Long Time Ago

Sarah Paulsen tog engang til London, for at tag en musik uddannelse. Hun lærte Fyren Niall at kende. Han havde et stort talent, endda til flere ting. Sarah sagde altid at han skulle stille op til x-factor, men det ville han ikke.
En dag finder hun ud af at han er stillet op, på den måde mistede de forbindelsen. Årene gik, Men en dag møder hun ham og et nyt bånd skaber sig, og måske også mere end venskab.

15Likes
25Kommentarer
2898Visninger
AA

11. Jeppe- part 1

Sarahs synsvinkel

Jeg vågnede forfærdeligt… synes jeg altså. Sol i øjnene fordi jeg ikke havde rullet for i går.  Klam smag i munden. Jeg havde ikke børstet tænder. Jeg var alt for træt til at stå op. Så jeg valgte at vende mig om og sove igen hvilket lykkes meget godt.

Jeg havde tilgivet Niall. Vi var gode venner. Mere vidste jeg ikke. Han havde forklaret det hele face 2 face. Og han fik mig overtalt, til at tilgive ham. Jeg skulle stadigvæk til Danmark den 20. Og det var i dag. Jeg var på vej hen til lufthavnen. Niall ville med og sige farvel. Hvilket jeg ikke havde noget i mod.  Så vi var på vej nu.

Jeg havde min grønne kuffert med. Niall trak i bremsen. Et slags tegn på vi var der. Jeg gik ud af bilen og fik min kuffert med ud. Det ville blive anderledes ikke at være i London mere, eller være sammen med Emma. ”Sarah? Flyet går snart kom nu inden alle paparazzierne kommer.” Paparazzier? Jeg gik helt i stå. Jeg sad fast.

Et blik lys fangede mine øjne. Et til. Et til. Det forsatte. Jeg kom til mig selv. Der var mennesker over alt, med kamera. Jeg begyndte at græde. Havde det varmt. Jeg kunne ikke klare det. Jeg satte mig på hug. Og faldt ned på ryggen. Jeg holdte mine hænder for mine øjne. ”Sarah! Her ovre!” alle råbte på mig. ”Sarah!” ”Sarah!!” Et par hænder kom hen og rystede i mig. ”IKKE FOTOS!!!” skreg jeg  ”Sarah. Ikke sov. Op. Op. ”

Jeg vågnede med et sæt og græd. ”Er du okay?” den tunge sten i min mave forsvandt. Emma sad på sengekanten. ”Jeg har mange marerider, her i tiden” sagde jeg. I håbet om, at hun ikke ville spørger mig ind. Det gjorder hun heller ikke bare et nyt spørgsmål. ”Hvorfor råbte du, ’ Ikke fotos’?” Jeg slog øjnene op. ”Det ved jeg ikke” løj jeg. Jeg vidste godt at det var forkert, men den svaghed, var mere dum end alle andre. Og jeg synes ikke hun skulle vide den. ”Bare drøm, you know.” sagde jeg for at afslutte det emne. Jeg ved ikke om jeg har sagt det før, men hun ved hvornår hun skal forsætte eller sige noget. Og når hun ikke skal. Jo det har jeg. Eller nej. Jo… lige meget.

Jeg fik tørret mine tårer væk. Niall var kendt. Hvilket betød…. Foto. Tænk at det først gik op for mig nu. Flot Sarah. Jeg tog min telefon i hånden og satte kurs mod køkkenet. Jeg var ret sulten. Jeg fandt en skive rugbrød og klaskede noget ovenpå.

Jeg satte mig med et bump på en stol ved et bord. Jeg tog mobilen op af mine Adidas bukser jeg havde fået på. (Med en sød grå trøje med en tiger på). Jeg havde fået et ubesvaret opkald og 1 besked. Jeg valgte ikke at gøre noget ved det. Men forsatte ind på Twitter. 

”Hvad fanden har du gjort!?” ”Du er ikke noget værd” ”Smut hjem til Danmark” Det var noget af det hate jeg havde fået.

