Husets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Færdig
De to søskende Lea og Tom beslutter sig for at gå en tur i skoven en mørk aften.
Pludselig farer de vild, og finder et kæmpestort og gammelt hus midt ude i skoven. De beslutter sig for at overnatte derinde. Men det finder de ud af, at de aldrig skulle have gjort, for i det hus begynder deres livs værste mareridt. For der findes da hverken hekse, vampyrer, spøgelser, monstre eller levende mumier? Eller gør der...?

4Likes
10Kommentarer
773Visninger
AA

7. KAPITEL 7

Det var næsten midnat, da vi kom i seng den aften.
Tom opførte sig stadig, som om han hverken kendte mig eller Dylan.
Dylan var rasende, og det samme var jeg.
Han vidste ikke sine levende råd. Mens jeg lå i min seng og spekulerede som en gal, kom Dylan ind ad døren.
Han havde et meget fjernt udtryk i ansigtet, som om han ville sige noget.
”Vi skal altså ud herfra så hurtigt som muligt. Heksen vil jer ikke noget godt, det ved I. I kan ikke blive her meget længere” sagde han, og kastede et blik på Tom, der lå og sov tungt oppe i den øverste sengekøje.
Han trak vejret med rolige, taktfaste åndedræt.
”Det ved jeg, men hvordan kommer vi ud herfra?” spurgte jeg Dylan.
”Det er jo det, vi skal finde ud af. Vi har ingen tid at spilde” sagde han. Nu var Tom også vågen. Han sad op i sengen og strakte sig, mens han gabte.
”Tom, vi bliver nødt til at finde en udgang, før det er for sent!” sagde jeg desperat.
”Hvad snakker du om? Jeg forstår ikke noget…” mumlede Tom, og kravlede ned ad den gamle stige, der sad fast på sengekanten.
Stigen knirkede let under hans vægt. Snart stod han på gulvet ved siden af mig, og gloede uforstående på os.
”Hvor er jeg? Hvem er I?” spurgte han bange.
”Tom, vi er fanget i det her hus. Og vi skal alle sammen ud herfra” sagde Dylan alvorligt.
”Hvorfor er vi fanget?” spurgte Tom. ”Hvad sker der her?”
”Det er en lang historie” sagde Dylan sukkende, og begyndte at gå.
Jeg fulgte efter med Tom lige i hælene. Tom så sig undersøgende omkring med et åndsfraværende blik. I tavshed gik vi på den lange mørke gang. Vi kunne næsten ikke se noget, bortset fra fuldmånens svage stråler, der trængte gennem de smalle bestøvede vinduer. Dylan begyndte at banke på et af panelerne, selvom han havde prøvet det mindst hundrede gange før. Der skete ikke noget. Han vendte malerierne på væggene, for at se, om der skulle gemme sig en lem eller noget bagved. Men han fandt intet. Tom gik stadig hvileløs ned ad gangene med et mærkeligt udtryk i ansigtet, som om han ikke havde gjort andet i hele sit liv. Jeg sukkede opgivende og satte mig ned på gulvet og lænede mig tilbage mod den kolde stenvæg.
Vi kommer jo aldrig ud herfra, tænkte jeg. Idet jeg lænede mig tilbage mod væggen, skete der noget besynderligt: Væggen forsvandt ind i muren! Med et skrig faldt jeg på gulvet. Dylan kom styrtende hen til mig.
”Hvad er der sket?” spurgte han, og hjalp mig op.
Han behøvede ikke at få svar på sit spørgsmål, da han allerede havde fået øje på det store hul i væggen.
”Undskyld… det var ikke meningen…” begyndte jeg. Dylan grinede.
”Det skal du ikke undskylde for. Jeg tror, du har fundet et hemmeligt rum eller sådan noget” sagde han og gik hen for at undersøge det nærmere. En skam, at vi ikke havde en lommelygte eller anden form for belysning, for vi kunne intet se derinde. Dylan lod sine hænder glide rundt i rummet, i håb om at finde noget interessant.
”Jeg tror, jeg har fundet noget!” udbrød han pludselig.
”Hvad er det?” spurgte jeg nysgerrig.
”Jeg tror, det er en bog. Men det kan vi kun finde ud af, hvis vi stiller os i månelyset” sagde han. Han holdt bogen, eller hvad det nu var, han havde fundet, i strakt arm mod månelyset. Det var ganske rigtigt en bog, men den så ud til at være meget gammel. Omslaget var ved at falde af.
”Lad os åbne den og se, hvad der står” sagde jeg ivrigt.
Dylan åbnede bogen og slog op på første side. Det så ud til at være en dagbog, nogen havde skrevet for mange år siden. Måske flere hundrede.
Skriften var meget udtydelig, og bogen havde ligget gemt væk i så lang tid, at selv siderne var helt fulde af støv, hvilket fik mig til at nyse.
Dylan læste følgende højt:

