Forbudt Venskab

To piger, to baggrunde. Den ene en rigmandsdatter, den anden en slave. Et venskab mellem to så forskellige mennesker burde ikke kunne eksisterer.

11Likes
8Kommentarer
1516Visninger
AA

2. Den afskyelige virkelighed (Rosaline)

Jeg sidder stille som en stenstøtte i den polstrede lænestol, det her er hæsligt. Mine forældre har igen hyret en oliemaler til at male et portræt af mig. Som om vi ikke har tomøjede portrætter nok. Alt jeg ønsker er at kunne løbe udenfor og finde noget at lave grise mig til ude i jorden og være sammen med andre på min alder.. Men det vil jeg aldrig få lov til, jeg er ikke ligesom andre på min alder. De fleste andre er ikke døtre af plantageejere. Ja du har sikkert gættet det ikke, mit navn er Rosaline Smith datter af Sebastian Smith ejer af en af de største sukkerplantager på de Vestindiske øer. Andre piger ville nok være henrykte over alt rigdommen, de dyre kjoler, opmærksomheden og det at have slaver der følger ens mindste vink, medmindre de ønsker at blive straffet.

Men jeg nyder det absolut ikke. Det føles forkert, vi behandler mennesker, som om de er mindre værd end dyr.

Faktisk så hader jeg det hele, måden vi behandler slaverne på, de dyre kjoler opmærksomheden..alting. Mine forældre giver mig ikke lov til at være mig. Jeg skal bare være den søde pæne pige, alle elsker, så snart de lægger deres øjne på hende. Sådan har jeg ikke lyst til at være. Det kan vist også ses på mit ansigt, i hvert fald skærer min mors stemme sig pludselig igennem stilheden. "Se nu lidt glad ud Rosaline," kommanderer hun. Det har jeg heller ikke lyst til så i stedet, sænker jeg blikket og ser ned på den nærmest lysende hvide kjole, jeg har på. "Mit korset sidder for stramt, jeg kan  ikke få vejret," mumler jeg delvist for at slippe for at sidde her og rådne og delvist fordi, det er sandt.

Pludselig styrter min tiårige lillebror ind i det alt for stille lokale.  "En af slaverne skal straffes," råber han med et smil, der er alt for lykkeligt og uskyldigt til det, han lige har sagt. Min mor rejser sig og beder kunstneren om at holde op med at arbejde. Selvfølgelig tvinger de os til at se på. Det er afskyeligt. Men alligevel rejser jeg mig fra stolen,, ellers vil min mor bare hale mig udenfor, og det ønsker jeg ikke.

Så alle som en begiver vi os ud på afstraffelsespladsen. Slaverne er blevet tvunget til at møde op og se på. Det er sindssygt, de bliver tvunget til at se, en af deres egne blive afstraffet. Måske en ven, en søster, en bror eller et barn. Den omtalte slave bliver slæbt ind på midten af pladsen, så alle kan se hende. Hun er kun en pige...en pige på min egen alder. Hendes gyldenbrune øjne lyser trodsigt som for at sige. Nok kan I pine mig, men jeg kæmper stadig imod. Jeg sænker blikket og ser ned på mine sko. Et skingert skrig skærer sig gennem luften.

Virkeligheden er afskyelig, tænker jeg.

Kapitel skrevet af: The Sunprincess

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...