Jeg klaskede telefonen ned i bordet og tog mig til hovedet med mine hænder.

Jeg sad nok der i 5 minutter. Jeg tænkte at det ikke er noget værd. Jeg rejste mig og satte min tallerken i opvaskemaskine. Og forsatte mod badeværelset.

**

Jeg fik børstet tænder som jeg virkelig trængte til. VIRKELIG. Jeg glattede mit hår. Og satte det om i en knold. Jeg havde jo ikke noget jeg skulle nå, så havde masser af tid. Jeg lagde en let sminke. Mascara og lidt grå øjenskygge der passede til min tiger trøje. Mijaww. 

Jeg havde som sagt ikke nogle planer, så dagen stod på afslapning. (derfor det tøj jeg havde på).

Jeg kom i tanke om at en havde ringet til mig. Jeg gik igen ud i køkkenet. Og tog min mobil.. eller vent vil i heller have jeg kalder det for en iphone? Nej, jeg kalder den for en mobil. Så ved i jo bare at det er en iphone. Blær, i know.

 Jeg gik ind under opkald. Det var hemmeligt nummer. så jeg kunne ikke ringe tilbage. Jeg skulle lige til at lægge den fra mig, da min ringetone lød.

Det var hemmeligt. Jeg hader at snakke med en jeg ikke ved hvem der er.  Jeg kørte min finger over skærmen og tog telefonen. ”Heej, det er Sarah?” sagde jeg med en spørgende tone. ”Hej Sarah.” jeg kiggede lidt rundt. Stemmen lød bekendt. ”Krøltop?” spurgte jeg. Ærligt det var den eneste jeg synes der mindede. ”Jaer. Sarah… kommer du ikke lige over en tur?” kom det fra Krøltoppen.

Altså hvad tænker han på? Svaret er…. Nej. ”Hvorfor skulle jeg det?” han sukkede dybt. Så jeg selv kunne høre det. ”Niall spiser ikke…. Han savner dig, for fanden Sarah.” Jeg rystede på hovedet. ”Hey du, ikke bande af mig.” Emne skift i know. Men hey, det ville du også have gjort, hvis det var dig.

Et lille svagt grin lød i røret. ”Hvorfor ringer du med privat?” for seriøst han skræmte mig på vid og sans. ”Det ved jeg ikke. Men altså Sarah, du er god til emneskift.” ”Tak” afbrød jeg ham. ”Hvis du ikke kommer så kommer vi.” Hvad!? Nej!!! Basta. Det kunne han ikke. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg lagde bare på. ”Hvem var det?” Emma kom ind i køkkenet. ”Nårhh, det var bare forkert nummer.” Okay. Sarah?? Hvad sker der for dig? Du lyver aldrig for Emma?

Jeg åbnede munden og ville sige det. Men hun afbrød. Nu ved jeg hvordan det føltes. ”Jeg køre op og shopper er først hjemme, klokken 5, er det okay?” spurgte hun. Jeg nikkede roligt.

Hun gav mig et kram og sagde farvel og så var hun væk.

Efter at hun var gået. Låste jeg døren. De skulle ikke ind. Altså de andre. På en eller anden måde var det heldigt at hun gik. For hvis nu de kom. Så ville hun med glæde få dem med ind. Hvilket er totalt modsat af mig… Vi var faktisk lidt forskellige. Men orker ikke til at forklar.

Jeg tog igen min telefon og skred ind i stuen og så fjernsyn. Jeg så nyheder for unge.

Jaa, det er noget der er her i London. Totaly cool. Jeg sad og kiggede i mine telefon og var ret optaget, da noget andet fangede min opmærksomhed. ”Den unge Niall Horan, fra det verdens berømte band.. One Direction. Siges at have hjertesorg. Ingen ved dog ikke hvorfor og hvem, efter som han ikke har været ude i de sidste 24 timer. Der er selvfølgelig nogle rygter. Og de lander på pigen. Sarah Paulsen. De er blevet set sammen på en restaurant. Hvad der er sket, ved vi ikke i nu. Men det kommer vi til at vide.” Jeg sad med åben mund.

