Long Time Ago

Sarah Paulsen tog engang til London, for at tag en musik uddannelse. Hun lærte Fyren Niall at kende. Han havde et stort talent, endda til flere ting. Sarah sagde altid at han skulle stille op til x-factor, men det ville han ikke.
En dag finder hun ud af at han er stillet op, på den måde mistede de forbindelsen. Årene gik, Men en dag møder hun ham og et nyt bånd skaber sig, og måske også mere end venskab.

15Likes
25Kommentarer
2883Visninger
AA

8. why- part 1

Sarahs synsvinkel

”Sarah!” nogle råbte bag mig… ”Sarah, jeg kommer og æder dig!!!” Stemmen ændrede sig til rumhvæssen agtig stemme. Tårerne pressede sig på. Jeg ville ikke dø. Ikke når jeg har fødselsdag. Ikke når jeg ikke er blevet 18 år.

Jeg forsatte med at løbe. Jeg kiggede kort bag ud. Synet var forfærdeligt. Det var Niall. Ikke bare Niall, som den åbenbart NORMALE KENDTE Niall. Men en forandret Niall. Fra det yder rum. Ja hvis i er i tvivl er han et rumhvæssen. Han er lilla med 6 øjne og 4 arme. Totali klam.

 Men det var ikke kun derfor at jeg løb. Jeg havde et stort hul i hjertet. Meget stort. Han havde løjet for mig. Det skulle lige køres et par gange rundt i hovedet. Nej han havde ikke løjet. Han havde bar ikke fortalt mig det vigtigste. At han var en kendt rumhvæssen. Hvad sker der lige for det. At jeg havde fået følelser for et rumhvæssen? Det ville ind af det ene øre og ud af det andet. Og sådan forsat det. ”Sarah, jeg ville have forklaret det” Jeg fnøs kort og forsat mit løberrig. Hvis jeg ikke løb til hver dag, så havde jeg stoppet 13249377 gange for at få vejret. Få selv nu var det hårdt?! Det er helt klart pizzaen! Jeg skulle ikke have spist så meget.

”Jeg har dig!” En hånd blev lagt på min mave. Jeg fik kvalme. Hans hånd vibrede på min mave. Kvalmen steg op fra maven og op til halsen. Vibrede stoppede ikke, tvært i mod. Den blev ved. ”Du har et hul i dig! Og den bliver større!” Råbte han. Jeg begyndte at skrige og græde på samme tid. Smerten var stor. Som et hul. Jeg kiggede ned på min mave. Et stort hul var der i midt i min mave. Jeg skreg højre og græd mere!

 

 

”ARHGGGGGGGG!” Skreg jeg med et sæt. Og satte mig op. Eller jeg prøvede. For det mislykkede ret groft. Min fod gjorder fandens ondt. Ikke min fod men min ankel. Jeg gned mig i øjnene. Mine øjne havde ikke vendet sig til lyset.  Smerten var der. Den var der virkelig.

Efter lidt tid fik jeg endelig sat mig op. Jo altså jeg kan jo godt satte mig op normalt men min ankel. Den gjorder så ondt. Min taske havde jeg lagt som en slags dyne. Jeg frøs…  jeg tror seriøst der er 0 grader.

Jeg hvinede. Et eller andet vibrede i min taske. Med mine frosne finger fik jeg lynende min taske op. Meget langsomt. Kender i ikke gået det. Når man fryser så meget går det bare langsomt, virkelig langsomt. Min hjerne er helt langsom.

WOAW det gik først op for mig der at det var min mobil. VENT HVAD?! Det var et nummer jeg ikke havde på min kontakt. Jeg tog en dyb indånding, hvilket gjorder ondt i min hals. ”H…e..j” fik jeg stammet frem. ”Sarah!” startede en panisk stemme. ”HVOR FANDEN ER DU HENNE?” forsat personen. Jeg kiggede rundt og først nu gik det op for mig hvor jeg var.

