Husets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Færdig
De to søskende Lea og Tom beslutter sig for at gå en tur i skoven en mørk aften.
Pludselig farer de vild, og finder et kæmpestort og gammelt hus midt ude i skoven. De beslutter sig for at overnatte derinde. Men det finder de ud af, at de aldrig skulle have gjort, for i det hus begynder deres livs værste mareridt. For der findes da hverken hekse, vampyrer, spøgelser, monstre eller levende mumier? Eller gør der...?

4Likes
10Kommentarer
784Visninger
AA

5. KAPITEL 5

Døren gik knirkende op. Jeg var bange for, at det var heksen, der kom tilbage. Men min frygt blev hurtigt erstattet af glæde, for i døren stod Dylan!
”Hej unger” sagde han.
”Hvor har du været?” spurgte Tom.
”Tja… bare lidt her og der” sagde Dylan venligt. 
”Kan du ikke hjælpe os ud herfra?” spurgte Tom håbefuldt.
Dylan rystede på hovedet.
”Nej, desværre. Når man er trådt ind i dette hus, er man fange for evigt. Der hviler en forfærdelig forbandelse over stedet her. Hoveddøren bliver ligesom på en eller anden måde forseglet. Man kan ikke komme ud” sagde han kort.
”Er der ikke andre måder, man kan komme ud på?” spurgte Tom.
”Jeg tror det umiddelbart ikke, men vi kan godt undersøge det alligevel” sagde Dylan. Vi fulgte efter ham langs gangene. Jeg kom i tanker om, at der nogle gange godt kunne være hemmelige gange bag paneler i gamle huse, og jeg foreslog, at vi skulle prøve at banke på dem, da det kunne være, at vi fandt en udgang. Både Tom og Dylan syntes, at det var en god idé, men Dylan tvivlede på at det ville virke, da han havde prøvet det samme mange gange før uden resultat.
Alligevel gav han sig til at banke på dem sammen med os.
Efter hvad der syntes som flere timer opgav vi, da vi til sidst havde gennemsøgt hele gangen. Modløse satte vi os ned på det kolde stengulv. ”Det nytter ikke noget!” sagde Tom. ”Vi slipper aldrig ud herfra”

