Husets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Færdig
De to søskende Lea og Tom beslutter sig for at gå en tur i skoven en mørk aften.
Pludselig farer de vild, og finder et kæmpestort og gammelt hus midt ude i skoven. De beslutter sig for at overnatte derinde. Men det finder de ud af, at de aldrig skulle have gjort, for i det hus begynder deres livs værste mareridt. For der findes da hverken hekse, vampyrer, spøgelser, monstre eller levende mumier? Eller gør der...?

4Likes
10Kommentarer
767Visninger
AA

20. KAPITEL 20

Jeg kunne ikke få et ord frem. I stedet for ord, kom der kun tårer. De strømmede ned ad mine kinder, som et mindre vandfald. Dylan kom stormende mod mig.
”Slip hende fri!” buldrede han.
Dylans gennemsigtige ansigt blev tomatrødt af vrede. Jeg havde aldrig set ham gal før! Jeg kastede et blik på Toms livløse krop.
”L-lever han?” fik jeg hulkende fremstammet, da jeg var kommet til mig selv.
”Aner det ikke. Jeg tjekker lige” sagde Dylan, og gik hen til Tom, der stadig lå helt ubevægelig på sandet. Dylan bøjede sig ned over ham.
”Han lever!” meddelte han efter at have undersøgt ham grundigt. ”Han er bare besvimet. Vi må få ham oplivet hurtigst muligt”
”Gudskelov” sagde jeg lettet.
”Mumierne må have givet ham en ordentlig en på kassen” sagde Dylan hviskende.
”Åh, hvor sødt!” sagde den ene mumie slesk. ”I får ikke lov til at oplive ham. Jeg æder drengen til forret! Og pigen til dessert!” fortsatte han.
”Hvad mener du med jeg?” råbte en anden mumie. ”Måtte vi ikke også få noget?”
”Det kommer an på…” begyndte den første mumie. ”Om I klarer jeres opgave. I skal drukne børnene!” fortsatte han.
Jeg rystede over hele kroppen. Jeg vidste, at der ikke var nogen vej tilbage. Jo… måske hvis jeg skyndte mig at smutte op ad trappen, mens mumierne kiggede den anden vej. Det var sikkert vores eneste chance for at undslippe. Jeg bed mig selv i læben, til det gjorde ondt. Og spurtede af sted. Op ad de stejle trappetrin. Jeg kom ikke ret langt, før den ene mumie pludselig stod foran mig. Han greb fat i mit håndled. Hårdt. Jeg begyndte at skrige som aldrig før. Sparkede i et desperat forsøg på at komme fri af mumiens jerngreb. Snoede mig som en slange. Bed som et rasende, vildt dyr.
”Du kan lige så godt lade være med at gøre modstand. Du har ingen grund til at anstrenge dig, lige før du skal dø” sagde mumien slesk.
Den ene mumie holdt mig fast og fulgte mig ned langs gangen, mens de to andre gik bag Dylan og Tom, som var lige i hælene på mig.
Vi endte i et stort rum, hvor der var et kæmpe bassin. Vandet var klart og roligt.
”Hvem skal vi dræbe først?” spurgte den ene mumie.
”Tja.. Damerne først, som man plejer at sige” sagde den anden mumie slesk. 
”Hvis du er en god svømmer, kan du måske holde dig i live i nogle minutter” sagde den ene mumie til mig. ”For vandets temperatur stiger og stiger, indtil det koger”
Han skubbede mig hårdt ned i det iskolde vand. Jeg faldt skrigende i vandet med et plask. Vandet sprøjtede til alle sider.
”Er det ikke sjovt?” spurgte den ene mumie. ”Det her er underholdning for livet! Det er ligesom at se folk blive halshugget i gamle dage!” jublede han.
”Du er sindssyg!” sagde Dylan vredt.
”Vær dog glad for, at du er et spøgelse. Ellers havde vi helt sikkert også slagtet dig, din kvajpande” sagde mumien irriteret.
Dette fik Dylan til at holde sin mund. Han havde bare lyst til at give mumien den største sviner i hele verden. Men inderst inde var han klar over, at det ville gøre mere skade end gavn.
Jeg kunne mærke, at vandet blev varmere og varmere. Til sidst var det så varmt, at jeg kunne mærke det gennem mit tøj. Hver bevægelse var en pine.
”Nå, arbejdet kalder, venner. Vi skal lige ud og ordne nogle ting. Og I vover på at stikke af, for så ved I godt, hvad der sker” sagde den ene mumie. Sammen med de tre andre mumier gik han ud af rummet, og ud i gangen. Dylan fulgte dem med øjnene, indtil de var ude af syne.
Derefter bøjede han sig ned over bassinet.
”Svøm hen til kanten!” råbte han. ”Jeg hjælper dig op”
Med store anstrengelser lykkedes det mig at svømme op til kanten. Dylan rakte mig sin hånd og trak mig op. Min hud var helt rød efter at have svømmet i det brandvarme vand.
”Kom, vi må stikke af” sagde Dylan, og sammen med Tom spurtede vi ned ad gangen. På et tidspunkt delte gangen sig i to. Vi kunne vælge mellem at løbe til højre eller venstre. Uden at tænke over det, løb vi til højre. Efter et stykke tid delte gangen sig i tre. Denne gang valgte vi den midterste gang. Sådan fortsatte det i lang tid, hvor gangen blev ved med at dele sig. Det var fuldkommen som at løbe i en labyrint! Til sidst endte vi i et stort rum, hvor der var meget højt til loftet. Rummet blev oplyst af fakler, der hang på væggen. Jeg kunne tydeligt se vores skygger på den. Jeg bemærkede, at gulvet ikke længere var af sand, men af marmor. For enden af rummet på væggen, var der en tavle. Den var af guld, og der var en hel masse hieroglyffer og figurer på den. Den skinnede i skæret af faklernes flammer. Jeg gik nysgerrigt hen til den.
”Måske er det en slags kode man skal løse, eller sådan noget” foreslog Tom.
”Du er genial! Selvfølgelig! Måske er det en kode, som man skal løse for at komme ud” sagde jeg.
”Jeg tror du har ret!” svarede Dylan. ”Hey vent, jeg har fundet noget”
Han havde fundet et stykke sammenrullet pergament, der lå ved siden af tavlen. Han tog det op og læste følgende højt:
”Denne port fører dig ud af huset. For at aktivere porten, skal du løse gåden på tavlen. ADVARSEL: Hvis du skriver koden forkert, vil hele huset springe i luften”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...