Jeg var i en fucking grøft. Det er faktisk ikke første gang. Engang på en skoletur… ja det er jo mange år siden. Men altså vi skulle på skovtur agtig noget. Altså hvor vi går i en skov, ik? Mig og min bedste veninde dengang Anne-Sofie. Vi gik ved siden af hinanden på en smal sti. Lærene sagde dog at vi ikke skulle gå ved siden af hinanden men det gjorder vi altså. Lige pludselig skubbede Anne-Sofie blidt til mig. Og jeg skubbede igen. Bare lidt hårde. Så skubbede hun så hårdt at jeg faldt ned i en grøft. Jeg havde aldrig troet at det skulle ske igen. For dengang var så pinlig. ALLE og virkelig alle grinede af mig. Selv lærene.

”Jeg tror altså jeg et i en grøft, men helt ærlig jeg er .... Ik...ke sikker..." fik sagt med klaprende tænder.

En kold blæst fik fat ved mit bar hud. Jeg kunne mærke noget skulle op. Jeg holdte vejret kort. Også kom det. Jeg nøs. "Hun siger noget med at hun er i en...." personen holdte en pause og forsatte så. "- grøft" "HVAD?!" råbte en person som jeg hørte meget på igår.. Niall.

Vent lige lidt så må det være en af de andre drenge. "Nej nej, jeg er hjemme og har det fint." røg det ud af munden på mig, hvilket jeg også hurtig fortrød. Jeg skulle for fanden ikke snakke med dem. Det er deres skyld at jeg ligger her. Det er deres skyld at jeg har et stort hul i mig. Og til sidst er det deres skyld at jeg fucking ikke har det godt her den 8. December! "NEJ DU ER EJ. EMMA ER HJEMME." Stemmen hævede sig til noget meget afvorligt. Jeg nøs igen. Vent er det den 8. December?! Juhuuu. Det er min fødselsdag!

Jeg ville faktisk ikke være her mere! Jeg frøs og havde ondt og over alt. "Fi....nt... Jeg eeer i en grrrrøft veeed stttieen" Jeg sagde ikke mere, men lagde bare på. Mine tænder klaprede meget. Jeg kiggede på min telefon. Jeg havde 4% strøm. Jeg valgte at gå ind under kamara for at se hvor grim jeg så ud. Som sagt så gjorder jeg det. Ærligt jeg så forfærdeligt ud. Jeg var helt bleg i hovedet. Jeg havde Lilla/ blå læber.

Jeg valgte at ligge min telefon ned i tasken igen. Jeg kiggede på min fod. Ej jeg så ikke PÅ min fød mere på mine støvler. Jeg kunne ikke lade vær. Jeg havde brug for at få mine føelser ud. Det gjorder så ondt. Inde i mig. Jeg valgte at ligge mig ned og sove igen.

Louis synsvinkel

"… i en grøft?" kom det fra Liam. Som tydeligt var den eneste der tog det roligt.

Selv JEG var ved at gå i panik... Seriøst i en grøft?? Hvordan er hun... Jeg mener hvordan er hun kommet der ned. "ja ved en eller anden sti." sagde jeg da jeg kom ud fra mine tanker. "Ved stien?" spurgte Niall. Jeg nikkede hurtigt. ”Det er den sti ved den bygning vi spillede i, i går.” kom det mumlende fra Niall. ”Det var derfor jeg ikke kunne se hende mere” sagde han med store øjne som om det først gik op for ham nu.

”Mig og Harry køre der ud og finder hende.” Sagde Liam. Han tog en dyb indånding og forsatte så. ”I for Emma her hjem, okay?” Jeg nikkede for… der skulle ikke komme alt muligt med at det gider man ikke eller et eller lort. Liam og Harry gik med faste skridt ud i gang… jeg skyder på at det er for at tag jakke og sko på? Måske en hue? Zayn fandt hans telefon op, kunne jeg se ud af øjekrogen. ”VI SMUTTER!!!!!!!” Råbte… lad mig gætte…. Harry. Hvem ellers?

Jeg kiggede på Niall som så helt….. trist ud. Noget sagde mig at det var mig der skulle gøre det efter som at Zayn snakkede med Emma. Niall satte sig med et suk, ned i sofaen.

