Husets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Færdig
De to søskende Lea og Tom beslutter sig for at gå en tur i skoven en mørk aften.
Pludselig farer de vild, og finder et kæmpestort og gammelt hus midt ude i skoven. De beslutter sig for at overnatte derinde. Men det finder de ud af, at de aldrig skulle have gjort, for i det hus begynder deres livs værste mareridt. For der findes da hverken hekse, vampyrer, spøgelser, monstre eller levende mumier? Eller gør der...?

4Likes
10Kommentarer
917Visninger
AA

21. KAPITEL 21

”Jeg tør vædde på, at det er heksen, der har skrevet det her” sagde Dylan. ”Jeg kan genkende hendes skrift”
”Men vi ved jo ikke, hvordan vi skal løse gåden. Ingen af os kan tyde hieroglyfferne!” indskød jeg.
”Må jeg lige se pergamentet?” spurgte Tom Dylan.
Dylan gav ham pergamentet, og Tom gav sig til at undersøge det.
”Jeg har fundet en ledetråd!” udbrød Tom pludselig.
”Hvad står der?” spurgte jeg nysgerrig.
Men der var ingen af os, der fik at vide, hvad ledetråden var, før vi blev afbrudt af nogle hånlige grin bag os.
”I troede vist, at I bare kunne smutte fra os, hva’?” spurgte den ene med et ondt grin.
”Denne port åbner sig kun en gang hvert hundrede år. Og i aften ved midnatstid vil den åbne sig, hvis man skriver koden rigtigt. Men I får slet ikke lov til at slippe fri. Jeg har nemlig tænkt mig at springe hele huset i luften. HAHAHAHA!” lo den første mumie.
”Men så dør vi jo!” sagde en anden mumie. ”Vi bliver smadret til plukfisk af murstenene”
”Det er også det, der er meningen. I har ikke fuldført jeres opgave, så derfor sker dette som straf” sagde han ondt.
”Ja, jeg er ligeglad med, om jeg selv dør. Bare jeg slipper af med de nævenyttige unger!” fortsatte han.
Jeg tænkte som en gal. Hvad gør vi, hvad gør vi?
”Vi må have skaffet den tavle af vejen på en eller anden måde” sagde Dylan hviskende.
”Men hvordan?” spurgte jeg.
Dylan gik hen til tavlen, og forsøgte at få den revet ud af væggen. Men selvfølgelig rokkede den sig ikke en millimeter.
”Giv mig den!” råbte mumien. Han forsøgte at skubbe Dylan ned i gulvet, men hans hånd gled bare lige igennem ham, hvilket resulterede i, at han selv faldt på gulvet.
Han rejste sig, og børstede noget ikkeeksisterende støv af sig. Derefter gik han vraltende hen til tavlen, og skubbede mig og Tom brutalt til side.
”Flyt jer, møgunger!” sagde han, og rev tavlen ud af væggen. Det krævede ham ingen kræfter at gøre det.
”Nej, hvad er det dog du gør!” råbte Dylan.
”HAHAHA! Nu vil hele huset eksplodere. Og I to møgunger vil gå døden i møde, nøjagtig som jeg gjorde. Men bare rolig, det er slet ikke så slemt som I tror. Det hele kommer til at foregå hurtigt og smertefrit, når bygningen eksploderer” lo han, og trykkede på nogle tilfældige taster på tavlen. I det samme lød en lys, rungede stemme fra tavlen:
”Nedtælling til eksplosion aktiveret”
      
