Husets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Færdig
De to søskende Lea og Tom beslutter sig for at gå en tur i skoven en mørk aften.
Pludselig farer de vild, og finder et kæmpestort og gammelt hus midt ude i skoven. De beslutter sig for at overnatte derinde. Men det finder de ud af, at de aldrig skulle have gjort, for i det hus begynder deres livs værste mareridt. For der findes da hverken hekse, vampyrer, spøgelser, monstre eller levende mumier? Eller gør der...?

4Likes
10Kommentarer
838Visninger
AA

2. KAPITEL 2

KAPITEL 2

Jeg vågnede senere om natten ved lyden af Toms stemme.
Jeg satte mig op i sengen… eller rettere sagt gulvet, og gned mine øjne. Det føltes som om, jeg lige var faldet i søvn, selvom jeg i virkeligheden havde været væk i flere timer. Jeg så mig omkring. Vi befandt os stadig i det uhyggelige hus.
”Hvordan kommer vi ud herfra?” spurgte jeg.
Tom rystede på hovedet.
”Jeg ved det ikke,” sagde han.
I det samme kunne vi høre skridt på trappen, som knirkede voldsomt for hvert trin, der nærmede sig langsomt. Jeg sank en klump, og kunne mærke, at jeg skulle skide.
”Hvem der?” kaldte en mørk og klar stemme.
Der var buldermørkt, så vi kunne ikke se dens ejermand.
Tom tændte sin lygte igen, og lyste op mod personens ansigt.
Han begyndte at skrige, og tabte lommelygten på det hårde stengulv. Heldigvis skete der ikke noget med den.
Han tog den op i hånden og lyste op på personen i mørket.
Personens ansigt var blegt og han havde en hugtand, der strittede ud i mundvigen. Mandens hår var brunt og i uorden.
”Hej” sagde han og smilede venligt til os.
Han var iført en lang, sort kappe, der gik næsten til gulvet.
”Hvem er du?” spurgte Tom.
”Jeg hedder Dylan” sagde manden.
”Er du… vampyr?” spurgte jeg. Dylan nikkede.
”Ja, det er jeg, men jeg gør ikke jer ikke noget” svarede han.
”Ved du, hvordan man kommer ud herfra?” spurgte Tom.
”Jeg ved det ikke” sagde Dylan.
”Jeg har været spærret inde her i 50 år, og hver eneste dag har jeg prøvet at finde en vej ud herfra” fortalte han.
”50 år!” råbte Tom. ”Seriøst?”
”Seriøst” sagde Dylan.
”Jeg kan vise jer rundt på stedet her. Men pas på. Mange er blevet sindssyge af at være spærret inde her” fortsatte han advarende.
Vi rejste os fra gulvet og fulgte med Dylan op ad den stejle vindeltrappe, der førte til første sal. Derefter begav vi os ned ad lange korridorer og ned og op ad trapper, og videre ned ad endnu en gang, hvor der var en lukket egetræsdør for enden.
”Der skal I endelig ikke gå ind” advarede Dylan os.
”Hvis I går derind, er det slut med jer”   
”Hvad er der derinde?” spurgte Tom nysgerrigt.
”Det har I ikke lyst til at vide” sagde Dylan.
I tavshed gik vi videre. Mens vi gik, holdt jeg hele tiden blikket fastrettet mod døren. Og jeg kunne sværge på, at jeg så håndtaget blive trukket ned, men døren gik ikke op. Jeg rystede på hovedet af mig selv, og fulgte efter de andre, der gik et stykke foran mig.
Pludselig blev hele rummet oplyst af et lyn udenfor. Huset knirkede voldsomt og vinden hylede, som om nogen var blevet myrdet.
”Det tordner” sagde Tom. ”Jeg hader tordenvejr!”
Jeg vidste ikke hvorfor, men et eller andet sagde mig, at jeg skulle begynde at løbe. Og de andre havde tydeligvis samme tanke, og snart spurtede vi alle ned ad gangen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...