Svanen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2013
  • Opdateret: 24 okt. 2013
  • Status: Færdig

1Likes
1Kommentarer
277Visninger

1. Svanen

Drengen hed Søren. Han havde hudafskrabninger på sine knæ og en bule i panden. Alligevel klatrede han i træer dagen lang og drak varm kakao med alt for meget flødeskum, når han kom hjem om eftermiddagen. Han havde et yndlings træ, hvor han ofte sad, hvis han kedede sig. Herfra kunne han se helt ned til søen, hvor hans mor havde sagt, han aldrig måtte gå hen, men han længdes sådan efter det spejlblanke vand. Ved søens bred stod høje planter, løvefod, havde hans mor kaldt dem, og hun sagde, at de var farlige. Søren drømte om søen om natten, han fløj over den som en svane. Han landede på dens kolde vand og skuttede sig, mens solens stråler varmede hans krop. Løvefødderne var ikke farlige, de var et gemmested når der var jægere. Han svømmede ind mellem dem og gemte sig i deres grønne, mens han tænkte på, at det ikke var farligt ved søen, så længe man var forsigtig. Når han vågnede om morgenen kunne han være helt trist, fordi han vidste, at det kun var en drøm, at han ikke fik lov til at tage ned til søen. Søren plagede sin mor om at gå med ham derned, men hans mor blev altid sur når han spurgte og sagde, at hvis han stadig ville se den forbandede sø tæt på når han blev stor, kunne han da gøre det. Men så længe han var lille måtte han holde sig til træerne, og hvorfor kunne han ikke bare nøjes med at lege i dem? Søren kunne ikke svare hende. Der var bare noget magisk ved søen, som trak i ham, og han synes det var strengt, at hun ikke ville tage ham med, så kunne hun jo selv se, at det ikke var farligt. Søren havde ikke nogen far, som kunne tage ham med til søen. Han havde heller ikke nogen bedsteforældre, men det var ikke noget, han tænkte over så tit, kun når han så andre drenge komme gående ned ad gaden med deres fædre. Han så dem kælke om vinteren, og han ville så gerne prøve at glide på sneen, men hans mor ville ikke ud om vinteren, for sne var koldt og vådt, og hun kunne godt lide tørt og varme. Søren gjorde mange ting alene. Han kælkede på numsen, fordi han ikke havde nogen kælk, og han måtte ikke tale med fremmede, så han sagde nej når nogen spurgte, om ikke han ville prøve deres. Men da Søren blev lidt ældre, blev han træt af, at hans mor ikke ville lade ham gøre noget alene, og i øvrigt ikke ville være med selv. Han sad en dag i sit yndlings træ og kiggede ned på søen og tænkte; Jeg er da bare ligeglad!, og så begav han sig ned mod søen, alene selvom han ikke måtte. Han vidste, at hvis hans mor fandt ud af det, ville kun blive tosset og skælde ham ud, og så ville han ikke få lov til at komme ud af huset i en rum tid, men han ville bare lade være med at gøre sig alt for beskidt, og han ville undgå at blive våd. Så kunne hun sikkert ikke gætte det. Søren synes der var længere ned til søen end han havde troet. Det tog ham lang tid at nå til løvefødderne, men da han endelig kunne se dem foran sig, løb han imod dem og kunne mærke, at han blev helt glad. Endelig var han kommet ned til søen! Søren gled fordi jorden var smattet. Han blev helt mudret og vidste ikke, hvad han skulle sige til sin mor når han kom hjem. Han rejste sig og overvejede at gå tilbage, men nu var han jo alligevel beskidt og kunne lige så godt blive og se lidt nærmere på søen. Han synes det var sjovt hvordan jorden sugede hans sko i sig, så han måtte trække dem op og gik længere og længere ned mod søen, fordi det var så skægt. Pludselig var der ikke mere jord foran ham. Vand lå for hans fødder, og da han kiggede op var det søen, han så foran sig. Han sukkede. Søen var smuk. Han så ænderne, der gled hen over vandet og vinden, der pillede ved overfladen så den dannede krusninger. Han stod længe og kiggede på søen. Så længe, at skyggerne blev lange. Han opdagede til sin store forskrækkelse, at han havde brugt hele dagen ved søen, og han måtte hjem i en fart. Men han kunne ikke trække sine fødder ud af jorden. Hele skoen var sunket i og han havde ikke kræfter til at få fødderne op. Han sad fast. Han prøvede i lang tid, lige indtil han ikke kunne mere og forpustet måtte sætte sig ned. Det blev hurtigt mørkt, og han blev bange for forstod, at han ikke skulle være gået derned, at han skulle have lyttet til sin mor, og han ønskede at han var svanen fra sine drømme, så han kunne flyve over søen og tilbage til sin mor. Anja vågnede fra en lur, hun ikke skulle have taget. Hun kiggede ud af vinduet og så, at det var blevet kulsort udenfor. ”Søren,” kaldte hun. Da hun ikke fik noget svar, blev hun nervøs og rejste sig. Hun gik ind på Sørens værelse, men han var der ikke, og han var heller ikke nogen andre steder. Hun begyndte at græde og løb ud på gaden, hvor hun råbte hans navn højt og folk kom ud for at høre, hvorfor hun dog lavede sådan et spektakel. Snart var hele byen i færd med at finde hendes søn, da det gik op for hende, at hun godt vidste hvor han var, og hun blev så vred og ked af det, at hun ikke nåede at sige det til nogen anden før hun løb mod søen. Hun fandt ham ved søens bred. Han sad på jorden med fødderne i mudderet og han havde grædt, men han gjorde det ikke mere. Hans øjne så tomme ud. Anja blev bange, når hun så ind i dem. ”Hvor kunne du!” råbte hun, men Søren kiggede bare væk, ud over søen. ”Kom så, Søren. Vi går hjem.” Men Søren blev siddende. Lige meget hvor meget Anja hev og flåede i ham, kunne hun ikke få ham op at stå, og til sidst måtte hun sætte sig ved siden af ham. Hun skældte på ham og hun var bange, og tårerne fik frit løb. ”Det hjælper ikke at græde,” sagde Søren til hende. ”Se.” Han pegede ud på vandet. En svane lettede og fløj bort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...