Du kommer for sent

Det her er en novelle fra min skriftelige dansk termin. Jeg håber i kan følge med i den og kan lide den. Jeg havde 3 timer til den og kom bare med en tilfældig ide. Man havde fået slutningen og skulle skrive hvad der skete før det. Jeg ved ikke om det hænger sammen, men håber det lykkedes. P.s. Jeg fik 12 for denne her

1Likes
0Kommentarer
151Visninger

1. One shot

John sad på sit værelse. Hvide vægge og ingen småting; kun en seng og nogle reoler med bøger, bøger han ikke læste. Han havde ikke gidet åbne en eneste af dem, fordi han var en af dem, der dømte en bog på dens omslag. Han var af den mening at de var kedelige og ikke værd hans tid. Folk som så ham for første gang ville nok kalde ham mærkelig, alene og sindssyg. Han havde nu også prøvet at begå selvmord en gang eller to, men blev altid reddet i sidste øjeblik. Han overvejede at gøre det igen, men lagde det et sted langt inde i hans hjerne, et sted han ikke kunne nå, lige meget hvor meget han havde lyst og hvor meget han prøvede. Han troede det havde virket, men måtte tro om igen. Han kiggede ud af vinduet; det var lille og rundt. Man kunne se et smukt træ fra det vindue, men bladene var falmet og træet var nøgent, og det ødelagde dens skønhed og pragt. Med blade så træet nærmest majestætisk ud. Dens gylden-grønne blade som skinnede i sommer- solen, det var det smukkeste syn, John havde set længe. Man så ikke så meget, der hvor han var. Det eneste han så, var træet, indersiden af hans værelse, en kedelig kantine, et forsamlingslokale han ikke brugte og det rum han aldrig kom ind i; besøgslokalet. Han har været der længe, men mod sin vilje. Han er på en mentalinstitution og hans forældre har aldrig besøgt ham, måske er det fordi han svigtede dem. Hans selvmord mislykkedes, men det eneste hans forældre tænkte på, var at han var i live og de kunne se hans smil hver dag, men tro om igen; smilet dukkede aldrig op igen og trangen til at dø tog til. Det føltes som en ukendt kraft der ville have ham med sig. John havde overvejet, ved utallige lejligheder, at give op, men de dumme sygeplejersker ville ikke have det. De var kun af den mening, fordi hans forældre betalt for hans ophold der. Nogle gange tvivlede han på at han ville komme ud.

John satte sig, sit sædvanlige sted og kiggede hen på hegnet, det fik det hele til at føles som et fængsel. Et man aldrig ville slippe ud af. Han ønskede så inderligt at komme ud, være normal og glemme de selvmorderiske tanker, som forblev ætset i hans hjerne. Han ville have dem væk, men han havde været igennem for meget til at glemme det helt. Han havde været offer for grov mobning, vold og, det værste der kunne ske, noget han ønsker at glemme mere end noget andet, voldtægt. Ja, du hørte rigtigt, en dreng blev voldtaget og før du spørger, nej det var ikke af en pige. Det var meget værre og det mest smertefulde en person kunne gå igennem. Han husker stadig dagen som var den i går, men vil have det væk, vil glemme det. Han kan bare ikke, lige meget hvor stort hans ønske er og hvor meget vilje han havde, kunne det ikke lade sig gøre. Han havde et brændende ønske om at det bare ville forsvinde for altid, men man kan ikke altid få det, man vil have. Han ville for evigt gå med mindet om den dag og smerten efter. Han vil aldrig glemme ansigtet, på ham der gjorde det. John kunne ikke glemme det og var ved at blive sindssyg, hvis han ikke allerede var det. Han spiste sin mad i ro og fred; ingen havde talt med ham i flere år, han var alene og havde kun sine tanker og sin fantasiven. John hørte lyden af fodtrin og kiggede hurtigt bag sig, kun for at se de grønne øjne, hans fantasiven var blevet velsignet med; John havde selvfølgelig givet ham dem, men det er en anden side af samme sag. Han satte sig ved siden af. ”Hvordan har du det i dag?” han kiggede ind i John’s øjne og det var som om, han kunne komme under hans hud, ind i hans hoved og læse hans sjæl. John rystede lidt ved tanken og fandt modet til at svare. ”Jeg har haft det bedre” han kiggede sørgmodigt på John ”vil du fortælle mig om det?” hans mørke, hæse stemme lød som en drøm, derfor havde John skænket ham den. Han havde også givet ham udseendet som en gud. Han indrømmer, det virker mærkeligt, men han blev mobbet, fordi han var homoseksuel. Han kunne lide drenge siden han var… det havde John ingen anelse om. John regner med, han altid har foretrukket drenge frem for piger. Det må han overveje. Han rystede hovedet og kom i tanke om sin ven. ”Jeg kan ikke undertrykke trangen til at ende mit liv og jeg kan ikke glemme den skæbnesvangre dag” John vidste godt, han vidste, hvad han snakkede om. Han nikkede og rejste sig. John kiggede ud mod naboen, mærkelig nok havde de en. Det var en bondegård midt ude i ingenting, ligesom institutionen. Ham der ejede den hed et eller andet Olsen. John kunne ikke huske hans fornavn og tog ikke tiden til at huske det. Han kaldte ham bare Grise- Olsen, fordi han havde massevis af grise, han havde også en mark, men det er en anden side af samme sag. Han solgte grisene og fik masser af penge. John har altid undret sig over, hvorfor han ikke var flyttet ind i byen og havde startet et anderledes liv der. John ville dog ikke af med hans piletræ, for det var et smukt syn. Det var gammelt, men det gjorde det bare bedre. Han kunne stirre på træer i timevis uden at blive træt af det.

