Husets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Færdig
De to søskende Lea og Tom beslutter sig for at gå en tur i skoven en mørk aften.
Pludselig farer de vild, og finder et kæmpestort og gammelt hus midt ude i skoven. De beslutter sig for at overnatte derinde. Men det finder de ud af, at de aldrig skulle have gjort, for i det hus begynder deres livs værste mareridt. For der findes da hverken hekse, vampyrer, spøgelser, monstre eller levende mumier? Eller gør der...?

4Likes
10Kommentarer
790Visninger
AA

8. KAPITEL 8

Jeg løb i en mørk gang med Dylan og Tom i hælende. Noget var efter os. En hæs, skinger og ond stemme råbte efter os: ”I slipper ikke væk!”
Jeg kunne mærke hjertet banke helt oppe i halsen. Jeg behøvede ikke engang at vende mig om, for at se, hvem det var. Heksen. Selvfølgelig. Selvom hver muskel gjorde ondt, havde jeg ikke i sinde at stoppe, så længe den onde heks var i nærheden. Jeg kunne høre et skrig bag mig, men jeg sagtnede ikke farten. Jeg skulle bare væk. Hurtigst muligt. Jeg kunne høre den samme onde latter igen. Der gik ikke lang tid, før jeg opdagede, at jeg var alene i mørket.
”Vent!” råbte Dylan pludselig. Jeg gjorde som han sagde.
Når han sagde sådan, var jeg sikker på, at der var fri bane.
Dylan stod og kiggede sig uroligt omkring.
”Hvor er Tom?” spurgte jeg.
”Det ved jeg ikke” sagde han bekymret. ”Heksen har taget ham”
”Hvad! Hvordan…?” udbrød jeg.
”Ingen spørgsmål!” sagde Dylan vredt. ”Jeg ved nøjagtig, hvor han er” fortsatte han.
”Hvor er han så?” spurgte jeg.
”Han er i slaverummet. Det sted, hvor heksens slaver befinder sig”

Koldsvedende vågnede jeg med bankende hjerte. For en sikkerheds skyld rejste jeg mig for at tjekke, om Tom stadig befandt sig på værelset. Det gjorde han. Han sov som sædvanlig tungt. Lettet lagde jeg mig i sengen igen, men jeg kunne ikke sove. Mit hjerte bankede stadig helt oppe i halsen, som om drømmen havde været virkelig.
Jeg gav mig til at tænke… Dylan sagde, at han havde været overalt i huset i sin jagt på kældernedgangen… han havde været alle steder… undtagen… Jeg satte mig op i sengen som et lyn. Heksens kontor!
Selvfølgelig! Det sted er jo helt forbudt at komme ind! Dylan havde selvfølgelig ikke været derinde! Jeg havde lyst til at vække Tom og fortælle ham om det, jeg lige havde fundet ud af, men kom i tanker om, at han stadig var hukommelsesløs. Bare det snart kunne blive morgen, så jeg kunne fortælle Dylan om sagerne!
 

Bedst som jeg sad i sengen og tænkte næste morgen, gik døren op. Jeg vågnede brat fra mine tanker, og fik øje på Dylan, der stod i døren.
”Dylan! Hvor var det godt, du kom! Jeg har tænkt over noget…” begyndte jeg.
”Tænkt over hvad?” afbrød Dylan.
”Har du nogensinde været inde på heksens kontor for at lede efter nedgangen?” spurgte jeg ivrigt.
Dylan kløede sig i nakken, og så på mig med et smil.
”Nej, ikke så vidt jeg ved. Måske er den derinde. Det ville virkelig være snedigt fundet på. Ingen må jo komme derind uden heksens befaling” svarede Dylan.
”Nemlig!” sagde jeg ophidset.
”Det ville virkelig være fantastisk, hvis den var der! Men det eneste problem er bare, hvordan vi skal komme derind uden at heksen opdager os?”
”Det problem er allerede løst” sagde Dylan. ”Heksen går sine morgenrunder på gangene, og kommer tilbage efter en halv times tid. Så hvis vi er effektive kan vi godt tage risikoen og finde lemmen i løbet af den tid” fortsatte han.
”Men hvad så hvis heksen kommer? Hvad gør vi så?” spurgte jeg bekymret.
”Det må vi tage til den tid” svarede Dylan. ”Men først skal vi lægge en slagplan og få Tom på benene”
Dylan skulle lige til at gå hen for at vække ham, men Tom havde allerede sat sig op i sengen. Han så sig forvirret omkring.
”Hvor er vi?” blev han ved med at sige.
”Der er ingen tid til at forklare. Vi skal ind på heksens kontor, hvor der muligvis er en lem til kælderen” sagde Dylan sukkende.
”Hvilken heks?” spurgte Tom bange med klaprende tænder.
”Hekse findes ikke. Hvad laver vi her? Hvem er jeg? Hvad sker der?” spurgte Tom rallende.
”Tom, hold nu op. Vi skal ind på det kontor nu, og der har du bare at tie stille!” sagde jeg bestemt.
Tom holdt straks op med at snakke, og så på os med et alvorligt ansigtsudtryk.
”Kom. Vi går” sagde Dylan efter et par minutters tavshed. Han gik med raske skridt ned ad gangen, og vi fulgte efter. Pludselig standsede han. ”Vent!” sagde han, og gjorde stoptegn.
”Hvad er der?” spurgte jeg nervøst.
”Ti stille! Det er heksen, der taler!” sagde Dylan hviskende.
Jeg spidsede ører og lyttede. Jeg kunne høre en skinger stemme tale i det fjerne. Jo, han havde ret. Det var heksen, der talte! Hun snakkede med en, som havde en usædvanlig mørk stemme.
”Hvad taler de om?” spurgte jeg Dylan, da jeg ikke kunne opfange deres samtale.
”Det er ikke godt” sagde Dylan. ”Det er slet ikke godt”
”Hvad er ikke godt?” spurgte jeg. Jeg kunne mærke mit hjerte banke oppe i halsen.
”De snakker om Dødsnatten” svarede Dylan kort.
”Hvad er Dødsnatten?” spurgte jeg nysgerrigt.
”Det har du slet ikke lyst til at vide. Jeg fortæller jer om det senere. Men først skal vi finde den lem” svarede Dylan, som om det var det naturligste i verden. Da vi var sikre på, at der var fri bane, fulgte vi efter Dylan hen ad gangen og op og ned ad trapper og gennem andre gange. Efter en evighed stod vi endelig foran den grønmalede dør til heksens kontor. Dylan tog i håndtaget, og døren gik op med en langtrukken knirkende lyd. Han fandt en kontakt på væggen efter et stykke tids søgen, og så var hele kontoret oplyst. Det var et meget sælsomt kontor. I midten var et langt mahognibord, som jeg huskede, vi sad ved, da jeg og Tom var herinde første gang. Rundt om bordet var der egetræsstole med løvefødder, og på hylderne ved venstre side af bordet var der noget, som virkelig fik mig til at gyse og ønske, at jeg aldrig havde sat mine ben i det her hus. Der var nemlig syltetøjsglas med indvolde i sprit.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...