                                                   3. oktober 1813
”Det var en tåget dag. Jeg og min ven besluttede os for at gå en tur i skoven, som ligger i nærheden af den gård, vi bor på. Det var bidende koldt udenfor, og mørket var ved at falde på. Vi gik i lang tid i skoven og snakkede om alt og intet, indtil vi fik øje på et usædvanligt stort og gammelt hus bag nogle træer. Det første vi gjorde, var at gå hen til hoveddøren og banke på. Vi var nysgerrige for at se, hvem det mon var, der boede i dette kæmpestore gamle hus. Men hvis vi vidste, hvad der ventede os derinde, havde vi naturligvis aldrig sat vores ben i det.
Der kom ikke nogen og lukkede hoveddøren op, men i stedet åbnede den af sig selv. Det var meget uhyggeligt, men det var ingenting i forhold til det, der videre skete. Vi var trådt ind i en stor hall, der i det samme blev oplyst af en lampe i loftet, som tændte af sig selv. Husets panelvægge var beklædt af kranier fra mennesker og dyr. Vi havde bare ikke lyst til at være herinde mere, så vi spurtede alt hvad vi kunne mod hoveddøren, som selvfølgelig var låst. Vi hev i håndtaget og sparkede på døren til ingen verdens nytte. Intet hjalp. Det var, som om døren var forseglet.
 Vi ventede i mange timer på, at der kom nogen for at hjælpe os. Men det gjorde der bare ikke. Så besluttede vi os for at se lidt nærmere på huset. Det kunne vi lige så godt gøre, mens vi ventede. Vi gik op af en stejl vindeltrappe, der førte op til første sal. Det var en meget hård og sej trappe, men alligevel klarede vi den. Vi var kommet til en meget lang gang. Pludselig hørte vi en ond, gnæggende stemme bag os. Vi vendte os om, for at se, hvem det var. Jeg troede, at jeg drømte mareridt, da jeg så at det var en heks, der stod bag os. Hun beordrede os til at følge efter hende. Vi endte i et mørkt rum med et langt bord og nogle gamle stole omkring det. Som heksen befalede, satte vi os på stolene. Hun sagde, at vi nu var slaver for hende, og at vi skulle være herinde for altid”


Sådan sluttede optegnelserne på første side i den gamle støvede dagbog. Dylan bladrede forsigtigt om på næste side, holdt atter bogen op mod månelyset og læste videre:

                                             4. oktober 1813

”Dagen efter gik vi rundt på gangene og snakkede om, hvad vi dog skulle gøre, men vi kunne ikke komme på nogen løsninger, overhovedet. Bedst som vi troede, at alt var håbløst, faldt jeg pludselig gennem et løst bræt i gulvet. Jeg troede, at det var en slags fælde, men fandt ud af, at jeg var havnet i en kælder. En meget mørk og skummel kælder. Jeg rejste mig og gik ned langs kældergangen. Kælderen var fyldt med rotter og mus, der pilede mellem benene på mig, men jeg kunne ikke gøre noget. De var overalt. Jeg gik uanfægtet videre, mens jeg spejdede rundt i mørket. Jeg kunne intet se, men fortsatte bare med at gå. Pludselig hørte jeg en ond stemme sige bag mig: ”Hvad foretager du dig hernede?”

Mere stod der ikke i bogen. Dylan bladrede bogen igennem flere gange for at være helt sikker på, at der ikke stod mere.
Opgivende lagde han bogen fra sig, og satte sig ved siden af mig.
Hans safirblå øjne skinnede i månelyset, og det samme gjorde hans hugtand, der strittede ud i mundvigen.
Han sad helt tavs og bare stirrede frem for sig i den stille mørke gang. Tom for stadig rundt som en spyflue på gangen.
Jeg var bange for, at der i løbet af et øjeblik ville komme nogen og overraske os på grund af Toms ophidselse, men det gjorde der heldigvis ikke. Den usædvanlige stilhed gjorde, at man skulle tro, at dette hus ikke var fyldt med ondskab. Det var mig, der brød tavsheden.
”Gad vide, om det hul stadig findes?” spurgte jeg.
”Jeg har endevendt dette hus flere gange, men uden held. Det er fuldkommen umuligt at finde” svarede Dylan.
”Men måske er der en anden nedgang til kælderen? En, som vi slet ikke kender til?” spurgte jeg ivrigt. Dylan trak på skuldrene.
”Tja… du siger noget” sagde han, og kløede sig i nakken.
”Men nu er det vist på tide, at I går til køjs. Det er sent og klokken er mange” fortsatte han, og rejste sig. Dylan begyndte at gå, og jeg fulgte efter ham.
”Tom!” kaldte Dylan.
”Hvem… hvor?” spurgte Tom rallende, mens han kiggede sig forvirret omkring. Uden et ord fulgte Tom efter Dylan, der viste vej gennem den mørke gang. Snart var vi fremme ved værelsets dør.
”I morgen går vi på jagt efter nedgangen. Godnat unger” sagde Dylan i døren. I løbet af et par minutter var jeg allerede krøbet ind under dynen, og det samme var Tom, som lå i køjen over mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...