Long Time Ago

Sarah Paulsen tog engang til London, for at tag en musik uddannelse. Hun lærte Fyren Niall at kende. Han havde et stort talent, endda til flere ting. Sarah sagde altid at han skulle stille op til x-factor, men det ville han ikke.
En dag finder hun ud af at han er stillet op, på den måde mistede de forbindelsen. Årene gik, Men en dag møder hun ham og et nyt bånd skaber sig, og måske også mere end venskab.

15Likes
25Kommentarer
2936Visninger
AA

9. why- part 2

Vi ankom til bilen. Rimelig flot bil må jeg sige.  Liam åbnede døren i venstre side, bagerst. Han kastede mig bare… og ej okay. Han satte mig roligt og spurgte om jeg var okay. Hvilket jeg ikke er. Jeg har et stort hul i mig. Måske en brækket fod. Er nok syg i morgen. Og jeg har fødselsdag… men for at være sød, som jeg er.. selv glad i know.. så sagde jeg at jeg var okay.

Han fik mig sat ind. Jeg fik selv sele på. Jeg sad som altid lidt i mine egne tanker. Men kom ud igen… ikke misforstå! Harry kom ind af døren. Krøltoppen sat sig ved siden af mig og kørte sin hånd op og ned af mine arme. Du ved sådan noget man gør når man fryser. Jeg smilte lidt som tak. Og Liam begyndte at køre.

Efter lidt tid var jeg begyndt at få varmen. Okay ikke lidt, meget. Jeg har sjovt nok lagt der i mange timer og der var minus 15 grader. Det er jo meget logisk.

”Må man godt spørge om hvordan du er havnet der. Det er jo ikke normalt at man er i en grøft?” Kom det grinene fra Harry. Jeg smilte og fniste kort. ”Jeg løb.. ” jeg holdte en pause og sank den klump der var i halsen. ”fordi jeg var ked af det… jeg så noget lys og valgte at løbe efter det… til sidst fandt jeg ud af det var en cykel. Ham der kørte på cyklen ville ikke flytte sig.- ” *laver trist face med mulen ned*

”Jeg ville tag et mini skridt ud til siden så der nok var plads. Men klodsede mig, kom til at tag et stort skridt. Jeg rullede hele 3 meter… woaw.. og tror jeg slog min fod ned i et eller andet. Og til sidst blev det sort. Jeg tror altså jeg besvimede.” afsluttede jeg. Harry lavede igen store øjne.

 ”Så du har lagt der hele natten i den kulde??” Jeg nikkede. Hvis det var Emma så havde hun… EMMA!!! ”Jeg skal hen til Emma med det samme!” halv råbte jeg. Harry fik vist et lille chok. Det kommer du også. ”Hun er også bekymret for dig” Kom det fra Liam. Som stadig holdte sit blik mod vejen. Jeg åndede bogstavlig talt ud.  ”Bare køre mig hen til Emma” sagde jeg.

**

Vi havde kort i, jaaa jeg tæller ikke som du ved. Men vi ankom til hus.

Det var bestemt ikke mit hus. Tvært i mod. Langt fra…. ”Ømm Liam?? Jeg skulle hjem til Emma?” sagde jeg meget anklagende. Han smilte stort. ”Hun er der inde sammen med de andre.” Jeg slog øjnene op.

Som i andre er … Niall i blandt? ”Ja” kom det fra Harry. Upsi tænkt højt igen. Jeg stoppede op med at gå. Jaa altså vi var på vej ind. ”Jaaj………………. Kan ikke” afsluttede jeg. Det var jo ikke løgn. Liam rystede på hovedet og kom så med et lumsk smil.

Jeg gad godt vide hvad han tænkte. Inden jeg nåede at reagere tog han om mine ben og løftede mig op på hans skulder. Jeg skreg af rent refleks. Men jeg kunne mærke jeg godt kunne give op. Liam begyndte at gå og jeg kunne rigtig over kigge krøltoppen. Han grinte af mig. Jeg gav ham… dam dam daaam. Dræberblikket. Det kunne være fedt hvis der kom sådan nogle dam dam daaam lyde.

En dør blev åbnet. Min ’gode’ fod ramte ind i noget. ”Pas på min anden fod, du” Liam begyndte at grine. Det løftede mit humör lidt. ”Vi er hjemme!” råbte Harry. ”Harry….. lad vær med at råbe” sagde jeg så bestemt jeg kunne. ”Hey du, det er mit hus” han sendte mig et jeg-har-ret blik.

”OG MIT!!” blev der råbt. Der lød skridt. Liam satte mig hurtig ned, hvad han ikke havde tænkt på var at …. Jaa du ved min fod. ”Liam” sagde jeg stille og med tåre i øjne. Den smerte der. Puha. ”ej undskyld havde glemt det” jaa okay tak for lort da… jeg er da også glad for dig. ”Sarah… omg man!” Emma kom halv løbe-gå hen til mig.

