35 days (1D) Ændring!

Hvordan ville du have det, hvis du var på et cruise togt, sammen med den kendte Harry Styles? Og du har stødt ind i ham, og løb væk, og endte med at besvime? Og så ende i hans soveværelse, på skibet? Men være så bange, at du flygtede fra ham, og ind på dit eget værelse? Som faktisk lå lige ved siden af? Og så når skibet synker, og dig og Harry ender på en øde ø? Uden at vide hinanden er der? Og I tro I er alene på den store ø? Og støder ind i hinanden en dag, og I har fuldkommen had til hinanden, fordi du flygtede, og du bare i det hele taget er bange for ham? Han kunne jo udnytte dig, slå dig, og hvem ved hvad? Kan had blive til kærlighed? Eller er det bare noget man siger? Og hvad med drengene der hjemme, hvordan har de det, og hvordan reagere de på Harrys forsvindende? Tror de han er død? Og hvad med Harrys kæreste Taylor Swift? Og Gabriellas plejefamilie? Ja, velkommen til Gabriellas og Harry liv. *Læses på eget ansvar, stødende sprog og scener kan komme*

44Likes
38Kommentarer
3497Visninger
AA

7. Day 6


Gabriellas synsvinkel: 

Det var nu den 6 dag, jeg var her på skibet. Tiden var faktisk gået rimelig hurtigt. Efter min mening i hvert fald. Jeg kigger rundt i mit værelse. Hvad mon jeg skal lave idag? Faktisk havde jeg ikke rigtigt lavet noget de sidste dage. Ikke andet end at sidde inde på mit værelse, og slappe af. Havde kun været ude af mit værelse, for at hente noget at spise. Jeg er måske lidt bange for, at støde ind i ham drengene, som havde skræmt livet af mig. Og lad lige vær med, at tage det bogstaveligt, for ellers ville jeg ikke sidde her lige nu, på den dejlige bløde seng. 

Nå, men videre til ham drengene, som havde skræmt mig, meget. Ja, jeg er bange for, at støde ind i ham. Hvad nu hvis, jeg var blevet inde på hans værelse, eller han havde nået at få fat i mig. Hvad skulle jeg så gøre? Hvad ville han gøre med mig? Eller mod mig? Voldtage mig? Så ville det ikke være første gang. Jeg sukker og prøver at holde tårerne inde. Et minde jeg ikke vil huske, et dårligt minde.

Jeg kan ikke holde tårerne inde mere, og de begynder ligeså stille at trille ned af mine kinder, som begynder at blive fugtige. Hvorfor skulle det gå ud over mig? Hvorfor skulle det være mig? Hvorfor ikke en anden? Ikke at andre fortjener det, men hvorfor mig? Jeg synker den klump, som er kommet frem i min hals. Jeg snøfter, og fører mine hænder op til mine øjne, og tørrer tårerne væk, men det er som om, der hele tiden bare vil komme flere, og det irritere mig. Hvorfor skulle jeg altid være den svage? Være den som ikke dur til noget? Være den der kommer i sidste række, og den som ingen bekymre sig om? Hvorfor mislykkede mit selvmord den gang, det ikke skulle se ud som et selvmord.. Jeg forbander den bil, fordi den nåede at bremse, og ikke bare kørte mig over, men ja, sådan er det desværre. 

Hov, det skulle måske ikke komme ud, hæ.. Det holder vi lige for os selv, så tys tys. Jeg sukker, og lægger først mærke til, at jeg stadigvæk græder nu. Jeg forbander virkelig at jeg er så svag. For hvorfor kan jeg ikke være stærk? Og vise folk, at ingen har eller kan knække mig. Sandheden er bare, at jeg er blevet knækket. Men det her er en ny start. En helt ny start, hvor det er kun er mig, kun er mig det handler om, og ikke nogen andre. De kan bare skride af helvedes til. 

Ingen kan bestemme mere over mig. Jeg er min egen herre. Min egen boss. Min egen chef. Hvis nogen prøver at bestemme over mig, så ved jeg ikke om de kommer levene fra det. For med mine store muskler, kommer ingen levene forbi. Det er faktisk ret trist, at I ikke kan se dem. For de er vildt store. Jeg sukker, og rejser mig op for sengene. Måske jeg burde lave noget, i stedet for hele tiden bare at tænke. Det er vel også kedeligt for jer, bare at høre mine tanker? Jo, det tænkte jeg nok. 

Jeg åbner døren, og træder ud på gangen. Jeg kigger mig rundt, for at holde øje med, at ham drengen ikke er her. Ja, jeg undgår ham. Okay måske er han lækker, men jeg lader mig ikke narre. Man kan godt være lækker, og så være et monster. Eller en djævle. Med usynlig horn og hale. Jeg vil væde med, at han har det. Altså bare om æreren, for ja, jeg væder ikke med penge, for dem har jeg ligesom selv brug for, hvis I forstår mig. 

Jeg smiler for mig selv, da jeg ser han ikke er der. Fri bane. Jeg bevæger mig ned mod hallen, hvor der plejer at være mad, for ja, jeg er sulten. Min mave rumler, hvilket for mig til at slå på den. "Stille, måske er du sulten, men hold ud" okay, nu tænker I sikkert at jeg er mærkelig, fordi jeg snakker til min mave. Eller I har nok fundet ud af, at jeg er mærkelig for laaang tid siden, eller lang og lang tid siden. Nå, men ja, jeg taler til min mave, og den har faktisk også et navn. Den hedder faktisk, Grundrid. Meget flot navn. 

Jeg kommer ind i hallen med mad, og jeg er ikke langsom til at tage noget, Grundrid, skal jo nødig begynde at snakke igen, for det vil være pinligt. Meget endda. 

**********

Undskyld for det korte Kapitel skal nok gøre det næste længere! Håber i kan lide det alligevel:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...