Vi stirrede lamslåede på hinanden. Vi var så tæt på at slippe ud. Og vi blev standset. Igen.
”Om fem minutter” begyndte mumien, der stod med tavlen. ”Vil hele bygningen ryge i luften. Og jer med”
”Hvis bare vi kunne smadre tavlen” sagde Dylan.
”Men så kan vi jo ikke åbne porten!” råbte jeg.
”Rolig nu. Jeg har en plan” sagde Dylan pludselig, og fandt pergamentet frem. Han læste ledetråden op: ”Måne. Heks. Hus”
Jeg kiggede overrasket på ham.
”Hvad? Det giver jo ingen mening!” råbte jeg.
”Jo, det gør!” sagde Dylan. ”Folk brugte hieroglyffer i stedet for bogstaver i gamle dage. Og på tavlen har jeg set figurer af de tre ting”
”Selvfølgelig! Du er genial!” udbrød jeg.  
”Vi skal nok komme ud herfra. Bare rolig, jeg har en plan” sagde Dylan.
Han gik målrettet hen til mumien, der stod med tavlen.
”Undskyld, men jeg kender en mere effektiv kode til at springe huset i luften på” sagde han.
Jeg kiggede undrende på ham. Hvorfor sagde han det? Så gik det op for mig, at det måske kunne have noget med hans plan at gøre.
Mumien vendte sig overrasket mod Dylan.
”Nå, så du vil gerne dø, hva’?” spurgte han med et hånligt grin.
”Giv mig den nu bare” sagde Dylan.
”Hm…” brummede mumien. ”Her, tag den så!” sagde han vredt, og gav tavlen til Dylan med en hidsig bevægelse.
Dylan tog imod den, og trykkede på de tre hieroglyffer. Månen, heksen og huset. I det samme lød en dyb rungen. Og gulvet begyndte at ryste. Hjertet hamrede i brystet på Dylan. Først frygtede han, at han havde skrevet koden forkert. Men han tog heldigvis fejl. For i det samme åbnede porten sig. Den hævede sig op fra jorden, og forsvandt ind i muren.
”Neeeej!” skreg mumien, og kastede sig over os.
”LØB!” råbte Dylan, og vi satte i løb mod udgangen. Mod friheden.
Vi nåede lige akkurat at komme ud, før porten lukkede sig med et brag.
Vi vendte os lettede mod huet. Mumierne nåede heldigvis ikke ud! Vi kunne tydeligt høre dem bande og svovle derindefra.
”Din store idiot! Du skulle aldrig ha’ ladet det grimme spøgelse ta’ tavlen! Nu er vores plan ødelagt!” kunne jeg høre den ene råbe.
Pludselig rungede huset så højt, at jeg troede det var begyndt at tordne. Men nej. Det var en helt skyfri aften med en orangegul sol i horisonten. ”Kom, vi må væk!” råbte Dylan. ”Bygningen eksploderer!”
Vi satte atter i løb, og gemte os bag nogle store egetræer et stykke derfra. Der hvor vi stod, kunne vi tydeligt se huset bag træerne. Men ikke meget længere. Et kæmpe brag lød. Og snart lå det store hus i stumper og stykker midt på græsplænen, indtil det på mystisk vis forsvandt.
Der var intet tilbage. Det så ud som om, at der aldrig nogensinde havde været et hus.
Jeg og Tom stirrede på hinanden.
”Hold da kæft!” udbrød jeg efter et stykke tids tavshed.
”Ja, det må du nok sige” sagde Dylan. ”Nå, jeg må videre. Og tak for hjælpen, unger” fortsatte han.
”Hvor skal du hen?” spurgte jeg.
”Jeg må vist hellere trække mig tilbage. Jeg kan jo ikke vandre rundt som spøgelse for evigt. Jeg hjalp jer med jeres mission. Når et spøgelse har fuldført sin mission må det tilbage til der, hvor det kom fra” sagde Dylan stille.
”Hvad mener du?” spurgte Tom undrende.
”Jeg tror han mener, at han skal tilbage til… himlen” svarede jeg, og kastede et blik på Dylan, som nikkede.
”I må ha’ det godt” sagde han. ”Jeg vil komme til at savne jer”
Med de ord begyndte han at falme, og forsvandt til sidst helt.
”Dylan…” begyndte jeg.
”Bare rolig” sagde Tom. ”Han har det godt, der hvor han er”
Efter et par minutter foreslog Tom, at vi skulle begynde at gå tilbage.
Jeg nikkede, og uden at se mig tilbage, fulgte jeg efter ham gennem den tætte skov. Græsset var stadig dugvådt, og fuglene begyndte at synge, som om intet var hændt. Jeg fandt min mobil frem fra lommen. Den havde heldigvis ikke taget skade af vandet. Displayet viste, at tiden var begyndt at gå sin gang igen. Den stod ikke længere stille.
”Hvem kommer først ud på vejen?” spurgte Tom, da vi var kommet til skovens udkant.
”Det gør jeg!” råbte jeg, og satte i løb med Tom lige i hælene.
Jeg kunne mærke den kølige og friske natsommerbrise i mit hår, da jeg begyndte at løbe.
”Hey, du tyvstartede!” råbte Tom grinende.
Jeg sukkede og sagtnede farten. For en gangs skyld ville jeg lade Tom vinde.
Han er jo trods alt verdens bedste lillebror.

 

TUSIND tak for, at I ville bruge jeres tid på at læse min movella! Det er faktisk en af mine længste historier, så jeg er rigtig glad for at kunne dele den med jer! Det ville betyde meget for mig, hvis I ville komme med en kommentar/feedback, men bare det at I læser den gør mig også virkelig glad! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...