Hun krammede mig i et stort bamsekram. ”og tillykke med dagen” selvom det havde været træls og alt det der. Kunne jeg ikke lade vær med at smile. Jæhhhh det er min fødselsdag. ”Tak skat” hun smilte til mig. ”Skal vi gå ind til de andre?” Liam og Harry var allrede skredet. Så sød var?

Jeg rystede på hovedet. ”Emma, jeg vil ikke. Jeg tror jeg for det dårligt så. Mere end jeg har.” ”Niall er så ked Sarah. Vil du ikke godt?” hviskede hun bedene.

Jeg sukkede dybt og nikkede så. Noget jeg nok vil fortryde. Hun var ivrig og hev i min arm. Jeg blev nød til at støtte på min dårlige fod for ikke at falde. Et hulk forlod mine læber. Kniv. Flere knive. Skære i min fod. ”Sarah?” jeg tror ærligt at jeg stod og storetudet. Denne gang var meget værre end de andre og beskrivelsen af de andre står længere oppe.

Jeg pegede på min fod. ”EN DER GIDER OG BÆRE SARAH??!!!” Råbte Emma. Der gik 2 sekunder også var Liam der. ”Jeg tror du skal til læge.” Jeg rystede kraftigt på hovedet. Nej jeg vil bare ikke til læge. På den samme måde fik han mig op på hans skulder. Hvorfor lige skulder?? ”Pas på foden” sagde jeg med en klynkende stemme. For jeg mente det.

Jeg kiggede på Emma der sendte mig et op mundret smil.  Liam drejede rundt om hjørnet… bare et hjørne. Og jeg tror vi var i stuen. ”The ass there. wauw” Stemmen var ikke til at tag fejl af. For helved krøltop tænk på noget andet. ”Harry..” sagde jeg med et suk. Liam satte mig denne gang langsomt ned. Alle blikke hvilede på mig. Også Nialls.

Akavet stilhed lagde sig over os. ”Hvad er der sket med din fod?” Zayn afbrød stilheden.  Jeg trak på skulderne. ”Pa…” *nyste* kender i ikke godt det. Du er kommet inde for i varmen og alt det der men du fryser faktisk. Sådan har jeg det lige nu.

Jeg kiggede op og kom til at kigge Niall i øjnene. Jeg rystede hurtig på hovedet og kiggede på Zayn igen. ”Ved ikke, måske var det en god ide at kigge til den” Sagde jeg undret og trak på skulderne. Zayn nikkede.

”Jeg har altså ikke lyst når der er så mange der kigger” sagde jeg flovt. For seriøst alle de der blikke kan jeg ikke tag. Det føltes forkert. Meget forkert. ”Jeg går med dig” Jeg blev helt glad. Det kom fra Emma. Vi gik/ jeg humpede af sted. Til et soveværelse. Jeg fik taget plads og Emma lukkede døren. Jeg kiggede rundt. Hvide vægge. Sort lan på sengen. Sort og hvidt sengetøj. Flot værelse. ”Jeg tager din støvle af, okay?” Jeg nikkede og bed mig i læben. Noget sagde mig at det her ville gøre ondt.

**

Som sagt…. Det gjorder (undskyld sprog) en i satan, i helved, i fucking lort ondt.

Jeg skreg og græd. Bare da hun rørte ved min støvle sagde jeg av. Hun fik den endelig af og jeg havde nok helt røde øjne af at græde så meget. ”Jeg tager meget hurtig strømpen af, okay?” jeg nikkede. Og med en glidende bevægelse fik den af. Jeg kiggede med det samme væk. Min fod var….. blå. Hævet. Grim. ”Må jeg ikke kalde på en af drengene, det ser ikke godt ud.” jeg nikkede.

”Bare ikke Niall.” Hun nikkede forståligt. Hun var på vej ud af døren. ”Emma?!” Hun vendte rundt og stod i dørkammen. Hun sendte mig et hvad-nu blik.

”Tag lige en spand med. Har det dårligt.” Hun kender godt min svaghed. Faktisk de fleste. Tror den eneste hun ikke kender er det med foto. Hun nikkede igen og gik.

Jeg sad på kanten af sengen. Med mine hænder på panden. Der gik ikke ret lang tid før Louis og Emma kom ind. Emma med en spand. Yes. For ærlig. Jeg tror jeg skal brække mig. ”Emma… SPAND NU!” Hun hoppede hen til mig. Og satte spanden på mit skød. Ja okay, i har ikke lyst til detaljer for i ved hvad jeg gjorder.

