Forbudt Venskab

To piger, to baggrunde. Den ene en rigmandsdatter, den anden en slave. Et venskab mellem to så forskellige mennesker burde ikke kunne eksisterer.

11Likes
8Kommentarer
1513Visninger
AA

22. Drengen med brødet (Rosaline)

Aldrig havde jeg troet, at det at blive forelsket kan gå så hurtigt. Men han er fantstisk, der er en varme i hans øjne,, sådan en varme jeg har søgt efter hele mit liv. Min hjerne bliver ved med at fortælle mig, at det her aldrig går, men mit hjerte vil ikke høre efter. Ikke, at jeg bebrejder det. Han er virkelig køn, og når jeg jeg siger køn, så mener jeg det. Hans hår er pjusket og kastanjebrunt  og hans øjne er grønne. Han har lidt fregner på kinderne og et venligt smil. Uden rigtig at tænke over det følger jeg med ham hen til hans families bod. Brød eller kage har aldrig duftet så godt for mig. Han sender mig et smil og fortæller mig, at han hedder David Greengrass. Lidt af et spøjst efternavn, men jeg kan godt lide det i hvert fald, lyder det for mig meget bedre end Roseweld.

David smiler varmt til mig. "Hvad hedder de så frøken?"  spøger han muntert og rækker mig et stykke lunt brød. "Ro...Rosaline...Rosaline Smith," svarer jeg og ser ned på mine hænder for at skjule, at jeg rødmer. "Rosaline...dejligt navn, hvad laver de så i London frøken Smith?" spørger han videre. Tænksomt tager jeg en bid af brødet, imens jeg overvejer mit svar. ""Jeg skal giftes," svarer jeg trist efter at have overvejet, om jeg skal fortælle ham sandheden. "Nå, men så må jeg vel sige tillykke, han er noget af en heldig fyr, hvem end han så er, jeg håber, I bliver lykkelige sammen," mumler David, han lyder nærmest trist...skuffet.. Det går op for mig, at jeg ikke holder det her ud meget længere. "Jeg vil ikke giftes, han er ond," hvisker jeg næppe hørligt. Der bliver trukket i mit ærme. "Frøken vi bør gå nu, vi skulle være tilbage inden aftensmaden," Fais stemme er ikke meget mere end en hvisken, og hendes blik er stift rettet mod jorden. Jeg har ikke lyst til at gå. Hurtigt tager david min hånd i sin.. "Jeg håber vi ses igen en dag frøken Smith," siger han og ser indgående på mig. ""vær sød og kald mig Rosaline," beder jeg uden at trække min hånd til mig eller se væk. "Vi ses snart,, det er jeg sikker på...Rosaline," siger David, han smiler, men giver slip på min hånd. Fai har ret, vi bør gå. Forsigtigt sender jeg ham et smil, hvorefter jeg drejer om på hælen og går ned ad gaden tæt fulgt af Fai, der er utrolig stille. 

"Hvad er der galt?" spøger jeg og vender mig om for at se bekymret på hende. Dog sidder store dele af  glæden stadig i mine øjne   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...