Hvordan fanden vidste de det der?? Hvad!?? Nu for jeg nok 328328 gange mere hate. Jeg kunne ikke trække vejret ordenligt. Jeg havde forfærdeligt. Folk ville tag billeder af mig. Min telefon begyndte at vibrer. Det var Twitter. Jeg valgte at læse et par stykke. Det kunne da ikke blive værer? ”Hvad fanden har du gjort din luder?! Er du ude på at sorge mennesker? Skrid hjem til lorte Danmark igen.” ”Du burde dø” ”Fuck dig… dø lige som… ja lad mig se din bror??” Jeg sad og store tudet, det skrev de bare ikke.

Den sidste var værst. Min storebror døde for 2 år siden. Min verden gik i stå. Min bror var ham jeg kunne komme til når der var noget. Ham der altid var der for mig. Lærte mig ting. Ham…

Mine tanker blev afbrudt. ’ding dong’ fuck det var dem.. jeg gik under kamera under telefon og så at jeg var helt rød i øjnene.

Jeg rejste mig op og hoppede ud i gangen. Jeg kunne ikke se hvem det var. Sjovt nok for min dør var ikke gennemsigtig. Der blev banket igen. Jeg var nu ude i gangen. ”Hvem er det?!” råbte jeg. Jeg ville være sikker på om det var dem eller ej. ”Liam, vil du ikke lukke op?” spurgte han.

Som op han havde Bambi øjne. ”JEG VIL IKKE, JEG KAN IKKE KLARE DET!” skreg jeg mens jeg gled ned af hoved døren, mens jeg tudet. Vigtig detalje.

”Sarah, Er du okay? Luk mig lige ind.” sagde han strengt. Jeg rystede på hovedet, selvom jeg godt vidste han ikke kunne se mig.

”Hvad vil du?!” råbte jeg højt. Altså for at han kunne høre det igennem døren. ”Bare snakke med dig. Vil du ikke godt lukke op. Her er ret koldt.” Jeg strakte mig for at nå låsen. Vent hvad??? Før jeg kunne nå at fortryde havde jeg fået den op. Han åbnede den forsigtigt og gik ind og lukkede efter sig.

Jeg sad stadig med mit hoved nede i mit skød. Og ja, jeg græd lidt. Jeg havde næsten glemt min bror. Ikke på den onde måde. For jeg savnede ham stadig væk. Han betød alt. 

Når ja, han døde i en bil ulykke. Som sagt for 2 år siden. Han havde lige fået køre kort. Og skulle ud og køre. Jeg fik lov til at komme med. Det var vinter. Sneen dalede ned. Vi snakkede hele vejen i bilen. Og vi var begge glade. Han kiggede på mig med sine brune øjne og sendte mig et varmt smil. Men hvad han glemte i de 5 sekunder var at kigge frem. Han mistede kontrollen og kørte ned i en grøft. Højre side blev helt mast. Og det var der han sad. Jeg overlevede.

Når ja. Nu når jeg kommer i tanke om det. Så jo det var sidste gang jeg var i Danmark. Det havde jeg jo næsten glemt. Men altså. Jeg var der da det skete.  Jeg så det hele. Lige foran mine øjne.

Min mor og far blev enig om jeg hellere måtte rejse tilbage og glemme det. Og jeg gjorder det.

Et par hænder blev lagt om mig. Og fik mig rejst op. Første der slog jeg øjnene op. Liam stod med et bekymrende blik rettet mod mig. Han trak mig ind i et varmt kram. Selvom der er koldt ude. ”Kom” sagde han og trak mig ind i stuen. Havde han været her før eller er han synsk??

Nej Sarah, det var bare tilfældigt. Det er jo klart når det er en af de nærmeste rum, ik? Vi satte os på sofaen. Han åbnede munden og skulle lige til at sige noget. Men jeg kom først. Hahahah jeg er så hurtig. Som et lyn.