Louis kom hen og holdte mit hår. Totali sødt, ikke sådan noget forelsket noget men god ven.

Ærlig det er ikke min dag i dag. Vent jo det er! Det er min dag. ”Hvorfor kastede du op, søde?” Spurgte Louis med en undret tone i stemmen. ”Jeg har en svaghed.” mumlede jeg i håbet om at han ikke hørte det.  Men jeg tror at han har gode øre. Ikke godt i dette tilfælde. ”For hvad dog?” han stod med NÆSTEN åben mund. Ahaha. ”Jeeeeeeeeeeeeeeg…” jeg skulle starte på en eller anden måde.

Er du godt klar over hvor svært det er at fortælle om sine svagheder. Prøv til en du er tæt på, så finder du ud af det.

”Jeg for det dårligt ved at jeg er kommet til skade.” Jeg satte spanden på jorden og kiggede ned med hovedet. Emma nussede mig på ryggen for at berolige mig.

”EJ hvor træls, søde. Men, Skulle jeg se på foden.” jeg nikkede.

”Jeg kigger væk” kom det hurtig ud. En kold hånd tog fat om min fod. Jeg skulle virkelig bide smerten i for ikke at tude mere. Hvis altså jeg har flere tåre. ”Søde Sarah du har ikke noget valg. Du skal til læge.” jeg drejede langsomt hovedet mod Louis. Læge… læge… nooo! Mit liv er forbi. ”Jamen” han rystede straks på hovedet. ”Ikke noget jamen.” Louis kan faktisk være bestemt. Sejt. ”Fint” mumlede jeg. Sådan du ved FInt med tryk på fi. Jeg rejste mig op og begyndte så at hoppe af sted.

Jeg var på 5 minutter endelig noget stuen var de andre sad. Ups… jeg havde stadig bar tær. Alle kiggede med åben mund. ”di..iiin.. fod er lilla?” kom det fra Harry/krøltoppen. ”Ikke snak om det… jaaajjj” Louis kom ind og vidste jo min svaghed.

Louis sendte mig et spørgende blik, du ved jeg kan det der. Jeg nikkede roligt. ”Ikke snak om det, okay?” kom det fra Louis. De nikkede. ”Hvorfor?” kom det koldt fra…. Niall. Seriøst shut up! Jeg gider bare ikke høre på dig.

Jeg fandt langsomt ud af at jeg stirrede på ham og ham på mig. Jeg fjernede med det samme blikket. ”Bare sig det Louis” sagde jeg med et suk. Jeg kunne ikke lide at folk kender mine svagheder. Det virker så forkert, men noget sagde mig der ikke var nogle ud vej, heller ikke nu når jeg har sagt at Louis måtte sige det.

Jeg tror bare at eg holder mit blik nede i jorden. ”Hun har en svaghed.. Når hun ved at der er sket hende noget, for hun det dårligt og kaster op.”  Der kom det. ”Jeg vil altså ikke til læge.” mumlede jeg. ”Du har ikke noget valg.” stemmen var ikke til at tag fejl af… krøltop for helved.. støt mig lige. ”Det er for dit eget bedste søde” ”Sagde jeg det højt??” Jeg kiggede op på dem alle. Ups.. de nikkede ALLE sammen.

”I kan jo ikke alle sammen tag med, vel??” jeg kiggede rundt. Louis rystede på hovedet. ”Mig og Emma tager med.” Jeg sukkede let ud. ”Okay, fint nok” sagde jeg koldt.

Og vendte om og hoppede videre. Totalt koldt i know. ”EMMA!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!” råbte jeg højt. ”Kommer!” råber hun igen. Og som sagt så kom hun. Hun hjalp mig i en sko. Så kunne jeg hoppede vi af sted ud til bilen.

**

”Du skal holde dig i ro.  Du for en skinne på, okay?” Lægen kiggede mig i øjnene. Hun var mega flink. ”Jeg skal prøve” sagde jeg med et smil på læben. Hun gengældte mit smil og grinte kort. ”husk ikke noget danseri eller nogle fester.” jeg nikkede forståligt.  Hahahah mig feste, sidst jeg gjorder det var det 1 år siden. Men jeg kan nok stadig. Tror jeg. Seriøst ved ikke. Så ikke mere i det.

Jeg har fået en skinne på og krykker. Har aldrig gået med krykker ELLER skinne, så det skal nok blive sjovt.  HAHAHA.

”Louis??” Han nikkede spørgende. ”Jeg vil hjem, vil du køre mig og Emma hjem?” Han sukkede og nikkede så. Vi var nu i bilen. Det var faktisk hårdt at gå med krykker. Min telefon vibrede. Der var stadig liv i den. Wuhuu 2 %. ”Hvem er det?” kom det fra Emma. Woaw hun kunne høre at den vibrede. ”ikke nogle jeg spiller bare.” Hun grinte kort og kiggede så mod vejen. Det var Niall.

