Watch me.

Dette er primært en historie om en pige ved navn Silje.
Hun bor i en provinsby, lige startet på gymnasiet.
Hun er mentalt syg, og døjer med en masse problemer - følg hende, og se om hun ender med at få en fremtid, eller om hun har et møde med døden tidligere end forventet.

5Likes
1Kommentarer
613Visninger
AA

3. Kapitel 3.

Så sad jeg her i kantinen med Sara, Amalie, Jennie, Jimmy og Anna.
Alle sad og hyggede sit med hvert sit, men stemningen var god nok.
I kender hverken Jimmy eller Anna.

Jimmy var den irriterende klog type, som vidste alt - man kunne ligeså godt droppe at diskutere med ham, for det ville ende på alle andre måder end man ville have det.
Men han var god nok, og han var ret behagelig at være sammen med. Han forstod ting som mange andre ikke gjorde.

Anna var den smilende, og støttende - man ved altid hvor man har hende, og allerede fra første dag, vidste jeg at hun var til at stole på.
Anna.. Hun var den type som man kunne fjolle med, og samtidigt have det sjovt med.

- De er begge gode, og til tider joinede de vores lille "gruppe" - for det meste var der aldrig noget drama, det hele var tit behageligt og hyggeligt.

De andre sad og spiste, og nød deres mad, men mig? Jeg spiser aldrig i skolen. Jeg spiser generelt ikke rigtigt andet end aftensmad. 

"Er du okay, Silje?" Jeg hørte Amalies urolige stemme, og jeg smilede lidt for mig selv. Søde Amalie.. Altid så opmærksom på alt omkring hende. 

"Ja, jeg har det fint. Jeg er bare.. Træt."  

Jeg stak hende en direkte løgn - eller ikke? 

Jeg VAR virkelig træt, dog træt af så meget. 
Træt af at skulle smile uden af det havde en ægte betydning. 
Træt af at skulle stå op hver morgen. 
Træt af at skulle forholde mig til ting som at være social, skulle snakke og have styr på min sociale karakter. 

Jennie havde hørt Amalies kommentar, og så på mig med de krystal-blå øjne hun nu har, og sendte mig et halvt nervøst smil - hun ved hvordan jeg har det. Hun kan relatere. Det ved jeg hun kan.

Jeg rettede mig lidt op. Der er ingen grund til at vise dem noget af mit rigtige jeg. 
Nu var ikke det rette tidspunkt. 

Tanken om at jeg skulle "henvende mig til Henning på kontoret" kom op i mit hoved. 

Fraværd.. Jeg har så meget. 
Jeg bliver virkelig nød til at tage mig sammen, hvis jeg ikke vil smides ud. 
Hvad nu hvis jeg blev smidt ud?
Hvad ville der så ske med mig?
Lille Silje.. Mentalt syg, og uden uddannelse.. Jeg kan lige se det for mig. 

"Guys, jeg smutter lige op på kontoret.. Skal snakke med en eller anden Henning om mit fraværd." Sagde jeg, og lagde tryk på ordet 'fraværd', og skar et ansigt som fik de andre til at grine en smule. 

Jeg rejste mig, og gik med tunge skridt mod kontoret. 
Det her er fandme det sidste jeg gider lige nu. 
Jeg har ikke behov for endnu en til at minde mig om hvilken en fiasko i skolen jeg er. 

"Hej, jeg skal snakke med Henning?" Sagde jeg til en tilfældig dame på kontoret, som sendte mig et irriterende smil. 
"Ja, hej Silje! Jeg har ventet dig, kom endelig med!" Han kom gående ind af døren, og gav mit hånd et tryg. 

"Du skal ikke lege flink. Jeg ved at det eneste du går op i, er dit arbejde." 
Det var hvad jeg ville have sagt, men i stedet fulgte jeg bare med uden at sige et ord. 

"Nå.. Skole, hva'? Hvordan har du det?" 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...