Slavery

Vil du have en god historie? Vil du have en historie med en lykkelig slutning? Så er jeg ked af at fortælle dig at jeg ikke tror at denne her får det. Ikke på nuværende tidspunkt. Jeg er nemlig blevet slave. Jeg betaler min bedstefars gæld. Min familie er væk. Og nu er jeg helt alene ....
Anna er 15 år gammel da hendes familie bliver taget fra hende. Fortvivlet og alene bliver hun ført til en slavelejr. Hendes usædvanlige evne gør ikke opholdet mere behagelig. Overbevist om at nogen er efter hende, kæmper hun for livet. Mit i alt virvaret møder hun en dreng. En dreng der kender hende. Men som aldrig har mødt hende.
billede/tegninger (c) Viria

12Likes
26Kommentarer
1255Visninger
AA

2. Salg

Annas synsvinkel

Mit hoved gjorde sindssygt ondt. Dette sted, disse mennesker, deres historier gjorde mig skør. Selvfølgelig gjorde de det. De var jo slaver! Præcis ligesom mig.

 

Min bedstefar havde, til hans forsvar, ikke meget af et valg. Men han kunne have ladet være med at sælge sit barnebarn til en flok slavehandlere. Hans eneste tilbageværende slægtning. Den eneste overlevende.

De kom til ham dagen efter mine forældre døde. Jeg var løbet, fortvivlet af sorg, igennem skoven, hvor en forbipasserende havde samlet mig op og sat mig af inde i byen. Der var jeg gået til min bedstefars hus. Han havde lukket mig ind og jeg havde fortalt ham det hele. I lang tid havde han så bare siddet og kigget ind i ilden. Så vendte han atter blikket mod mig. I hans øjne kunne jeg se sorgen brænde stærkere end ilden i kaminen. Sidste efterår døde min bedstemor af en eller anden lungesygdom. Få år forinden var min mors storesøster blevet dræbt i en ulykke. Og nu sad jeg og fortalte ham at alle, undtagen mig, den af tvillingerne han mindst kunne lide, var døde over en nat. Selvfølgelig var han ked af det. Men det gav ham ingen ret til at gøre det han gjorde.

De kom om morgenen. Jeg havde knapt lukket et øje, bare ligget og stirret op i loftet med billedet af min søsters blod printet på bagsiden af mine øjenlåg. Hvis jeg lukkede øjnene ville jeg være nød til at se det. De brød døren ind. Min bedstefar ikke så meget som kæmpede imod. Et øjeblik var jeg sikker på at det var de samme mænd, men dem her kendte jeg. Kongens skatteindkrævere. Først kom en lang tale og derefter en ordre om øjeblikkelig indbetaling. Han havde ikke pengene. Den første mand lod sit blik løbe over alt af værdi i rummet. Det standsede ved mig.

"Sikke en yndig ting man har fået i huset var, Svend?"

"Det er mit barnebarn du taler om, Sir." Et øjeblik lød det rent faktisk som om han interesserede sig for mig.

"Ser man det, tag hende med," kormanderede han. "Hun skal nok blive til god nytte et eller andet sted, måske i minerne. Du kunne ikke betale dine regninger med guld, nu må du tage konsekvenserne." En af de andre mænd greb fat i min arm.

"Nej! Bedstefar! Det kan du ikke mene, nej jeg vil ikke!" Han ikke så meget som rørte en muskel. Stod stille som en statue. "Bedstefar!"

"Få pigebarnet til at holde, kæft!"

 

"Nummer 113!" Nej ikke nu. De andre folk omkring mig i laden så medlidende på mig. Min tur. Min tur til at blive solgt. Som slave. Og kun gud vidste hvor jeg ville ende. Alt jeg kunne håbe på nu var at det ikke blev minerne. Med tunge skridt og med en vagt i ryggen gik jeg op til podiet. Det var nu. Ikke aldrig. For nu var nu, og denne gang ville der ikke være en mor, en far eller en søster til at gribe mig når jeg ville falde. Aldrig nogensinde igen.

 

                                                                          

Skrevet af Alanna.lion

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...