”Jeg vil ikke mere. Jeg kan ikke klare det!” Kom jeg vidst til at råbe.  Bare sådan lidt højt. (Nogle gange betyder lidt for mig. Meget for andre. Ved ikke i dette tilfælde.. men ikke højt for mig.) Ej okay han så overakket på mig. Så måske bare lidt da. ”Hvad kan du ikke klare?” Jeg kunne mærke tårerne pressede på. Det er også alt sammen deres skyld. Alt kom som et flash back på ulykken. Jeg så det hele. At han blev mast og døde. Jeg havde ikke fortalt nogle det eller snakket med nogle om det siden. Ingen undtaget min familie der bor i Danmark og Jeppes venner. Hvis i er i tvivl er det min storebror. Det hedder han. Eller nej, det hed han. 

En hånd blev lagt om på mig ryg og kørt op og ned. ”Hvad kan du ikke klare?” spurgte han igen. Efter at jeg sad i min egen verden og storetudet. Jeg snøftede lidt. Og prøvede ikke at hulke mere. For lidt pinligt er det da.

(Det er så der jeg siger lidt og så betyder det meget). ”Hate” mumlede jeg. ”Hvad har de skrevet?” Jeg rystede på hovedet. ”Jeg vil altså ikke snakke om det.” sagde jeg koldt. ”Må jeg så se din Twitter?” Jeg nikkede og rakte ud efter min mobil og gik ind under Twitter. Og gav ham telefonen. Jeg ville ikke være der. Jeg rejste mig og skulle til at gå. Ved ikke helt hvor jeg havde tænkt mig. Bare sådan… væk.

Men langt nåede jeg dog ikke før jeg blev trukket ned igen. ”Er din…..” han holdte en pause. Hvis han sagde det… så ville jeg bryde sammen. Næsten drukne mig selv i mine tårer. ”Er din storebror, død?” Okay der kom det. Og der kom tårerne. Godt så.

Jeg nikkede svagt. ”Noget du vil snakke om?” spurgte han blidt. Som den omsorgsfulde Liam. Ja okay, hørte nogle gange hvad Frederikke sagde. Okay det her er pinligt, Sarah.

**

Jeg havde nu sat der og grædt i 15 min. Ja.. jeg tæller. Der var et ur på den hvide væg. Jeg begyndte at få det dårligt. Jeg rejste mig. ”Jeg skal lige..” mere noget jeg ikke at sige.. før alt blev sort. Det sidste jeg huskede var jeg ramte gulvet, hårdt.

**

”Er hun stadigvæk?” jeg blinkede et par gange med øjnene. Du ved når man lige vågner. Jeg satte mig op, noget koldt landte nede i mit skød. Ispose. Alles blikke lå på mig. Og som alle var der. Emma. Harry. Liam. Louis. Zayn. Og Niall? Hvad lavede de her.(ikke misforstå). Jeg kiggede rundt. Jeg var stadig i stuen. Jeg kunne ikke huske noget. Alt var væk. Virkelig alt.

”Hej smukke, hvordan har du det?” Louis kom hen og sad på sofa kanten. ”Ondt i hovedet ellers fint tak.” svarede jeg koldt.

Jeg tog mig til hovedet. Det var altså ikke bare normalt sådan når man har ondt i hovedet. Det var kraftigt. ”Hvad laver i enligt her?” ”Liam ringede og sagde at du besvimede om vi ikke lige kunne komme og hjælpe” svarede Krøltoppen. Jeg kiggede hen på Liam som stod ved fjernsynet. Jeg gav ham Tak-skal-du-have blikket. Og han nikkede.

Yes han forstod det. Med et slog det mig. Havde jeg slået mig??! ”HAR JEG SLÅET MIG???!” Spurgte jeg panisk. Emma rystede på hovedet. Hvilket næsten gjorder mig svimmel. Der lagde sig en stilhed.  En akavet en af slagsen. Træls!