Pludselig hørtes der skridt på gangen. De kom nærmere og nærmere.
”Hvem der?” kaldte en stemme. Det var heksen, som var kommet tilbage. ”Dylan…” sagde jeg, og vendte mig mod ham, men han var forsvundet. ”Dylan? Åh, ham vampyrknægten? Jeg væmmes ved ham” gnæggede heksen med sin onde latter.
”Vent her, unger. Der er lige noget, jeg skal have ordnet… Jeg kommer snart tilbage!” fortsatte hun, og gik sin vej med raske skridt.
”Bare hun aldrig ville komme tilbage” sagde Tom, da heksen var gået. ”Det tror jeg ikke, du skal regne med” sagde jeg, mens jeg ønskede det samme.
”Hvis jeg var jer, ville jeg tage benene på nakken og flygte” lød en velkendt stemme bag mig. Jeg vendte mig om. Dylan var kommet tilbage! ”I skal ind til Det Treøjede Monster. I det forbudte værelse. Det har heksen sørget for…” sagde han.
”Det Treøjede hvad-for-noget?” udbrød Tom bange, før Dylan overhovedet havde talt færdig.
”Det Treøjede Monster. Har I aldrig hørt om det?” spurgte Dylan overrasket.
”Okay, unger. Lad mig forklare jer, hvad det monster gør ved jer…”
”Gør ved os? Tror du, vi er dumme? Det vil selvfølgelig slå os ihjel, flå os i småstykker, prikke vores øjne ud og alt muligt…” sagde Tom ophidset.
”Rolig nu, unger. Monsteret vil ikke slå jer ihjel. Det eneste det gør, er at suge alle minder ud af jer. I vil ikke kunne huske noget som helst. I vil ikke engang kunne huske jeres navne. I vil få en helt anden identitet. I vil have det, som om I altid har boet her. Det er noget heksen har sørget for, så I kan være her for altid. Det er en del af det. At man glemmer alt” sagde Dylan.
”Vent! Hvordan kan du så stadig huske, selvom du har været derinde?” spurgte Tom.
”Jeg har fulgt mange ind til monsteret, som er mit job. Monsteret lokker folk til at se det direkte ind i dets øjne. Det er den eneste måde, hvorpå monsteret kan suge minder ud af folk. Men hvis I ignorerer monsterets befalinger, sker der ikke noget. Hvad det end gør, må I ikke se det i øjnene. Forstået?”
Vi nikkede.
”Hvad vil der ske, hvis heksen opdagede, at du stadig kan huske?” spurgte jeg. Dylan trak let på skuldrene.
”Det ved jeg ikke. Hun vil højst sandsynligt dræbe mig. Det er derfor, jeg hele tiden skjuler mig for hende, når hun kommer. Det er simpelthen af frygt for, at hun skulle finde ud af sandheden”
”Det forstår jeg godt” sagde Tom. ”Men hvad vil hun i det hele taget med os?” spurgte han.
”Det får I at vide senere. Når I har været hos monsteret” svarede Dylan, som om det var det naturligste i verden.
”Hvorfor ikke nu?” spurgte Tom nysgerrigt. Dylan svarede ikke, men så bare på os, og forvandlede sig til en flagermus. Han fløj over vores hoveder, stoppede et øjeblik op, og fløj ned langs gangen. Væk var han. ”Vent! Kom tilbage! Vi vil gerne vide, hvad der foregår her” råbte Tom efter ham. Men som ventet fik han ikke noget svar.
”Hvad skal vi nu gøre?” spurgte Tom bange. ”Uden Dylan er vi fortabte”
”Vi skal bare gøre som han sagde” svarede jeg. ”Han sagde, at vi skulle lade være med at se monsteret i øjnene, ligegyldigt hvad det gør. Forstår du ikke det?”
”Hvad hvis han lyver? Tænk hvis han sagde det for at berolige os? Hvad hvis det virkelig har tænkt at slå os ihjel? Jeg er bange, Lea!”
”Vær dog ikke sådan en kujon! Jeg er ret sikker på, jeg ved hvad Dylan gør. Jeg stoler på ham. Og det burde du også gøre” sagde jeg irriteret.
En flagermus fløj mod os, og satte sig på stengulvet. Den så op med nogle venlige øjne. Der gik ikke mange sekunder, før Dylan var tilbage igen! ”Hvor har du været? Hvorfor skulle du absolut lige forsvinde?” spurgte Tom.
”Ingen spørgsmål. Bare følg med” sagde Dylan meget bestemt.
Jeg var overrasket over hans alvorlige tonefald, men gjorde som han befalede. Tom fulgte tøvende efter. Vi sagde ikke et ord til hinanden, mens vi gik. Jeg kunne ikke lide, at Dylan var så alvorlig, og at han var så stille. Det føltes som en evighed, før vi befandt os på en gang, som jeg huskede, vi havde været på før. Det gik op for mig, at vi befandt os på den gang, hvor monsteret ventede os. Og vi ville helt sikkert ikke blive glædeligt modtaget. Mine ben rystede under mig, da Dylan åbnede døren til rummet. Toms tænder klaprede så voldsomt, at det gav ekko i gangen, og han havde et vildt udtryk i ansigtet. Jeg var også bange, men huskede så på, hvad Dylan havde sagt. Ikke noget med at se monsteret i øjnene, gentog jeg inde i mig selv. Ikke se det i øjnene.
Som ventet, var der så mørkt inde i rummet, at vi ikke kunne se noget som helst, udover et svagt farvestrålende lys for enden.
Jeg gættede på, at det kom fra monsteret. Jeg skulle lige til at gå ind, da Dylan lagde en hånd på min skulder for at stoppe mig. Jeg vendte mig mod ham med et sæt.
”Husk nu, hvad jeg har sagt. Hvad det end gør, så undgå at se det øjnene” sagde han alvorligt. Jeg nikkede, og det samme gjorde Tom.
”Pas godt på jer selv” sagde Dylan, idet vi gik ind i rummet med bankende hjerte. Jeg var næsten sikker på, at det var det sidste, vi ville komme til at høre fra Dylan i live.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...