Jeg fik taget mig sammen. Altså ærligt….. jeg har det dårligt over alt lige nu. Sarah lød forkølet meget. Jeg mener havde hun været i en grøft hele natten… når der er 127437 minus grader. Hun vil jo være totalt frossen.

Okay okay Louis rolig. Træk vejret dybt. *Tager en dybånding* ”Niall..” jeg skulle jo starte på en eller anden måde. Han drejede hovedet langsomt og kiggede mig ind i øjnene. Og jeg begyndte at tænke jeg nok skulle forsætte. ”De finder hende… og hun elsker dig stadig. Jeg er så sikker” Sagde jeg….

Jaa undskyld men jeg ved ikke om det passer. Men ellers ville hun jo ikke kysse med. Eller vil hun??? I duno…. ”Louis, hør på dig selv… hvad tror du selv. Hun udnyttede mig, fordi jeg er kendt” Der kom jeg rigtig til mig selv. ”Niall?” Han kiggede på mig og sendte mig fanme det jeg ikke ville have. Dræberblikket… Dam dam daaaammm. Ej jeg ved godt det bare er for sjovt. Hahahaha.

”Niall… tænk dig om, du.. hun vidste jo ikke at du var kendt. Det var det du var nervøs for. Ikke?” sagde jeg selvsikker. Han slog øjne op og lyste op i et stort smil. Han tænkte kort og hans smil faldt til et lidt trist igen. ”Jamen hvorfor løb hun så væk fra mig? Hvorfor stoppede hun ikke da jeg råbte?? Louis…. Jeg er så bange for at hun går… jeg har følelser for hende… jeg ved ikke hvad jeg skal gøre” Ærligt…. Jeg fik tåre i øjne… den gik lige ind i hjertet. ”okay Niall.. jeg ved ikke om det for dig til at falde til ro.. men altså drengene og jeg.. vi er her for dig … og ……..” jeg holdte en lang pause.

Niall sad med sine arme ned i hans skød og hans øjne hvilede på mig. ”- Vi vil gøre næsten alt for at du er glad.” kom det så frem. Han sprang over til mig som en…. Jeg ved ikke hvad. Han grå t-shirt kravlede lidt op.

Niall trak sig fra mig da Zayn kom ind af døren. Jeg havde ingen gang set at han var gået… lidt ondt. ”Emma kommer nu..” Jeg gav ham et forvirrende blik.. havde han snakket med hende i hvad 10 minutter?? ”Har du snakket med hende i 10 minutter eller mere?” røg det vist ud af munden på mig. Han grinte en svag latter og rystede så på hovedet. ”Pinlligt… også min mor.. ahaha” Niall slog straks en latter op. Stemningen blev løftet.

 

Harrys synsvinkel

Vi var hoppet ind i bilen… Liam sagde at han kørte.. hvilket også var fair nok… Liam snakkede noget om at vi skulle finde hende med det samme og at han vidste hvor det var. Jeg ved ikke hvorfor men.. jeg var bekymret… jaa Harry Styles var bekymret… wuhuuu vil i skrive en artikel?? Nej godt så..

Vi ankom til den bygning som vi spillede i, i går…. Sært jeg ikke kan navnet på bygningen. Men altså. Liam fandt en plads, og der holdte vi. Der gik få sekunder og så var vi ved stien… sjovt nok Liam løb nærmest. ”SARAH!!” begyndte Liam.. med Liam stemme. Sjovt nok. Jeg begyndte selv at råbe hendes navn og lidt sært men også at kigge i grøften.

 

Sarahs synsvinkel

Jeg tror jeg faldt i søvn. Og vågnede med et sæt igen. Nogle råbte mit navn? Eller gjorder de nu også det??

”SARAH” Jeg åbnede munden og ville råbe noget. Men jeg frøs så meget… at jeg ikke kunne. Jeg ville sætte mig op. Men et stort brist kom i min fod. Smerterne var tilbage. Jeg kunne ikke lade vær med at græde… ja tudefjæs i know… Men hvis det var dig… så havde du skreget af smerte.

