Husets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Færdig
De to søskende Lea og Tom beslutter sig for at gå en tur i skoven en mørk aften.
Pludselig farer de vild, og finder et kæmpestort og gammelt hus midt ude i skoven. De beslutter sig for at overnatte derinde. Men det finder de ud af, at de aldrig skulle have gjort, for i det hus begynder deres livs værste mareridt. For der findes da hverken hekse, vampyrer, spøgelser, monstre eller levende mumier? Eller gør der...?

4Likes
10Kommentarer
841Visninger
AA

3. KAPITEL 3

Vinden hylede gennem hushjørnernes sprækker, og en blanding af kulde og angst fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Tordenbrag lød udenfor, akkompagneret af lyn, der oplyste gangen.
”D-Dylan?” fremstammede jeg skrækslagen. Dylan var væk.
Tom og jeg kiggede efter ham, men han var som sunket i jorden.
Med et hørtes et skrig i det fjerne.
Det lød for mærkeligt til at det kunne stamme fra et menneske, konkluderede jeg.
Pludselig mærkede jeg nogle kløer på mine skuldre.
Og noget fløj over vores hoveder.
Tom tændte sin lygte og lyste. På en revnet bjælke under taget sad en stor flagermus. Så kom jeg i tanker om, at vampyrer kan forvandle sig til dem. Det var sikkert Dylan, bare i en anden fysiologi.
”Hvem der?” lød en hæs stemme.
Vi sagde ikke et ord til hinanden. I det samme oplyste endnu et lyn gangen. Der stod en dame med et rynket ansigt fyldt med vorter, og hendes næse var lang og endte i en spids. Hun så ud som en rigtig heks.
Hendes skingre onde latter gav genlyd i gangene.
”Hvad foretager sådan nogen små rollinger som jer her?” gnæggede hun med sin ondskabsfulde hæse stemme.
”Sig mig, hører I overhovedet efter, eller hvad?” fortsatte hun irriteret.
”Jeg hedder Tom, og det er Lea” sagde Tom.
”Hm…” mumlede heksen. ”I kommer med mig!” kommanderede hun. Heksen gik i et raskt tempo, og vi havde svært ved at følge med.
Pludselig stoppede hun op foran en dør, der sikkert engang havde været grønmalet, men nu var malingen ved at skalle af. Heksen åbnede døren, og vi gik ind. Det eneste lys, der var, var månens svage stråler, der skinnede gennem et lille vindue, som var fyldt med spindelvæv. Det eneste, vi kunne se, var et langt mahognibord og nogle gamle stole omkring det.
”Sæt jer ned!” beordrede heksen. Vi gjorde som heksen sagde.
Der var stille i meget lang tid, før heksen endelig rømmede sig for at sige noget.
”Nu er i fanget her, ligesom alle andre…” sagde heksen.
”I skal være her for altid. I skal være mine slaver, og adlyder I ikke mine ordrer, bliver I slået ihjel…” gnæggede hun med sin onde latter.
Jeg begyndte at græde. Nej, det her kunne ikke passe!
Det her kunne kun være et af mine værste mareridt.
”For altid!” næsten råbte Tom. ”Det kan du ikke gøre!”
”Det kan du tro, min dreng. Du er fange her, og skal arbejde for mig” sagde heksen og lo atter. Nu ville jeg virkelig ønske, at jeg kunne skrue tiden tilbage og lade være med at gå ind i den forbaskede skov.
Det hele var noget lort. Og det så ud til at blive endnu værre, for i det samme forsvandt månen bag en sky, så der var bælgravende mørkt.
Vi kunne ikke se en skid. Men på den anden side, så kunne det være, at Dylan ville hjælpe os, hvor han end var. Mens jeg sad fordybet i mine tanker, lød heksens skingre onde stemme:
”Kom, lad mig vise jer jeres nye hjem…” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...