’Sarah jeg er så ked af at jeg ikke fortalte dig det. Jeg var bange for at du kun gjorder det fordi jeg var berømt. Eller at du så ville skride. Det er sket engang før. Jeg har virkelig store følelser for dig. Skriv gerne tilbage. Knus din Niall.’

Sødt!

Nej Sarah, du er sur på ham. Såret.

Det gør ikke nogle forskel. Jeg fatter ikke hvorfor du ikke bare sagde det, for jeg vidste jo ikke noget? – Sarah’

Jeg mente det. Jeg ville gå ind på Twitter og tjekke den, men de 2 % strøm slap op. Upsi. ”Så Sarah.” Jeg kiggede ud. Et dejligt hus jeg kendte meget godt, stod der. Emma var allerede noget ud af bilen og hen til døren mens jeg sad i mine egne tanker. ”Sarah? Vil du ikke godt snakke med Niall om det? Han er mega ked af det. Han har følelser for dig.” Jeg rømmede kunne jeg mærke. Dejlig tomat farve.

”Farvel Louis.” han sad med næsten halv åben mund. ”Ikke noget ses Louis’?” Jeg trak på skulderne. Jeg havde på en måde ikke lyst til at se dem igen.

NEJ. Jeg åbnede døren. Fik fat i mine krykker og hoppede ud. Bogstavlig talt. Emma gik mig i møde og hjalp mig ind.  Mens jeg havde Louis’ blik i nakken.

**

Vi fik varm kakao (YES). Jeg fik min dejlige dyne (Som jeg havde et godt forhold til).

Jeg havde fået ladet min telefon op og sovet. Jeg sad nu med Emma på sofaen. Vi sad med hver vores telefon. Asocial i know. Jeg havde været på Twitter. Ærlig havde jeg allerede fået meget hate og det er ikke lige frem det man har brug for, vel? Jeg havde 88 følger før. Nu 8328. Hvad er der lige sket? Min telefon vibrede igen. Niall.

’Kan vi ikke snakke sammen om det?’

Jeg svarede med det samme.

Skal snart til Danmark igen, så nej’

Snart og snart. Men OKAY snart. Haha.

Fordi han havde en Iphone så kunne jeg se, at han havde set den. Og han svarede ikke. Virkelig ikke.

Jeg fik et klask på låret. Jeg tror jeg sprang 249290 meter op i luften. ”Jeg har en gave til dig. Faktisk 2 men den ene er ikke fra mig.” jeg kiggede undret, jeg mener hvem var det så fra? ”De andre drenge. Louis gav mig den.” jeg rystede på hovedet. Det var jo så forkert når jeg aldrig ville se dem igen også giver de mig en gave? Men de ved jo ikke at jeg ikke vil se dem igen.

Emma rejste sig og gik ud af rummet. Og kom rigtig nok med to pakker. Den ene var flad. Den anden var jeg ved helt hvad form. Hun satte sig i sofaen. ”Den her er fra de andre.” Hun rakte mig den flade pakke.

Jeg rev papriet af. ……………..

Det var billetter til deres næste koncert. Jeg kiggede op på Emma. ”Emma…. Det gør jeg ikke.” sagde jeg bestemt. ”Pjat. Du kan jo ikke være uvenner med dem for evigt, vel?” sagde hun. ”Jeg vil slet ikke være venner med dem Emma. Forstår du det. Hvis jeg bare går med dem bliver jeg taget billede af dagen lang. Det kan jeg ikke…” jeg havde tåre i øjnene. Vent lige lidt. Var jeg lige ved at sige en af de eneste svagheder som hun ikke kendte foran hende? HVORFOR ER MIT LIV SÅ HÅRDT?!!

Hun trak mig ind i et kram. Og jeg græd. Mit liv er bare hårdt. ”Tag med. Harry har skrevet at Niall ikke spiser og ikke vil komme ud.” Jeg slog øjnene op.

Det skulle nok gå. Det SKAL det bare. Jeg glæder mig bare til at se familien igen den 20. december.  

 

**************************************************************************************************************

Hej alle sammen :)

så kom part 2 :)

denne historie er halvt om mig og så ikke helt nej :)

ja har fødselsdag den 8. december og hedder sarah ;)

Men altså tak for alle jer der har læst den<3 jeg forsætter med det samme jeg kan få tid. er lidt presset her i tiden bare i dag har jeg fået 4 karakter = 7 taller ;) 

Hvad tror du der sker? er den god? vil i ikke skrive hvad i synes? og vil i ikke godt føj den til farvorit så i kan følge med?? det vel betyde alt<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...