Husets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Færdig
De to søskende Lea og Tom beslutter sig for at gå en tur i skoven en mørk aften.
Pludselig farer de vild, og finder et kæmpestort og gammelt hus midt ude i skoven. De beslutter sig for at overnatte derinde. Men det finder de ud af, at de aldrig skulle have gjort, for i det hus begynder deres livs værste mareridt. For der findes da hverken hekse, vampyrer, spøgelser, monstre eller levende mumier? Eller gør der...?

4Likes
10Kommentarer
799Visninger
AA

9. KAPITEL 9

Jeg stod som lammet. Jeg kunne ikke bevæge mig. Det eneste, jeg kunne, var at ønske mig langt væk herfra, mens jeg betragtede indvoldene, der flød rundt i glasset. Måske var det det, den såkaldte ’Dødsnat’ gik ud på. At man simpelthen blev dræbt og proppet ned i disse glas. Bare tanken gjorde, at jeg fik en klaustrofobisk følelse indeni.
Men heldigvis blev mine tanker brudt af Dylans stemme, der kaldte.
Jeg vendte mig om, og fik øje på Dylan, der stod i den anden ende af lokalet.
”Jeg tror, jeg har fundet noget!” sagde han ophidset.
Jeg styrtede hen til ham og Tom.
”Hvad har I fundet?” spurgte jeg nysgerrig.
”Jeg tror, vi har fundet den! Nedgangen til kælderen!” svarede Dylan begejstret.
”Men den dårlige nyhed er, at der står en hylde oven på lemmen. Så vi bliver nødt til at flytte den først. Det bliver svært, for der står mange ting på hylden, også de der glas med indvolde” fortsatte han.
”De skulle nødig gå i stykker. Heksen har en meget skarp hørelse, og hvis de går i stykker, er vi færdige”
”Men der er ikke andet at gøre end at prøve og flytte hylden,” sagde jeg. ”Vi bliver nødt til at tage risikoen, hvis vi nogensinde skal have en chance for at slippe ud herfra” fortsatte jeg, og så bedende på Dylan.
”Okay. Vi gør det” sagde han, og rejste sig fra det støvede gulv. Med forenede kræfter forsøgte vi at flytte hylden, men det var lettere sagt end gjort. For pludselig lød der et ordentligt brag, og alle glassene gik i stykker. Alle indvoldene flød ud i kontoret, og Dylan var så uheldig at få et hjerte i hovedet.
”For satan da!” udbrød han, og kylede hjertet væk hen ad gulvet.
”Hvad skete der?” spurgte jeg fortumlet.
”Jeg mistede kontrollen over hylden. Jeg ved ikke hvorfor, men lige pludselig kunne jeg bare ikke holde den mere. Jeg er ked af det” svarede Dylan undskyldende.
”Det gør ikke noget” sagde jeg, og rejste mig op. Der lå glasskår overalt, og sprit og indvolde.
”Vi bliver nødt til at rydde det op, så vi kan komme ned til lemmen” sagde jeg.
Efter nogle minutter lykkedes det at fjerne alt skidtet, der lå oven på lemmen. Nedgangen var ikke så stor, så vi kunne ikke gå derned på en gang, men blev nødt til at gøre det på række. Dylan gik ned først, da han kendte stedet bedst, dernæst jeg, og som rosinen i pølseenden kom Tom i hælene på os. Lige da Dylan skulle til at lukke lemmen, hørte vi tydeligt heksens stemme råbe:
”Hvad fanden laver I? Det her kommer I til at betale for! Jeg sender alle monstrene efter jer, så de kan dræbe jer og flå jer i småstykker! I ender ligesom alle andre, der har forsøgt at finde lemmen!”
Vi spurtede ned ad den mørke gang, uden at ane, hvor vi løb hen.
Det eneste vi vidste, var, at vi befandt os i kælderen.
Jeg fik kuldegysninger ved tanken om, hvad der mon kunne være i denne kælder. Luften var klam og fugtig, og det så ud som om, at der ikke havde været nogen hernede i mange år. I det svage lysskær fra faklerne fik vi pludselig øje på et skelet, der lå midt på gangen. Jeg havde lyst til at skrige af rædsel, men beherskede mig, af frygt for at nogen, eller noget hørte os. I tavshed fulgtes vi ad langs gangen, der viste sig at være meget længere, end vi havde regnet med. Det eneste, vi kunne høre, var vores skridt mod det kolde stengulv og vores åndedrag. Og dog. Jeg vidste ikke, om jeg hørte forkert, men pludselig kunne jeg opfange lyden af rindende vand.
”Rindende vand! Kan du også høre det?” spurgte jeg Dylan, da jeg konstaterede, at det passede. Dylan spidsede ører.
”Ja!” svarede han, og vi løb i retningen af, hvor lyden kom fra med Tom i hælene.
”Hvor skal vi hen?” spurgte han forvirret.
Jeg sagde ikke noget, men fortsatte med at løbe hen ad den mørke, fugtige kældergang. Gangen drejede sig ud i en hule, som var belyst af fakler, der hang på stenvæggene. Flammerne blafrede svagt, og de gav ikke meget lys, men dog nok til at vi kunne se noget. Et stykke fremme i flammernes svage skær, opdagede vi floden, der løb ned langs hulen. Der hang drypsten i loftet i alle mulige størrelser. Jeg så mig om efter muligheder for at komme over på den anden side, men den eneste løsning var at komme over floden. Men hvordan skulle vi dog kunne det?
Vi har jo ikke engang noget til at transportere os derover, tænkte jeg.
Og strømmen var alt for stærk, så vi kunne ikke bare svømme over.
”Jeg tror, at vi befinder os i en slags drypstenshule” konkluderede Dylan, da han havde kigget sig lidt omkring.
”Ja, det tror jeg også” svarede jeg. ”Bare der var en båd, så vi kunne sejle over” fortsatte jeg. Som svar på mit spørgsmål, dukkede der pludselig en lille træbåd med årer op ved siden af os! Nej, det kan ikke passe, tænkte jeg. Sådan noget kan ikke ske. Den kunne ikke bare komme ud af den blå luft. Jeg åbnede og lukkede øjnene flere gange, for at få konstateret, at det virkelig passede. Men nej. Båden stod der stadig, lige til at sejle i.
”Kom, hvad venter vi på! Vi kan ikke bare stå og glo!” sagde Dylan ophidset. Båden var overraskende tung, så Dylan kunne ikke få båden ud i vandet alene. Jeg og Tom måtte hjælpe til, og det lykkedes også til sidst. Vi satte os alle tre op i båden, Dylan i midten, og jeg og Tom i enden. Vandet skvulpede op ad bådens sider, idet vi satte os i båden. Strømmen var så stærk, at Dylan næsten ikke kunne styre båden. På et tidspunkt var strømmen så stærk, at Dylan måtte opgive at styre den. Vi måtte bare lade båden drive os ned langs floden. Det eneste vi kunne høre, var den kraftige strøm. Pludselig blev stilheden afbrudt af et mægtigt brøl. Jeg og Dylan kiggede skrækslagende på hinanden. Jeg vidste, at vi begge tænkte det samme. Monstrene var kommet for at æde os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...