Forbudt Venskab

To piger, to baggrunde. Den ene en rigmandsdatter, den anden en slave. Et venskab mellem to så forskellige mennesker burde ikke kunne eksisterer.

11Likes
8Kommentarer
1508Visninger
AA

24. Et resikabelt stævnemøde (Rosaline)

"Vent Fai, jeg..." begynder jeg, men jeg når ikke at fuldføre min sætning, før hun forsvinder. Egentlig ved jeg heller ikke helt, hvad det er, hun vil, hun kann få slået sig selv ihjel for det her. Men så lægger jeg mærke til, hvem det er, der står der og venter på mig. Mine kinder gløder, og jeg kan mærke sommerfuugle i min mave. 

"Halløj Rosaline," siger han i et muntert tonefald som om, det vi har gang i ikke er noget, der kan få os begge ud i alvorlige problemer.  "Hej," hvisker jeg og sænker blikket i ren og skær generthed. En del af mine hjerne skriger til mig, at jeg virkelig burde vende mig om og løbe tilbage til palæet, om ikke for min egen så for Fais skyld. Men igen vil mit hjerte overhovedet ikke høre efter, og desvære kan jeg ikke rigtig andet end at overhøre min hjernes desperate skrig lige nu.

Forsigtigt hæver jeg blikket igen og ser op på ham, han smiler varmt til mig, og hans øjne skinner af spændning en følelse, der skræmmer mig en smule. "Kom nu pæne pige, vi har ikke særlig længe," hvisker han og griber med et drilsk smil min ene hånd, "Eller du vil måske hellere tilbage og sidde inspærret som en fugl i bur resten af dit liv?" spøger han og ser indgående på mig,, da jeg ikke gør mine til at flytte mig . Nej det har jeg absolut ikke lyst til. Mit ansigt lyser op i en slags rebelsk smil, og jeg ser på ham med det samme udtryk i øjnene som han selv. Hans sindstemning har smittet mig. "Nej, det har jeg ikke rigtig lyst til, hvor skal vi gå hen?" spøger jeg i en oprigtigt ubekymret tone. "Hmm, vi kan desvære ikke gå særlig mange stedeer hen, vi kunne blive opdaget, men jeg kender et sted, hvor vi burde kunne være alene," siger han.

Sådan bliver det. Uden indvendinger lader jeg David trække mig gennem den fattige del aaf London indtil vi kommer til et af de små faldefærdige huse.

"Det har stået tomt i årvis," siger han med et smil og åbner den ulåste dør, der ser enn smule råden ud. Han tager mig med op af en trappe til loftet. 

Her lugter muggent, men for mig betyder det ingenting, ikke når han er her sammen med mig.  Vi sætter os ned på gulvet og snakker om alle mulige ting. Jeg fortæller om min familie og han om sin. Om, hvordan vi hver i sær er vokset op og sådan noget. Jo mere han fortælller, jo mere ønsker jeg, at jeg var blevet født ind i en almindelig familie som Davids i stedet for den oveerklasse familie, jeg kommer fra. Jeg ville sådan ønske,, at jeg kunne være vokset op uden at skulle være den dukkeagtige pige, som alle skal elske. Hvis jeg nogensiinde får børn, så skal de ikke opdrages på den måde, beslutter jeg hurtigt. Kort efter får jeg dog næsten kvalme, da jeg kommer til at tænke over det faktum, at hvis jeg får børn, så er de højst sandsynligt Williams børn også. 

"Er du okay?" spøger David, bekymringen står tydligt at læse i hans grønne øjne, mit ubehag  må kunne ses på mit ansigt. Jeg tager en hurtig beslutning og vælger at fortælle ham om William, og den slags person han er.  Bagefter ser han helt chokeret ud. "Åh gud Rosaline," mumler han, og før jeg ved af det, tagerr han mit ansigt i sine hænder og kysser mig. 

Der er så meget kærlighed i det kys, men der er også sorg en afgrundsdyb sorg over, at det aldrig kan blive os to. Jeg gengælder, han skal vide, at jeg føler det samme. Men det er alt for hurtigt ovre. "Du bør gå tilbage," siger han efter at have trykket sig væk.. Jeg nikker sørgmodigt og rejser mig op. "Vi ses igen ikke?" spøger jeg håbefuldt, og han nikker, men der er tvivl at spore i hans øjne.

Med en lille vinken og et usikkert smil begiver jeg mig ned af trappen ud på gaden og tilbage til palæet. Nu håber jeg bare, At Fai er okay  

 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...