslå, at du snart tænker på at pakke," siger min far. Jeg hader den måde, han taler om Fai på, men jeg nikker og skynder mig så ud af lokalet med Fai i hællene.

Da vi først er kommet op på mit værelse, og jeg har skubbet den tunge nærmest lydtætte trædør i bag os, tør jeg give oprigtigt udtryk for, hvor glad jeg faktisk er. Et smil finder vej til mine læber, men denne gang er det et helt rigtigt ssmil og ikke et skjult nærmest usynligt et. Mine øjne stråler på en måde, de ikke har gjort, siden jeg var lille og ikke bekymrede mig om noget som helst.

"Åh Gud, jeg er så glad for, at du skal med mig," hvisker jeg og falder hende om halseen. Kort efter trækker jeg mig dog væk igen af frygt for, at nogen pludselig uanmeldt træder indd af døren.

Jeg forsøger at lægge mit ansigt i alvorlige folder. "Nå, tilbage til England, hvad skal jeg mon tage med," siger jeg i en alvorlig tænksom tone, dog vil Fai ikke kunne undgå at lægge mærke til lyset i mine blå øjne. Denne følelse har jeg ikke følt længe, men nu føler jeg den nærmest stærkere end nogensinde.

Glæde.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...