John gjorde, hvad han kunne for at glemme sin fantasiven, sine minder og begyndte at snakke med de andre patienter, som de blev kaldt. Han ventede ikke at få besøg, aldrig forventede han det. Han fik alligevel aldrig besøg, om han ønskede eller ej. Han lagde sig i sengen og lagde en bog ved sin side. Han havde taget en bog fra hans reol og overvejede at læse den eller i hvert fald, give den en chance. Han åbnede den og begyndte på første side. Elizabeth vidste godt, hun ikke kunne få ham, men det afholdte hende ikke fra at stirre på ham og ønske hun var Bonnie. Gad vide hvordan den ender, tænkte John. Han læste videre og inden længe, havde han nået til vejs ende. Han ønskede den var længere og at Elizabeth ikke havde endt sammen med ham. John havde ondt af Bonnie. Hun fortjente ham da mindst lige så meget som Elizabeth. Han lagde vredt bogen fra sig og ønskede så inderligt at komme hjem. Han ville se andet end hvide vægge, for andet var der ikke i denne forbandede bygning. John rejste sig og gik hen til forsamlingslokalet. Han fandt hurtigt en af sine venner. ”Hej, Karl, hvordan har du det?” spurgte John ”jeg har det bedre end i går, dig?” ”har haft det bedre, men er på rette vej” svarede John og smilede, et ægte smil; noget han ikke havde gjort længe og aldrig regnede med, han ville gøre igen.

John havde opført sig eksemplarisk og var blevet en bedre person. Han havde fået en psykiater og talte med hende hver anden dag. Hun havde garanteret bedre ting at tage sig til, men det var hendes arbejde og hun elskede det sikkert lige så højt som sine børn, hvis hun da havde nogen. John havde helt glemt tankerne om selvmord eller andre skadelige ting. John ville ikke længere begå selvmord. Han var en forbedret udgave af sig selv. Han sad på sit værelse, da en sygeplejerske kom ind. ”Jeg bringer gode nyheder. Pak dine ting og kom ud til receptionen. Du må komme hjem”. John smilede og jublede indvendigt. Han pakkede sit tøj og gik hen til receptionen. ”Er du John?” spurgte en ung kvinde, nok receptionisten. ”Ja, der er mig” sagde han ”skriv under her og du er fri til at gå” hun lod et stykke papir med skrift glide hen af bordet og Gav John en pen. Han underskrev, fik sine værdier og gik ud i friheden. Han vendte om og begyndte at gå ned af vejen. Han var nødt til at konfrontere sine forældre på et tidspunkt, men ikke nu. En tanke slog ham pludselig, som en orkan; han havde gemt noget, inden han gik ind i institutionen. Hans tanker blev et rod og han kunne ikke finde rundt. Han fik fat i en tanke og det var den forkerte: tankerne om selvmord kom igen og han vidste hvad han måtte gøre. Han måtte finde busken den var bagved. Han gik tilbage og smed sig ned på knæ. John smed tasken bag en busk. Han kravlede rundt, for at finde en bestemt busk. Han fik ondt i knæene, men det her var vigtigere end hans eget velbefindende og den ukomfortable position. John ledte bag adskillige buske. Han kiggede bag en busk, da han så noget skinnende; pistolen. Han tog fat i den og satte sig i græsset. John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise - Olsens gamle piletræ. Han holdte om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op. ”Du kommer for sent”, sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...