Jeg opgav hurtigt… meget hurtigt… Jeg kiggede lidt op af, ingen at se.. Men da jeg kiggede hen af og op af… Så jeg Harry. Harry kiggede nede i grøften. Han kiggede lidt frem af og der mødte vores øjne.

”Liam! DER!” halv råbte Harry, selvom Liam var lige ved siden af.

2 sekunder efter kom Liam til syne. Han slog øjnene op som te kopper… ahahah. ”Hvordan er du kommet der ned?” Spurgte Harry… selvfølgelig Harry.

Jeg åbnede munden og sagde en ’a’ lyd mere kom der ikke. ”JAAAAJ” Jeg blev næsten helt lykkelig… jeg sagde noget. ”Har slået min fod eller ankel og kan ikke komme op” Sagde jeg. ”Prøv” Sagde Liam med en bedende stemme.

Jeg nikkede roligt og tog fat i noget jord. Jeg startede med at stødte mig op af min gode fod. Og prøv selv men man kan ikke så nemt kom op og stå med en fod.. så jeg var tvunget til at støtte med den anden. Tårnene pressede sig igen på… smerten var værre end da jeg slog hovedet. Kvalmen steg lidt. Og noget koldt gled ned af mine kinder. Jeg græd (igen).

Et hulk forlod mine læber. ”Sarah, stop ikke mere.. Vi for dig op, okay??” Kom det fra Harry. Jeg nikkede bare og lagde mig ned igen. Det her var forfærdeligt og det er min fødselsdag!? Mit liv var blevet ændret.

Jeg kiggede op på de to drenge der stod der oppe og snakkede. Nu tænker i måske 'hvorfor kravler du ikke bare op?'

1) jeg kan ikke rejse mig med min fod.

2) der er 3 meter op ... Det er lidt svært.

3 ) jeg er for frossen til det.

Okay Sarah... Flot.. Nu fryser du jo meget når du tænker på det. Kender i ikke det?? Måske..

Mine tænder begyndte at klapre... Og Liam kiggede ned på mig. Flot Sarah opmærksomhed... Det er noget du kan få.

Han begyndte at Lyne sin jakke ned. VENT HVAD? Han tog den af og smed den ned til mig. Totali dejlig. Tænker på andre. Harry gik med faste skridt hen til kanten af grøften og gik ned af den? Han lagde dine arme under mig. Den ene under ryggen og den anden under baglåret. Og så løftede han mig op.

Det gav et sus. Hvilket gjorder at jeg frøs 5262 % mere... Ved godt det er lidt sært, men på en eller anden måde lagde jeg må ind til Harry for at få varmen. ”Sarah.. Du er jo pisse kold” Sagde Harry med en bestemt stemme. Jeg grinte lavt. Meget lavt. Du ved min stemme spasser. ”Sjovt nok Harry, jeg har lagt der hele natten og der var minus 15 grader.” Han tænkte kort kunne jeg se… sejt.

”Sorry.” Jeg rystede med det samme på hovedet. Han skulle jo ikke undskylde. Det er min egen skyld. Jeg er jo klodset ligesom da jeg gik ind i en plante. Han gik hen til kanten.. altså nede i grøften. På en eller anden sjov måde. Kom jeg op og ligge. Jeg var oppe… wuhuuu. Det havde jeg også kun ventet hele natten på.

Han lagde mig.. men det endte med jeg ikke blev glad, men skreg og græd. Jeg slog min fod ned i jorden. Liam var på 0,5 over ved mig. Et hulk forlod mine læber. Min fod føltes som…. At den er blevet slået først, trampet på bag efter og til sidst skæret op proppet sten i og lukket. Lige som i rødhætte.

Ahaha den kan jeg også huske selvom den er dansk. ”Jeg tror hun skal til læge” sagde Harry sådan… meget dum. Liam nikkede sig enig. De to drenge så helt bekymret ud… meget.

Liam samlede mig op som Harry gjorde. Og så gik de bare hen af stien. 

*************************************************************************************************************

Beklager den først kommer nu. 

har slåset lidt med stil og sådan noget. men part 2 er skrevet så den kommer snart... 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...