Forbudt Venskab

To piger, to baggrunde. Den ene en rigmandsdatter, den anden en slave. Et venskab mellem to så forskellige mennesker burde ikke kunne eksisterer.

11Likes
8Kommentarer
1531Visninger
AA

5. Behandling

Jeg er overhovedet ikke forberedt på smerten fra brændemærkningen. Den slår benene væk under mig. Jeg skriger himmel højt. Så falder jeg sammen. Dianna når lige akkurat ikke at gribe mig.

Pisken svirper over min ryg. Smerten er modbydelig. Men jeg nægter pure at sige noget. Dels fordi jeg vil vise ham, Sebastian, at jeg ikke kan knækkes. Dels for at hjælpe Rosaline. Hvor forfærdeligt må det ikke være for hende også? Sætter så meget på spil for at redde mig, og så er hendes far så grusom? Det er ikke retfærdigt. Jeg bider tænderne sammen og holder mund. I det mindste forhindrer mine tanker i at finde tilbage til min lillebror. Og så besvimmer jeg.

Jeg vågner i feberkramper. Min ryg brænder som ild. Feberen. Tanken får mig til at vågne op. Feberen. Jeg vil ikke have Feberen. Jeg prøver forgæves at sætte mig op. Jeg ligger i vores hytte. Den er næsten affolket. Med undtagelse af to personer. Det ene menneske jeg ved ville være her. Og det sidste menneske jeg ville have troet turde komme.

Rosaline står i døråbningen og giver en række instrukser til Dianna. Uden at opdage mit blik, giver hun Dianna en lille dåse og et ekstra tæppe og sætter så i løb væk fra hytten. Dianna vender sig rundt og opdager at jeg er vågen.

"Hvad lavede hun her?" fremstammer jeg, men min stemme er skarp.

"Hun prøver bare at hjælpe dig." Hun sætter sig ned ved siden af mig. Stryger mit febervåde hår væk fra min pande.

"Jeg har ikke brug for hjælp, hu...hun skal udsætte sig selv for fare."

"Shh, lig stille." Hun smører indholdet af dåsen ud på min ryg. Med et er det ikke længere så vigtigt at brokke sig.

"Av!"

 

 

Det tager tre dage før jeg bliver smidt ud på marken igen. Rosaline har ikke vist sig igen. Inderst inde ved jeg godt at jeg ikke burde forvente noget. Hun tør ikke. Hvem ville turde? Og hvilken ret har jeg, en simpel slave, til at snakke med hende? Hun vil få ballade. Og måske en anelse vigtigere jeg ville nok ikke slippe fra det med livet i behold. Denne gang.

"Fart på tøs!" Jeg nikker og bøjer min ømme ryg ned og skærer endnu nogle sukkerrør over. Gid denne elendighed snart vil ende. Jeger uopmærksom længe nok til at jeg når at skære mig på min egen le. Jeg bander og svovler mens jeg skynder mig videre. Her er ingen nåde. Mit eneste håb er at feberen vil tage mig en af de lange nætter. Men se på mit held indtil videre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...