Forvirret

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2013
  • Opdateret: 24 okt. 2013
  • Status: Igang
Amelia er død og skal prøve ar finde ud af hendes liv før døden

0Likes
0Kommentarer
145Visninger

1. Kapitel 1

Der var altid det samme , men ikke ligsom føste gang. Jeg havde det som om mit brystben var en dør  hvor noget brutalt havde drejet en nøgle rundt i mig . Min lunger ville gerne åbne sig, de ønskede ikke at kæmpe mod den drejende nøgle. Den primitive del af min hjerne, som er ansvarlig for overlevelse,ville havet mig til at trække vejret, men en anden del af min hjerte råbte endnu højere,og kæmpede mod en trang det ville få mig til at lukke vandet ind. Det sorte vand knugede og omklamrede mig overalt. Jeg pressede læber og øjne sammen, selvom jeg havet et desperat behov at se, så kunne undslippe mareridtet. Alligevel sivede det  lidt efter lidt ind i min næse og mund. Selv mine øjne og ører kunne ikke holde det ud. Vandet svøbte om mine arme og ben, som glidende, blødt stof der trak min krop i alle retninger. Jeg var under mange lag glat og hvirvelende stof, og jeg kunne ikke vriste mig fri jeg havde kæmpet for længe og for hårdt, og nu var min krop sækket af manglen på ild. Mine armes vilde fægter i retning af det jeg troede var overfladen , blev mindre vild,som om det usynlige stof omkring dem var stivnet. Jeg rystede bogstaveligt talt på hovedet ad trangen til at trække vejret. Jeg råbte "nej" inde i hovedet 'Nej!' 
Men også instinkter er forræderiske - ubøjelige og umedgørlige. 
Jeg åbner munden og trak vejret. 
Og dom altid, bortset fra den føste gang jeg havde det mareridt, vågnede jeg. 


Jeg holder øjenene lukket og blev ved med at gispe. Denne gang gav min hysteriske gispen mig luft i lungerne i stedet for vand der havde fyldt mine lunger og standset mit hjerte under der føste mareridt.
Nu var luften overflødig og meningsløs i mine døde lunger. Jeg mærkede ikke desto mindre en sløv glæde over dens tilstedeværelse: selvom mit hjerte ikke længere slog, betød luften at jeg ikke længer var ved at drukne. 
Jeg følte  mig alligevel en smule dum over at have været bange. Men kan trods alt ikke dø to gange. 
Og jeg var allerede død, så meget var sikkert. 
Jeg havde været et stykke tid om at acceptere den kendsgerning, måske flere år. Når man er død,betyder tiden ikke rigtigt noget . Jeg havde vandret rundt i årevis, forvirret og distraheret af alt hvad jeg så og hørte. Jeg skreg ad forbipasserende og tiggede dem om at forklar mig hvorfor jeg var så fortabt, eller bar vise at de kunne se mig. Jeg kunne godt se mig selv, mine bare føder hvide kjole og mørkebrune hår som bølgede da det blev tørt, men det kunne andre ikke. Jeg så aldrig en anden der var som mig, en der var død, så der var faktisk ingen menig i at sammenligne. Det var mareridtene der til sidst fik mig til at forstå og accepter sandheden 
Til at begynde med var der der ingenting i min omgivelser der mindede mig om mit liv, intet andet end en svag følelse af at jeg kendte skoven og vejene jeg vandrer på.
Men så begyndte mareridtene. 
Jeg blev pludseligt bevidstløs i en periode. Når det skete, druknede jeg igen. Føst efter jeg havde haft mareridtet nogle gange, gik det op for mig at det var minder om min voldsomme død. 
Så minderne om min død var vandt tilbage.  Alligevel dukkede der kun  nogle få minder op om mit liv- mit navn , Amelia men ikke mit efternavn. Min alder da jeg døde - 18 år - men ikke min fødselsdato. Og så naturligivis den kendsgerning at jeg tilsyneladende havde kastet mig ud fra en bro og ned i den storepiskede flod nedenunder der, men ikke hvorfor. 
Selvom jeg ikke havde noget erindring om mit liv og havde jeg lært af det, havde jeg stedevig nogle svage minder om en religiøs lære. De få religiøse taler jeg kunne huske havde bestemt ikke sagt noget om denne form for liv efter døden. De skovklædte, tørre bjerge i det sydøstlige Oklahoma lignede ikke min forestilling om Himlen,  og det gjort de konstante genopførelser af min død søvne heller ikke. Ordet 'skærsild'  dukkede op hver gang jeg vågnede efter et mareridt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...