Mit liv…. Er træls her i tiden. Jeg kommer hele tiden til skade. Til sidste vil drengene gå og lade som om de ikke kender mig. Fordi der hele tiden sker mig noget. Lige her i pt har jeg ikke noget i mod hvis de går.

**

Men altså nu lå vi alle og så fjernsyn. Eller jeg lå op af Emma. De andre sad. Vi så den der unge kanal. Igen blev jeg nævnt.(jo det husker jeg). ”Den unge Niall horan. Er endelig blevet set ude. Og satte kursen med de andre 3 drenge. Louis, Harry og Zayn. Mod et hus. Rygterne siger at det er der Sarah Paulsen bor. Men ingen ved det med sikkerhed. Niall så bestemt ikke glad ud da han blev set. Det var det sidste vi så…” mere blev der ikke sagt før Emma fik slukket fjernsynet. Igen en akavet stilhed.

Jeg havde tåre i øjnene. Men holdte dem for en gang skyld inde. Niall rejste sig og gik ud af rummet. Alle blikke hvillede på mig.

”Nej nej, det gør jeg ikke” startede jeg. ”Kom nu Sarah, han bider ikke” for helved krøltop selvfølgelig gør han ikke det. ”FInt.” sagde jeg.. igen med tryk på fi. Jeg rejste mig fra Emma. Fik fat i mine krykker og hoppede sådan langsomt efter ham. ”ASS!” råbte krøltoppen. ”And you like it!!” råbte jeg igen.

Jeg var nu ude af stuen. Noget sagde mig at han var i køkkenet. For når man gik den vej kom man til gangen eller køkkenet.

Og rigtigt nok. Niall sad med ryggen til.

”Jeg har ikke lyst til at snakke, drenge. Bare gå.” sagde han uden at kigge. Totaly pige fornærmet der. Jeg lod som om jeg hostede. Og Niall kiggede tilbage mod mig. ”Nårh. Undskyld, jeg troede det var drengene.” sagde han kort og drejede sig om igen. ”Det er okay” sagde jeg og hoppede hen til den stol der var over for Niall.  

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige, men helt ærlig jeg var tvunget. Jeg satte mig stille på stolen og tog en dyb indånding. ”Niall?” Spurgte jeg som en start.  Okay akavet. Han kigger på mig…. ”Mmmh?” Mumlede han.. eller mumler man det? Man det sagde han. ”Jeg er så ked af at jeg har været så hård. Jeg kan bare ikke lige…. Få det ind i hovedet. Jeg har fået hate. Og det er jeg ikke vant til. Jaa. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.” god afslutning. I know. Meeeen.. det er jo ikke løgn. Han rystede på hovedet. ”Jeg forstår” Jeg rystede på hovedet.. ”Det hate der….”

*husker tilbage*

Jeg sank en klump. Jeg huskede tilbage. Det den person skrevet kom tilbage i mit hoved.  Jeppe. En tåre gled ned af min højre kind. Jeg kiggede ned i bordet og holdte blikket der. Jeg kunne se min tåre ramte den lyse træbord. To finger blev lagt under min hage. Og fik løftet mit hoved op. Et par havblå øjne mødte mine. Nogle øjne jeg faldt for. Han tog sin hånd op til min kind. Og tørrede den nye tåre der var på vej væk. ”De sagde jeg skulle dø” jeg snøftede svagt. ”De ved ikke, hvilken fantastisk person du er” sagde hurtig.  Jeg smilte, ikke falsk. Et ægte.

”Tak Niall” sagde jeg med en mumle. Mens jeg rødmede.

”Jeg tænkte på om du ikke vil snakke, om alt det der er sket?” kom det virkelig fra mig? Omg Sarah styr dig. Han nikkede. ”Skal vi ikke gå ind på mig værelse så de andre ikke kan høre?” spurgte jeg. For jeg vil altså gerne vide det. Jeg vil ikke have at de ved noget. Måske lidt forvirrende.

