Do you remember? *ONE SHOT *

Inde bag de gule mursten har jeg levet min barndom. Højt oppe i æbletræets krone, har jeg set smil og glade dage. Nu, ja hvad nu? Nu er der kun rester tilbage. Rester af en familie, der engang boede inde bag de gule mursten.

4Likes
2Kommentarer
495Visninger
AA

2. Do you remember?


 

 

Der er noget smukt over minder. Det minder om en smuk klar nattehimmel fyldt med stjerner. Det er ikke sikkert, at du kan se dem alle sammen hver aften. Nogle gange vil de være der, andre gange vil de ikke. Nogle vil være tydelige, mens andre vil du være i tvivl om, hvorvidt de overhovedet er der.

 

Vi havde en gang et hus med en have. Det var der såmænd ikke noget specielt i. Faktisk var det sådan, det var med de fleste familier. Men for mig var det specielt. Det var mit hus. Det var mit hjem. Det var sådan, at jeg ville have det. Bare mig, min mor, min far, mine søstre, mit hus og min have.

 

Huset lignede såmænd også alle andres med de gule mursten, det røde tag og en have med blomsterbede, et gyngestativ og et stort æbletræ. Inde i huset var det også lige som alle andres med hvide vægge, bonede gulve og et køkken fra IKEA. Hele huset var ikke et hus, som du kiggede på og tænkte: ”Wow, det er flot! Der vil jeg gerne bo en dag.” Det var mere et hus, som du bare kørte forbi, når du skulle over til en veninde og lege. Men det var mit hus og min have. Det var præcis, som jeg ville have det.       

 

Det bedste sted i hele verden var det store æbletræ, som var placeret lige i midten af hele haven. Det var ikke på grund af de store flotte røde æbler, at træet var godt. Heller ikke, fordi det bare stod godt til vores hus, selvom det måske var grund nok til at elske det. Nej, træet var godt, fordi det havde de bedste grene. Træet var det bedste træ til at klatre i. Det havde altid været mit yndlingstræ i hele verden. Det var mit træ.

 

Om sommeren, når haven var fyldt med udsprungne blomster og grønt græs, var der ikke noget bedre end at løbe rundt i haven i en sød blomstret sommerkjole og lege. Vi klatrede i træet, hoppede på trampolin, spillede havespil, legede vandkamp eller spiste nybagte boller på terrassen.

 

Og om vinteren, når sneen endelig faldt i januar og julen for længst var ovre, tog vi vores kælke og blev trukket rundt i haven. Vi lavede en snemandsfamilie og kastede snebolde efter hinanden og fik varm kakao, når vi frøs for meget.   

 

Det var sådan, at jeg ville prøve at huske min barndom. Gode minder som en familie med hus, have og børn. Små lykkelige børn. Men bag enhver lyserød sky gemmer der sig en anden verden. En mere grå og langt fra perfekt verden. Lidt ligesom ordsproget: ”Der er to sider af en medalje.”

 

Og lige pludselig inden du får set dig om, så forandres alting. Lige pludselig var vi ikke længere en familie. Ikke flere vinterdage, der skulle gå med sneboldkampe eller kælketure. Ikke flere sommerdage, der skulle begynde med, at far vandede blomster og som sluttede med vandkamp med min far, min mor og mine to søstre.

 

Den dag, hvor vi fik det at vide, var far allerede taget af sted. Vi sad i gangen, bare mig, min mor og mine søstre. Så kom det. Det, som vi egentlig bare havde ventet på, skulle ske. For inde bag husets gule mure, herskede en buldren af skældsord, der fløj på kryds og tværs gennem stuen og en barnegråd fra to små piger, der kun var et par år yngre end jeg.

 

Det var noget, vi aldrig kom til at savne. Men selvom der var nogle bristepunkter inde bag de gule mure, så ønskede ingen af os, at vores familie blev skilt ad. Selvom far kom sent hjem hver dag, og vi aldrig rigtig så ham, så ønskede jeg stadig, at vi blev ved med at være en familie.   

 

Tingene skulle selvfølgelig ikke være nemme. Så midt i alt rodet med skilsmissen, skulle vi flytte. Vi skulle væk fra de trygge rammer. Væk fra lykken og ulykken. Væk fra mit træ, de gule mursten og det røde tag. Jeg var ikke klar. Jeg var ikke klar til at skulle forlade mit hjem, mine minder og min barndom.

 

Al lykke slutter et sted. Måske var det her stedet. Jeg havde ikke længere en familie eller noget hjem. Jeg havde kun mine minder. Men hvad skulle der blive af dem, når jeg ikke længere ville kunne gå over de bonede gulve og tænke tilbage på de gange, hvor vi havde siddet inde i stuen og set en film, mens vi spiste saltlakrids. Når der ikke længere var noget til at minde mig om alle de stunder, som vi havde delt sammen. 

 

Jo mere tid der gik, jo færre ting var der i vores hus. Til sidst var der kun juletræet og fire madrasser. Det var alligevel lidt hyggeligt, som vi lå der. Os fire piger i skæret fra juletræets lys. Fra nu af skulle det kun være os fire. Vi skulle have et rigtigt pigehus, helt uden drenge. Måske var det alligevel ikke så slemt. Måske kunne det alligevel godt gå hen og blive hyggeligt. Mor sagde altid at: ”Når et kapitel slutter, så starter et nyt.” Måske ville det nu blive godt. Måske skulle jeg bare give det en chance og se hvad ville ske.  

 

 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...