Husets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Færdig
De to søskende Lea og Tom beslutter sig for at gå en tur i skoven en mørk aften.
Pludselig farer de vild, og finder et kæmpestort og gammelt hus midt ude i skoven. De beslutter sig for at overnatte derinde. Men det finder de ud af, at de aldrig skulle have gjort, for i det hus begynder deres livs værste mareridt. For der findes da hverken hekse, vampyrer, spøgelser, monstre eller levende mumier? Eller gør der...?

4Likes
10Kommentarer
843Visninger
AA

6. KAPITEL 6

Det med at undgå at se monsteret i øjnene, viste sig at være sværere end jeg troede. Monsteret havde tre gigantiske øjne, der ligesom roterede i alle retninger, som om det holdt øje med os. Det var, som om det forsøgte at hypnotisere os med sin lokkende, næsten mekaniske stemme, der sagde: ”Se på mig. Se på mig… jeg befaler jer at se på mig”
På et tidspunkt skulle jeg lige til at vende mig mod det, da jeg kom i tanker om, hvad Dylan havde befalet, og vendte mig atter væk fra monsteret. Tom havde derimod sværere ved at modstå fristelsen til at vende sig om mod monsteret, og hver gang Tom som så meget som prøvede at dreje hovedet, skubbede jeg ham ned i gulvet.
”Er du vanvittig? Det her kan koste os vores liv” sagde jeg vredt.
”Jeg må kigge… bare en gang” sagde Tom bedende.
”Jeg skal… det… haster” fortsatte han rallende.
Som om, han var blevet hypnotiseret af monsterets stemme, der blev ved med at gentage den samme sætning igen og igen. Jeg forsøgte atter at ignorere monsterets stemme, ved blot at lade som ingenting, da det pludselig forsvandt. Nå, det gik da meget godt, tænkte jeg, da jeg vendte mig mod Tom. Han stod som forstenet, mens han gloede tomt frem for sig ud i luften.
”Tom, er du der?” spurgte jeg, og ruskede blidt i ham.
”Hvem… der?” sagde han forbavset med et underligt ansigtsudtryk.
”Tom, hold nu op med det der” sagde jeg.
”Det er ikke sjovt. Vi skal ud herfra!” fortsatte jeg, og trak i hans arm, mens jeg løb mod udgangen. Tom fulgte langsomt efter.
”Hvad snakker du om?” sagde han. ”Og hvad laver vi i det hele taget her?”
”Tom, hold nu op” sagde jeg irriteret, mens det var ved at gå op for mig, hvad der var sket: Tom var blevet hjernevasket! Han havde set monsteret i øjnene! Den tåbelige pistillens! Han havde gjort noget, han absolut ikke måtte gøre, overhovedet! Jeg var rasende. Tom havde brudt et løfte.
Men jeg kunne på en måde godt forstå ham, da det rent faktisk var meget svært at undgå at se monsteret i øjnene. Jeg havde lyst til at råbe alverdens bandeord i hovedet på ham, men beherskede mig, da jeg fik øje på Dylan, der stadig ventede i døråbningen.
”Er I okay? Hvad skete der?” spurgte Dylan.
”Det er fint, helt fint” løj jeg.
Dylan kastede et blik på Tom, der stadig så meget bleg og underlig ud i hovedet. Han lignede slet ikke sig selv. Dylan kneb sine øjne sammen med et mistroisk blik, som om han ville have mig til at afsløre, at jeg havde løjet.
”Det er godt at høre” sagde han venligt. ”Vi må videre. Kom med”
”Hvor er vi? Hvad skal vi?” spurgte Tom bange. Dylan så på mig med et vredt blik.
”I gjorde ikke, som jeg sagde. Nemlig ikke at se monsteret i øjnene…” sagde han.
”Jeg gjorde alt for at undgå det, men jeg tror desværre, at Tom kom til det” svarede jeg stille, og turde ikke se ham i øjnene. Dylan sukkede.
”Det her er meget alvorligt. Vi bliver nødt til at få hans hukommelse tilbage. Men hvordan ved jeg ikke” sagde Dylan bestemt.
Jeg nikkede, uden at sige noget.
Dylan gik med raske skridt langs gangen, og vi fulgte efter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...