Jeg rejste mig og begyndte at hoppe. Du ved afsted. ”Ømm, skal du have hjælp?” Jeg grinte. Don’t ask why? Det lød nok bare sjovt. Som om jeg er en handy. (DET ER JEG IKKE!!)

”Jo tak, det kunne da være dejligt” sagde jeg med en bedende stemme og kærlig. Jeg troede at han bare ville tag sin hånd om mit liv også hjælpe på den måde. Men nej nej. Så sker der selvfølgelig noget helt andet. Han løftede mig. Ja… op i armene. Jeg skreg. Måske lidt for højt. Så han holdte sin pegefinger op foran min mund. Jeg fik helt røde kinder. IHHH!  Vi skulle nok lige igennem stuen først… FUCK!!

**

Vi var kommet igennem stuen. De havde KUN fløjtet efter os. Og Harry/ krøltop sagde god røv. Og jeg sagde: luk, vi skal bare snakke! Og så kom vi ind på det dejlige værelse. Ja, mit!

Han satte mig på sengen og ham ved siden af.

**

Vi havde snakket alt igennem. Og når jeg siger alt. SÅ MENER JEG ALT! Vi var blevet gode venner igen eller vent næsten alt.

Vi var begge enige om at vi ikke gad ud til de andre. For der vil bare alt det der… Ulala! Og ej, det er så træls! Så vi satte en gyser på tvet. Fladskærm. Jeg lagde mig i sengen under dynen og Niall kom også. IKKE MISFORSTÅ. Vi så bare film.

Jeg lagde mit hoved op på hans brystkasse. For jeg var fanme træt! Meget. Han begyndte at nusse mit hår. Mine øjne blev mere og mere tunge. Kender i det?? Det føltes dejligt. Fantastisk. Så jeg faldt i søven. 3,2,1 og godnat.

 

Nialls synsvinkel

Sarah og jeg havde fået snakket om det. Det hul der var i mit hjerte var væk. Jeg følte alt når hun var der. Hun sov nu. Altså det tror jeg for hun mumler tit sådan noget. Enfnefjelf.

Jaaa noget jeg ikke helt forstår. Jeg tog fat i hendes hoved og fik lagt hende nede på puden. Jeg rejste mig op og gik ud.

”Hvad så Nialler? Hvor er Sarah?” Kom det fra Zayn. ”Vi er blevet gode venner igen. Og…” De kiggede spørgende og en anelse bange. ”Og..?” kom det fra Liam nu. ”og hun sover” sagde jeg og satte mig i sofaen. Drengene smilte til mig… ”Stop jer selv…” sagde jeg og var flad af grin. Også begyndte alle at grine. Alt var godt igen. Sarah ville nok ikke mere komme til skade. Ingen vil mere såre hende. Også var jeg glad.

Sarahs synsvinkel

”Dø!!” Råbte alle. Jeg skreg og græd. Hvorfor var det mig og ikke andre?? Ja ondt. ”Din storebror lignede dig.. derfor var det godt han dødede.” Blev der råbt fra mange.  Hvorfor hader folk mig. Jeg har jo ikke gjort dem noget? Eller har jeg? Tårende strømmede ned. Jeg ville kigge på mine hænder for at se hvor meget jeg rystede.

Men det var ikke det jeg bemærkede. Det jeg bemærkede var at der landte en tåre på min højre hånd. Ikke bare en tåre. Men af blod. En til. Og en til. Sådan forsat det. Til sidst havde jeg ikke mere blod. At jeg dødede. Som folk ville have….

************************************************************************************************************

Hej piwer <3

jeg er så glad for at nu 15 følger med<3 Beklager det først kommer nu. men blev 8 word sider langt... plus det er her i tiden alle vores afleveringer kommer så der er stress. ikke kun det. jeg er ikke hjemme hver søndag og fødselsdag her på søndag så har og skal fejre fødselsdage <3 en altså part 2 er faktisk færdigt og rettet<3 

så den kommer nok ud i morgen, hvis det er der i vil have <3

jeg elsker jer.....

Love from Sarah

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...