35 days (1D) Ændring!

Hvordan ville du have det, hvis du var på et cruise togt, sammen med den kendte Harry Styles? Og du har stødt ind i ham, og løb væk, og endte med at besvime? Og så ende i hans soveværelse, på skibet? Men være så bange, at du flygtede fra ham, og ind på dit eget værelse? Som faktisk lå lige ved siden af? Og så når skibet synker, og dig og Harry ender på en øde ø? Uden at vide hinanden er der? Og I tro I er alene på den store ø? Og støder ind i hinanden en dag, og I har fuldkommen had til hinanden, fordi du flygtede, og du bare i det hele taget er bange for ham? Han kunne jo udnytte dig, slå dig, og hvem ved hvad? Kan had blive til kærlighed? Eller er det bare noget man siger? Og hvad med drengene der hjemme, hvordan har de det, og hvordan reagere de på Harrys forsvindende? Tror de han er død? Og hvad med Harrys kæreste Taylor Swift? Og Gabriellas plejefamilie? Ja, velkommen til Gabriellas og Harry liv. *Læses på eget ansvar, stødende sprog og scener kan komme*

44Likes
38Kommentarer
3761Visninger
AA

13. Day 12

Gabriellas synsvinkel: 

Tiden går langsomt. Og det er kedeligt. Der er ingenting man kan lave. Det samme om og om igen. Stå op. Spise. Sidde på værelset, og stirrer ud i luften. Spise. Logge på facebook. De samme hade bedskeder. Spise. Tilbage til værelset. Spille på min mobil. Sove. Det er bare det samme, om og om igen. Hvad kan jeg ellers lave? Der er jo ingen der vil snakke med mig. Der er ingen der lægger mærke til mig. Eller jo, for at kalde mig luder, og grim, og alt det andet. 

Jeg sukker. Det har altid været mig, det har gået ud over. Altid. Det har aldrig været nogen andre. Kun mig. Forever alone. Bogstaveligtalt. Men hvem ville også være sammen med mig? Og snakke med mig? Snakke med den grimme Gabriella, som bare burde dø? Eller det er i hvert fald det jeg har fået afvide om og om igen, dag på dag. 

Jeg rejser mig op fra sengen, og går hen til min bærbar. Jeg tager den op fra bordet, - som den står på -, og tager den med hen til sengen. Jeg sætter mig med et bump, hvor jeg lægger den på den bløde seng. Mit brune hår går ned foran mine øjne, og jeg puster til det, for at få det væk. Jeg sukker, da det ikke hjælper. Jeg rejser mig op, og gør med sløve, tunge skridt hen til mit badeværelse. 

Jeg åbner den brune dør, som fører ind til det lille badeværelse, som man nu har her. Det er dog heller ikke lille, men det kunne godt være større, det ville skam ikke skade. Jeg går hen, og åbner en af de nederste skuffer, som er ved siden af vandhanen. Jeg rydder rundt i skuffen, indtil jeg finder mit sorte elastik. 

Jeg tager fat i det, hvor jeg bagefter får lukket skuffen, med mit ben. Jeg åbner den øverste skuffe, og tager fat i min sorte, og pinke hårbørste. Jep, og den er mega nice. I skulle virkelig se den. Men jeg deler ikke. Niks, den kan i godt glemme alt om. Det min, slut, prut, finale, dut, dut. 

Jeg redder mit hår igennem, hvor jeg bagefter samler det, så det sidder midt på, omme bag ved, sådan i en nogenlunde høj højde. Jeg tager elastikket om mit hår. Jeg smiler tilfreds til mit spejlbillede, da jeg er tilfreds. Altså med hestehalen. Ikke alt det andet, for ja, der er ikke noget at være tilfreds over på det punkt. For ja, jeg er grim, og ligner en luder, men jaja, nogen skal jo være det, og ligne det, og en af dem, er så åbenbart mig. 

Jeg lægger min super, ultra seje, hårbørste ned i skuffen igen, hvor jeg lukker den. Jeg sukker. Jeg har virkelig et kedeligt liv, og et trist liv. Hvorfor lever jeg overhovedet? Hvorfor blev jeg født? Kunne jeg ikke bare dø? Kunne de ikke lade vær med at føde mig? Kunne de ikke dræbe mig, inden alt indeni mig dræber mig. 

Jeg går ind til min bærbar igen, og prøver at holde de saltede tårer inden. Alle de tanker, alle de ord, alle de slag, hvordan har jeg overhovedet kunne klarer det? Nogle ville mene jeg er stræk, mens andre måske mener jeg er svag, men lige på det punkt, kan folk fandme rende mig i røven. 

Lige som et citat siger: Det er okay I taler bag min ryg, men kan I så ikke også kysse min røv i mens? 

Det værste er, at jeg ikke kan ignorer dem. Jeg kan ikke ignorer deres ord. De sidder i mit hoved. De bliver ved med at gentage sig om og om igen, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg kan se på, i mens min verden falder sammen, jeg kan ikke andet... Jeg ville ønske jeg kunne, men sådan er livet ikke. 

Jeg lægger mig i sengene, sådan jeg ligger på maven. Jeg åbner min bærbar, hvor jeg bagefter får trykket på tænd knappen. Måske er det en dårlig ide, at tænde den, altså hvis jeg får hade bedskeder, men ja, ligenu er jeg faktisk ligeglad. De har ødelagt mig nok, mere kan jeg vel hellere ikke blive ødelagt, så det gør vel hellere ikke noget. 

Jeg stirrer på min bærbar, imens den starter op. Jep, har virkelig intet liv, og et kedeligt et, men det er vel ikke noget nyt. Jeg trykker ind på internettet, og skriver så youtube oppe i det der søgefelt. Jeg kigger på skærmen, mens jeg venter et stykke tid på, at den kommer ind på youtube. 

Jeg søger hurtigt på Demi Lovato's sang 'Never been hurt'. Det er virkelig en af mine ynglingssange. Den er virkelig god. Jeg trykker ind på den, da den kommer frem, og melodien kommer hurtigt ud fra min bærbar, som jeg stille nynner med til. 

Jeg åbner en nye fane, hvor jeg går ind på spring.me. Du ved, den side der før hed formspring? Ja, okay godt. 

Jeg kan se jeg har fået en masse ting, eller der hvor der står, at nogle har skrevet til dig, eller et spørgsmål til alle ens følgere. Jeg trykker ind på det, men fortryder det straks, da jeg ser dem igennem. Had på had på had. Jeg synker den klump jeg får i halsen. Jeg skal til at gå videre, da en speciel fanger mit blik. Jeg læser den om og om igen, og kan mærke jeg begynder at ryste. Det kan ikke passe! Hvordan fandt han mig? Var han ikke væk?

Hey luder. Kan du huske mig? Måske, måske ikke? Men det skal jeg nok gøre sådan du gør. Jeg ved hvor du er. Jeg ved hvilket værelse du bor på. Faktisk håber jeg snart at give dig selvskab babe. 

 

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Undskyld for et lamt kapitel, men skulle bare have skrevet et. Og undskyld ventetiden, men håber I kan overleve med det. Og igen undskyld, for det også er kort, men håber I kan lide det. 

Men hvad synes I om den indtil videre? Kom med noget vi gør godt, og noget vi kan gøre bedre, vi er altid klar til at lytte, og kommater endelig, de er så dejlige at læse<3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...